TEKST: HENRIK HEROLD.
FOTO: SARAH2, ACHKIN, MR. BACKGROUND, FRANK60, EZUME IMAGES, KPIXMINING, SARI ONEAL, WILLEM VAN ZYL, MEUNIERD, JOHAN SWANEPOEL, NICKEVANSKZN/SHUTTERSTOCK.
Jeg har altid været et naturmenneske og interesseret mig for alt fra trækkende musvåger over stålorme til slåen til snaps. Med en stor appetit på udelivet og et generelt problem med at sidde stille var det for mig det oplagte valg at blive i forsvaret efter endt værnepligt. Det blev til en 15-årig karriere, der startede, da jeg var 19 år. Som officer og chef for et kontingent ingeniørsoldater blev jeg udsendt til ex-Jugoslavien i 1993. Efter lidt tilvænning til den krigslignende tilstand, der var i området, blev der tid til at se på den fantastiske natur omkring mig. Der var skildpadder i floderne, snoge og hugorme, løvfrøer, svalehalesommerfugle, vildsvin, hjortevildt og rovfugle. Et sandt paradis, der dog var obstrueret af minefelter og de kæmpende parter.
Min ingeniørenhed var indsat i et enormt område, opdelt mellem de tre stridende parter, kroater, muslimer og serbere. Vi ryddede primært miner, men hjalp også til med andre gøremål, der kunne lette infanteriets hverdag, så vi kom ud til alle soldaterne på observationsposterne ude ved fronten. Den type operation, vi var indsat i, handler mest om at vente – observere – rapportere – spise – sove og så gentage. Historierne om dyrelivet var mange, og som tiden gik, løb fantasien nok af med nogen. Er jordkrebs farlige, og er det nu rigtigt, at de spidsnæsede hugorme kan springe tre meter op og bide vognkommandøren i en pansret mandskabsvogn? Når jeg var ude, kunne jeg forklare og sige nej og nej igen. Alligevel blev historierne ved med at florere, så jeg lavede en lille spritsamling af de mest populære ”dræbere”, som stod på en hylde på infirmeriet. Så kunne man få syn for sagen og udpege den skyldige, hvis man var kommet til skade eller bare var lidt bekymret.
Et par år efter min udsendelse forlod jeg forsvaret og startede Randers Regnskov. Som officer af reserven ringede de gamle kolleger, da første hold skulle til Irak i 2003. De kunne tænke sig et kursus à la Jugoslavien – et kursus i gode leveregler i det nye miljø, man skulle operere i. I regi af Randers Regnskov blev det fødslen af kurset, som til dagligt omtales ”Kryb og Kravl-kurset”. Siden 2003 har det grebet om sig, og mange tusinde soldater er blevet undervist, inden de skulle udsendes, og tilbagemeldingerne har været gode. Jeg får tilsendt billeder til identifikation, og på min reol står en skorpion i sprit med teksten: ”Irak 2008”, som jeg fik af en soldat, der var hjemme på orlov. Vi har lavet tilpassede kurser til Afghanistan – indsatsen i Afrika og til forskellige specialmissioner i tropiske egne.
Jeg bruger selv opskriften i kurset, når jeg rejser, og fandt det derfor naturligt at dele mine overvejelser med alle jer jægere, der som jeg skal på jagt i det sydlige Afrika. Min praktiske viden stammer fra dels fra min FN-udsendelse dels fra utallige rejser over det meste af verden langt fra alfarvej. Jeg har en indgående viden om pattedyr og fugle i almindelighed og krybdyr – specielt slanger og hvirvelløse dyr i særdeleshed. I Afrika har jeg rejst primært i Uganda og senest Zimbabwe.
Kurset har ikke omhandlet store pattedyr. Som jægere er jeres viden om disse dyr stor. I det tidligere Jugoslavien var vores bekymring, når vi så kronvildt og vildsvin, at de ville udløse personelminer og derved bringe os i fare, da mange miner er dræbende ud til 50 meter. Det skulle nødigt være tilfældet på jeres afrikanske jagtsafari.
