AF MATHIAS VOGDRUP-SCHMIDT
FOTO: MICHAEL KAACK OG STEEN ANDERSEN SAMT ROBERT NYHOLM OG EALISA/SHUTTERSTOCK
I Sverige siger man populært, at en rigtig jæger har 6-7 jagthunde: en til hver jagtform eller vildtart. Det kunne være en gråhund til elgjagt, en drever til råvildtjagt, en engelsk setter til rypejagt, en hannoveransk schweisshund til eftersøg, en engelsk cocker spaniel-FT til fasanjagt, en tysk wachtelhund til vildsvinejagt og en parson russell terrier til grævlingejagt. Så er man ligesom dækket ind, hvis da ikke man skal supplere med en tysk jagtterrier til lidt blandet drivjagt og en schillerstøver til rævejagt. Det er trods alt nok begrænset, hvor mange svenske jægere, der er så inkarnerede, men beskrivelsen passer i hvert fald i forhold til jagtudøvelsen hinsidan. Svenskerne har en anden tradition med kun at jage én vildtart ad gangen.
De slipper typisk kun en enkelt hund, og hundens arbejde og læring er ofte lige så vigtig som det jagtlige udbytte. Jagtformerne kan ligne hinanden, men er tilpasset til den vildtart, der jages den pågældende dag. Traditionerne bunder sikkert i de jagtlige muligheder i de store skove, der ikke altid har været så vildtrige, som de er i dag. Der var behov for en specialisering for overhovedet at opstøve vildt og særligt for at få kød med hjem til familien. Forholdene har ændret sig sidenhen særligt, i det sydlige Sverige, hvor vildtbestanden er vokset, og jagtudførelsen ligner danske og tyske jagter til forveksling. Men i skovene holder traditionerne ved. Mange steder af gode grunde, da der kan være langt mellem elgene eller skovharerne.
Jagthunde i Danmark
I Danmark har vi en anden tradition inden for jagtformer og anvendelsen af jagthunde. Brugen af strellufstøvere (nu kaldet drevere) på heder og i klitplantager udsprang af samme forhold som i Sverige og bedrives stadig den dag i dag. Vildtbestandene er dog nu så store, at der kan, og (mange steder) skal foretages en langt større afskydning, end støverjagt fordrer. Der suppleres derfor med anstand, pürsch, bevægelses- og trykjagter, og selvfølgelig de almindeligt afholdte drivjagter. Typisk jager man med flere hunde ad gangen, og man jager oftest ikke bare en enkelt vildtart. Herhjemme er traditionen og forholdene fortsat primært til drivjagt med hagl. Drivjagt med riffel er mindre udbredt med baggrund i begrænsede revirstørrelser, ønsket om ikke at hegne større områder og så videre. Bevægelsesjagterne, der hovedsageligt afholdes i statsskovene eller på og i forbindelse med større godser, er en videreudvikling af drivjagtskonceptet med riffel, der er skånsomt og effektivt.
De fleste danske jægere går traditionelt efter stående hunde, apporterende hunde og stødende hunde – og med god grund. Revirer og jagtmulighederne tilsiger netop disse racer. Det er ikke uden grund, at eksempelvis tysk ruhåret hønsehund, labrador retriever og de engelske spaniels er så populære. De har hver deres speciale, men kan også anvendes alsidigt, og en gennemsnitlig dansk jæger er dermed godt dækket ind. Derudover kræver det overskud og tid i hverdagen til at holde flere jagthunde, særligt af forskellig race. Det er også få, der har den nødvendige plads, der skal til for at aktivere et helt kobbel af forskellige racer.
På de almindelige drivjagter med haglvåben herhjemme anvendes et væld af hunde, såsom retrievere, kontinentale stående hunde, engelske springer spaniel-FT’er, terriere med flere til at sætte fart i vildtet og forfølge det i få minutter, så længe hunden har kontakt. For hunden foregår jagten oftest ved hjælp af synssansen og fært i luften. Hundens opgave er at rejse og sætte fart på vildtet, så det render ud mod de posterede skytter i en forholdsvis afgrænset såt. Hunden skal ikke følge fod i længere tid og skal hurtigt og villigt vende retur til føreren. Hunden skræmmer dermed mere vildtet op og i bevægelse, end den driver med vildtet i klassisk forstand. Dette arbejde kan de fleste hunderacer udføre, så længe de har vildtinteresse. Metoden fungerer fint i de ofte forholdsvis små såter på de danske revirer. Nogle foretrækker, at hundene halser på fod af hårvildt, men dette er ikke en racetypisk egenskab for alle disse racer, selvom det forekommer. Man kan dog argumentere for, at det er uhensigtsmæssigt arbejde for racer, der er specialister i helt andre discipliner.
