Blyholdig ammunition bliver med altovervejende sandsynlighed forbudt på Europas drivjagter i nær fremtid. I Danmark er vi som bekendt i fuld gang med en udfasning. EU rasler også med sablen med trusler om et kommende totalforbud imod bly i riffelprojektiler, og flere delstater i Tyskland har allerede indført det. Ingen kan sige med sikkerhed, om (i hvilket omfang eller hvornår) forbuddet kommer, men det bærer i den retning, og jeg finder det derfor mere end væsentligt at inddrage overvejelser om blyfri ammunition i tankerne omkring kalibervalget til drivjagt.
Der findes lige nu to udbredte grundtyper af deformerende/ekspanderende blyfrie riffelprojektiler. Den mest udbredte type er opsvampende projektiler – typisk i massiv kobber eller relativt duktil (altså blød/sej) kobberlegering. Den anden type er fragmenterende projektiler, som typisk er fremstillet af hårdere og mere sprøde messinglegeringer eller flere forskellige materialer.
De opsvampende blyfrie projektiler har nogenlunde samme funktion som de fleste blyholdige projektiler. De er designet til at ”svampe op” ved træf. Altså at deformeres, til de ser ud som en lille paddehat med et betydeligt større tværsnitsareal end udgangspunktet. Opsvampningen sikrer hurtig energiafsætning i målet. Man tilstræber i videst muligt omfang, at projektilerne forbliver i ét stykke og optimalt set beholder deres vægt.
De fragmenterende projektiler er designede til at gå i stykker – fragmentere – som populært udtrykt spreder sig som en haglsværm i målet. Afsætningen af energi kan være lige så effektiv som for de opsvampende projektiler, men spredningen sker via flere små sårkanaler dannet af de enkelte fragmenter.
De fleste af disse fragmenterende projektiler er CNC-drejede i hård messing. Den forreste del af projektilet er typisk et antal flige, som brækker af ved træf og spreder sig i målet, imens den bagerske cylindriske del holder kursen og giver gennemskud i langt de fleste tilfælde.
Desuden findes der nogle eksperimentelle konstruktioner, som ikke for nuværende lever op til gængse krav i forhold til projektilernes drabsevne på praktisk jagt. Her tænker jeg især på stærke og formstabile projektilkonstruktioner med flade næser – eller ligefrem ”sneplovs-formede” – som kan afgive en hel del mere energi i målet end et spids- eller rundskarpt projektil i samme kaliber. Men disse formstabile projektiler afgiver ikke så meget energi som et deformerende projektil, og da de ikke kan betegnes som ekspanderende, er de ikke aktuelle i forhold til gældende skandinavisk lovgivning.
Der er markante tekniske fordele og ulemper ved de forskellige blyfrie projektiltyper.
Paddehattene
Opsvampende kobberprojektiler holder typisk en stor restvægt (ofte tæt på 100%), hvilket giver en god dybdevirkning med stor sandsynlighed for schweiss-givende gennemskud. At projektilet ikke mister vægt under passagen gennem målet, betyder i sagens natur også, at der ikke afsættes metalfragmenter i vildkødet. Blodskudte partier kan derfor udmærket bruges til for eksempel hundemad eller til at koge fond på – uden nævneværdig risiko for skarpe metalsplinter eller giftige projektilrester. På minussiden skal nævnes, at de stærke projektiler er mere tilbøjelige til at ende som farlige rikochetter end blødere konstruktioner.
Der findes masser af opsvampende kvalitetsprojektiler på markedet. En del af disse er lavet af ren kobber, og de fungerer fremragende med god præcision og pålidelig effekt i målet. Af fabrikater kan nævnet RWS HIT, SAKO Blade, Norma ECO-Strike og Barnes X (som var det projektil, der for alvor gjorde blyfri ammunition populær).
Andre opsvampende projektiler er fremstillede af lidt hårdere kobberlegeringer, hvilket gør dem mindre følsomme. På de begrænsede skudhold, som forekommer på drivjagt, er det i praksis ligegyldigt. Eksempler på disse konstruktioner er Hornady GMX og Sellier Bellot TXRG.
