foto: Steen Andersen
”KLAR!” Det er ikke en oplysning. Det er en kommando. Andre siger ”Whrøv,” ”Clay” eller ”Øvv.” Meningen er den samme. Banekommandøren trykker på knappen. Lerduen slynges af sted. Skytten hæver bøssen – finder duen – følger den – trækker frem til det rette foranhold og skyder. Lerduen splintres.
Banekommandøren sætter pennen til papiret og noterer et træf. Skytten knækker sit våben. Genlader. Indtager sin klarstilling.
”KLAR”
En ny due suser af sted. Skud. Det er mandag aften i Slangerup Jagtforening. Det er i ugerne op til bukkejagten, og der er travlt. Ude på banerne er der køer ved standpladserne. Skytterne følges ad i små grupperinger og venter gemytligt, utålmodigt på, at dem foran i køen skal blive færdige.
På hver standplads præsenteres skytten for 10 lerduer. Heraf et par doubléer. Skuddene falder hurtigt og i en polyrytmisk kadence.
Høreværn over hele linjen. Alt andet ville også være tosset.
Den faste stok
Skytterne kender hinanden. Nogle af dem har været lige så fast inventar som klubhusets langborde lige siden opførelsen for sådan cirka tyve år siden.
”Det er de samme folk , som da vi kom her første gang for 17-18 år siden,” forklarer Rolf Hagstrøm, som har været medlem lige så længe.
Han træner helt rutinemæssigt sammen med sin hustru, der er lige så gammel i gårde.
Inde i det lune klubhus er der en lille lykkelig kø ved disken ud til det trange køkken, hvor Laila Holmskov og Jytte Bøttcher styrer aftensmaden. Hver den første mandag i måneden står menuen på stegt flæsk med persillesovs, og er man ikke lige til den diæt, kan man altid få flæskestegssandwich som alternativ.
”Vi har lavet maden her, lige siden de byggede klubhuset,” forklarer de to nærmest synkront, mens de betjener kunderne, tager mod betalingen og serverer retterne i et effektivt og smilende tempo. Klubhuset er opført omkring årtusindskiftet.
Når solen er gået ned, slutter dagen med kaffe og hjemmelavet kage.
Det her er den faste stok.
Sidste runde
Der er hele tiden folk på banen. Måltidet afvikles så hurtigt og effektivt som selve skydningen. De lyse timer skal udnyttes.
Det skydende ægtepar Bente Post-Pedersen og Rolf Hagstrøm rejser sig fra langbordet. Sætter servicen til opvask. Finder sammen med de andre fra denne dags lille gruppe og går uden at være i tvivl om det mindste ud for at slutte dagen med endnu 40 duer.
Sideduer, spidsduer og bagduer. Den traditionelle jagtbane, hvor blot et enkelt uventet kiks kan få selv den bedste skytte til at bryde ud af den velskydende rutine og sende staklen ned i selvbebrejdelsernes krudtsorte dynd. Skønt alle træf og forbiere noteres minutiøst, er den eneste konkurrence, der finder sted denne aften, den, der foregår inde i den enkelte skytte. Kampen for at levere stabile og vedholdene resultater er den store udfordring, og man skal ikke være i besiddelse af en psykologisk embedseksamen for at se og høre, hvornår en skytte kikser i forhold til sine egne forventninger.
Her er ingen stille dramaer. Tonen bliver skarpere. Kommandoerne mere skingre. Reaktionerne på den næste forbier stadig mere indædte.
Her kæmpes fra due til due. Fra post til post.
Mere ammunition
Rolf har en god aften. Han rammer duerne i forkanten. Har stort overskud og bruger et par gange sit andet skud på at skyde til – og ramme – en af de skaller, der sejler gennem luften, når duen er ramt første gang.
”KLAR!”
Doublé
Træf. Træf.
”Det går da meget godt,” konstaterer den erfarne jæger, som har lagt sin gamle engelske side by side på hylden og i stedet er gået til en italiensk S/S med single trigger.
”Jeg havde altid problemer med at nå frem til den forreste aftrækker,” forklarer han i en form for forundring al den stund, at det tog ham mere end tre årtier at nå frem til erkendelsen af, at et haglvåben med blot en enkelt aftrækker kunne være en fordel.
Rolf skyder godt, stabilt og pænt med sin nye bøsse. Faktisk har han altid været velskydende, og han har også altid været flittig på skydebanen.
Nu er der tre duer tilbage.
”Jeg har ikke mere ammunition” kommer det pludselig fra Rolf. ”Det er underligt, at to æsker ikke er nok til 40 duer,” funderer han.
Det er en af de andre på holdet, der må til lommerne for at række mere ammunition frem til skytten på flisen – med en kommentar om, at det måske skyldes, at Rolf brænder sine ekstra patroner af på at skyde skaller fra de duer, der allerede er noteret som træf.
”Nå, det tænkte jeg ikke lige på.”
”KLAR!” kommer det straks med et stort grin – mens solen daler ned bag horisonten, og skydningen ebber ud over hele linjen.
Næste mandag er der hjerter i flødesovs.