Vend rationalet om
En stor andel af danske jægere kommer primært på drivjagt med haglvåben. Det er de mest almindeligt afholdte fællesjagter, og det er oplagt at invitere jagtgæster. Konsortier på tværs af landet afholder hver især deres egne drivjagter. Mange jægere bruger altså flere jagtdage på drivjagt end på anden jagt, i hvert fald med hund. Hvis præmissen er, at man kun skal have en enkelt jagthund, kunne man derfor vende rationalet om. I stedet for at anskaffe sig en apporterende hund, der også kan bruges til drivjagt, kan man altså anskaffe sig en jagthund med speciale i drivjagt, og som også kan bruges som apportør.
Her er de korttidsdrivende hunde som tysk wachtelhund, tysk jagtterrier og westfalenterrier helt oplagte. De er specialister i drivjagt på hårvildt og kan bruges meget alsidigt til blandt andet fuglevildt, som apportør til lands og til vands, som eftersøgningshund med mere. De kan således overvejes til jagt, hvor hårvildtet dominerer. Racernes interesse for fuglevildt er mindre end for hårvildt, men det er også et spørgsmål om tilvænning. Hvis der slippes flere hunde ad gangen, skal de og driverne nok få rejst fasanerne.
Med den rette træning kan hunden indgå som roligt afventende apportør, når man ikke selv går i driverkæden, eller når man er på due- og andejagt. Den vil også kunne trænes som eftersøgningshund under bukkejagten, og nogle racer kan også trænes som gravsøgende hund.
Har man drivjagt som sin primære jagtform, kan man altså vælge en specialist til dette, der også kan bruges alsidigt resten af jagtåret. De korttidsdrivende hunde kunne være oplagte for en stor andel af danske jægere, der ønsker en enkelt alsidig jagthund.
Korttidsdrivende hunde
De korttidsdrivende hunde er stærke og energiske. De er tilpasset jagt på hårvildt i skov eller varierende terræn med moderat til stor vildtbestand. Hundene søger i sløjfer på 100-300 meter omkring føreren, der langsomt bevæger sig frem, typisk mod vinden. Hundene tilpasser deres søg og grundighed til førerens hastighed, så der er god grund til at gå roligt fremad og lade hundene gøre deres arbejde. Racerne er avlet til at halse på fod af vildtet, hvilket gør det enkelt for føreren, og de posterede skytter, at følge både søget og drevet. Drevet varer fra få minutter og typisk op til et kvarter – i nogle tilfælde op til en halv time afhængigt af hundens interesse for den givne vildtart, vildtets bevægelser og terrænet.
Racerne egner sig også godt til vildsvinejagt og bruges i stor stil til dette i vores nabolande, hvor den hyppige halsen spiller en særlig vigtig faktor, når hundene stiller grisene. Vildsvinene stopper op og gør front mod hunden(e) i irritation over at blive forstyrret. Hundens halsen tillader derved føreren at lokalisere vildtet og ubemærket pürsche sig på skudhold.
Af de korttidsdrivende hunde er den tyske jagtterrier og westfalenterrier velegnede til drivjagt på mindre revirer, da racerne er gode til at tilpasse søget til det givne terræn. Den tyske wachtelhund kræver lidt større såter end de to korttidsdrivende terriere. Udover på drivjagt er alle tre racer ideelle til store såter i skov, hvor deres racetypiske halsen gør jagten let at følge for både hundeførere og jægere.
Tysk wachtelhund
Tysk wachtelhund er en korttidsdrivende hund velegnet til skovterræner og vådområder og anvendes først og fremmest til jagt på klovbærende vildt. I vores nabolande bruges den ofte særligt til vildsvinejagt og til jagt på råvildt.
Mange individer af racen har også skarphed over for rovvildt. Den søger og driver grundigt og med højere hastighed end de to korttidsdrivende terriere, så jagten byder ofte på hurtige skud og kræver større terræner, selvom racen, med den rette træning, også kan fungere i de afgrænsede såter, det danske kulturlandskab byder på. Racen driver med tydelig halsen på fod af vildtet. Drevtider tilstræbes at ligge på omkring et kvarter, og hunden skal holde god kontakt til føreren og returnere, hvis vildtet tager på langfart.
