Helte går der tolv af på dusinet nu om dage. Fodboldspillere, sangere og skuespillere bliver over én kam gjort til idoler på en tilsyneladende temmelig letkøbt baggrund. Jeg havde endda selv for nylig under mit første besøg i Indien den oplevelse at blive omringet af en beundrende menneskeskare. Mit ego til trods var det dog ikke min tilstedeværelse, der gjorde folk ellevilde, men den riffel, jeg stod med.
Umiddelbart er der ikke noget bemærkelsesværdigt ved den: en Mauser, kaliber 275 Rigby, ingen graveringer bortset fra navnet på fabrikatet, bruneringen næsten slidt af, adskillige ar på skæftet og skrammer på løbet. Det eneste særlige kendetegn er en sølvplade, der refererer til, at den i 1907 blev givet til Jim Corbett i taknemmelighed over, at han havde reddet den lokale befolkning fra en menneskeædende huntiger i Champawat distriktet. Denne næsten 250 kilo tunge dræbermaskine tilskrives drab på 436 mennesker i starten af det 20. århundrede. Den er i Guinness´ Rekordbog stadig noteret for det højeste antal dødelige overfald, begået af tigre og beviser endnu engang, at en arts hundyr er mere dødbringende end handyrene.
Corbett derimod var en sand helt. Han bad aldrig om tak eller belønning. Han reddede livet og sikrede udkommet for tusinder af mennesker i landsbyerne i Kuamon provinsen, hvor han selv var født. Han kæmpede utrætteligt – og succesrigt – for bedre beskyttelse af Indiens dyreliv og dets levesteder. Han inspirerede også utallige, unge, potentielle eventyrere over hele jorden med sine velskrevne, smukke, ærlige og beskedne beretninger om sine bedrifter – blandt andre Hendes Majestæt Dronning Elisabeth den II, Hans Kongelige Højhed, Prinsen af Wales, og mig. Oberst Corbett jagede utallige vilde dyr dybt inde i den indiske jungle, blot iført et par korte bukser og med et udstyr, der ikke fyldte meget mere end en pakke cigaretter – samt en pålidelig riffel og ”a stiff upper lip”.
Den dristige beslutning om at tage Corbett´s i dag uvurderlige riffel med tilbage til dens indiske hjemsted, provinsen Uttarkhand blev taget af Marc Newton, direktøren for det firma, som havde produceret .275´eren for mere end 100 år siden: John Rigby & Co. Riflen, som ofte omtales i Corbetts best-selling memoirer, forlod Indien, da dens ejer flyttede til Kenya i 1947, det år, hvor Indiens og Imperiets veje skiltes. Da Corbett på grund af dårligt syn måtte opgive jagten, forærede han sin tro følgesvend til sin udgiver, ”Oxford University Press”, inden den i 2015 blev generhvervet af Marc Newton til Rigby. Idet man indtil da havde troet, at den var gået tabt, gav generhvervelsen anledning til en overvældende stor interesse over hele jorden og startede en række begivenheder, som kulminerede med en lærerig tour til Corbett´s Indien, der blev en øjenåbner for Newton, mig selv, og en gruppe højt profilerede, internationale skikkelser – med var naturligvis også den beskedent udseende, men dyrebare Rigby riffel.
Riflens hjemkomst til dens spirituelle fødested, det travle våbenfirma, Rigby i det sydlige London inspirerede Marc Newton til at bestille og bygge en udsøgt ”London Best Rifle” for at mindes Corbett og alt, hvad han stod for. Resultatet blev et kunstværk, som firmaet skænkede til fordel for en velgørenhedsauktion, afholdt ved ”The Safari Club International” i februar 2016. Den fik hammerslag ved en pris højere, end nogen anden jagtriffel tidligere havde opnået, idet den med 250.000 US$ satte ny rekord. Dette gjorde legenden om Corbett krystalklar for nutidens jægere og var af stor værdi for Londons våbenhandel.
