TEKST: PER KAUFFMANN. FOTOS: SEBASTIAN STRØIER.
De danske dykænder
Hvor vore svømmeænder må jages fra 1. september, starter jagttiden på dykænderne først 1. oktober, men den løber ligeledes frem til udgangen af januar. Vi har i Danmark otte jagtbare arter af dykænder, men edderfugl, hvinand og sortand er de tre oftest forekommende i vildtudbyttestatistikken. Ud over disse tre arter må vi skyde taffeland, troldand, bjergand, havlit og fløjlsand. Edderfuglen er langt den vigtigste jagtfugl, og udbyttet lå frem til midten af 90erne næsten konstant på over 100.000 og med en rekordhøst i 1982 på næsten 200.000 fugle. Jagtåret 1996 varslede en kedelig ændring, da vi første gang i nyere tid fik et udbytte på under 100.000 edderfugle. Siden da er det kun gået tilbage, og niveauet ligger nu under 50.000 fugle. Hvinanden og sortanden kæmper indædt om pladsen som den næstmest skudte dykand og cirka hvert andet år vinder den ene hvorefter de skifter plads året efter. De seneste 5 år har udbyttet af både hvinand og sortand været gennemsnitligt 8.500 for hver art. De øvrige fem arter fylder ikke meget i vildtudbyttestatistikken, idet de kun skydes i begrænsede mængder – omkring 10.000 fugle sammenlagt per år. Taffeland og bjergand er de mindst almindelige, og her er niveauet mellem 500 og 700 fugle.
Ivrig strandjæger
Sebastian Strøier er ivrig strandjæger og på vandet tre til fire gange om ugen i sæsonen. Lige siden han var 10 år, har den helt store interesse været de forskellige ande- og gåsearter i Danmark. Sebastian har derfor været med sin far på jagt, siden han var en lille knægt, og især trækjagten har en stor plads hos ham. Sebastian driver trækjagt fra min Langelands pram, som er støbt med 6 lufttanke, da man altid skal tænke på sikkerheden. Netop den type pram er genial, da den er søstærk og syner meget lidt. Sebastian bruger en Beretta A400 Xtreme Unico, da han tidligere har haft dårlige oplevelser med billige geværer. “Tit og ofte hænger pris og kvalitet jo sammen, og det gør det klart her. De patroner jeg anvender er typisk en hurtig patron med 3-hagl, og jeg har været meget tilfreds med Hypersteelen både til gæs og ænder”.
Sebastian siger om jagten på dykænder: “Som strandjæger møder man en del udfordringer, for der er intet, som kommer nemt til en, og man skal gøre en god indsats, før man får nogle gode resultater. Man kan ramme dårlige dage, hvor vejret ændrer sig på et sekund, og hvor fuglene bare ikke vil slå på lokkerne. Men der er også de gode dage, hvor alt går op i en højere enhed. Ænderne slår på lokkerne og man er godt skydende og har fundet spottet, hvor fuglene vil være. Tit oplever man det, hvis man har gjort forarbejdet godt, og flittigt brugt tid med sin kikkert.
Hvinand
Især andrikken er meget karakteristisk med sin hvid-sorte fjerdragt ogden iøjnefaldende hvide plet på kinden. Hunnen er mindre iøjnefaldende, men kendes på den karakteristiske, trekantede hovedform og det brune hoved. Hvinanden har fået sit danske navn efter den hvinende lyd, som hannens vinger frembringer under flugten. I USA, derimod, har man opkaldt hvinanden efter de iøjnefaldende gule øjne, hvorfor den kaldes “goldeneye” (gyldenøje/guldøje) på disse kanter. Nordamerika har alle de tre arter hvinænder der findes i verden, hvoraf vi dog må nøjes med den ene i Skandinavien. Den hvinand, vi kender fra vore breddegrader, yngler i et bredt bælte fra Nordamerika i vest over Skandinavien, Baltikum og til Rusland i øst. Frem til midt i 1980erne, var hvinanden stort set kun vintergæst i Danmark, idet kun ganske få par ynglede hos os. Gennem vinteren fra november til marts, var det almindeligt at op mod 60.000 hvinænder samlede sig ved Danmarks kyster, hvilket svarer til 20-30 % af den nordvesteuropæiske vinterbestand. Visse år, særligt med kolde vintre, nåede antallet af overvintrende hvinænder helt op på 100.000 fugle i de danske farvande. Hvinanden søger føde under vandet, og bruger op til halvdelen af sin tid i neddykket tilstand. Den er ikke nogen kræsenmund og æder både muslinger, snegle, insektlarver, orme, krebsdyr, småfisk og en smule frø og plantedele. Modsat nogle af dens dykande-fæller, kan hvinanden lette næsten lodret fra vandet, hvilket er en nødvendig tilpasning for en and, der yngler i små skovsøer omgivet af træer.
