Haren (Lepus europaeus) var tidligere det suverænt vigtigste hårvildt for danske jægere. Omkring 2. Verdenskrig blev der nedlagt næsten en halv million harer om året i Danmark. I dag er det kun en tiendedel, ca. 50.000, der rapporteres nedlagt.
Årsagen til den massive tilbagegang tilskrives primært ændrede dyrkningsformer i landbruget. Men i de senere år, hvor det tyder på, at haren er i fremgang, uden at det kan ses på vildtudbyttet, er det nok fordi, at nutidens jægere ikke længere går på haretramp og heller ikke har megen lyst til at tilberede og spise hare og derfor undlader at nedlægge den.
Vanvid i marts
Haren har rødbrun pels med hvide aftegninger på hovedet, ørerne, bugen og under halen samt sorte aftegninger på ørerne. En velvoksen hare er omkring 75 cm lang og vejer omkring 5 kg. Ørerne er omkring 10 cm lange, men virker ofte længere. Den lever af forskellige græsarter, urter og kløver, og om vinteren kaster den sig gerne over bark, hvor især frugttræer kan tage stor skade.
Haren hører til i det åbne land, men foretrækker marker og enge med randbevoksninger og ikke for høje afgrøder. En almindelig kornmark kan godt være et fint sted for haren først på året, men bliver hurtigt en ørken, som haren ikke opholder sig i. En afgræsset eng eller områder med permanent græs er derimod rent guf. En hun-hare kaldes en sætter. De første parringer finder sted i slutningen af januar. Sætteren har en 6-ugers-cyklus og er kun modtagelig for hannen (kaldet ramler) et par timer ad gangen i cyklussen, hvilket kan udløse heftige ’bokse-kampe’ mellem ramlerne. Englænderne har et ord for dette fænomen, som især kan ses i marts: ’March Madness’.
En sætter får tre-fire kuld i løbet af et år efter 41-42 dages drægtighed. Ungerne (killingerne) fødes med pels og er klar til at forlade ’reden’ – som reelt set bare er en fordybning i jorden – næsten med det samme, men kommer tilbage til reden om natten for at die. Efter ca. to uger kan de indtage fast føde, og efter fire uger er de klar til at starte deres eget liv. Hunnerne er kønsmodne, når de er syv til otte måneder, og hannerne når de er seks måneder.
Hvor kan den jages?
Haren holder til på de åbne marker de meste af året, og det er derfor også der, man har størst chance for at støde på dem. Ved første øjekast ser marken eller engen måske tom ud, men haren har en helt utrolig evne til at ligne en jordknold og ligge helt stille.
Om vinteren er det ikke usædvanligt at støde på harer inde i skoven. Jeg har i hvert fald ofte overrasket en hare eller to, når jeg stille er gået gennem en snedækket skov på udkig efter en fasan eller ræv med haglgeværet.
Når man jager harer på en åben mark, kræver det, at man ’tramper’ efter dem, og det er der ikke mange, der gør i dag, selvom det faktisk er en spændende jagtform, som sætter store krav til jagthundens grunddressur og evne til at gå fri ved fod.
Trampejagt efter hare betyder, at man går nogle stykker på linje, enten med hunden koblet eller fri ved fod, imod vinden gennem marken. Man går med 20-30 meters afstand i et stille og roligt tempo og stopper op en gang imellem, hvilket kan få en hårdt trykkende hare til at rejse. Skudchancen er lige så tit bagud som fremad, så det er vigtigt, at man holder linjen. Og det går stærkt. En hare kan løbe op mod 70 km/t!
Hvilet udstyr?
En velegnet apporterende hund skal medbringes. Det siger loven, og i tilfældet med harejagt er det også ualmindeligt velanbragt. Selvfølgelig kan en lille jagtcocker eller en engelsk setter bruges, hvis de kan apportere en hare, men det er bare ikke der, hvor deres styrke ligger. Større hunde, som retrievere og hønsehunde, kan derimod uden problemer være med til at få bragt alle harer hjem, også hvis uheldet er ude, og en enkelt ikke er helt død.
Hvis det er et godt haretramp, så finder man også ud af, hvorfor det er smart at have en ’harepose’ i ryggen på sin jagt jakke. 2-3 harer vejer godt til, hvis man skal gå et par kilometer! Og hvis man skal ud at trampe nogle kilometer, så er det også vigtigt, at fodtøjet passer. Der er ikke noget mere ubehageligt end vabler, når man ved, at der er flere kilometer hjem.
Med hensyn til våben, så betyder det ikke så meget, om det er en kaliber 12, 16 eller 20, men eftersom der er tale om hårvildt, ville jeg ikke bruge en haglstørrelse mindre end 3. Hvis en hare ikke er helt død, så kan det anbefales at bruge en ’priest’ eller et ’gokke-jern’, som man kender det fra lystfiskerne. Man løfter haren op i bagbenene og afliver den med et hårdt slag i nakken.
En kulinarisk oplevelse
Der er næsten ikke noget mere old school end haresteg. Hare smager kraftigt, og der er mange, som synes, at den smager FOR kraftigt. Det gør jeg nu ikke og heller ikke min familie. Jeg tilbereder som regel ryggen som en hel steg, mens jeg skærer kødet fra hals, forben og køller i tern til gullasch. Så er man sikker på, at kødet er mørt, og man får en helt forrygende sovs, når gullaschen har stået og simret i nogle timer!
Jagttid på harer
Der er store forskelle på bestanden af harer i Danmark, og derfor er der også forskellige lokale jagttider.
Den generelle jagttid er fra 1.10-15.12.
