Lange spektakulære riffelskud starter ikke sjældent en ophedet diskussion om, hvor langt man kan – og ikke mindst bør – skyde på jagt. I bund og grund er det en simpel risikovurdering, baseret på erfaring og teoretisk viden om de tekniske forudsætninger…
For et par år siden nedlagde jeg et impala hundyr med brækket bagløb på et revir i Sydafrika. Jeg lå på toppen af en klippe højt over det omgivende terræn med fast anlæg på min rygsæk. Jeg mærkede en let brise mod min kind og sigtede en håndsbredde op i vinden alene ud fra min mavefornemmelse. Impalaen, der var alene, gik skråt væk fra mig, og skudholdet var godt 350 meter. Personligt havde jeg aldrig overvejet det skud til et sundt og raskt dyr – og slet ikke til et dyr, som ikke er meget større end et stykke råvildt. Jeg vidste nemlig udmærket godt, at sandsynligheden for et dødbringende træf i første skud var mindre end 50%, og jeg ved af erfaring, at succesraten på opfølgende skud – ofte til dyr i flugt – er betydeligt ringere end for det først afgivne skud. Jeg valgte alligevel at tage chancen og dermed løbe risikoen for en anskydning, eftersom dyret var svært skadet i forvejen. Den situation har jeg flere gange befundet mig i, og jeg har også adskillige gange nedlagt større arter under gunstigere skudvinkler på tilsvarende lange hold – tit i forbindelse med kødjagt på meget åbne vidder.
Impalaen faldt hvor den stod. En letekspanderende RWS EVO Green fra min .300 Win ramte dyret umiddelbart bag ribbenene og gik diagonalt igennem ”maskinrummet”. Præcis hvad jeg havde håbet på, men jeg var bestemt også bistået af et vist mål af held – en ingrediens der kræves i større og større mængder, desto vanskeligere skuddet er.
Jeg har ofte diskuteret lange skudhold med mere eller mindre erfarne riffeljægere. Der er vidt forskellige syn på sagen, og det sker ganske ofte, at moralske og tekniske overvejelser blandes sammen. Men det er i bund og grund to forskellige emner, og de bør diskuteres hver for sig. Men man kan dybest set ikke forholde sig kvalificeret til etikken uden at kende til teknikken. Denne artikel forholder sig udelukkende til de rent tekniske udfordringer i lange skud til vildt.
Forudsætninger
Et eller andet sted ved vi jo alle, at der er forskel på de enkelte jægeres færdigheder i forskellige situationer, ligesom det ikke er det samme at skyde en elg eller et rådyr, et stykke vildt der står stille, eller et der løber osv. Firkantede synspunkter om: ”Det er uforsvarligt at skyde på længere hold end 130 meter….”, savner ofte våbenteknisk begrundelse.
Når vi affyrer et skud mod et stykke vildt, er det altid med intentionen om at dræbe det så hurtigt og effektivt som muligt. På riffeljagt betyder det, at vi skal træffe de vitale områder med tilstrækkelig præcision, og at projektilets effekt i vildtkroppen skal sikre en hurtig død indenfor en rimelig tid. To simple og ufravigelige succeskriterier.
En hel del faktorer påvirker resultatet af et langt skud. Præcisionen på målet påvirkes f.eks. af udstyrets praktiske spredning i hænderne på den pågældende skytte samt præcisionen i vurderingen af ydre faktorer som afstand, skudvinkel, lufttryk, temperatur, luftfugtighed og vind. Projektilets flyvetid er væsentlig i forhold til risikoen for, at målet flytter på sig i den tid, projektilet hænger i luften. Anslagshastigheden i kombination med projektilets vægt, konstruktion og ekspansionsegenskaber er afgørende for, hvor effektivt skuddet virker i vildtkroppen. Mange faktorer er i spil, og skal man være i stand til at foretage en nogenlunde realistisk risikovurdering, må man nødvendigvis have en grundlæggende viden om dem alle.
Der findes ingen riffeljæger, som altid slår vildtet effektivt ihjel med et enkelt skud. Fejl sker. Det kan være alt fra dårlig skudplacering, til at projektilet har utilstrækkelig effekt i vildtkroppen. Ingen er fuldstændig sikre skytter. Vi ved det, og det betyder, at vi alle med hver eneste afgivne skud accepterer en mindre succesrate end 100%. Spørgsmålet er, hvor stor en usikkerhed, vi hver især er parate til at acceptere? Dette er afgørende for en kvalificeret vurdering af, hvor langt vi – i henhold til vores egne moralske standarder – kan tillade os at skyde i forskellige jagtsituationer.