Voldsom ekspansion
I løbet af 1900-tallet spredte hvinanden sig over hele den sydlige del af Sverige, og regnes derfor for en af de mest ekspansive ænder i Sverige. Det svenske bestand anslås i dag til at være over 100.000 ynglepar. Denne positive udvikling i den sydsvenske bestand er også kommet Danmark til gode, idet hvinanden de seneste år er begyndt at yngle i Danmark. Det første fund af ynglende hvinand blev gjort i Sønderjylland i 1972, men førte ikke nogen efterfølgende succes med sig. I 1985 så en skovrider en hvinand med ællinger i Esrum Sø, hvorefter der straks blev der opsat fire hvinandekasser efter svensk forbillede. Som bekendt ruger hvinanden i redehuller i tilknytning til skovsøer, og der findes kun få træer med naturlige redehuller af en sådan størrelse. Det vil oftest være sortspættehuller. Sortspætten yngler i Gribskov, så muligheden for at finde et redehul er til stede, men den er ikke stor, for hullet skal yderligere være tæt ved vand. Allerede året efter opsætning af redekasserne ved Esrum sø,blev en af de opsatte kasser beboet, og siden er bestanden steget og toppede med knap 80 ynglende par i 2002 på Naturstyrelsens arealer.
Behov for redekasser
Flere private naboer til Esrum Sø har yderligere med stort held, selv sat kasser op i deres haver, hvorfor den totale danske ynglebestand antageligt nu er op mod 100 par i Nordsjælland. Opsætning af endnu flere redekasser vil sikre at der er egnede ynglemuligheder for hvinænderne og vil danne baggrund for en fortsat stigning i antallet, idet egnede redekasser ser ud til at være den største knaphedsfaktor. Hvinænderne har også konkurrence fra andre hulrugere, herunder ugler, egern, alliker og tårnfalke som ligeledes benytter disse redekasser. Herudover er der også en vis prædation af rederne, eksempelvis mår, ligesom også tobenede ægsamlere udgør en vis trussel. På mange måder minder historien om den amerikanske brudeand, der også yngler i hule træer i nærheden af vand og skov, derfor også kaldet “wood-duck” (træand). Bestanden var alvorligt truet i slutningen af det 19. århundrede som et resultat af mangel på passende habitater og megen jagt. Omring år 1900 var brudeanden stort set udryddet, men i 1916 blev der gjort en indsats for at forbedre deres levesteder ved opsætning af tusindvis af redekasser. Dette gav brudeanden en så voldsom opblomstring, at den nu regnes for den næstmest udbredte and i Nordamerika – kun overgået af gråanden. Der er nu derfor igen indført jagttid på brudeanden, som trives bedre end nogensinde før.
