VED NIELS DYGAARD.
En dag på arbejde talte jeg med en anden jæger. Han viste mig et billede fra sit revir med en stor rudel kronhjorte. Det gjorde han, fordi jeg havde fortalt ham, at jeg er fascineret af hjorte, hvilket jeg har været siden 1986, hvor jeg som ganske ung blev inviteret på kronhjortejagt ved Herning af min far. Der havde jeg en stor oplevelse, hvor en stor 12-ender kom luntende ud på sporet til mig. Jeg tabte helt kæben af bare fascination over det flotte dyr, så jeg fik ikke skudt. Denne oplevelse har jeg aldrig glemt, og den har sat sig som et brændende ønske om engang at skyde en dansk frilandskronhjort. Når jeg taler med andre jægere om det, får jeg ofte spørgsmålet:”Hvorfor tager du ikke til Polen og skyder en kronhjort.” Men det er slet ikke det samme for mig. Jægeren, der viste mig billedet, tilbød mig efter vores snak muligheden for at komme på kronhjortejagt hos ham.
Jeg glædede mig det næste stykke tid som et lille barn og var, og er stadig, meget taknemmelig over denne invitation og mulighed for at få mit årelange ønske opfyldt. Så kom dagen. Uret ringede tidligt, da jeg også havde et par timers kørsel, inden jeg var på reviret. Jeg ankom kl. ca. 7.30. Det var en dejlig morgen med en svag nordvestlig vind og -4°C. Jeg brugte en del tid på at komme ud til den stige, jeg skulle sidde i, da hvert skridt larmede p.g.a. frosten. Samtidig blev håndkikkerten flittigt brugt, for jeg skulle jo nødigt støde dyrene inden jagten. De første par timer skete der intet. Jeg sad og nød naturen, nu hvor solen var kommet frem, og temperaturen sneg sig op på et par plusgrader. Jeg begyndte at høre skud rundt omkring. De fleste var langt væk, men også enkelte tættere på, så jeg var spændt. Et par timer senere, var der stadig helt stille, som om der ikke ville ske mere den dag. Men jeg valgte at blive siddende. Jeg tænkte, måske er det den eneste chance, jeg får i mit liv. Jeg modtog en sms fra min jagtkammerat, som spurgte, om jeg kom ned og fik en bid brød med. Jeg takkede ja – om en times tid, hvis dette kunne passe ind.
Pludselig hørte jeg noget knase i den frosne jord bag ved mig i højre side. Jeg vendte hovedet og så 3 rådyr og en stor kronhjort. De 3 rådyr sprang over bækken bag mig og løb gennem hegnet ind på mit stykke og forsvandt hurtigt ud i højre side af marken. Hjorten stoppede op og kiggede bagud, hvorefter den sprang over bækken og igennem hegnet til mig. Jeg fik bukkefeber, da dette er ”once in a livetime”, og det måtte ikke gå galt. Jeg drejede mig så meget, jeg kunne til højre, helt lydløst og uden at flytte mine ben. Jeg kunne ikke dreje mig helt om, så jeg kunne se skellet, men gjorde mig alligevel klar til at skyde. Hjorten kom i fuld fart, som om den havde fået fært eller fornemmet, at der var noget galt. Jeg sigtede på bladet, svingede med og lod skuddet gå. Jeg fornemmede, at jeg ramte, men hjorten fortsatte. Jeg repeterede og trak godt frem og skød igen. Der skete intet. Hjorten stoppede nu op med siden til, i et hul mellem nogle graner, lige før skellet til naboen. Det er sidste chance tænkte jeg og skød lidt højt på bladet. Jeg fornemmede, at dyret faldt fremover ned imellem granerne. Jeg rystede over det hele på grund af bukkefeberen og kunne ikke holde håndkikkerten stille nok til at være sikker på, om hjorten lå inde mellem granerne.
Jeg blev siddende i ca. 1 time, inden jeg gik derned, da jeg før har oplevet et dyr rejse sig fra sårlejet. Efter ca. 40 meter fandt jeg blod fra mit første skud. Der var så meget blod, der var sprøjtet ud, at jeg kunne følge det hele vejen ned til den forendte hjort. Samtidig pegede jeg hele tiden med min riffel på hjorten, hvis den skulle gøre antræk til noget. Jeg var nærmest i chok, da jeg stod og kiggede på den. Tænk, at jeg havde skudt en kronhjort og samtidig en pæn ulige 14-ender.
Jeg ringede til min jagtkammerat og fortalte, at jeg havde skudt en hjort. Min stemme må have lydt forkert, for han troede først, at jeg lavede grin, men kom så ud til mig. Da han så hjorten, udbrød han:”Hold da op, hvor er den stor. Det er mindst en sølvmedalje.” Jeg var stadigvæk helt ved siden af mig selv og havde derfor ikke registreret, at den var så stor.
Har du også et trofæ, du ønsker at få opmålt?
Se tid og sted for nye trofæopmålinger på: www.trofæmåling.dk