Grus i maskineriet
Det er relativt ligetil at teste en given skyttes praktiske præcision på f.eks. 100 meters afstand fra en bestemt skydestilling med en given kombination af udstyr. Denne præcision – eller mangel på samme – er dog langtfra den eneste faktor, der påvirker sandsynligheden for at ramme et mål på jagt.
Udover skyttens spredning med det pågældende udstyr har afstanden til målet, skudvinklen, lufttrykket, temperaturen, luftfugtigheden og vinden alt sammen væsentlig indflydelse på træfpunktet. Usikkerhed i vurderingen af disse faktorer leder direkte til større spredning. For relativt få år siden var det ganske kompliceret – og ofte ikke praktisk muligt – at vurdere de ydre faktorer med stor præcision, men dette har i høj grad ændret sig i de seneste årtier. Moderne laserafstandsmålere er således i stand til med promillers nøjagtighed at måle de fleste af disse faktorer og at kompensere for dem på basis af jægerens specifikke ladning.
Den største udfordring i eksakt kompensation for skudafstand, skudvinkel, lufttryk og temperatur ligger faktisk i at få nøjagtige værdier for ladningen kodet ind i den ballistiske computer.
Desværre er der fortsat to faktorer, som intet tilgængeligt udstyr kan måle præcist, og det er luftfugtighed og vind. Fugtigheden har ganske lille betydning. Det samme kan desværre ikke siges om vinden, som faktisk er riffelskyttens absolut største udfordring.
Det er ekstremt vanskeligt at vurdere vindens indflydelse på det først afgivne skud. Kun i vindstille vejr eller i svag vind nogenlunde direkte fra eller imod målet er effekten af vinden minimal. Opgaven bliver kun vanskeligere af, at vinden ofte varierer over ganske korte strækninger, og at sidevind tæt på mundingen betyder langt mere end tilsvarende vind tæt på målet. Det er med andre ord nødvendigt at komme med et realistisk bud på sidevindskomponenten langs hele kuglebanen, hvis man vil have en rimelig sandsynlighed for at gætte rigtigt i første forsøg.
Ved lave vindhastigheder, hvor afdriften naturligvis også er lav, er det lettere at erkende små forskelle i vindhastigheden og vurdere vinden med nogenlunde sikkerhed, end det er ved lidt friskere vind. Det kræver under alle omstændigheder masser af træning at vurdere fart og retning på vinden, hvor man er, og ingen kan kvalificeret vurdere stødende vind eller for den sag skyld vinden flere hundrede meter fra, hvor de selv befinder sig. Derfor vil vinden for langt de fleste lange skuds vedkommende udgøre et betydeligt usikkerhedselement.
Nogen vil indvende, at militære finskytter ofte tager voldsomt lange skud – også i blæsevejr – men den store forskel på militærskydning og jagtskydning på lang afstand med en riffel er dels, at den militære skytte ofte har en ”spotter” – som fortæller ham, hvor hans skud træffer, og dels at han ofte får en chance for at korrigere og afgive flere skud. På jagt har man sjældent en trænet spotter, og man må som udgangspunkt regne med, at det er det første skud, der tæller. Som regel finder man kun ud af præcis, hvor skuddet ramte, hvis man rammer vildtet, som man havde tænkt sig.
Flyvetid
Ydre forhold er imidlertid ikke de eneste faktorer, som påvirker sandsynligheden for at ramme målet på lang afstand. Projektilets flyvetid spiller også en ganske væsentlig rolle. Det tager således i nærheden af et sekund, fra hjernen har givet uigenkaldeligt signal til pegefingeren om at skyde, til et typisk jagtprojektil når et mål 500 meter ude. Du kan mageligt nå at sige ”en lille hvid mus” på et sekund. Hvor meget kan et stykke vildt flytte sig i samme tidsrum?
Risikoen for, at et stykke vildt flytter på sig, afhænger utroligt meget af situationen. Står det stille og græsser, står det ubevægeligt og stirrer på jægeren, eller er det i bevægelse? Dyret, der står stille uden opmærksomhed på jægeren, bevæger sig med mindst sandsynlighed. Dyret, der sikrer, vil ofte stå stille et antal sekunder og pludselig springe væk. Dyret, der bevæger sig, kan lynhurtigt skifte retning og hastighed og er bestemt ikke en oplagt kandidat til beskydning på langt hold.
Når projektilet forhåbentlig rammer sit mål, afhænger dets evne til at dræbe vildtet humant i høj grad af den tilbageværende hastighed. Dette er afgørende ikke blot for anslagsenergien men – nok endnu vigtigere – for projektilets ekspansionsegenskaber. Alle projektiler har et hastighedsinterval, som de fungerer bedst indenfor et relativt snævert. Bliver farten for lav, ekspanderer projektilet ikke tilstrækkeligt, og det vil opføre sig som et spidsskarpt projektil i vildtkroppen med minimale sårskader til følge. Vil man sikre sig fornuftig ekspansion på lange afstande, handler det med andre ord om at stræbe efter så høje anslagshastigheder som muligt i så ”bløde” projektilkonstruktioner som muligt. For det er jo i bund og grund omsonst at ramme vildtet uden at være i stand til at slå det ihjel på en ordentlig måde.
