Det kom han ikke til at fortryde, så meget mere, som han kunne dele jagtens heldige udfald med sin blot seksårige, men allerede meget jagtinteresserede datter. Peter fortæller:
Da min kone var på arbejde, skulle jeg egentlig passe vores børn, men da vejret var fint, og jeg havde lyst til en lille eftermiddags anstandsjagt i et 50 tønder land stort skov- og moseområde, som tilhører en af mine gode venner, og hvor han havde givet mig lov til at jage, fik jeg med gode ord overtalt min flinke svigermor til at tage sig af dem, og klokken halv tre sad jeg i et skydetårn, midt inde i skoven.
Der står en pæn bestand af kronvildt i området her og således også i min vens skov. Her havde jeg ofte i brunsttiden siddet klar med min riffel, lyttende til brunstbrølene. Selv om jeg sommetider kunne høre, at en hjort flere gange var ganske tæt på, var det dog ikke kommet til nogen skudchance for mig. Måske det ville ændre sig i dag – før eller siden måtte det vel lykkes.
Da jeg håbefuldt havde siddet der i en 20 minutters tid, hørte jeg en lyd. Jeg kigger efter lyden og ser på min venstre side en dåhjort komme frem – ikke nogen fuldskuffel, men dog med et pænt gevir. Jeg sidder længe og kikker på den, mens den roligt går og esser. Skyde? Nej, jeg beslutter mig for at lade den gå, for det er jo en kronhjort, jagten i dag gælder.
Dåhjorten forsvinder igen ind i den skovtykning, hvorfra den var kommet, men jeg bliver ikke plaget af nogen lang ventetid, for få øjeblikke efter kommer der en kronhjort ud fra buskadset blot cirka 50 meter borte og det lige ud foran mig. Én? Nej, der kommer faktisk to! Og så kan det nok være, at min puls tog til at galopere.
Jeg kan hurtigt se, at begge har flotte og stærke gevirer. Jeg sidder helt stille og betragter dem indgående. Jeg må beslutte mig. Hvilken skal jeg holde til? Jeg vælger den til højre, da jeg synes, at den har det smukkeste og måske også det største gevir.
Uendelig forsigtigt bliver riflen løftet op. Nu åndedrættet i ro, og efter et par dybe ind- og udåndinger føler jeg mig klar. Jeg tager et fast greb om skæftet, klemmer stille og roligt på aftrækkeren og lader min 9,7 grams Norma-kugle flyve og ser i det tordnende brag fra min Krico 308 Win. hjorten vælte omkuld. Efter et par spjæt med bagløbene er der ikke mere nogen bevægelse at se. Alt er roligt, bortset fra den anden hjort, som jeg ser skyndsomst forsvinde ind i skoven.
I små 10 minutter sidder jeg og ryster af den store sindsbevægelse, som vist ikke kun jeg, men de fleste jægere føler efter sådan en oplevelse og sådan et skud. Da jeg har fået nogenlunde kontrol over mig selv, klatrer jeg ned fra stigen og går hen for at tage den i øjesyn, og jeg bliver ikke skuffet: jeg kan glæde mig over den høje bladkugle, som jo også var øjeblikkeligt dræbende og også over et ikke bare meget stort, men også meget smukt gevir. Nu skal den blot transporteres hjem, men det er ikke det store problem, da jeg kan ringe til min ven, og han vil så komme med sin trailer og hjælpe mig. Jeg havde i min glædesrus også ringet til min jagtinteresserede svigerfar og fortalt ham om mit held. Han ville også komme og hjælpe til, og sammen med ham kommer også min datter på 6 år, hun løber først hen og ser på hjorten og kommer derefter med mit strygestål i hånden løbende hen til mig med ordene:”Den er godt nok stor, far!” Og hun havde ganske ret, for Steen Breith opmålte den til 200,8 point.
Jeg har skudt andre hjorte, men denne overgår dem alle.
Har du også et trofæ, du ønsker at få opmålt?
Se tid og sted for nye trofæopmålinger på: www.trofæmåling.dk
