Hvordan skyder man et rådyr på pürsch

TEKST OFG FOTO: MORTEN S. KNUDSEN

Den, som ser den anden først, vinder oftest.

Alle riffeljægere elsker at pürsche, inklusiv mig selv. Mit eneste problem er, at jeg ikke er specielt god til det. Jeg er for utålmodig som mange andre og nysgerrig på, hvad der mon gemmer sig om det næste hjørne, og det er større end evnen til at huske de gode råd. ”Walk little – see much”, som den gamle indianer sagde. Derfor går det oftest sådan, at dyret fornemmer mig, før jeg ser det. Rådyr ser ikke specielt godt, men de opfanger bevægelser, lugter forbandet godt og hører endnu bedre. Det er som en børneleg: den, som først opdager den anden, har fordelen, og hvis først rådyr opdager en, er de oftest hurtigt væk, da det er det sikreste for dem.

Her følger nogle råd om pürsch

1. Bevæg dig langsomt. Kun 10-20 meter ad gangen og brug din kikkert. Hvis du kan se dyret med det blotte øje, kan det oftest fornemme dig, og så bliver det svært. Kig langt i terrænet.
2. Du laver larm lige meget hvad, så bevæg dig bestemt, larm færdig og kig så rundt og vent i nogen tid. Selvom du synes, du går langsomt, så gå endnu langsommere. Blot 50 meter i en skov, kan ofte tage 30 – 45 minutter at forcere, så langsomt skal det gå for ikke at støde dyret.
3. Tag små skridt, så hvis dyret pludselig kigger op på dig, kan du blive stående i lang tid uden at miste balancen. Løft fødderne højt for hvert skridt, så de larmer mindre i skovbunden.
4. Hav noget tøj og fodtøj på, som larmer/knirker mindst muligt. Hvis du kan høre det – kan dyret virkelig høre det.
5. Hav ansigtet dækket med en ansigtsmaske eller lignende og brug også handsker til dine hænder. Dyrene ser hvide pletter, så hold dem dækket.
6. Hav altid vinden i ansigtet, og bevæg dig i skyggen af bevoksning. Det betyder ofte, at du skal tage nogle ordentligt lange omveje for at få den rigtige vind, men hvis du har vinden i ryggen, lugter dyret dig øjeblikkeligt.
7. Brug altid skydestok og håndkikkert. Når du træder ind på jagtområdet, så afprøv om din skydestok står i den rigtige højde til dig. Sæt sigtekikkerten, så den ikke står på maximum, men nærmere på minimum og er anvendelig fra kort til lang afstand. Hvis dyret står langt væk, har du tid til at justere på zoomen – det har du ikke, hvis det er tæt på.
8. Træn dine skydestillinger, før du kommer ud på jagt. Det er ofte forskellige positioner, som situationen kalder på, og alt foregår ikke fra skydestokken. Det kan også være knælende eller siddende med mere. Det er væsentligt, at du har trænet at skyde fra de forskellige stillinger, før du går på jagt.
9. Når du ser et rådyr, er der som oftest flere. Stop op og orientér dig med langsomme bevægelser, om du kan se andre.
10. Beslut dig for, hvilket dyr du vil gå efter, og læg en plan, hvor du er så lidt eksponeret som muligt, frem til du er ved det punkt, hvor du vil skyde. Det kan involvere, at du må kravle over nogle områder, hvor der ikke er dækning, men husk jo større anstrengelse, jo stærkere minde.
11. Bevæg dig kun, når dyret har hovedet nede. Når det rejser hovedet, stå stille og afvent. Det skal nok tage hovedet ned igen, og der er masser af tid. Skyd kun, når dyret er i ro.
12. Når du når frem til, hvor du vil skyde, mål afstanden til dyret først. Læg derefter riflen op. Få vejrtrækning under kontrol og skyd.
13. Når du har skudt, repetér og skyd igen hvis behov.
14. Mål afstanden til dér, hvor du skød til dyret, hvis du har en afstandsmåler.
15. Efter 10 minutter lader du skydestokken stå, skruer sigtekikkerten ned på laveste forstørrelse og går frem mod skudstedet. Undervejs vender du dig om og måler afstanden til skydestokken, til du når den afstand, du har målt.
16. Når du har nået den afstand, som du har målt ud, kan du begynde at kigge på jorden efter schweiss og følge det. Det smarteste er at gå ved siden af sporet og markere det med, hvad du nu har – hat, handsker… – og derigennem lave den linje, som dyret er løbet efter.
17. Hvis dyret springer, så skyd igen. Det er ikke afgørende, hvor du rammer det, når det allerede er ramt, for det handler kun om at få det stoppet. Orientér dig, før du kommer frem til skudstedet om kuglefang ved opfølgende skud.
18. Hvis ikke du umiddelbart kan finde dyret, så ring efter en schweisshund.
19. Hvis du kan se dyret forendt, kan du godt gå ned til det tidligere, men stadigvæk med riflen klar til opfølgende skud, hvis dyret ikke er helt forendt.

Praksis

Jeg havde haft den perfekte eftermiddag. Frokosten var indtaget, og nu skulle jeg så på jagt, frem til solen gik ned. Det var også en god situation, for på vej ned til mit sommerhus, som ligger fem minutter fra jagten, havde jeg set rådyrene gå på den mark, som jeg regnede med, at de ville gå på,.

Skulle jeg vente til de sidste timer før solnedgang? Nej, jeg kunne mærke, at det trak i mig for at afprøve hele teorien i praksis.  Udstyret blev fundet, jagttøjet taget på, skydestokken indstillet og så afsted i bilen.

