AF: NIELS DYGAARD
Jeg har boet de sidste 35 år i den nordjyske landsby Lendum, og fungeret som ”sygekasselæge”- det vil sige praktiserende læge i solopraksis, hvilket har givet mig mulighed for at fordele tiden mellem jagt og patienter uden hensyntagen til andet.
I 1996 var jeg med Buhls Jagtrejser på mit første besøg i Przemocze hos familien Dudziak, og her fik Jeg fik hurtigt et venskabeligt forhold til sønnen, Slawek og hans far Antoni. Slawek har gennem årene vist mig stort set hele sit revir på 8000 HA. Det er med årene blevet til en del rådyr, vildsvin og hjorte. Siden 2010 er det lykkedes mig at skyde 5 medaljehjorte, og min kone Bente har skudt en flot sølvmedaljehjort i 2016. Men hun havde ikke været med på bukkejagt hos Dudziak, så vi aftalte, at det ville passe ind i vores plan at komme ned til dem i slutningen af maj i år. Vi blev som sædvanlig indlogeret hos dem privat, hvor vi i den grad nyder deres gæstfrihed. Vi var knapt kommet ind i gården, før Slawek trak Bente til side og skulle vise hende noget på sit kamera. De så meget alvorlige ud, men med et slet skjult smil på læben begge to. Det viste sig, at Slawek i foråret havde fulgt en buk så stor, at han ikke husker at havde set noget lignende før. Det var lykkes ham at få taget billeder af den et par gange, og han havde ”gemt” denne buk, til hvis jeg skulle have lyst til at skyde den. Jeg ville ikke sige nej med fare for at skuffe ham… eller var det måske af en helt anden grund?
Vi var ude i området 4 gange, før det lykkedes os at møde bukken hjemme. Tidligt om morgenen med dug i kornet kunne vi se, at noget havde gået der, og sporene førte ind i et lille skovstykke. Vi pürschede i god vind langs et hegn og ind i den anden ende af skovstykket. Her kom bukken ret hurtigt ud og gik på ca. 80 meters afstand. Selvom jeg havde taget min beta-blokker, kom pulsen alligevel op på et niveau på grænsen til hjertesvigt. Jeg var straks optaget af at få et godt skud, men da jeg var klar og ventede på at få lov, sagde Slawek mærkelig nok intet. Jeg undrede mig – men kunne så godt se, at kuglefanget ikke var i orden. Hvad nu… ville jeg miste bukken? Han gik roligt rundt og essede, var ikke særlig opmærksom – i modsætning til mig. Men i løbet af et par minutter der føltes som en halv time, drejede han af, og jeg fik nu en bakke som kuglefang.
En drøm gik i opfyldelse, da den forendte for en god bladkugle fra min gamle Sauer 202 med en 9,3X 62 kugle. Det blev min buk nummer 157. Hvilket syn, en usædvanlig stor og flot buk, og hvilken fantastisk følelse i kroppen, man er helt salig. Bukkemæt!
På turen fik jeg herudover en pæn bronzemedaljebuk og 2 på omkring 280 g. Bente fik også fire bukke, hvoraf den ene var en medaljebuk. Nu 3 måneder efter turen var vi til opmåling hos Brasholt i Hjørring, hvor Sten Breith opmålte min store buk til 155 point.
Ps. Jeg har aldrig fået målt en råbuk op før, men denne buk var bestemt noget helt særligt.
Har du også et trofæ, du ønsker at få opmålt?
Se tid og sted for nye trofæopmålinger på: www.trofæmåling.dk