A. påklædning
Det taler til enhver jægers hjerte at se på grej. Som hovedregel, når jeg rejser, har jeg et sæt tøj til daglig brug i bushen og et sæt til om aftenen i camp. Jeg har flere gange under pakningen derhjemme syntes, at det var for lidt at tage med, men er altid endt op med, at det var de to sæt, der var brug for, og at alt det andet aldrig kom i brug.
Hvis jeg starter med hovedet, skal man have en god hat, én med skygge hele vejen rundt. Hvis det regner, løber vandet af og nok vigtigere: den beskytter ører og nakke mod solen. Overtøjet er lag på lag. En regnjakke/vindbreaker yderst, derpå en fleece eller uldtrøje, en let skjorte gerne i kunststof, der nemt tørrer og inderst en uldundertrøje. Jeg har både lange og korte bukser, og som fodtøj sandaler eller crocs til lejrbrug og gode støvler med sokker og gaiters til bushen. Husk, at vi er syd for ækvator, så sommeren er i månederne omkring årsskiftet og vinteren i juni – august.
B. sikkerhedssituationen
Det er altid en god ide at se på sikkerhedssituationen i det land, man rejser til. Vi danskere har en tendens til at tro, at verden er lige så sikker som det, vi er vant til hjemmefra. Det er den kun få steder. Uanset hvad der skrives, skal man i bebyggede område kun færdes ude efter mørkets frembrud, når det er absolut påkrævet. Man skal aldrig gå alene dag som nat og lad være med af udstille rigdom. Lad det store guldur blive hjemme, hav kun de mest nødvendige håndører i mønt og små sedler til de daglige indkøb i lommen. Passet skal du altid have på dig, og derudover har jeg en farvekopi af passet og alle mine dokumenter i et par kopier fordelt i bagagen. Få flere kreditkort, så du har back up, hvis ét bliver lukket grundet misbrug.
Hvis uheldet er ude, er det godt at vide, at man kan komme i kontakt med Udenrigsministeriets Globale Vagtcenter hele døgnet året rundt på Tlf. +45 33 92 11 12 og mail bbb@um.dk
C.medicin mm.
For at danne mig et overblik går jeg ind på www.rejsedoktor.dk og tjekker den region og det land, som jeg vil rejse til.
Når jeg ser på Sydafrika og Namibia er det helt almindelige rejsevaccinationer, der er behov for – gul feber er et must ligesom smitsom leverbetændelse, og husk at tage opfølgningsvaccinationen, så du er beskyttet i 25 år.
Diarré har jeg selv haft et par gange, og det skal tages alvorligt. Få noget receptpligtigt antibiotika fra lægen, så du kan kurere det med det samme. Malariamedicin tager jeg i områder, hvor det anbefales. Jeg foretrækker produktet Malarone, da Lariam kan give psykiske problemer.
Ud over det, der står i vaccinationsguiden, tager jeg forskelligt medicin med til at klare nødsituationer: smertestillende i forskellig styrke samt en bredspektret antibiotikakur. Zymelin er godt, hvis man har fået lidt forkølelse på flyveren. I mit førstehjælpskit er der lidt plaster, forbindinger, noget mod vabler og vigtigt: antihistaminer til at tage toppen af de kløende insektstik. Myggespray og antikløeprodukter. Derudover noget rigtig god solcreme med max faktor, så man ikke bliver brændt af.
D. Dyrelivet
Jeg plejer at sige, at der ikke er nogle dyr, der er sat på denne jord udelukkende for at være til gene for mennesket. De fleste dyr er nok mest interessante, kuriøse eller irriterende.
Insekter og andre hvirvelløse dyr
Kakerlakker hjemsøger alt spiseligt. De kan flyve, og de fleste arter kan også kravle på glas. Hvis man har noget spiseligt med, er det en god ide at emballere det i plastbeholdere. Plastikposer gnaver de sig bare igennem. Ud over denne gene er kakerlakker helt uskadelige.
Myrer findes overalt. Der er mange arter, og de er højtspecialiserede. Myrer kan bide og stikke, men der er ikke arter, der er farlige i det sydlige Afrika. Som kakerlakker er det største problem, at de går i ens madvarer.