Racen arbejder med snuden lavt i sporet på både søg og drev, og den er derfor også velegnet til eftersøg på klovbærende vildt. Den formår ofte at skelne fint mellem jagt og eftersøg og tilpasse sin koncentration og metode til de givne omstændigheder. Den har også størrelsen til at hetze og affange eller trække større dyr ned samt evnen til at stille både anskudte vildsvin og større hjortevildt, indtil jægeren ankommer og kan affange dyret. Nogle individer viser gode egenskaber for rapportering efter hetzen. Racen optræder i lille antal i Schweissregistret.
Racen har gode anlæg for apportering både fra land og i særdeleshed fra vand, da den er en ivrig og udholdende svømmer.
Tysk jagtterrier
Den tyske jagtterrier lever i særlig høj grad op til beskrivelsen: ”Af jægere, for jægere”. Racen har en utrættelig jagtiver og jager praktisk talt alt. Den anvendes primært som korttidsdriver på hårvildt eller som gravsøgende hund. I udlandet er den værdsat som effektiv vildsvinehund, da den er tilpas dristig til at sætte fart på vildsvinene, og den formår ofte også at stille dyrene. Racen kan også trænes til at være apportør både på land og fra vand samt til eftersøg på klovbærende vildt. Racen er for lille til at trække større vildtarter ned ved eftersøg, men den formår ofte at stille anskudte eller trafikskadede dyr. Den har i denne sammenhæng tidligere optrådt i Schweissregistret. Racen har altså flere jagtlige kompetencer, men formår alligevel, med den rette træning, at være blandt de bedste i flere discipliner.
Søget er målrettet og metodisk med god førerkontakt, og racen klarer stort set alle terræntyper. Drevtiden varierer fra få minutter og op til en halv time. Racens skarphed over for rovdyr øger drevtiden på disse arter. Racen halser intensivt på fod af vildtet, hvilket gør drevet nemt at følge. En erfaren hundefører kan blot på hundens halsen afgøre, hvilken vildtart der drives, og hvordan det bevæger sig i terrænet. Som korttidsdriver jager racen effektivt i både større skovområder som i mindre afgrænsede såter.
Den tyske jagtterrier er viljestærk, modig, udholdende og temperamentsfuld – kvaliteter, der gør racen værdsat på jagten, men kan gøre den stridbar over for andre hunde. Med den rette socialisering bliver racen dog som oftest hengiven og kærlig i hjemmet. En konsekvent opdragelse og træning er nødvendig for at have en omgængelig hund, og i kombination med racens ukuelige jagtinstinkt er den tyske jagtterrier i særdeleshed en effektiv jagthund.
Westfalenterrier
Westfalenterrier er avlet på baggrund af tysk jagtterrier med det formål at have en mere omgængelig hund. Racen ligner således den tyske jagtterrier i anvendelse og mentalitet, men uden jagterrierens karakteristiske skarphed, og den er generelt mere afdæmpet. Westfalenterrier søger i sløjfer af 50 til 200 meter fra føreren og holder god kontakt. Drevet varer fra få minutter og op til et kvarter, og ligesom den tyske jagtterrier halser den på fod af hårvildt. Racen egner sig til både små såter og store skovsåter og klarer ethvert terræn. Racen egner sig udmærket til vildsvin, trods begrænset skarphed, og formår ofte at stille svinene.
Racen fungerer også som gravsøgende hund, hvor skarpheden tændes ved kontakt med ræv, grævling og andre mindre rovvildtarter. Dens temperament gør, at den ofte er bedre egnet som ræveudsmider end som forligger på grævlingejagt, og den arbejder dristigt men intelligent. Den arbejder også gerne i vand, og kan derfor anvendes som apporterende hund her, samt fra land.
Racen viser i kraft af sin store vildtinteresse, intelligens og afdæmpede facon også udmærkede evner som eftersøgningshund. Den er grundig på eftersøg, og selvom den er for lille til at trække større vildt ned, formår den ofte at stille vildtet i stedet.
Kontakt Mathias Vogdrup-Schmidt på mvs.venandi@gmail.com for flere detaljer om de korttidsdrivende hunde. Besøg hjemmesiden www.knaekogbraek.com og læs mere i bogen Danmarks Jagthunde.
Stående hunde: tysk ruhåret hønsehund, kleiner münsterländer, weimaraner, engelsk setter m.fl.
Apporterende hunde: labrador retriever, golden retriever, curly coated retriever m.fl.
Stødende hunde: engelsk cocker spaniel-FT og engelsk springer spaniel-FT
Læs mere om de forskellige jagthunderacer i bogen Danmarks Jagthunde af Mathias Vogdrup-Schmidt.