Jagt på hvinænder
Sebastian Strøier jager oftest hvinænder i Limfjorden fra trækpram. “Der kan forekomme mange nordiske hvinænder, når det begynder at fryse til i Norge og Sverige. Hvinanden er en hurtig lille and, som er noget forudsigelig, da de nogle dage slår på alt og andre dage, bare er ligeglad med dine lokkeænder og ikke vil ind på skudhold. Dagen inden jeg tager ud, plejer jeg at køre en tur i omegnen for at se, hvor fuglene trækker, og hvor de trækker hen. Tit ligger ænderne i det samme område, da de som alle de andre dykænder, har deres spisekammer på havbunden. Til denne jagtform anvender jeg 60 hvinande-lokkere og deler dem op i to grupper med 30 i hver ude foran mig. Hullet mellem de to flokke bliver ca. 15-20 meter bredt, så ænderne har en god landingsbane. Det er vigtigt at hvinænderne har god plads at slå ind på. Det bedste vejr til jagt på hvinænder, er en dag med lidt skyer og sol, hvor vinden gerne må ligge på omkring 6 sekundmeter. Hvinanden er skudstærk, så man skal helst have dem ind på de 25 til 30 meter.
Sortand
Hannen er helt sort på nær et gult parti på næbbet, hvorimod hunnen er brunlig med lys kind og strube. Den “europæiske” sortand yngler højt mod nord fra det østlige Grønland og vestpå til Rusland. I Danmark har vi glæde af dem fra august, og frem til de igen søger nordpå for at yngle. Hannerne og de 1-årige ungfugle ankommer først til deres fældningskvarterer i Kattegat og ved Vesterhavet, og i september kommer så hunnerne med årets tillæg. Det største efterårstræk foregår i oktober og november, hvor de trækker videre for at overvintre i andre dele af Europa og Nordafrika. Sortanden lever på havet helst langt fra land, og i områder med en vanddybde under 20 meter. De danske farvande passer den derfor ganske fortrinligt, og omkring 600.000 sortænder overvintrer således i Danmark. Dette gør de danske farvande til et af de vigtigste overvintringsområder for den vesteuropæiske vinterbestand, idet op mod 75 % af den samlede bestand opholder sig hos os. Kattegat kan således huse en halv million fugle, og i Nordsøen ud for Vadehavet antager man, at der holder op mod 100.000 fugle til i perioder. Da sortanden således har stort behov for fred i Kattegat-området i vinterperioden, var den i foråret 2016 den helt afgørende årsag til at partierne bag Energiaftalen skrottede planerne om en stor vindmøllepark på 350 store havmøller i havet ud for Sejerø. Netop her har sortænderne et af deres mest populære fourageringssteder, der lever op til kravene om et lavvandet havområde med masser af føde i form af hovedsagelig muslinger og hvælvet trugmusling i særdeleshed. Bestanden af sortanden er antagelig gået tilbage i løbet af de sidste århundrede, men man ved ikke meget om hverken årsagen eller omfanget. Tilbagegangen afspejler sig også i jagtudbyttet, idet der i dag skydes 7-13.000 fugle om året.
Jagt på sortænder
Sebastian Strøier siger om jagt på sortænder langs Jyllands østkyst: “I starten af oktober fokuserer jeg mest på sortænderne, da de ofte er der i et stort antal allerede på det tidspunkt. Jeg bruger 54 sorte andelokkere, som jeg selv har malet om fra gamle sportsplast hvinænder. De fungerer rigtig godt og fylder ikke så meget i prammen. Jeg ligger ofte på 4-6 meters dybde og vinden skal helst være på 4 sekundmeter og fra vest. Jeg har forinden brugt meget tid på at finde ud af, hvor fuglene har deres ædepladser, da det er en vigtig del af jagten. Sortanden er meget nysgerrig, så den er nem at få på skudhold, hvis man har noget bevægelse i lokkerne, eller man bruger et sort flag, til at vinke dem ind med. Ofte når jeg er på åben kyst, er vi altid to jægere ude, da det til tider kan være barskt på vandet”.
Afslutningsvist er der altid spørgsmålet om hvad de mange ænder som Sebastian skyder, bruges til.
Han siger:
De Sortænder Vi Skyder, Plejer Jeg at Bruge i Gryderetter, Hvorimod de Andre Arter Ofte Bliver Lavet til Spegepølser og Andet Pålæg.
