FOTO: KIM LINDGREN, JAN BUK.
Nogle fasaner løber mere end andre, og derfor er det ikke kun revirets størrelse og opbygning, som påvirker de udsatte fasaners døgnrytme, men også hvilken race/hybrid af fasaner, man har udsat. Hverken udsatte eller vilde fasaner tager hensyn til revirgrænser og naboskel, hvorfor det er vores opgave at opbygge et revir, som udover at tilgodese fasanens adfærdsmæssige behov også stemmer overens med vores planlægning af såter m.m.
Hvis de udsatte fasaner ikke vil være i den engelske voliere (udsætningspladsen) i ugerne efter de er udsat, er det utrolig svært at rette op på dette, da man ikke kan spole tiden tilbage. Man bliver nødt til at få det bedste ud af situationen og fremadrettet indhente mere viden om det at udsætte fasaner på et revir, så man undgår at lave de samme fejl næste gang.
Udvandring sikrer artens overlevelse
Det er for fasanerne en hel normal adfærd, at de i 15-16 ugers alderen – og i mange tilfælde tidligere – begynder at udforske omverdenen. Dette konflikter ofte med vores “ide” om, i hvilke såter vi har et ønske om, at de skal befinde sig, når jagten går ind. Det er som nævnt helt normal adfærd, at fasanerne “forlader” det revir eller område, som de er udsat eller klækket i, og i særdeleshed hvis der i området står eller er udsat mange fasaner.
Hvad der sker i naturen er sjældent tilfældigt, og i forhold til fasankyllingernes “udvandring” er det normalt adfærd, at fasanerne, når de bliver selvstændige individer, forbereder sig på at videreføre arten. En videreførelse af en art sikres bedst, hvis den spreder sig, da arten (læs: fasanen) i modsat fald – ved at forblive på det sted, den er sat i verden – vil være for nem at udrydde.
Står der kun en enkelt kok og nogle få fasanhøner på reviret på den frie vildtbane, vil spredningen (udvandringen) være begrænset, da der er masser af plads omkring “fasanfamilien”. Men hvis der på reviret er udsat hundredvis eller tusindvis af fasankyllinger, er det en helt anden situation. Her vil spredningen af “arten” (læs: fasanen) være helt efter naturens forskrifter.
Det bør derfor ikke komme bag på nogen, at uanset hvor mange eller hvor få fasaner der udsættes på et revir, vil der ske en større eller mindre udvandring afhængig af arealets størrelse, opbygning og antallet af udsatte fasaner.
Som udgangspunkt kan man sige, at fasankyllinger, uanset om de er klækket på reviret, eller om de er opdrættet og udsat, altid vil spredes på reviret “som ringe i vandet”, og jo flere fasaner der udsættes, desto større bliver “ringene i vandet”.
Kan en voksen fasankok ‘bortføre’ de udsatte fasankyllinger?
Nogle jægere har ved selvsyn set en fasankok løbe langs et levende hegn med en stribe af udsatte fasankyllinger i hælene. Når dette sker, er det hverken fasankokken eller de udsatte fasaner, der er noget galt med. Årsagen, til at man kan opleve dette, er en kombination af generel uvidenhed om udsætning, fasankyllingers adfærd, manglende prægning på tamhøns samt en dårlig udsætningsplads. Hvis de udsatte fasankyllinger var præget “korrekt” på tamhønsene og udsætningspladsen opfyldte de optimale adfærds- og fasanvenlige ønsker om størrelse, gode skjul, læ, solpletter og solspor, gode nattesæder m.m., ville man ikke komme i den nævnte situation.
Det er i.h.t. lovgivningen ikke er tilladt at skyde, fange eller fjerne fasankokke på reviret i sommermånederne, selvom man ser dem rende langs et levende hegn med en stribe af nyligt udsatte fasankyllinger i hælene. Det er muligt, at man frygter, at fasankokken stikker over til naboen med en del af de nyligt udsatte fasankyllinger, og sker dette, er det bare ærgerligt. Man kan selvfølgelig forsøge at drive fasankyllingerne tilbage, men hvis fasankyllingerne, allerede umiddelbart efter at de er udsat, vælger at forlade udsætningspladsen, er chancerne for at de står på reviret til efterårets jagter meget små.
Er inddrivning nødvendig?
Inddrivning af fasaner skal gøres, når fasanerne kommer for langt væk fra såten eller udsætningen og måske er på vej over til naboen. Det er ikke muligt at udføre en effektiv inddrivning af fasaner, uden en lydig hund, som har lært, hvordan inddrivning af fasaner foregår. Hunden skal “være i hånd”, hvilket betyder, at den skal kunne stoppes og tilbagekaldes, selvom den er sendt 50- 100 frem langs et levende hegn, og fasanerne groft sagt letter i hobetal omkring den.