Da jeg ankom til jagten, blæste vinden kraftigt. Det har den store fordel, at det er nemt at finde ud af, hvilken vej man skal gå, og risikoen for, at vinden skifter undervejs i en fremrykning, er nemmere at afgøre.

Jeg kunne godt mærke, at jeg var temmelig spændt, da jeg jo havde set dyrene, på afstand for en time siden, og derfor var spændt på, om de stadigvæk var der.

Dyr i sigte

Jeg listede mig op ad marken, som er helt særlig velegnet til pürsch. Den er som en lang bakke, hvor der er plateauer og fordybninger (lunker) alle steder, og det gør, at dyrene har steder at få læ, og at jeg som jæger har mulighed for at skjule mig for vildtet i min fremmarch.

Jeg kom op til kanten af plateauet, hvor jeg indtil da var skjult for alt, der var oppe på plateauet, som igen skrånede opad mod skellet ind til naboen. Jeg havde flittigt brugt kikkerten på vej derop, og der var ikke umiddelbart noget at se.

Da jeg stod oppe ved den mergelgrav, som jeg gik efter, for her var der dækning, kunne jeg stå bag ved de lave træer og kigge ud over hele marken. Det afslørede ikke så lidt, for der var faktisk 8 dyr, som henholdsvis sad og fordøjede eller gik rundt og essede. Jeg kunne godt mærke, at min puls blev stærkere ved dette syn.

Udvælgelsen

Jeg pürchede længere frem langs mergelgraven, og nu var der ikke så meget dækning at gemme sig bag. Dyrene sad og gik i små grupperinger, og det nærmeste var 130 meter væk, og de øvrige på den anden side af 150 meter.

De, som var nærmest, sad begge ned, og fordøjede deres mad lettere halvsovende.

Det var de to dyr, som jeg bestemte mig for at komme tættere på.

Et skud på 130 meter fra en ViperFlex skydestok er absolut et skud, jeg er fortrolig med, men jeg tænkte, at jeg ville prøve at komme lidt tættere på.

Jeg startede med at konstatere, at begge dyr ikke kiggede i min retning. Det gjorde alle de øvrige heller ikke, da de var i gang med at esse. Da timingen var der, at alle dyrene var aktive med andet, talte jeg 30 skridt frem, som jeg gik, men jeg stoppede for hvert 5. og tjekkede, at alt stadigvæk var OK. Det gik rigtigt fint, og ingen af dyrene havde taget notits af mig. Det tydede på, at det lave jagttryk, vi havde på jagten, havde gjort, at dyrene ikke var urolige.

Da jeg var inde på de 100 meter, lagde jeg riflen i skydestokken. Jeg havde kikkerten på en mellem forstørrelse, så jeg kunne skifte mellem de to dyr, alt afhængigt af, hvilket et der rejste sig først. Jeg målte lige afstanden en ekstra gang for nu at være helt sikker på, at det var 100 meter, og med 102 meter var det fint.

Nu kunne jeg bare vente.

Skuddet

Det er svært at sige, hvor lang tid der gik. Et blødt gæt ville nok være 5 minutter, så rejste dyret til venstre sig op, og jeg kunne konstatere, at det var en skudbar rå. Umiddelbart efter rejste det andet dyr sig, og det var præcis af samme størrelse, og også en rå, så begge var skudbare, da vi ikke skød buk om efteråret på jagten.

Dyrene havde slet ikke travlt, og jeg fandt dyret til venstre i sigtekikkerten. Trak vejret dybt ned i maven, kunne mærke, at jeg ikke havde bukkefeber, og alt var godt, og klemte derefter skuddet af. Dyret tegnede med det samme. Gik ned på knæ, kom op igen og løb 20 meter, før det faldt igen og aldrig rejste sig mere.

Det var en rigtig god følelse, for alt det, jeg havde planlagt, fungerede godt, og dyret fik det endeligt, som jeg gerne ville.

Undervejs havde jeg genladet og var klar med opfølgende skud, hvis det skulle rejse sig igen, men det gjorde det ikke.

Ti minutter havde jeg lovet mig selv at vente, og jeg brugte tiden på at se på de andre rådyr. De var nemlig ikke løbet særligt langt væk, og efter fem minutter kom tre af dem forbi mig igen. Dem kunne jeg også have skudt til, men mit princip er, at før jeg har styr på det første dyr, skyder jeg ikke til flere. Men dejligt, at der var så lidt jagttryk, at dyrene ikke blev skræmte, selv når der blev skudt.

Dyret

Jeg havde målt afstanden til dér, hvor dyret faldt, og også udpeget mig et træ, som jeg skulle gå i retning af. Det var også en fin plan, ud over at jeg efter at have sænket blikket ikke liiige kunne huske om, det var det træ længst til venstre for mig ved skellet, eller det midtfor. Jeg gik afsted og havde efterladt skydestokken, og da jeg kom ud til de 120 meter, som jeg havde målt afstanden til, lå dyret så præcist på afstanden, men 30 meter til venstre for mig. Dejligt, at teknikkerne virker. Fremme ved dyret brækkede jeg det og kunne tage det med retur til sommerhuset, på en endog meget vellykket jagt.

Epilog

Ugen efter var jeg ude i samme område, og her var vinden vendt lidt, hvilket gjorde pürschen meget vanskelig. Kun ved hjælp af alle teknikkerne og en del held lykkedes det mig at nedlægge et rålam.