Marc, som selv kommer fra en slægt med flere generationer af gamekeepere, var ivrig efter at give noget tilbage til det dyreliv, som Corbett havde viet så stor en del af sit liv til. Han bestilte også et begrænset genoptryk af Corbetts samlede værker med henblik på at donere overskuddet til hjælp for beskyttelse af tigrene i Indiens ”Jim Corbett National Park”, et tigerreservat, som Corbett var med til at etablere i 1936 som verdens første ”big game park”. Rigby, verdens 3. ældste våbenfremstiller har en lang historie med eksport af rifler til Indien, der i starten af det 20. århundrede aftog flere Rigby-våben end Sydafrika, og Marc var i samme grad ivrig efter at anerkende dette ved at besøge landet for personligt at overrække donationen.
Marc og jeg var fast besluttede på, at vores besøg skulle huskes og ikke drukne i mængden af andre filantropiske arrangementer. Det var indlysende, at der ikke ville være nogen bedre måde, hvorpå man kunne tiltrække et stort publikum og vække opmærksomhed end ved at bringe Corbetts egen . 275´er tilbage til det sted, hvor det hele begyndte. Tanken alene fik det til at risle frydefuldt ned langs ryggen på os, da vi sad sent oppe en aften i Rigby´s showroom. Vi kunne lige forestille os, hvordan den ville blive modtaget på det subkontinent, hvor Corbett stadig agtes og æres som en halvgud. Det ville svare til at bringe den hellige gral tilbage til Jerusalem. Men hvordan vi skulle gennemføre dette tilsyneladende umulige kunststykke, var det næste spørgsmål.
Intet er som bekendt sjovt, eller værd at gøre, hvis det er for let. For at opspore menneskeæderne fra Kumaon, måtte Corbett besejre selve junglen. For at kunne bringe hans riffel tilbage til dens hjemstavn, måtte vi overvinde nogle af den moderne verdens mest komplicerede våbenrestriktioner. At jage udelukkende for sportens skyld var bandlyst i Indien i 1970, og det er under normale omstændigheder forbudt at tage våben med ind i landet. Som jeg tidligere har nævnt det, er det ikke hver dag, man møder helte som Corbett. Det var derfor ikke svært for os at overbevise de indiske myndigheder om, at det i vort tilfælde drejede sig om særlige omstændigheder.
Fordi vores situation var så speciel, forelå der ikke noget fortilfælde eller nogen standardform, som bureaukraterne kunne følge og det gjorde processen problematisk. Og uden standardprocedure har hjulene i bureaukratiet en tendens til at dreje langsommere end ellers, eller i værste fald at gå helt i stå. Til sidst efter næsten et års forhandlinger, som den ukuelige Patricia Hugh og Raj Mohinder Singh førte på Rigby´s vegne, fik vi i 11. time af nogle af de højeste embedsmænd i både den britiske og den indiske regering øjeblikkelig tilladelse til at bringe riflen med tilbage til Corbetts hjem.
Da vi ankom til New Delhi nogle få dage senere, fandt vi os selv i en anden slags jungle, den utæmmede, vildtvoksende byjungle. Vi mødtes igen med resten af vores tour-gruppe, hvoraf alle havde nær forbindelse til Corbett og var ivrige efter at ledsage os på denne skelsættende tur. Blandt deltagerne var den amerikanske våbensamler Bill Jones, i hvis samling af historiske dobbeltrifler Corbett´s anden gamle, trofaste riffel – en bokslås .450/400 Jeffrey – indgår, og som han tidligere dette år havde udlånt til Rigby til fremvisning i USA sammen med .275´eren. Bills kone, Liz var også en del af selskabet ligesom den berømte, australske dyremaler David Southgate. David havde også givet et bidrag til beskyttelsesforanstaltningerne for tigrene i ”Corbett National Park”, idet han havde doneret overskuddet fra salget af et af sine originale oliemalerier, der viser scenen, hvor Champawat-menneskeæderen lå fældet af Corbett. En anden person fra ”down under” tilknyttet gruppen var Davey Hughes, grundlæggeren af det verdenskendte ”Outdoor clothing company, Swazi Apparel”. Raj Mohinder Singh, som havde været løftestangen for tilladelsen til at vi kunne medbringe riflen, var en anden, velkommen deltager. Sammen med et filmhold og fotografer blev selskabet kompletteret af den amerikanske journalist Andrew McKean, udgiveren af ”Outdoor Life Magazine”, som i 1953 var den første til at præsentere Corbett´s bog, ”Jungle Lore” for et amerikansk publikum.
