foto: Steen Andersen
”KLAR!” Det er ikke en oplysning. Det er en kommando. Andre siger ”Whrøv,” ”Clay” eller ”Øvv.” Meningen er den samme. Banekommandøren trykker på knappen. Lerduen slynges af sted. Skytten hæver bøssen – finder duen – følger den – trækker frem til det rette foranhold og skyder. Lerduen splintres.
Banekommandøren sætter pennen til papiret og noterer et træf. Skytten knækker sit våben. Genlader. Indtager sin klarstilling.
”KLAR”
En ny due suser af sted. Skud. Det er mandag aften i Slangerup Jagtforening. Det er i ugerne op til bukkejagten, og der er travlt. Ude på banerne er der køer ved standpladserne. Skytterne følges ad i små grupperinger og venter gemytligt, utålmodigt på, at dem foran i køen skal blive færdige.
På hver standplads præsenteres skytten for 10 lerduer. Heraf et par doubléer. Skuddene falder hurtigt og i en polyrytmisk kadence.
Høreværn over hele linjen. Alt andet ville også være tosset.
Den faste stok
Skytterne kender hinanden. Nogle af dem har været lige...
