Jeg ankommer i god tid og venter ved Kragelundsporten, hvor datidens revirjæger, Peter O. Knudsen, også ventede i slutningen af januar 1971. Han ventede på lensgreve H. C. Schimmelmann, men han ventede forgæves, for greven var involveret i et trafikuheld den morgen på sin vej til jagt i Tofte Skov. Det var et uheld, som kort tid senere kostede ham livet.
Jeg venter ikke på nogen greve, men på en anden meget vigtig mand, og jeg venter heldigvis ikke forgæves. Jacob Palsgaard Andersen, der ved denne artikels tilblivelse er driftsleder for Aage V. Jensen Naturfonds arealer i Lille Vildmose, parkerer ved porten lidt før den aftalte tid.
Det er stadig mørkt, og stormen er taget til den sidste halve time, mens jeg har ventet her for at komme i stemning til dagens jagt. Det suser godt, og de brunstbrøl, jeg havde håbet at høre, mens jeg ventede, blæser vestpå i den kolde østenvind. De lader dog ikke vente på os, da vi sammen kører ind i terrænet og kommer i bedre vind.
Vi studerer kortet over Lille Vildmose, inden vi begiver os ud på jagt.
Brunsthjortene brøler
Der er stadig lidt tid, inden solen står op og tillader jagt, så Jacob og jeg får en lille hyggesnak om området i almindelighed og kronhjortene i særdeleshed. ”De første spæde brunstbrøl hørte vi i år i slutningen august”, siger han, og fortsætter ”men her i slutningen af september er der fuld gang i den.”
Ingen tvivl om det for vi hører hjorte brøle i flere retninger. En enkelt af dem er særligt insisterende. Den står lidt længere nordpå, men ikke langt fra os. Jacob viser mig et kort over det område, han ønsker at jage i, nu da vinden er vendt 180 grader i løbet af natten.
Han er lidt betænkelig, for et pludseligt og omfattende vindskifte kan betyde, at pladshjortene trækker et andet sted hen, end hvor de normalt står. Hans plan er at slå en sløjfe nordpå for at komme i god vind til vores pürsch frem til de områder, hvor han regner med, at vi kan komme på skudhold af en afskudsbar hjort.
Vi har i dagene inden talt om økonomien i projektet, og jeg har givet ham en indikation af, hvor langt jeg kan strække elastikken i min alt for lille tegnebog. Det er den eneste information, som Jacob har brug for, og fra det punkt ønsker han ikke mere at snakke om penge. Nu er det jagt, og hvis vi finder en hjort, jeg ønsker at skyde, og han mener, at den er inden for rammen, så er det bare lige på.
Afhængig af jægerens færdigheder og den type hjort, man ønsker at skyde, er det normalt, at man skal på jagt et par gange, inden det lykkes. Men der er mange situationer, hvor det tager adskillige dage, inden det lykkes. ”Det er ingen kunst at nedlægge en hjort, hvis man har tiden til det. Kunsten er at finde den rette hjort…”, siger Jacob, inden vi stævner ud mod nord.
Så er vi i gang. Vi kan høre brunstbrølene ud over vidderne.
Fornyede brunstbrøl
Mens vi langsomt pürscher os over åbne moseflader, små skove og levende hegn, bemærker jeg, at vi ikke har hørt noget til den hjort, vi tidligere hørte, tæt på os. Han er blevet tavs. Så hører vi ham pludselig igen. Højt og inderligt brøler han sin status ud, så vi, selv i modvind, hører det, som om han står lige om hjørnet.
Vi er på vej ned mod en lille gruppe sitkagraner, hvoraf de fleste er fældet og efterladt som store uigennemtrængelige områder. Heldigvis er der efterladt en lille klat skov, som er farbar ud til den næste lysning, hvor hjorten må stå med sine hinder. Vi kan færdes lydløst under de gamle sitkaer og kommer lige pludselig igen ud i lyset.
Vi har arbejdet os fremad et par timer og er nu for første gang i kontakt med en hjort, for to hundrede meter ude står han og brøler, delvist gemt bag et træ. Han er tilsyneladende alene, bortset fra en anden og mindre hjort, der bevæger sig uroligt frem og tilbage et stykke længere borte. Har han hinder med, må de være mellem os og ham, for han vil skærme dem mod angreb fra den unge opkomling.
Hjorten ser stor ud, men nu er jeg heller ikke vant til at kigge på kronvildt i den klasse. De hvide sprosser lyser i solen, og geviret er bredt. Et øjeblik er hans hoved borte i det høje græs, så løfter han hovedet igen og brøler sin lyst ud over området. For ind i h…… da. Det er lige det her syn, jeg har ventet med længsel, glædet mig til og ligget søvnløs over.
En sovende gris spærrer os vejen frem mod hjorten.
En gris spærrer vejen
”Det er en fin ti-ender”, siger Jacob, næsten uhørligt, og kigger videre. ”Men han ser mig noget ung ud,” fortsætter han så. Øv, når jeg at tænke. Vi kan kun se den øverste del af ham, halsen, hovedet og geviret. ”Vi kan ikke komme ret meget tættere på ham i øjeblikket, for der ligger en gris foran os”, siger Jacob så og peger.
Du godeste, den havde jeg ikke set, for der er nok andet at se på nede for enden af lysningen. Femten meter fra os har et vildsvin lavet en flot rede mellem to sitkagraner. I læ for regn og vind, men stik syd, så den kan få maksimalt udbytte af enhver solstråle. Den ligger på siden med ryggen mod os og vifter med det ene øre en gang imellem.
