Den trygge dybe brummen fra pickuppen dør langsomt ud og efterlader en trykket stilhed i bushen. Den efterladte tunge støvsky har allerede lagt sig som et dovent rødt tæppe i den halvvarme morgenluft. De næste fire timer er jeg helt alene med min bue i bushen ved Mayogi Safaris på Eastern Cape i Sydafrika. En fascinerende blanding af ren barnlig iver og velvoksen ydmyghed trækker en unaturlig koldsved fra hovedbunden.
Duiker, helt alene i bushen
Den advarsel var en mild underdrivelse. Allerede efter tyve minutter ser jeg det første dyr. Eller rettere, jeg hører lyden, da det letter fra et tæt tornet buskads og forsvinder i en lille let støvsky. Og sådan fortsætter det en times tid – tre gange letter jeg dyr, der forsvinder, uden jeg overhovedet har opdaget, at de var i nærheden af mig. Det er en utrolig frustrerende oplevelse, og de tornede buske og den bagende sol gør ikke noget godt for en bleg buejæger, der er lidt ude af sit almindelige revir. Jeg finder en god skygge under et træ, trækker den første vandflaske frem, drikker grådigt og lægger en ny plan. Som med pürsch under de hjemlige himmelstrøg gælder det selvfølgelig om at gå langsomt frem og se sig grundigt for med kikkerten.
Den lille ændring af taktik gør en stor forskel. Efter kort tid spotter jeg faktisk en lille stenbuk med flot opsats, der ligger skjult i noget højt græs. Jeg afmonterer alt udstyr og kravler uendelig langsomt på alle fire mod det intetanende dyr, mens jeg hele tiden sørger for at holde buske og græstotter imellem os. Denne gang kommer jeg helt ind på ti meters afstand og når endda at få trukket buen, men ikke sluppet pilen, før dyret stikker i rend. Inden jeg når at ærgre mig, sker der noget temmelig heldigt – Det flygtende dyr støder et duiker hundyr, som jeg slet ikke have opdaget. Hun springer forvirret i modsatte retning og ender ude på min venstre side i tyve meters afstand med front direkte mod mig.
Med buen stadig trukket tilbage, svinger jeg beslutsomt til venstre, finder brystkassen på dyret og lader skuddet gå med det samme. Pilen rammer med et højt smæld, hun springer op i luften, drejer en halv omgang om sig selv og løber tilbage, hvor hun kom fra. Jeg sætter en ny pil på buen og løber hurtigt efter hende. Blodsporet er meget synligt allerede på skudstedet og tegner sig tydeligt og bredt væk derfra. Jeg kan ikke se pilen nogen steder, men der er ingen tvivl om, at den er røget på tværs gennem dette lille dyr. Med to tommer skærediameter på pilespidsen kan hun ikke have løbet langt. Jeg går tilbage efter min taske og derefter direkte ind i buskadset, med næsen i blodsporet. Blot tredive meter inde finder jeg hende forendt i en massiv blodpøl.
Det er den vildeste følelse, og jeg ryster over hele kroppen, da jeg samler hende op og finder et godt sted til at tage billeder. Den stille stund, alene med byttet, har altid været guld for mig. Nu har jeg hele området for mig selv og al den tid, jeg kunne ønske mig til at undersøge det smukke lille dyr. Under øjnene har hun store åbne kirtler, et par centimeter brede og stadig glinsende fugtige. Mellem de høje ører har hun det mest utrolige strithår, der på afstand nemt kan forveksles med et enkelt horn.
Jeg ved faktisk ikke, hvor længe jeg bare sidder i skyggen og nyder synet af den lille duiker. Jeg hanker op i mig selv og brækker hende forsigtigt for ikke at få jordbakterier i kroppen. Dyret er ikke større, end at jeg kan spænde det på siden af tasken og stadig have begge hænder fri til at skyde, hvis der skulle opstå flere chancer på tilbagevejen.
Uden yderligere ceremoni går jeg pavestolt og mæt af oplevelser retur mod opsamlingsstedet. På forunderlig vis er min jagtiver rent faktisk forduftet for en kort stund. Jeg kalder lejren på walkietalkien og bliver samlet op en halv time senere – med store rosende ord fra Arno får jeg taget et ekstra sæt foto og chancen for at fortælle min jagthistorie indtil flere gange.