Bier og hvepse kan være farlige, hvis man bliver stukket mange gange, og det kan være særdeles farligt, hvis man er allergisk. Allergikere skal rådføre sig med en læge inden afrejse. Bliver man stukket, får man en smertefuld hævelse, som går væk igen efter et døgn eller to. Hvis der er bier eller hvepse i luften, skal man lade være med at slå ud efter dem, da de vil reagere aggressivt på udfaldene. Bliver man stukket, udsender brodden duftstoffer, der signalerer til de andre om at angribe. Så rådet er at forholde sig roligt, hvis der er bier og hvepse, og forlade området.
Myg kan være bærere af malaria, gul feber og dengue-feber. Den bedste måde at beskytte sig er ikke at få nogen stik! Det lyder ligetil, og det er det faktisk også. Det anbefales at bruge myggespray og beklædning, der dækker huden. Når huden er dækket til, har man også den bedste solbeskyttelse. Man kan købe tøj med en behandling, der holder myg væk, det såkaldte insect shield. Jeg har prøvet det på en tur til Amazonas, og det virker.
Sandfluer er en meget lille flue, der leverer et bid, der giver et kløende sår. Det kan klø i ugevis. Ud over det kløende bid kan de også overføre tropesygdommen leishmaniasis. Det er en parasit, der enten danner et sår i huden eller angriber de indre organer. Sårene skal tages meget alvorligt, da de ubehandlet vil brede sig og ikke hele. Sandfluer er mest aktive om natten og i nærheden af vand. Myggemidler virker ikke mod sandfluer, så man skal beskytte sig ved at være tildækket. Det samme gælder den berygtede tsetseflue, som kan levere et smertefuldt bid. Hvis bidestedet hæver op, kan det være tegn på, at du har fået sovesyge, som netop denne flue overfører. Tilfældene er få og kræver hospitalisering.
Flåter kan syd for Sahara overføre en bakterie, der resulterer i feber. Afrikansk flåtfeber er ikke farlig og forsvinder efter nogle dage. Man har størst risiko, når man bevæger sig i bushen i de fugtige måneder fra november til april. Man beskytter sig på samme måde, som man beskytter sig mod danske flåter ved at lukke tøjet om anklerne, så flåterne ikke kan kravle op.
Edderkopper er en stor gruppe af hvirvelløse dyr med mange hundrede arter i verden (45.700). Alle edderkopper er giftige, men meget få er farlige for mennesker. Jeg vil fremhæve to typer. Den ene er fugleedderkoppen, som er stor og behåret. Den ser skræmmende og imponerende ud, men er harmløs og kun mildt giftig. Arterne i det sydlige Afrika lever hele deres liv i en tunnel, de graver i orden. Kun kønsmodne hanner træffes vandrende i deres søgen efter en hun. Lad dem være i fred.
Den anden er den sorte enke. De kønsmodne hunner er ca. halv størrelse af en dansk korsedderkop. Kroppen er sort med en rød aftegning. De har deres spind mellem grenene i lav bevoksning, hvor de lever et tilbagetrukket liv. Deres bid er meget giftigt, men deres kæber så små, at de vanskeligt kan bide igennem menneskehud. Hvis uheldet er ude, mærker man først smerten efter nogle timer. Man får forhøjet blodtryk afløst af et meget lavt. Man kan blive diffus. Biddet kræver omgående lægebehandling.
Solifuger eller kameledderkopper er ikke rigtige edderkopper. De er ikke giftige men er meget hurtige og ser med deres kæmpe kæber drabelige ud. Historierne er mange og farverige. Solifuger er hamløse, selvom et bid kan gøre ondt.
Skorpioner er en anden stor gruppe med ca. 1700 arter i verden. De lever i sprækker og kommer kun frem for at jage, når det er mørkt. De er alle giftige, men kun ganske få arter er farlige for mennesker. Ofte resulterer et stik i en let smerte og hævelse. En enkelt art træder frem i det sydlige Afrika: den sorte tykhaleskorpion – Parabuthus transvaalicus. Den har menneskeliv på samvittigheden. Dødeligheden skal regnes i promiller, og udsatte er børn og ældre mennesker, så jeg ville ikke bekymre mig for meget. Hvis I bor i bushen, skal I ryste tøj og støvler, inden I tager det på, så burde faren være minimal.