Fra det øjeblik, hvor vi satte foden på indisk jord, begyndte vores vilde eventyr. Den måde, de fleste indiske bilister kører på, passer bedre til et stock-car rally end til en travl, tresporet hovedvej. På en eller anden måde, guderne må vide hvordan, fungerer det dog. Det var både den bedste og værste køretur, vi nogensinde havde været ude for, og ganske underholdende, men noget af en oplevelse! Den otte timer lange tur gennem storbyens fortravlede forstæder og ud til foden af Himalayabjergene blev efterhånden mindre hektisk og mere naturskøn. Landskabet var så fyldt af liv og farver, at det var umuligt ikke at falde for Indiens fortryllende natur.
Som vi bevægede os dybere og dybere ind i den indiske jungles vildnis i Kumaon regionen, trængte dette bjergtagende, uspolerede terræn længere og længere ind i vores sjæle. At fastholde højdepunkter fra sådan en uge vil aldrig blive let. Der var aftener og nætter under stjernerne, hvor vi sad ved skjul, næsten som dem, hvorfra Corbett skød menneskeæderne og hørte leoparders brøl. Der var møder med direkte efterkommere til dem, hvis liv Corbett forandrede ved at frelse dem fra de menneskeædende tigre og ved at bygge landsbyen Chhoti Haldwani, hvor han stadig den dag i dag er højt elsket.
Der var hans sommerbolig i Nainital og vinterboligen i Kaladunghi, som begge stadigvæk indeholder mange personlige ejendele, som taler til følelserne, og der var selvfølgelig det vilde dyreliv – så helt utroligt.
Det egentlige formål med turen for Rigby var at give en donation til ”The Jim Corbett National Park”. Frem for kontanter blev vi enige om, at noget håndgribeligt ville være mere hensigtsmæssigt. Efter nogen overvejelse købte Rigby for 25.000 US$ en firehjulstrækker, med udstyr til en dyrlæge, der kunne hjælpe parkens vildtbetjente med at håndtere konflikterne mellem menneskene og tigrene. Den officielle overrækkelsesceremoni fandt sted først på ugen ved ”The Civic Auditorium” i Ramnagar. Et fuldtalligt publikum, bestående af flere end 300 såvel lokale som internationale pressefolk hørte som særligt indbudte Marc´s tale om Corbett, og om hvad hans riffel repræsenterer for firmaet i dag. Efter et Justin Bieber lignende medievanvid over riflen – ja, over en riffel, overrakte Marc nøglerne til den splinternye Tata Xenon pick up med Rigby logo til Samir Sinha, chefkonservator og skovdirektør for ”The Corbett Tiger Reserve”.
Jeg tog derfra med en følelse af stor lettelse, over at Marc´s, mit eget og andre Rigby repræsentanters hårde arbejde var kronet med held. På et tidspunkt var donationen dog tæt på at blive miskrediteret, da WWF India, som vi oprindelig havde bedt om at hjælpe på lokalt niveau, havde nægtet at deltage med den begrundelse, at Rigby var en våbenfabrikant, en begrundelse som vi fandt skandaløs. Lykkeligt for dyrelivet fandt vi en udvej, og køretøjet blev doneret direkte, men ikke uden betydeligt og unødvendigt besvær.
Efter hurlumhejet ved donationsceremonien fik vi chancen for at følge i fodsporene på Carpet Sahib – det lokale navn for Corbett. På vores første aften i parken, som er på 52.000 hektar uindhegnet, vild natur, oplevede vi vores første møde med en tiger. Ja egentlig var vi så heldige at se to, én fra en Jeep og den anden i bedste Corbett-stil fra ryggen af en elefant.