Man bliver nødt til at give fasanerne lidt råderum, men når de kommer ud til det, man kan kalde yderkanten af området/reviret “fasanernes ydergrænse”, skal man hårdt drive dem tilbage til, hvor de kom fra. Vi skal huske på, at denne “ydergrænse” er 100% menneskeskabt, da det er os mennesker, som vil bestemme, hvor “ydergrænserne” skal være afhængig af revirets størrelse og opbygning.
Hvis man er ligeglad med, hvor mange fasaner der skydes, når jagtsæsonen starter, er det ikke nødvendigt at drive fasaner hjem, men hvis man som de fleste gerne vil skyde så mange af de udsatte fasaner som muligt, er det en nødvendighed med daglig inddrivning. Inddrivningen bør udføres fra september måned og frem, og den kan være nødvendig i resten af jagtåret. De eneste steder hvor den daglige inddrivning kan undgås er, hvor man har et meget stort revir, og dette revir er opbygget på en måde, så der længere ude i terrænet (i forhold til udsætningspladserne) ligger egnede remisser, mosearealer, vildtagre eller andre biotoper, som stopper fasanernes vandring grundet de gode leve- og fødebetingelser. Disse områder kalder man for opsamlingssåter. Her fodres der lidt, og op til hver jagtdag tjekker man, hvor mange fasaner der står i disse opsamlingssåter. Står der mange fasaner i en eller flere af disse, drives de som en såt på den førstkommende jagtdag. Det er primært de store professionelle jagtvæsener med meget store arealer, som har sådanne revirer til rådighed. Langt de fleste konsortier og mindre jagtvæsener, er udelukket fra at bruge denne model, da jagtreviret ganske enkelt vil være for småt til dette, og derfor kan inddrivning af fasanerne være en nødvendighed.
September står helt klart i inddrivningens tegn, men også i oktober skal der drives mange fasaner hjem. En fortsat daglig inddrivning af fasaner indtil årsskiftet er flere steder nødvendig, hvis man vil opnå en høj afskydningsprocent.
Når det er overskyet, og fasanerne ikke kan “finde” solen, hvor den rammer jorden eller i diset og specielt decideret tåget vejr kan man godt få det indtryk, at alle fasanerne står klar i hver deres startblok. Når det så bare lysner en lille smule, spurter de fra alle udsætningspladserne ud over reviret – direkte mod naboerne i alle retninger. På disse dage kan man lige så godt afsætte hele dagen til inddrivning – eller i hvert fald indtil disen eller tågen er lettet.
Ved inddrivningen gælder det om at få luret, hvor og hvornår fasanerne løber ud i terrænet i forhold til de “ydergrænser”, vi på forhånd har sat. Det er her, man skal være klar til at stoppe fasanerne og drive dem tilbage. Et af de store problemer ved inddrivning af fasanerne er, at alle individerne fra samtlige udsætningspladser løber ud over reviret på samme tid. Derfor gælder det om at nå rundt på den første inddrivningsrunde så hurtigt som muligt.
En fasan vil som hovedregel altid gå eller flyve i den retning dens hoved og næb peger. På denne måde kan man, når der er kontakt til de “flygtende” fasanerne se, om det lykkes
at drive dem i den rigtige retning og stoppe udvandringen til naboerne. Det er ikke sikkert, at man kan nå at drive fasanerne helt tilbage på den første inddrivningsrunde. Man er fra morgenstunden under tidspres, og det gælder om at få stoppet den påbegyndte udvandring. Afhængig af reviret og af hvor mange steder fasanerne løber hen, skal man jo gerne kunne nå rundt til alle de steder, hvor man ved, at fasanerne vil forsøge at udvandre fra. På anden inddrivningsrunde kan man gå lidt grundigere til værks. En ting som mange ikke tænker over er, at fasanerne fortrækker at gå frem for at flyve. Derfor er inddrivningen, hvor mand og hund får fasanerne op at flyve faktisk med til at styrke fasanernes flyvefærdigheder op til de første jagter.
Knæk & Bræk.
Den fasankylling som bliver stående på den samme hektar gennem sommeren og efteråret, er endnu ikke “klækket” og bliver det formentlig aldrig.
Jo bedre og større revir man har til rådighed, desto mindre inddrivning skal der til.
Udvandring er for fasanerne en helt naturlig adfærd, da dette er med til at sikre artens overlevelse.
Køb bogen JAGTFASANEN
og lær alt om fasaner, opdræt, udsætning
samt jagten på denne fantastiske fugl.
LÆS OGSÅ