Skolopendre og tusindben findes udbredt over det meste af verden. De tropiske arter kan blive ret store. I det sydlige Afrika er der arter af skolopendre, der kan blive næsten 20 centimeter lange. De er hurtige, og deres kraftige kæber kan levere et smertefuldt, men ufarligt bid. De store sorte tusindben er imponerende. De bider ikke, men ruller sig sammen og venter på, at faren driver over. Fra porer i ekso-skelettet kan de sekrere en cyanidlignende syre. Den er ikke farlig for mennesker eller husdyr.
Krybdyr
I denne gruppe er der alt fra skildpadder over øgler og slanger til krokodiller. De er både fascinerende og skræmmende. Der er firben, der er papirtynde, fordi de har tilpasset sig et liv i klippesprækker, og slanger, der kan sprøjte deres gift flere meter væk, og krokodiller så store, at de kan tage fat i en zebra og i et snuptag hive hele dyret ned under vandet.
Skildpadderne i det sydlige Afrika er helt unikke med mange arter, der kun lever dér. Udvoksede dyr kan være fra størrelsen af en håndflade til den store leopard-skildpadde, der vejer adskillige kilo. Skildpadder er harmløse.
Øgler eller firben, som man mest kalder dem, er en mangfoldig gruppe, der primært lever af insekter. De er alle ufarlige, men man skal lade være med at håndtere dem, da biddet kan være alvorligt. De første, man ser, er de gekkoer, der kravler rundt på væggene og er hjælpsomme med at tage myg og edderkopper. På klipperne ses de noget større agamer, hvor hannerne er smukke i blå og rød. De glinsende skink er jordlevende firben i familie med vores egen stålorm. Langs de store floder findes Afrikas største øgle, Nilvaranen, der kan blive op til imponerende to meter, og i bushen den næsten lige så imponerende steppevaran, der kan blive op til 1,5 meter.
Krokodiller. I det sydlige Afrika er der kun nilkrokodiller – kæmpekrokodillerne kendes fra naturfilm, hvor de med enorm styrke hiver gnuer og zebraer ned under vandet og drukner dem. I områder med krokodiller skal man holde sig fra flodbredden, da en sulten krokodille helt ubemærket kan ligge på lur og som en raket springe ud af vandt og gribe fat. Den hiver byttet ud i vandet, hvor det druknes og efterfølgende rives i mundrette bidder ved at slå det mod vandoverfladen.
Slangerne er nok de mest sagnomspundne, men langt de fleste er harmløse. De lever af insekter, andre krybdyr, og de større tager pattedyr. Slanger lever i huller i jorden, på jorden, ved og i søer og i træerne. Slanger opfører sig forskelligt fra art til art og nogle gange fra individ til individ. Den bedste måde at undgå et slangebid på er ved ikke at konfrontere en slange men gå udenom og lade den være i fred.
Det sydlige Afrika har mange slanger. De fleste er harmløse, dog findes der også meget giftige arter. Uanset hvilken slange man skulle blive bidt af, er det vigtigt at få taget et billede af slangen død eller levende. At den, der er blevet bidt, lægger sig ned og tager det roligt, og at der bliver tilkaldt hjælp, så vedkommende kan komme under lægelig behandling. Man kan stabilisere den bidte legemsdel med en gren eller skydestok og anlægge en stram forbinding, der tillader blodomløb. Forbindingen startes oven for bidsteddet og anlægges væk fra kroppen.
Kvælerslanger dræber ved at bide sig fast i byttet for derefter at sno sig omkring det og kvæle det. Der findes to arter, hvor den ene, sandboaen ikke bliver meget over 50 cm. og den anden klippepythonen – Python Sebae/natalensis – kan blive op til fem meter. En stor klippepython kan slå mindre antiloper ihjel og kan være farlige for mennesker specielt børn.
Snoge vil jeg bruge som en bred betegnelse for alle de arter af hurtige slanke slanger, som ikke er giftige. Hvis man overhovedet ser dem, er det oftest som en raslen i græsset.
