AF: NIELS DYGAARD
Øllet blev vædderens skæbne!
På den sidste drivjagttur sad jeg en aften over netop et godt glas tjekkisk øl og snakkede med ejeren af jagtselskabet og spurgte ind til muligheden for at komme ned nogle få stykker for at skyde muflon på anstand eller pürsch. Vi havde nemlig set en del og leveret lidt muflon til paraden på drivjagterne, så vi vidste, at de havde en fast bestand af dem her i området.
Efter længere tids snak og nogle øl senere aftalte vi, at det kunne godt lade sig gøre, og vi fik en god aftale i hus: fast pris på muflonvædder uanset størrelse, så nu kunne det bare blive september.
Endelig blev det september, og vi kørte afsted fire mand med store forventninger om, at vi alle ville få en fin muflonvædder med hjem. Til Tjekkiet er heldigvis kun 4-6 timers kørsel herfra, så pludselig var vi der, og forventningerne blev bestemt ikke mindre under køreturen.
Vi blev indkvarteret på vores ”stamhotel”, hvor vi efterhånden har boet nogle gange og var også så småt begyndt at kende terrænet og kunne derfor tage af sted på egen hånd.
Første jagt, som var en aftenjagt den dag, hvor vi ankom, fik jeg tildelt et rigtig fint, højt tårn, tæt på en stor foderplads. Her skulle der være muligheder. Jeg entrede op i tårnet, der stod lidt oppe ad en bjergskråning med en fantastisk udsigt. Men vildtet havde åbenbart andre planer denne aften, for jeg så kun lidt råvildt og ikke andet. Det samme oplevede de tre andre. De havde dog set kronvildt, gris, råvildt og ræv, men desværre ikke muflon.
Næste morgen kørte min kammerat, Kim, og jeg afsted sammen i min bil – vi kunne jo godt selv finde ud til de to tårne. Det ene tårn var det, jeg havde siddet i aftenen før, og Kim sagde hurtigt, at det tog han, så kunne jeg få det tårn, der stod med ryggen til en skovkant og med udsyn til en græsslette tæt på det sted, hvor vi parkerede.
Keiler på kornet – Skyde eller ikke skyde?
Jeg var glad for, at mit var så nemt at finde, for der er godt nok buldrende mørkt sådan en tidlig morgen. Jeg tror ikke, at der gik mere end en halv time, så skrev Kim, at han havde en rotte svin for med en fin keiler iblandt. Jeg skrev hurtigt tilbage, at han skulle skyde, for vi måtte jo gerne skyde grise. Men Kim skrev hurtigt tilbage, at det ville han ikke, da vi var på muflonjagt. Jeg skrev til ham, at hvis det havde været mig, så havde jeg skudt keileren – bare så han vidste det.
Tiden går, og solen er stået op, men der sker absolut intet hos mig. Jeg havde hørt lidt puslen ovre i skovkanten, men intet set. Kim, som sad oven for mig oppe ad bjerget, skriver så pludselig, at han har 15-20 mufloner på skudafstand, men at de klumper sig og går ind i et læbælte. Han skriver igen, at jeg skal være klar, for han troede, at de gik ned ad bjerget imod den græsslette, hvor jeg sad.
Der sker dog intet, så jeg begynder at blive lidt rastløs og ser kaffen og morgenmaden for mig. Jeg stiller min riffel i et hjørne i tårnet, og venter nu kun på, at vi skal slutte morgenens jagt.
Muflon på kornet!
Så sker det! Jeg kigger til venstre og ser, hvad jeg i første omgang troede, var råvildt på vej op ad sletten. Som i en refleks griber jeg min riffel og tænker, sådan ser råvildt da ikke ud, og du har da skudt en del, så du må jo vide det. Stille og roligt kommer de 15-20 muflon tættere og tættere på mit tårn, og jeg ser hurtigt, at der er tre væddere, som stikker helt af i størrelse. Jeg når at tænke, at én af disse tre skal jeg have, hvilken var jeg sådan ligeglad med, for de var alle store. Pludselig er det, som om et af fårene vil trække ind i skoven, og resten ser ud til at ville følge med. Så er det nu, tænkte jeg, finder en af de tre store vædder i min kikkert, afsikrer og sender, hvad jeg tænker, en fin kugle afsted. På det tidspunkt er muflonflokken nok inde på 80 meter, så han skal være ramt. Jeg havde jo nærmest fast anlæg op ad stolpen i tårnet. Resten af flokken forsvinder ind i skoven, og jeg tænker, at det bliver spændende at se, hvad der ligger derude på sletten. I det samme kommer den tjekkiske guide kørende med 100 i timen op ad sletten, han har siddet og set hele episoden fra sin bil.
Træffer eller forbiskud?
Vi kommer næsten samtidig ud til det sted, hvor vædderen stod, da jeg skød – han i bil og jeg på gåben, men der ligger ikke nogen muflon. Han spørger, om jeg ikke ramte? Hvortil jeg svarer, at det mener jeg bestemt, at jeg gjorde. Vi vender os begge og kigger ned ad stykket og kan da begge se nogle store horn stikke op cirka 25 meter fra det sted, hvor jeg ramte vædderen. Så har jeg da aldrig set en mere lykkelig tjekke. Han var mindst lige så euforisk og glad som jeg, så det blev til flere klem og knus. Han var overbevist om, at det var en guldmedalje og mente endda, at der var én i flokken, som var lidt større, men det kunne nu ikke ødelægge mit humør. Min muflon, som jeg først fik målt op i 2023, trak 208,5 point og tog en guldmedalje.
En fantastisk afslutning på en god jagttur, hvor tre ud af fire fik held til at nedlægge en muflon.
Har du et trofæ, du ønsker at få opmålt? Se tid og sted for nye trofæopmålinger her: www.trofæmåling.dk