To spændte situationer på en gang er noget, enhver jæger kender. I timevis sker der ikke noget, og så pludselig har man to ting kørende samtidig. Som når man skal nyse, lige netop som man står og tisser. Begge ting er helt fantastiske, men når det sker på samme tid, bliver det noget rod.
Jeg kigger igen ned mod hjorten og kan nu se hovederne af nogle hinder, som er noget tættere på os end hjorten, der nu brøler regelmæssigt. ”Den er ikke så ung endda, og den mangler issesprosserne”, siger Jacob så endelig, efter at have fået et bedre kig på hjorten som helhed. ”Den kan du godt skyde, hvis du vil. Men vi må lidt længere frem i ly af den lille gruppe 1-2 meter høje sitkagraner, for at vi kan få et frit skud. Bevæg dig forsigtigt, så vi ikke vækker det svin, for så bryder helvede løs.”
Han smuttede
Vi bevæger os 10 meter frem og står nu næsten oven i det vildsvin, der stadig trækker vejret tungt. Det må have været en streng nat – også for den. Hinderne er i bevægelse og det ovenikøbet lige ned mod os. Bag dem skærmer hjorten stadig af for den lille lystne hjort, men bevæger sig dog også ned mod os.
Jeg får skydestokken stillet op i en fart og gør klar. Nu går det hurtigt. Hinderne passerer os på 70 meters afstand, men stadig i det gule græs, der vel er godt en meter højt. Lidt længere fremme er der skovet, og græsset endnu ikke slået helt an. Det må være lige her, det skal ske.
Hjorten har sat farten op, og da rudlen på fem-syv dyr passerer det lave stykke, er han midt imellem sine damer. Jeg har kikkertsigtet på ham, men han er ikke helt fri på noget tidspunkt. Dyrene fortsætter ind i det gule græs igen, og de træer, som vildsvinet ligger under, dækker nu for hjorten.
En bølge af skuffelse skyller gennem mig. Vi er så tæt på, at vi kan lugte både svinet og hjorten, men ingen af dem vil give os en åbning. Et slag er tabt, men der er stadig tid til at vinde krigen, for han skal nok blive i området. Vi skal bare trække os lydløst tilbage og i en ny cirkel rundt om ham og finde ham igen, for det skal være ham, har jeg bestemt. Måske havde jeg sat næsen op efter et par takker mere, når det nu skulle være, men ham her er tilpas majestætisk til, at det ikke har nogen betydning. Jeg er blevet forelsket.
Vildsvinets ’rede’, som forhindrede os i at komme tættere på kronhjorten.
Reddet af en bi-hjort
Så stopper han og lader hinderne fortsætte alene. Den store krop drejer sig og konfronterer den irriterende plageånd, der følger efter ham. Den lille seksender-hjort står 150 meter længere ude og skaber sig, udfordrer, gør sig synlig og tiltrækker sig pladshjortens opmærksomhed. Tak for det, når jeg at tænke, da ’min’ ti-ender stryger ned mod ham. I trav og med hovedet højt løftet.
Hundrede meter fra os stopper hjorten og brøler mod den uværdige udfordrer, der straks stikker halen mellem benene. Majestætisk står pladshjorten og brøler sin utilfredshed ud, inden han igen vender rundt og kommer tilbage mod hinderne i trav, stadig med hovedet højt hævet i triumf.
Jeg gør klar igen, men han vil have alt for meget fart på, når han kommer gennem det åbne område, for nu skal han indhente sine hinder. Da han kommer fri af græsset, må jeg indse, at det ikke kommer til at lykkes.
Så brøler det i mit venstre øre. En frygtindgydende lyd som en blanding mellem et brunstbrøl og den lyd, en beruset jæger frembringer, når han er faldet godt og grundigt i søvn. Jacob har besluttet at gribe ind. Hjorten sætter straks farten ned, forvirret ved denne lyd, som han garanteret aldrig har hørt før. Jacob brøler igen, denne gang langt mere som en høj snorken.
Endelig lykkes det at komme frem til skud…
Bliv nu liggende, dit svin
Hjorten stopper, og ud af øjenkrogen ser jeg, at grisen har løftet hovedet og kigger forundret på os. Nu skal den altså bare blive liggende et øjeblik, i stedet for at ødelægge en situation, som er på vej til at tippe over i vores favør. Gys.
Hjorten står stille, 60-70 meter fra mig. Stadig med græs et stykke op på maven, men med overkroppen, halsen og geviret fri. Hovedet er højt hævet, og han kigger direkte ned på mig. Snelle må være snelle, for det er lige nu, det skal ske. Han tager kuglen med et årvågent og overrasket udtryk, stadig med blikket rettet direkte mod mig.
Få brøkdele af et sekund senere er han borte i græsset, hvor han faldt. Den lille gris og en anden, der har ligget skjult, har nu fået nok og forlader stedet under øredøvende larm og med en hastighed, der er Michael Schumacher værdig. Sikke en måde at blive vækket på, egentlig. Først to langtrukne snork og så et ordentligt knald. Lidt ligesom en søndag morgen derhjemme.
Så falder der ro over det hele, bortset fra at mine hænder ryster, og hjertet banker livligt. ”Så fik du din hjort,” siger Jacob roligt, ”tillykke”. ”Er du sikker på, at han faldt?”, spørger jeg tilbage, selv om jeg godt ved, at den kugle sad lige, som den skulle. ”Ja, han ligger derude i græsset og er forendt,” lyder Jacobs optimistiske melding. Og det gør han.
Hjorten bliver hentet af Vildmosens medarbejdere.