Furetandede snoge er snogelignende slanger, som har gift, men gifttænderne sidder langt tilbage i munden. Boomslangen – Dispholidus typhus – er nok den mest kendte og genkendelige. De fleste arter er ikke dødelige, men et bid kræver, at man bliver tilset af en læge.
Hugorme som puffadderen – Bitis arietans – bliver ret store 90-120 cm. og er tilmed kraftige i kroppen. Det er en almindelig slange, der er udbredt over hele det sydlige Afrika. Det er en bagholdsjæger, der camufleret ligger stille i græsset og venter. Kommer man for tæt på, kan den bide. Gifttænderne er lange – op til 3-4 centimeter og giften potent. Giften bruges af slangen til at dræbe sit bytte med, giften fungerer også som et fordøjelses-enzym, så byttedyret begynder at gå i opløsning. Det er smart for slangen, at nedbrydelsen er hurtig, da den under en fordøjelsesproces bevæger sig kluntet og nemt falder som bytte for rovdyr.
Er uheldet ude, skal man omgående under lægebehandling, og der udføres førstehjælp som tidligere omtalt. Hugorme fra arter på blot en halv meter til de store puffadders og gabone-hugorme er med forskellige arter vidt udbredt over hele det sydlige Afrika.
Giftsnoge – Kobraer og mambaer er karismatiske slanger, om hvem der fortælles mange historier.
Kobraer kendes på, at de, når de provokeres, rejser den første del af kroppen og spiler nakkehuden ud. De er blandt de længste slanger i Afrika og kan blive godt et par meter, men nok mest almindeligt en god meter. Der er mange forskellige arter, og de forekommer i hele det sydlige Afrika. Det er vagtsomme og hurtige jægere, som nemt kommer ind og op. Alle arter er meget giftige. Giften er en nervegift, der angriber centralnervesystemet og i sidste led får én til at holde op med at trække vejret. Alle kobraer har små gifttænder længst fremme i overmunden. De er kun 2-5 mm. lange.
Mambaer. Den meget store sorte mamba – Dendroaspis polylepis – med en længde på op til fire meter er en imponerende slange. Kroppen er kraftig og muskuløs, farven er mørkegrå med en overflade. der ligner det fineste børstede stål. Den har et hidsigt temperament, og støder man på én, skal man gå væk. Skrønerne fortæller om, hvordan en sort mamba optog forfølgelsen af en person ved at bide sig i halen og rulle som et hjul – NEJ. Andre historier fortæller om, hvordan personer er blevet forfulgt – NEJ. Den med at rulle er forkert – det er aldrig registreret i nogen slangearter. Den med at blive forfulgt beror på misforståelser. Lad den sorte mamba passe sit, så er du i sikkerhed.
I fugtige områder findes den grønne mamba – Dendrosapis angusticeps. Den er klart grøn i farven og har et roligere gemyt. Den er mindre, men lige så giftigt som den sorte.
Slangefakta
- De har munden fuld af skarpe tænder, faktisk har de et ekstra sæt tænder i overmunden.
- De fleste arter har et rigtigt godt syn. De kan ikke blinke, men øjet er dækket af et klart skæl.
- De er ikke slimede, men glatte og tørre. De skifter deres yderste lag skind kaldet ham nogle gange om året.
- Tungen bruger de til at lugte med, den er ikke farlig.
- De fleste arter er ufarlige. Af de ca. 2.700 slangearter i verden er kun ca. 300 arter farlige.
- Slanger er altid bange for mennesker og kunne aldrig finde på at forfølge en person.
- Slanger æder deres bytte helt, derfor er deres bid ikke ret bakteriefyldt.
Jeg vil opfordre jer til at tage et billede af det kryb og kravl, I møder og sende det til mig for artsbestemmelse. Jeg vil meget gerne kunne lave en opfølgning på denne artikel,
så vi får et billede af, hvad I støder på.
Afrika er et fantastisk kontinent med et dyreliv, der kan tage pusten fra de fleste.
Jeg ønsker jer en rigtigt god tur!