Tilbage i lejren summer det med ivrige jagthistorier den aften. Alle har nedlagt bytte, og alle har noget at dele rundt om bålet, med en stor kold øl eller gin-tonic i hånden. Det er sådan en aften, man bare ønsker kunne fortsætte uendeligt, men jagtturen lakker mod enden, og næste morgen er der kun en lille formiddag med jagt til de allermest ivrige. Efter lidt betænkning melder jeg mig under fanen til at komme tidligt i seng. Det er farligt at planlægge, hvor opsatsen skal hænge, før man har skudt dyret, men jeg ønsker mig brændende en fin duiker buk til at hænge ved siden af gårsdagens hundyr.
Duiker, kald og cowboyskydning
Den sidste morgen starter vi tidligt for at komme lidt længere væk fra lejren. Vores sydafrikanske fotograf, GJ påstår hårdnakket, at han kan kalde duikers ind på skudafstand, men advarer om, at der ikke er mere end et splitsekund til at få afgivet et skud. Vi er tre mand og en enkelt kvinde høj denne morgen – to buejægere, en PH og en fotograf. PH’en har slæbt den store tunge riffel med, da området, ud over en kraftig bestand af duikers, også indeholder bøfler, der ikke har den store respekt for en spinkel bue.
Efter lidt eksperimenten finder vi en opsætning, hvor GJ og PH’en stiller sig bagerst med kamera og bukkekald og de to buejægere forrest for at dække hver sin halvcirkel. Det lyder vanvittigt, men vi opdager efter første dyr, at man stort set skal trække buen umiddelbart efter, at det første kald er afgivet. Underskoven er utrolig tæt, og dyrene kommer simpelthen springende ud af ingenting og vender lige så hurtigt omkring og forsvinder. Der er simpelthen ikke tid til at trække buen, før dyret er væk.
To kald giver intet resultat, og to gange får vi duikers på besøg, de løber os nærmest over ende. Både vindretning og overraskelse viser sig at være uhyggelig vigtige. De må ikke have opdaget os, før vi begynder at kalde, og vi skal selvfølgelig være fuldstændig parate, når de dukker op.
I femte forsøg falder alle brikker på plads samtidig. GJ kalder, vi trækker buerne, og en duiker kommer løbende foran min bue-makker og stopper op i et splitsekund små tyve meter ude. Det går så hurtigt, at jeg ikke når at se kønnet på dyret. Ganske uhøfligt og som alt andet end en gentleman svinger jeg, i ren refleks, buen over på hendes halvdel og slipper pilen, så snart sigtet finder brystkassen. Den rammer lige i hjerteregionen, før dyret får flyttet sig. Det giver en god tung, våd lyd og et tydeligt blodsprøjt, før duikeren springer retur i buskadset. Pilen stikker smukt ud af busken, efter at dyret er tumlet ind i underskoven. De hvide faner glinsende af mørkt rødt blod. Vi følger nemt sporet små 30 meter i en lige linje og finder hurtigt dyret synligt forendt. Det er en flot duiker-han med tung bred bund i opsatsen. Forbenene farvet røde af blod, og kirtlerne i hovedet under begge øjne blinker i morgensolen med de sidste dråber af væske som tårer. Et smukt øjeblik til at nyde den fantastisk jagtoplevelse og det hele for rullende videokamera til senere gensyn og nydelse.
Vi får taget billeder og mere video i flotte omgivelser på et smukt grønt underlag. En oplevelse helt ud over det sædvanlige for mig, men også en oplevelse der har smittet af på ejeren. Jeg lykønskes af en utrolig glad Arno, der har stået lige bag mig under afgivelse af skuddet. Han er ellers ikke en mand, der er nem at imponere med jagtoplevelser, men dette skud forsikrer han mig om, at han aldrig vil glemme. Han snakker endda om at finde sin egen bue frem og begynde at bruge den igen.
Afrunding
Min ensomme walk and stalk på duiker hun-dyret er klart den største oplevelse, trods det komplette fravær af en opsats. At få lov til at bevæge sig alene i den sydafrikanske natur, efter kyndig instruktion, var fantastisk, og at lære terræn og dyr at kende indgående. At have held til at afslutte succesfuldt på et lille dyr i konstant bevægelse er bare niveauet over guld-klassen.
