ABONNER OG FÅ MERE ADGANG TILMELD NYHEDSBREV

Månedens trofæ kronhjort

Tag med Torben Jensen til Polen, hvor der venter ham en jagtoplevelse for livet. Om jagten på denne drømmehjort, som Sten Breith opmålte til 218,32 point - en stor guldmedalje, beretter Torben.

AF: NIELS DYGAARD

Den 14. september 2016 kørte vi mod Browsk i det nordøstlige Polen. Vi skulle ned til et område, som vi havde besøgt året før. I bilen på vej derned snakkede vi om, at vi nok ikke kunne være lige så heldige som sidste gang, hvor brunsten havde været rigtig god. Da vi hen på aftenen ankommer til området og stiger ud af bilen efter 14 timers kørsel, bliver vi mødt af et inferno af hjortebrøl. Brunsten er helt klart på sit højeste. Alle smiler og er klar over, at også denne tur sikkert bliver god. Jeg tænker, at det i år måske bliver min tur til at få en god hjort. Sidste gang havde heldet svigtet mig til trods for, at der var flere hjorte i mit område.

Da vi efter at have fået lidt at spise går i seng, er min fornemmelse rigtig god, og jeg falder hurtigt i søvn, fyldt med spænding og forventning til jagten i dette fantastiske område. Den første morgen mødes vi med de polske jægere og får fordelt, hvem der skal køre med hvem. Vi kører ud i skoven kl. 04.00. Efter ca. ti minutters kørsel stopper vi ved et stort engområde og står ud af bilen – jagten skal til at begynde. Mens vi gør os klar, kan vi høre flere hjorte brøle. Vi taler lidt om, hvilken hjort vi vil prøve at gå efter, og beslutter os for at gå langs en gammel jernbane, som ligger lidt højt i forhold til engen.

Vi kan med det samme høre, at en af hjortene er tæt på os, og min polske ven er allerede ivrig og forklarer, at hjorten er en fin hjort på ca. 7 kilo. Vi fortsætter og kan høre, at han er tæt på, men noget tåge har lagt sig over engen, så vi kan ikke se ham. Vi beslutter os for at stille os bag nogle buske og så prøve, om hjortkaldet kan få ham ud af tågen. Lige da min polske ven brøler i sit kald, kommer hjorten ud af tågen ca. 80 meter fra os. Jeg får den med det samme i kikkerten og er ikke i tvivl.

Denne hjort skal hjem i min stue…… og jeg afgiver mit skud. Lige i skuddet mister jeg fokus på hjorten, og efterfølgende kan jeg ikke finde den i kikkerten, da jeg er klar til at give den et skud mere.

Jeg kigger lidt fortvivlet på min polske ven, og han ligner også et stort spørgsmålstegn. Kan jeg virkelig have skudt forbi på 80 meter? for ingen af os så eller hørte ham efterfølgende. Vi står længe og lytter i håb om at høre grene knække eller andre tegn, som vi kan gå efter. Der er en masse tæt pil ca. 30 meter fra, hvor jeg skød, så jeg tænker, at en eftersøgning i det vil blive svær. Efter godt 5 minutter begynder vi at gå ned mod skudstedet for at se, hvad vi kan finde der. Jeg er helt ødelagt, kan ikke forstå, hvad der er sket. Et nemt skud er tilsyneladende misset! Men da vi er ca. 10 meter fra skudstedet, råber min polske jæger glad, at hjorten ligger lige ved den busk, hvor den stod, da jeg skød. Den er ikke gået en meter.

Da vi kommer derhen, kan vi se, at det er en noget større hjort end den, vi var gået efter. Den hjort havde de aldrig set før. Og mens vi står og ser på den og bare er så glade for, at jeg allerede efter blot 30 minutters jagt har fået min drømmehjort, kan vi høre flere hjorte brøle, så jeg tænker, at dette må blive en helt fantastisk tur for os alle.

Har du også et trofæ, du ønsker at få opmålt?

Se tid og sted for nye trofæopmålinger på: www.trofæmåling.dk

Læs mere

Nyheder