VED NIELS DYGAARD.
Jeg havde én gang før været i Sydafrika og fik ”African Ticks Fever”, som efter hjemkomsten kostede mig fire døgn på Kolding Sygehus. Der var kun én medicin, der kunne hjælpe – se at komme af sted igen til det skønne Sydafrika. Den første tur var fantastisk, og den næste tur blev også fantastisk. På den første tur havde jeg Dries van Coller som PH og var på intet tidspunkt i tvivl om, at jeg igen ville på jagt med Dries, en utrolig vidende og behagelig fyr. Jeg havde bestemt mig for, at perioden for turen til Sydafrika skulle være sidst i juli og først i august 2016. Det er i den afrikanske vinterperiode. Dries havde arrangeret, at vi skulle være på Pongola Game Reserve, som er en privatejet vildtfarm på 56.000 ha beliggende ved Pongola River og Pongola Lake i Zulu-Natalprovinsen.
Lidt atypisk for sydafrikanske farme er Pongola Game Reserve kun indhegnet omkring en stor vej af hensyn til risiko for påkørsel af vildtet. De ydre grænser mod naturreservatet og Swasiland er ikke hegnet, og her færdes vildtet frit over enorme arealer. Farmen er tidligere ejet og omdannet fra landbrugsareal til naturpark af den navnkyndige Krüger, som senere også skabte det store vildtreservat i nord, nemlig Krügerparken.
Terrænet er meget kuperet fra høje bjerge til dale, hvor der i bunden er den store Pongola River og Pongola Lake. Der havde i perioden, før jeg kom, i lang tid været tørke, og vandstanden var faldet med omkring 6 meter. Der var dog vand i søen, men flere steder var floden helt tørlagt. Dér, hvor man tidligere skulle krydse floden med en stor pram, kunne vi køre i 4-hjulstrækkeren.
Såvel i søen som i de i floden tilbageværende vandpytter var et utal af krokodiller samt flodheste. I Sydafrika er vand normalt de fleste steder en mangelvare, og vand er derfor guld for vildtet. På grund af tørken var det meget sparsomt med grønt græs, men omkring de næsten tørlagte floder og ved søen var der dog grønne planter. Man havde derfor få uger før min ankomst reduceret vildtbestanden kraftigt ved bortskydning af mange dyr, således at de tilbageværende dyr kunne få det foder, de skulle have. Alligevel oplevede jeg en god vildtbestand i området. Området byder på sort og hvidt næsehorn, elefant, bøffel, leopard, vildhunde samt de fleste antilopearter fra duiker til eland, desuden struds og zebra, dog ikke oryx samt løver.
Jeg var stort set den eneste jæger på det enorme jagtområde de næste 12 dage – fedt. Dries havde hyret en yngre PH for en amerikansk klient. Dries blev ringet op af klienten, da han var særdeles utilfredse med den unge PH – Marius Coetzer. Marius havde naturligvis også talt med Dries og fortalt, at de var ved at ryge i totterne på hinanden. Dries spurgte mig, om jeg ville have noget imod at få den unge PH i stedet for ham, så han selv kunne tage sig af den besværlige amerikaner. Det havde jeg intet imod, da Dries havde sagt god for Marius, hvorefter jeg byttede PH. Det gik fint. Marius var tidligere professionel rugbyspiller for Johannesburg og landsholdsspiller for det sydafrikanske hold – stærk som en bjørn, men sød som et lam.
Vi havde haft nogle skønne jagtdage, hvor vi havde set en del vildt, og jeg fik skudt en Warthog orne samt en Impala hind, da intet andet havde været afskudsbart. Om formiddagen den 4. august
startede vi med at gennemsøge nogle bjergtoppe og fik øje på en god Mountain Reedbuck, som det lykkedes at få nedlagt. Det var fint, for jeg havde aldrig troet, at det skulle lykkes for mig at få denne vildtart, da min kondition ikke mere er, hvad jeg gerne ville have. Derefter kørte vi ned til
den store Pongola flod. På grund af førnævnte tørke var der et flere kilometer bredt floddelta. Marius spurgte mig, om jeg ville skyde en Common Reedbuck. Jeg afslog i første omgang, da jeg på min første tur havde skudt en god Common Reedbuck. Marius pegede ud af vinduet på bilen, og jeg tog min kikkert for at studere bukken nærmere og tak for et monster, ja en kæmpe. Jeg ombestemte mig lynhurtigt og sagde, at vi kunne prøve.
Bilen blev parkeret, og nu startede en lang pürsch ud over floddeltaet, hvor vi var tæt på floden, tæt på krokodiller og flodheste. Desuden stod der en flok bøfler nogle hundrede meter fra bukken. Vegetationen i floddeltaet var godt en meter højt, så det var muligt at bevæge sig uden at være alt for synlig, hverken for krokodiller, flodheste eller bøfler. Efter en lang og varm pürsch nåede vi i en afstand på små 100 meter frem til bukken, så skydestokken blev stillet op, og der blev skudt, og bukken faldt i knaldet. Super jagt. Ved nærmere beundring af bukken kunne både Marius og jeg se, at det var en kæmpe Common Reedbuck, det var lykkedes at få. Da det som sagt var tæt på krokodiller og bøfler, måtte vi hurtigt få bukken væk fra flodbredden og op til bilen. Vi tog fat i benene og begyndte at slæbe bukken, men for Marius var det for besværligt, så han tog nu selv bukken (ubrækket) på nakken og bar den helt op til bilen uden at kny – jeg var målløs, en Common Reedbuck vejer vel i omegnen af 70 kilo, måske mere.
Normalt er jeg ikke den store ”opmålingsfreek”, men når man er heldig at have haft en god jagtoplevelse og skyde et stort gammelt, repræsentativt trofæ, så fortjener det også en opmåling. Sten Breith opmålte den til at være 29 5/8 tommer og oplyste, at den er placeret som nr. 37 i SCI Book of Record.
Tak til Henning Olsen, Buhls Jagtrejser for et fint arrangement.
Har du også et trofæ, du ønsker at få opmålt?
Se tid og sted for nye trofæopmålinger på: www.trofæmåling.dk