Praktisk risikovurdering
For at vurdere sin effektive rækkevidde som riffeljæger, er det vigtigt, at man danner sig et reelt indtryk af præcision med sin riffel under så realistiske forhold som muligt. Jeg foreslår en ganske enkel tilgang: Skyd riflen ind, sæt en lille sort prik på en frisk hvid skive og skyd en masse skud i en stor gruppe fra den skydestilling og med de hjælpemidler, som du ville bruge på jagt. Afstanden er ret underordnet så længe den er kendt. Den resulterende skudgruppe er et ganske håndgribeligt udtryk for din og dit udstyrs samlede formåen under netop disse forhold.
Da hele denne øvelse handler om at få et realistisk syn på sin personlige rækkevidde med den pågældende riffel under forskellige forhold er det ret væsentligt, at man er hudløst ærlig overfor sig selv. Der er f.eks. absolut ingen grund til at tro, at usædvanligt dårlige skud på skydebanen – uanset årsagen – er sjældnere end på jagten. Tværtimod – alle skud tæller! Du kan ikke umiddelbart sammenligne resultater med forskellige rifler og slet ikke fra forskellige skydestillinger. Så hvis du vil reelt vide, hvor langt du kan skyde f.eks. fritstående, siddende eller fra rygsæk, bi-pods eller skydestok så lav ovenstående prøveskydning for hver situation. Din præcision fra en skydebænk er helt irrelevant medmindre du skyder fra noget tilsvarende på jagten.
Lad os sige, at du skyder 20 skud. Hvis du tillader dig selv at fejle – altså anskyde eller skyde forbi – i 10% af jagtsituationerne, så ser du bort fra de to dårligste skud og måler afstanden fra sigtepunktet til centrum af det skud, som sidder tredjelængst ude (nummer 18). Du har dermed radius af den cirkel som 90% af dine skud sidder indenfor. Jo flere skud du sætter i gruppen, desto mere statistisk holdbart bliver resultatet.
Jeg plejer at måle gruppestørrelsen på de 30% bedste skud, de 60% bedste og de 90%. Det giver mig en grov ide om spredningen. Jeg plejer også at arbejde med et ”jagttillæg” i gruppestørrelsen på 50%. På jagt vil skudsituationerne nemlig ofte være under tidspres og man er træt, kold, forpustet og spændt af bukkefeber. Ingen af disse faktorer forbedrer den praktiske præcision – tværtimod. Om jeg kompenserer tilstrækkeligt med de 50% ved jeg i sagens natur ikke, men min erfaring siger mig, at det er en nogenlunde holdbar vurdering i forhold til mit erfaringsniveau.
Lad os sige, at du har skudt en 100 meter gruppe på 20 skud med liggende anlæg på din rygsæk. De seks bedste (30%) sidder inden for 1 cm fra pletten, så er din 30% gruppe på 2 cm. Med et praktisk ”jagttillæg” på 50% havner du på 3 cm. Bemærk, at jeg helt bevidst placerer gruppens centrum i mit sigtepunkt for på den måde at få usikkerheden omkring riflens indskydning med i betragtningen. Lad os antage, at de bedste 12 skud er indenfor 2 cm fra pletten, hvilket resulterer i en samlet 60% gruppestørrelse inkl. ”jagttillæg” på 6 cm. Dine 18 bedste skud sidder indenfor 3 cm fra pletten, og du havner på en praktisk gruppestørrelse på 9 cm for 90% af dine skud.
Nu har du en rimelig ide om, hvor stor sandsynligheden er for, at du med den pågældende riffel fra netop denne skydestilling rammer et mål på 100 meter under lignende forudsætninger. Men der kommer som nævnt en hel del flere faktorer i spil, når træfsikkerheden på længere afstande skal vurderes.
Eksempel
Lad mig trække et praktisk eksempel frem til at illustrere, hvad vi reelt taler om.
Jeg går i det følgende ud fra, at alle afstande er korrekt udmålte med en moderne laserafstandsmåler med måling af skudvinkel, lufttryk og temperatur samt en korrekt kalibreret ballistisk computer. Har man ikke sådan udstyr til rådighed, eksploderer skudgrupperne i størrelse på de længere hold.
