VED NIELS DYGAARD.
Vi er 6 jagtkammerater, som siden 2014 er kommet på et revir nær Säffle i Wärmland. Det startede som ren bukkejagt, men vi er siden kommet på jagt efter buk, elg og gris. I 2015 så vi første gang kronvildt bl.a. en fin hjort, og bestanden har været i fremgang siden. Den har imidlertid efter svenske regler været fredet. Dog kom der for nogle år siden jagt på hind og kalv.
I 2017 tog jeg et billede af en rigtig stærk hjort, og den satte kriller i hovedet på os alle. Hjorten har vi desuden billeder af i 2019 og 2020, så vi har set den flere gange. Den var ret nem at kende, da den i kronen knækkede ret bagover. Men da man på daværende tidspunkt ikke var med i et krondyrs forvaltnings-område, var hjortene fredede. Senere blev der åbnet for mindre og mellemhjorte.
I år under bukkejagten meldte vores svenske kontakt så, at der var kommet to store hjorte på kvote på de 50.000 hektar, som vi hører under.
Vi snakkede så om, hvordan vi kunne komme til premiere den 8. oktober, hvor også elgjagten startede. Dog kunne mine kammerater ikke få det til at passe, så jeg spurgte min far, om han havde lyst til at tage med. Det ville han heldigvis gerne -vi havde måttet droppe en tur i november sidste år pga. Corona. Vi håbede selvfølgelig at se noget kronvildt, men drømmen om en stor hjort var der da. Men vi vidste også, at hjorten, som vi ikke havde set i august, kunne være LAAAANGT væk efter brunsten.
Så den 6. oktober drog vi nordpå. Vi måtte forinden jage andet vildt. Den 7. om morgenen havde jeg hind og kalv for men lod dem gå, da jeg ikke ville forstyrre, inden hjortene blev fri. Vi så også elg og råvildt.
På premiere-morgenen var vi igen på plads. Det tårn, jeg sidder i, står ud til en stor åben mark med flere blinde hjørner. Bag mig er der et lille skovområde med en lille å. Her havde vi i august lavet en lille bro, så man kunne komme over på den anden side, hvor vi har en fin, stor grøn kløvermark. Hele vores revir er cirka 700 hektar blandet skov og mark. Vi har ikke meget korn men derimod rigtigt fine kløvermarker, som er perfekte for vildtet.
Der var ikke meget liv denne morgen. Så dum, som man er, sad jeg og kiggede på min telefon. Jeg sad lige og læste en artikel om en Nordmand, der på vej igennem Danmark på vej hjem, havde kørt så hurtigt, at det danske politi have konfiskeret hans nye Lamborghini. Pludselig tænker jeg dog for mig selv, at det jo er for dumt at sidde og kigge på sin telefon, og da jeg lægger den klokken 8.15, ser jeg pludselig en stor hjort cirka 300 meter væk. Han var kun ude i 5 sekunder, fra jeg ser ham, til han forsvandt igen. Jeg bander ad mig selv, men lidt efter ser jeg gennem et læhegn en hjort løbe væk og tænkte, at det måtte være den samme. Så jeg sprang ned fra mit tårn og småløb om til det sted, hvor hjorten havde været. På vejen hørte jeg en hjort brøle og tænkte, at der måtte være nogle hinder med. Jeg måtte hurtigt hen over vores interimistiske bro og over åen.
Da jeg kom derhen, var der INTET liv. Jeg pürschede mig langsomt lidt længere frem, og pludselig kommer hjorten travende rundt om et hjørne. Jeg får riflen og skydestokken gjort klar. Og pludselig stopper han cirka 70 meter væk. Og så var resten ret nemt. Hjorten faldt på stedet efter skuddet med min Blaser i kaliber 308. Han måtte dog have et opfølgende skud, da jeg kun havde ramt lungerne, og han skulle ikke lide. Og hold nu op! som feberen nu pludselig kom. Jeg rystede som et helt espeløv. Jeg havde i al travlheden ladet min mobil ligge i tårnet. Så jeg kunne ikke ringe til min far. Jeg kunne nok heller ikke have ringet op de første 10 minutter alligevel, sådan som jeg rystede.
Mit livs hjort lå nu på kløvermarken, en ulige 22 ender med en gevirvægt på cirka 10 kilo. Levende vægt blev vurderet til +300 kilo og det endda efter brunsten. Brækket vægt 230-240 kilo og slagtevægt 148 kilo.
Da jeg havde sundet mig lidt, gik jeg tilbage efter telefonen og ringede til min far. Han havde ikke hørt skuddet, så han ævlede i 5 minutter om, at han havde haft en elgkalv ude. Han var dog blevet i tvivl om skellet og havde derfor ikke skudt. Jeg tænkte, at det var godt, for så ville vi være kommet til at slæbe os ihjel den dag. Han spørger naturligvis, om jeg havde skudt noget. Og det kunne jeg jo til hans glæde i den grad bekræfte. Vi fik fat i vores svenske kammerat, som var på elgjagt et andet sted. Fantastisk! Han lod hunden jage med de andre for at køre de 50 kilometer ned til os. Da hjorten var bjærget, kørte han retur efter hunden og kom så igen til os.
En fuldstændig sindssyg oplevelse og en fantastisk dag. Hjorten blev fejret med svenskerne, som i løbet af dagen kom for at se den.
Hjorten er sidenhen blevet opmålt til 221,99 point, og i denne uge er der kommet svar på tandsnittet, som viste, at hjorten var 13,5 år gammel.
Har du også et trofæ, du ønsker at få opmålt?
Se tid og sted for nye trofæopmålinger på: www.trofæmåling.dk