Fragmenterings-granaterne
Fragmenterende projektiler er designede til at brydes op i mindre stykker, der tager deres egne baner igennem målet og efterlader en mængde små sårkanaler, som tilsammen giver en særdeles effektiv energiafsætning i vildtkroppen. Typisk er fragmenterne ikke mikroskopiske, da det ville resultere i en meget ringe dybdevirkning.
En meget udbredt konstruktion, som findes i flere fabrikater, er et CNC-drejet messsingprojektil med den forreste halvdel af projektilet delt op i et antal flige, som brækker af ved træf og tager deres egen bane, hvorpå den bageste del fortsætter ligeud igennem målet som et cylinderformet projektil med betydelig større vægt end hver af de afbrækkede flige. Fligene kan bevæge sig ganske langt i målet og resultere i en meget overbevisende ”knald-og-fald-effekt” selv ved relativt dårlige træf. Det skyldes, at sandsynligheden for træf i vitale organer øges med fragmenternes markante spredning i målet.
Set i et drivjagtsperspektiv er det et kæmpe plus ved denne projektiltype, at der er større sandsynlighed for knald og fald. Flugtafstandene bliver desuden kortere. Alt i alt er det også en dyrevelfærdsmæssig fordel. På minussiden fremhæver kritikere at den store spredning af fragmenter i målet også øger risikoen for punktering af mavesækken, hvilket dels giver en del besvær i forbindelse med brækningen, og dels er en fødevarehygiejnisk udfordring. Der er også fremsat bekymringer omkring sikkerheden – først og fremmest omkring jagthundenes sikkerhed – med afsæt i dels den meget dybdegående bagerste projektildel (som kan ramme en hund på udgangssiden) men også det store antal spredte fragmenter, der kan opstå for eksempel ved træf på en tynd kvist.
Der er mig bekendt ikke lavet tilbundsgående undersøgelser af disse bekymringer. Jeg har heller ikke hørt om nogle ulykker, så bekymringerne kan meget vel være overdrevne, men de er der. Til gengæld har jeg personlig erfaring med, at disse projektiler er meget præcise i de fleste rifler, og at de slår særdeles effektivt ihjel. Eksempler på denne projektiltype er Sonic Ballistic Hunt og DK Bullets.
Både RWS og Norma har et andet type fragmenterende blyfrit projektil på programmet. Reelt er der tale om samme design. I RWS-udgaven (som kom først) hedder projektilet Evolution Green. I Normas udgave er navnet EVOSTRIKE. Der er tale om et kappeklædt projektil med to tinkerner – en fremme og en bag. Den forreste kerne fragmenterer op i en sky af uens (men små) tinstykker som skaber et sår som en haglsværm, mens kappen og den bageste tin-kerne fortsætter samlet og giver gennemskud i de fleste tilfælde.
Knald-og-fald-effekten er overvældende på grund af massiv energiafsættelse. Det er kødødelæggelsen også. Forvent store mængder metalfragtmenter omkring sårkanalen. Rent sikkerhedsmæssigt er risikoen nok mindre end for de to andre projektiltyper, eftersom metalfragmenterne er relativt små, og fordi den bagerste kerne typisk giver gennemskud med mindre restenergi end de andre typer.
Hvad skal man vælge?
Alle de beskrevne projektiler fungerer fremragende i forhold til, hvad de er designede til – nemlig at slå effektivt ihjel. De opsvampende kobberprojektiler går rent igennem vildtet, men er i kraft af deres enorme restvægt de teoretisk set farligste i forhold til andre jægere.
De fragmenterende projektiler kan være hårde ved kødet – enten på grund af småfragmenter eller på grund af punktering af mave/tarm-system. Sikkerhedsmæssigt er de storfragmenterende projektiler formentlig farlige i nærområdet omkring det påskudte vildt – altså først og fremmest risikabelt for jagthunde og andet vildt. De småfragmenterende projektiler (EVO) er nok sikkerhedsmæssigt de bedste men også de mest kødødelæggende. I sidste ende handler det om prioritering.
FOTO: JENS E. PERTO, STEEN ANDERSEN MED FLERE.