Lad os tage udgangspunkt i en kaliber, som decideret er udviklet til lange skudhold og lad os ligeledes vælge en ladning, som er optimeret specielt til jagt på ekstreme afstande. Jeg har valgt en fabriksladning i skikkelse af .300 Winchester Magnum – Hornady 200 gr. ELD-X (Extremely Low Drag – eXpanding). I tabellen ses de af fabrikken specificerede data. Bemærk at flyvetiden til målet på 500 meters afstand er 0,681 s. Dertil skal din individuelle reaktionstid tillægges – den kan måles online. Min er på ca. 0,285 s. I alt går der med andre ord 0,966 s fra min hjerne sender impulsen til pegefingeren til at projektilet rammer et mål på 500 m afstand. Denne kugle er hyper aerodynamisk og dermed minimalt vindfølsom – alligevel er vindafdriften ved en let sidevind på 5 sekundmeter mere end 50 cm på 500 meter.
Hornady opgiver selv, at denne kugle er optimeret for ekstra let ekspansion ved anslagshastigheder under 700 m/s. Alene af den grund er specialprojektiler som dette værd at overveje på meget lange afstande. Anslags energien er – som det fremgår – ikke nogen bekymring. Jeg begynder at rynke på næsen, når anslagsenergien falder til under 1.000 J – projektilets ekspansionsegenskaber er langt vigtigere.
En fejlvurdering af vinden får vidtrækkende konsekvenser. Her ses vindafdriften for førnævnte ladning ved sidevinde på hhv. 4 m/s, 5 m/s og 6 m/s. Er du i stand til at bedømme en middelvindshastighed langs hele kuglebanen på 5 m/s mere præcist end +/- 1 m/s? Jeg kan ikke, og jeg kender heller ikke andre, der kan. I virkeligheden er den form for præcision i vindbedømmelsen nok meget optimistisk. Ikke desto mindre betyder disse små udsving i vindhastigheden store afvigelser.
Lad os gå tilbage til den praktiske skudgruppe
Spørgsmålet er, hvor langt ude du med anlæg på din rygsæk med 90% sikkerhed kan ramme og dræbe et stykke råvildt med et træfområde, der har en diameter på 20 cm under forudsætning af, at du vurderer vinden korrekt indenfor +/- 1 m/s?
På 100 meter kunne du inkl. ”50% jagt-tillæg” sætte 90% af skuddene indenfor en cirkel på 9 cm i diameter.
Med vindusikkerheden i betragtning vokser 90% gruppernes bredde til:
- 10 cm på 100 meter
- 21 cm på 200 meter
Allerede på 200 meter kan du altså ikke med 90% sandsynlighed forvente at ramme et stykke råvildt rent.
Tilsvarende er bredden af 60% grupperne:
- 7 cm på 100 meter
- 15 cm på 200 meter
- 25 cm på 300 meter
Du har med andre ord ikke engang 60% chance for at ramme et stykke råvildt ordentligt på 300 meter.
Vi slutter af med bredderne af grupperne for de 30% bedst placerede skud:
- 3 cm på 100 meter
- 7 cm på 200 meter
- 13 cm på 300 meter
- 21 cm på 400 meter
Du har altså mindre end 30% chance for at ramme et stykke råvildt ordentligt på 400 meter.
Så når en jæger med skydeevner som i eksemplet fortæller, at han har nedlagt et stykke råvildt eller en gemse på 400 meters afstand, så siger han faktisk i rent teknisk forstand, at han har valgt at tage et skud med mere end 70% risiko for anskydning eller en forbier.
Større mål kan naturligvis rammes på længere afstande. Dårligere vindforhold formindsker den effektive rækkevidde betragteligt. Bemærk også, at jeg i dette eksempel har taget udgangspunkt i det bedste udstyr, der kan købes for penge. Ammunition med ringere ballistisk koefficient end den nævnte vil lide endnu mere under upræcis vindbedømmelse. Ovenstående eksempel illustrerer i bund og grund, hvor godt det kan optimeres rent udstyrsmæssigt – i langt de fleste tilfælde ser det ringere ud i virkeligheden.
Jeg har end ikke forsøgt at sætte tal på, hvor meget flyvetiden betyder for træfprocenten, eftersom det i så høj grad afhænger af vildtarten og jægerens situationsfornemmelse. Jeg vil dog tillade mig at gøre opmærksom på, at ligegyldig hvor lille indflydelsen er, så er den negativ.
Skydningen er naturligvis stærkt individuel. Det er op til hver enkelt jæger at teste sine egne færdigheder og være hudløs ærlig, hvis han/hun vil vurdere sine reelle chancer for træf på lange skudhold. Redskaberne er enkle.
En tur på skydebanen og nogle timer i selskab med en god ballistisk kalkulator gør dig langt klogere på dine egne muligheder. Der er adskillige udmærkede gratis kalkulatorer på nettet. Jeg anvender denne: http://www.jbmballistics.com.
