VED NIELS DYGAARD.
Kl. 14.00 havde jeg fri fra mit arbejde, som fysioteraput, og vendte snuden hjem mod mit barndomshjem, Dalsbakkegaard i Ll.Knabstrup. Jeg havde regnet med, at min far ville med på jagt, men han havde lagt andre planer, da badmintonsæsonen også var startet, så jeg gik ud alene. Lige som jeg skulle til at gå, fangede han mig for at sige, at, hvis jeg skød den store kronhjort, var det mit trofæ. Men det var vigtigt for ham, at geviret fik lov til at blive på gården.
Det var fint vejr, en let vind og skyer på himlen. Med cirka 20 meter til skydetårnet spottede jeg tre stanghjorte ude foran skydetårnet, og med vinden i den gale retning var der stor risiko for at blive opdaget, så jeg måtte ned på alle 4 og kravle gennem den lille klynge af grantræer, som skydetårnet står i kanten af. Endelig sad jeg i tårnet, og de 3 stanghjorte fik ikke færten af mig. Efter en halv times tid listede de ind i buskadset, hvilket gav mig anledning til at tage hul på min medbragte kaffe og samle op på nerverne. Med kaffen i hånden kunne jeg læne mig tilbage og nyde den smukke natur. Et skovareal på min højre side og åbne marker på min venstre adskilt af en lille “eng” og en stor remise.
Efter en times ro viste en 12’ender og dens mage sig. Listende ud af buskadset uden den mindste mistanke om, at der sidder en jæger blot 100 meter fra dem og venter på sin første kronhjort. Jeg sad og studerede dem lidt og blev enig med mig selv om, at han var flot, men ikke kongen af skoven – nærmere den efternølende prins. Jeg lod ham derfor passere, så han kunne komme tilbage til næste år og overtage den trone, som hans far skulle efterlade til ham. Magen blev hængende lidt endnu, så en stanghjort tog chancen og sneg sig ind på hende. Frem fra buskadset kom 12’enderen farende og jog spidshjorten direkte ind under skydetårnet, hvor jeg befandt mig. Med vinden i ryggen og to hjorte nu inden for få meter fik de færten af mig og stak af.
Halvanden time havde jeg nu siddet i skydetårnet, og der var igen helt stille. Pludselig, 120 meter ude, brød et gevir ud gennem det tætte buskads. Mit hjerte begyndte at galopere. Bukkefeber var for ingenting at regne mod den form for rysten, sved og adrenalinkick, der nu brød op i mig. Jeg indså, at jeg for første gang havde fået hjortefeber. Riflen blev hurtigt lagt op på kanten af skydetårnet og sigtet rettet mod kronhjorten. Jeg kunne ikke helt tro, hvad jeg havde på kornet. Der stod den, kongen af skoven – helt stille og perfekt en time før solnedgang. Jeg tog tre dybe indåndinger og pustede halvt ud på den sidste indånding, som min far har lært mig det.
Jeg skulle lige til at affyre mit skud, da et vindpust blæste en gren ind foran kornet.
Imens panikken begyndte at sprede sig over, at min far og jeg ikke havde fået klippet træerne omkring skydetårnet, som vi så tit havde snakket om, skyndte jeg mig at finde en ny position i tårnet med et nyt sigte på kronhjorten.
Jeg fik en ny god position og skulle til få pulsen ned ved hjælp af vejrtrækninger, da hjorten stille og roligt begyndte at bevæge sig fremad. Jeg tænkte: ”Stop så, stå så stille”, men den fortsatte sin gang fremad, og jeg kunne se, at den inden længe ville være henne ved buskadset og dermed være ude af syne. Jeg fulgte den tæt og besluttede mig for at skyde, inden den var væk. Skuddet faldt – som hjorten – klokken 17:12. Jeg repeterede hurtigt, men hjorten var væk. Min puls galoperede stadigvæk tæt på de 200, tror jeg. Jeg kravlede ned fra tårnet og gik ned for enden af marken for at se, om den havde lagt sig længere fremme. Men frygten for, at den skulle have gemt sig i buskadset og ville komme farende mod mig, var stor.
Da jeg kom rundt om hjørnet, fik jeg et chok, da en 10’ender og to hinder var på vej direkte hen imod mig. De stak dog hurtigt af, da de så mig. Hjorten kunne jeg ikke se og listede længere ned ad min fars mark. Da fik jeg øje på et kæmpe gevir, der stak op over en lille bakketop. Jeg kom nærmere og kunne se, at hjorten havde lagt sig stille og roligt efter et perfekt skud. Jeg skyndte mig stolt at ringe min far op for at sige: ”Du bliver vist nødt til at aflyse badminton i dag. Vi skal have fyldt fryseren med kronhjortekød”.
Naboerne, der havde hørt skuddet, kom fra nær og fjern for at se kronhjorten, og mens vi alle stod og betragtede den, blev jeg overvældet af stor glæde og var ikke i tvivl om, at det var en af de største ting, der er sket i mit liv.
Da nogen begyndte at snakke om, at det kunne være en medaljehjort, besluttede vi os for at få den opmålt og overlod det til Sten Breith, som opmålte den til 210,28 point og dermed til en guldmedalje. Så det var heldigt, at vi blev bragt på de tanker.
Har du også et trofæ, du ønsker at få opmålt?
Se tid og sted for nye trofæopmålinger på: www.trofæmåling.dk
