AF METTE MARQUARDSEN
FOTO METTE MARQUARDSEN SAMT THOMAS SKJAEVELAND/SHUTTERSTOCK
Årets første fællesjagt
Jeg har lige ramt sofaen, hårdt, efter sæsonens første fællesjagt i den lokale jagtforening.
I går piskede bygerne hen over os fulgt af vindstød af stormstyrke. I dag skinnede solen fra en skyfri himmel, der var lunt i solen, og vinden var vist blæst væk.
Den søde kone
Vi skulle som altid mødes ved foreningens skur i kommuneplantagen ved Skallerup Kirke. Fireogtyve jægere og 10 hunde var klar til parolen, hvor dagens program blev gennemgået. Vi fik også en grundig gennemgang af sikkerheden, hvilket vildt vi måtte skyde til, og alle skulle, uden undtagelse, vise gyldigt jagttegn.
Det resulterede i, at en af deltagerne måtte ringe efter sin kone, så hun kunne komme susende med jagttegnet. Han er en heldig mand med sådan en sød kone, og han fik da også en del bemærkninger fra de andre mænd, hvilket fik et par stykker til at skæve til mig, der var den eneste kvinde i selskabet. Jeg morede mig kosteligt, både af det ene og det andet, og fik de bekymrede overbevist om, at jeg godt kunne klare mosten og har oplevet det, der var værre.
Nå, tilbage til parolen. Det er ret fedt, at de i vores jagtforening holder så meget på formaliteterne, at der bare ikke er tvivl om noget. Der blevet fundet to kasser frem med sikkerhedsudstyr til både hunde og jægere, og de, der ikke havde fået noget med selv, forsynede sig fra kasserne.
Fire såter skulle vi igennem, den første, hvor vi mødtes og derefter tre såter i indlandsklitterne. Min hund var ikke med, så jeg blev sammen med de øvrige hundeløse jægere sat af på fine pladser i den sydlige del af skoven.
Den første såt
Jeg kom til at stå ved et kryds af skovveje, hvor der var rigtig god udsigt til alle sider, mellem både granskov og krat af hindbær og forskellige løvtræer. Imens hundene drev igennem skoven, kunne jeg følge et fint rålam, der nærmede sig fra øst og gemte sig i noget tæt krat kun 20 meter væk. Det blev nogle anspændte minutter, der fulgte. Enten ville det komme ud lige foran mig, eller det ville løbe tilbage ad den vej, det kom. Det valgte desværre den sidste mulighed, da hundene nærmede sig, men stadig en flot og spændende oplevelse.
Lidt senere passerede en rå et stykke inde på skovvejen mod vest, og hele tiden, imens jeg stod på min post, kunne jeg fornemme dyr i det tætte krat bag mig. Jagten blev blæst af, inden hundene kom til krattet, så jeg fandt aldrig ud af, om min fornemmelse var rigtig, men en af de andre jægere, der havde stået med ryggen op ad det samme krat, havde haft samme fornemmelse under hele jagten.
Praktisk erfaring
To ekstra glade jægere mødtes med os andre, med henholdsvis en rå og en sneppe. Jeg fik lov til at hjælpe med at brække dyret. Som forholdsvis ny jæger tænker jeg, at det er vigtigt at samle så meget praktisk erfaring som muligt, og træder gerne til, når der skal brækkes og slæbes til bilerne. Jeg har set nogle meget fine film om emnet og i praksis oplevet, at der er utallige måder at håndtere dyrene på og er ved at danne mig et klart billede af, hvad jeg synes er rigtigt . . . for mig.
Vi samledes alle mand, ja og så mig, tæt på de næste såter, der alle ligger op ad hinanden i det skønneste landskab i Skallerup Indlandsklitter. Den første såt, vi skulle gå igennem, er min onkels, men eftersom han var ”strandet” i Norge, noget med en elg, så bad jagtlederen mig om at hjælpe med at sætte to skytter af i området mod nordøst. Det var jeg ikke helt forberedt på, og slet ikke erfaren i, men jægere er jo flinke og hjælpsomme folk, så ved fælles hjælp fik vi fordelt posterne.
Jeg selv tog den plads med ringest sandsynlighed for, at der kunne komme dyr forbi. Den skytte, der fik ram på dyret i sidste såt, fik den næste, og den bedste plads tildelte jeg den jæger, der nær aldrig var kommet med på jagt, hvis ikke hans søde kone var kommet med jagttegnet. Jeg håber, han har forkælet hende ekstra meget, for det var nemlig ham, der fik ram på dagens andet rådyr. En fin, velnæret spidsbuk.
Nye erfaringer
Igen fik jeg lov til at assistere, da dyret skulle brækkes, og imens de øvrige jægere gik mod næste såt, fik vi bakset dyret op i et træ, så vi kunne hente det senere. Først nu, hvor jeg ligger på sofaen, og bukken hænger på min vildtkrog i brændeskuret, kommer jeg til at tænke på, at det træ, vi hængte dyret op i, står lige ud mod en offentlig ridesti. Jeg håber ikke, vi fik forskrækket nogle ryttere, men nu er jeg også den erfaring rigere. Det er ikke nok at lede efter den perfekte gren på et træ, hvor dyret kan hænge i skygge, jeg skal også orientere mig omkring stedet, så jeg ikke kommer til at forskrække eller støde nogle, der bliver overraskede over døde dyr i træerne.
I de næste såter blev der set mange dyr, og der blev afgivet skud til to snepper, der begge kunne præsenteres på paraden, da vi til sidst samledes ved bilerne og jagtforeningens skurvogn, hvor vi skulle spise vores medbragte madpakker.
Jeg var en af de sidste, der ankom til pladsen, og alle stole var optaget, så med termokanden og madpakken under armen stilede jeg efter trappen til skurvognen. Snakken gik lystigt, men da den jæger, der sad tættest på trappen, højt sagde, at nu skulle han nok fjerne sin Fanta fra trappen, så jeg ikke skulle sidde på dåsen, ja så blev der med ét meget stille! Altså lige indtil jeg kikkede på ham og sagde, at der vist ikke var nogle af de andre, der havde fanget vitsen. Der blev grinet, og snakken gik, og mon ikke der var et par stykker, som aldrig før har været på jagt med en kvindelig jæger, der i dag fandt ud af, at det ikke er så mærkeligt endda.
Det at spise sammen synes jeg er en rigtig god tradition. Dagen bliver vendt, jagthistorier flyver rundt i luften, og der er altid gode og sjove beretninger. Paraden er vigtig, der bliver gjort status, i dag seks skud til fem stykker vildt. Der er mulighed for at komme med ris og ros, at beundre dyrene og som i dag rose en jæger, der fik lov til at kysse sin første sneppe – på brystet selvfølgelig. Spisepausen og den gode afslutning betyder også, at der er tid til at få stillet spørgsmål til dagen, hvis der er noget, jeg som ny jæger er i tvivl om, og så kan man også være så heldig, som jeg var i dag, at få en invitation til endnu en spændende dag med haglgeværet.
Jeg glæder mig allerede.
