AF TROELS KIRKEGAARD
FOTO: TROELS KIRKEGAARD SAMT PROSTOCK-STUDIO OG DG FOTOSTOCK/SHUTTERSTOCK.
Når jeg kommer hjem fra jagt i det sene efterår og vinter, holder jeg meget af mit varme bad.
Mens vandet opvarmer min stivfrosne krop med prikken i både hænder og fødder til følge, har jeg lidt mig-tid med mulighed for at filosofere over både dagens og tidligere tiders jagtoplevelser.
Fasanen og træet
En oplevelse, der tit dukker op i min hukommelse, når jeg står under bruseren, er en episode, der skete på en jagt for efterhånden en del år tilbage.
Jeg stod på post på en fodermark med fronten mod en række høje grantræer. Pludselig kommer en stor fasankok, i alt sin pragt, flyvende bagfra. Hurtigt trak jeg op på den flotte fugl og afgav et skud.
Fasankokken forsatte uanfægtet videre med hovedet først lige ind i en af stammerne på et af de høje grantræer og dumpede derefter stendød til jorden.
Desværre fik jeg aldrig selv mulighed for at undersøge kokkens dødsårsag, da det var en større selskabsjagt med opsamlere.
Efterfølgende har jeg tit tænkt på, hvad der egentlig tog livet af den flotte fasankok. Var det mit skud, eller var det et ufrivilligt selvmord i bare befippelse over at blive beskudt?
Kragen, der ikke ville dø
En anden episode, der til tider dukker op, er episoden med kragen, der ikke ville dø. En bekendt og jeg sad på kragejagt en morgen i starten af sæsonen. Der var ikke meget gang i kragerne, så min bekendte og jeg sad bare og småsludrede.
Ud af det blå slog en enlig krage pludselig ned på lokkerne. Rent instinktivt reagerede min bekendte og affyrede et skud. Kragen faldt død til jorden.
Efter et kort stykke tid på jorden rejste kragen sig, og både min bekendte og jeg affyrede begge løb mod fuglen, der igen faldt til jorden.
Mens jeg blev siddende i skjulet med hunden, gik min bekendte nu ud efter den faldne krage.
Da han var tæt på fuglen, røg den op som en trold af en æske og benede afsted. Han kiggede noget overraskede på mig, der nu havde rejst sig, og med en kort bemærkning ”her hold æ hund”, rakte jeg ham, i forbifarten, hundens snor.
Nu fulgte en kort spadseretur efter kragen, og efter lidt tid, var jeg nået ind på 3 meters afstand af kragen.
Her tømte jeg begge løb på min bøsse i kragen, der nu afsjælet faldt omkuld for ikke at rejse sig igen.
Den første bekkasin
En anden oplevelse af lidt nyere dato var da hunden og jeg gik en tur med bøssen, bare han og jeg.
Egentlig var vi ude at kigge efter en fasan eller sneppe, men der var ikke nogen hjemme den dag. Da vi havde gået et stykke tid, så vi begge en bekkasin komme flyvende mod os et godt stykke ude.
Både hunden og jeg standsede op og nød synet, af bekkasinen, der langsomt eller så langsomt som en bekkasin nu kan flyve nærmede sig.
Vi tænkte begge gentagne gange ”nu slår den af”, ”nu slår den af”, men bekkasinen fortsatte ufortrødent sin flugt lige mod os.
Da den nu var nået inden for skudhold, trak jeg min bøsse op på den uden den store forventning om at ramme og lod et enkelt skud gå, og til min store overraskelse faldt fuglen ned.
Stor var glæden hos både hunden og mig, da vi nåede hen til den nedlagte fugl. Hunden dansede rundt om den, og jeg selv måtte lige sætte mig ned et øjeblik i ærbødighed over den smukke fugl.
Sjovt som det at nedlægge det første eksemplar af en art stadig kan sætte ens jagtmæssige følelsesregister i gang.
Doubléerne, der aldrig lykkedes
Jeg har to gang i mit jægerliv haft chancen til en sneppedoublé. Den første gang ligger tilbage i 00’erne.
Jeg var på en selskabsjagt, hvor vi lige var blevet sat af på post. Jeg havde lige taget to patroner op af lommen for at sætte dem i bøssen, da råbet ”sneppe” lød. Som to pile kom et par snepper jagende langs den å, vi stod på post ved.
Da min sidepost råbte ”hvorfor skød du ikke?”, kunne jeg ikke gøre så meget andet end at holde de to patroner op, som jeg stod med i hånden.
Den anden gang ligger kun et par år tilbage. Jeg stod på post på kanten mellem en mark og et engstykke. På engstykket var der bevoksning, der blev drevet af.
Ud af bevoksningen kom en sneppe i fuld fart, lige ud til et fint sideskud. Jeg tog skuddet, og sneppen dumpede ned i et sprøjtespor.
Jeg ventede nu et kort stykke tid for det tilfælde, at der skulle komme en mere. Da jeg vurderede, at det ville der ikke, knækkede jeg min bøsse for at genlade.
Som havde den timet sin flugt med min genladning, kom sneppe nummer to nu blæsende ud af bevoksningen på fuldstændig samme rute som den tidligere.
Igen måtte jeg bare stå der med knækket bøsse og patroner i hånden og være irriteret på mig selv.
Nå, men nu kalder fruen, så jeg må hellere komme ud af badet!
