TEKST: NIELS DYGAARD.
FOTO: THOMAS JØRGENSEN.
Jeg havde korn med til fasanerne og roer til rå- og dåvildtet. Jeg ved godt, at der kommer en hel del dåvildt og spiser roer, men jeg har ingen kameraer oppe mere, da de altid kommer om natten. Derfor følger jeg ikke med i, hvad der kommer, og hvornår de kommer. Jeg har siddet der rigtig mange gange lige til lukketid, men har aldrig set noget dåvildt.
Denne formiddag i december skulle så blive første gang. Da jeg tipper korn af til fasanerne, rejser en hjort sig pludselig og går stille frem mod skoven. Jeg kan godt se, at det er ret stor hjort, og at dens flotte gevir vil pynte gevaldigt på væggen, men jeg må nøjes med synet af ham, da jeg ikke har min riffel med. Efter at have læsset både korn og roer af, kører jeg hjem efter flere roer, og da jeg kommer derud igen, kan jeg se, at han stadig står der.
En time senere tager jeg riflen på skulderen og tænker, at det jo kunne være, at den måske var der endnu, selv om det nok ikke var sandsynligt. Jeg går stille hen til foderpladsen, og kan her hurtigt konstatere, at hjorten ikke står der mere. Jeg beslutter mig for at vente et stykke tid, selv om jeg tænker: Ja, okay det er jo også midt på dagen, og der ser jeg dem jo aldrig.
Efter en lille halv times tid pakker jeg sammen og sætter kursen hjemad, men ligesom jeg går op langs beplantningen, rejser dåhjorten sig lige foran mig. Han er gået tilbage og står igen på næsten samme sted, som jeg første gang jeg så ham.
Jeg kan i første omgang ikke komme til at skyde på ham, men er klar over, at han sikkert vil løbe tilbage til skoven. Så derfor smider jeg skydestokken og løber 30 meter frem, og lige da han kommer fri af remisen, er jeg klar til skud. Jeg når ikke at tænke ret meget andet, end at den chance får jeg ikke igen. Jeg får fast anlæg for riflen ved et større birketræ, får styr på mit åndedræt og slipper kuglen.
Han slår en kolbøtte ind over sig selv og ligger helt stille. Jeg genlader alligevel omgående, for hvor tit sker det ikke, at et påskudt stykke trods en god kugle – og det vidste jeg, at min var – alligevel rejser sig og løber videre. Det sker dog ikke her, for han ligger bare helt stille. Jeg sigter dog på ham et stykke tid, hvis han nu alligevel skulle rejse sig. Det sker dog ikke, for han bare er stendød. Da jeg kommer hen til ham, kan jeg også se hvorfor, for han ligger der ramt præcist på halsen af min kugle.
Først, da jeg knælede ned ved ham, gik det helt op for mig, hvor heldig jeg havde været. Da jeg havde ham på kornet, kunne jeg jo godt se, at det var en ret stor hjort, men at den var så stor, havde jeg dog ikke forventet. Jeg tror, at der bredte sig et stort smil på mit ansigt: min første dåhjort, og så tilmed en kapitaler og det lige midt på formiddagen her på min egen jord. Det kunne ikke blive større. Det var bare helt fantastisk. Den dag vil jeg komme til at mindes længe. Skulle jeg glemme den, kan jeg i dag blot kigge hen på væggen, hvor den opmålt af Sten Breith hænger med sin guldmedalje på 194,35 point, som er et godt stykke over de 180 point, som kræves for at opnå guld.
Har du også et trofæ, du ønsker at få opmålt?
Se tid og sted for nye trofæopmålinger på: www.trofæmåling.dk