Begge møder var utrolige, men det sidste overgik alt. En tiger opfører sig mere naturligt, når den befinder sig over for en anden af junglens stolte skabninger end ved mødet med et dieseldrevet køretøj. Vi så den i dens fulde afslappede, kongelige højhed blot 25 meter væk, idet den rakte og strakte sig, inden den dovent forsvandt ind i et tæt krat af blomstrende buske. Junglens konge. Det gav dog stof til eftertanke at vide, at en vildtbetjent på patrulje ugen før vores ankomst var blevet dræbt og ædt af en tiger. Det kunne have været en af de to, som vi netop havde set.
Den begivenhed, der markerede afslutningen på vores tur var ikke mindre spektakulær. Den fandt sted i en anden region i Corbetts hjemprovins højt oppe i udløberne fra Himalaya ved Gangesflodens udspring tæt på grænsen til Kina. Rudraprayag var den lokalitet, hvor Corbett brugte sin Rigby til at redde den lokale befolkning fra en frygtet, menneskeædende leopard, som var tilskrevet drabet på 126 mennesker. Denne kat var en ”master man-killer”. Den kunne efter sigende komme ned gennem taget og hale folk ud af deres senge. Frygten for dette kattedyr var så stor, at hele dalen i 8 år havde måttet leve med en form for udgangsforbud, indtil Corbett efter mange fejlslagne forsøg havde held til at stille den til regnskab for sine ugerninger og dermed afslutte befolkningens lidelser og ulykke. Corbett agtes og æres af de nuværende indbyggere, som hvert år holder en officiel helligdag på hans fødselsdag og stadig har hans bøger på skolernes undervisningsplan, så alle børn kan lære dem at kende
En folkemængde på 400 stod tætpakket på mindepladsen for Corbett for at få en chance for at se hans legendariske riffel, der 90 år tidligere havde reddet deres forfædre. Det var ikke et dødens, men et frelsens redskab. Mindepladsen befinder sig nøjagtigt der, hvor han skød leoparden med sin riffel. Det selvsamme træ, som han byggede sit skjul i, og hvor han lå og ventede, hælder stadigvæk ind over porten til det brolagte område, hvor der står en temmelig simpel statue af Corbett med front mod træet. Gæster, inkludsiv højtstående honoratiores, regeringsembedsmænd, børn fra den lokale skole og soldater fra Kumaon-regimentet, Corbett´s gamle regiment belejligt udstationeret ved en lokal militærbelægning var der allerede, da vi ankom. Folk var kommet i store skarer for at vise deres respekt for riflen. Som det var tilfældet ved Ramnagar blev denne begivenhed markeret med større følelser og ceremoniel, end man ville have kunnet opleve det ved tilsvarende events i Europa eller endog i USA. Blomsterne, solsejl i lyse, klare farver og mængdens store passion fik vores – af hensyn til kameraerne typisk stort anlagte, håndtrykkende ceremoni – til at virke kedelig og tom.
For mit vedkommende tog jeg derfra i en tilstand, hvor jeg både følte mig ydmyg og enormt privilegeret over at have haft lejlighed til at opleve befolkningen, de forskellige lokaliteter og det vilde dyreliv i Kumaon. At besøge og være på mange af de aktuelle steder, hvor Corbett gjorde det af med de menneskeædere, som han beretter om i sine bøger, fik én til at føle sig ydmyg, og tilmed at have set to vildtlevende tigre i hele deres majestætiske fremtoning er mit livs bedste oplevelse med vilde dyr. Den følgende dag kom ceremonien i Ramnager på forsiden af over 70 aviser, inklusiv ”The Times of India”, landets største dagblad, der læses af 7.6 millioner, og også i ”Hindustian Times” med 3.8 millioner læsere. Det så ud til, at vi havde nået vores primære mål: at vække opmærksomhed omkring ”wildlife conservation”. Takket være Corbett´s riffel og donationen var det for en stund lykkedes for os hos talrige mennesker at rette spotlightet på det vilde dyreliv og beskyttelsesforanstaltningerne. Vi håber blot, at det har nyttet noget.
Jeg har altid beundret Corbett, men jeg tror ikke, at jeg virkelig havde erkendt, hvor stor en helt han virkelig var, før vi besøgte dette bemærkelsesværdige sted. Det er en stor ære at have været med til, om end kun i det små at hjælpe Rigby, med at fastholde og bevare mindet om arven fra og legenden om Corbett.
