AF TROELS KIRKEGAARD
FOTO TROELS KIRKEGAARD SAMT GODI PHOTO OG ANTON WATMAN/SHUTTERSTOCK
Da jeg vågnede den lørdag morgen i november og kiggede ud ad vinduet, var det ikke særligt motiverende for meget andet end at kravle tilbage under dynen og snuppe en halv time mere. Regnen stod ned i stænger, og en blanding af tåge og vanddis hang koldt og tungt i luften.
Husets frue og labradoren var allerede ude af sengen og i gang med at pakke til den forestående fællesjagt. Hun skulle drive sammen med hunden.
Oh well, tænkte jeg, hvorefter jeg smuttede udenfor og røg dagens første cigaret, alt imens jeg løb min mentale tjekliste igennem over det, som det var mit ansvar at få pakket og lagt ud i firhjulstrækkeren.
Sneppefeber
På vejen ud til jagten, der lå cirka en halv times kørsel fra hjemmet, blev vejret ikke mere opløftende. Snarere tværtimod. En snert af sneppefeber begyndte dog at melde sig. Det kunne jo være, at man var heldig.
Området, som jagten skulle foregå i, består primært af marker med efterafgrøde gennemskåret af engstykker. En enkelt tidligere kartoffelmark med en sø omkranset af bevoksning var også på programmet.
Engstykkerne, der skulle drives, var alle relativt smalle og gennemskåret på langs af vandløb. Det ene af engstykkerne havde landmanden næsten lige slået. Af samme årsag var det et område, jeg ikke havde meget fidus til, hvilket dog delvist skulle blive gjort til skamme.
Vi ankom til mødestedet ved gården samtidig med de andre. Kort tid efter ankom vores gæst – en ung nyjæger. Efter lidt hyggesnak og en kort parole gik det afsted til dagens første såt – den tidligere kartoffelmark med søen.
Jagten går i gang
Der havde været en del afbud til jagten, og vi var ikke mange deltagere. Otte i alt kunne det blive til – heraf tre hundeførere.
Det var derfor en tynd skyttekæde, der fordelte sig i halvmåneform rundt om bevoksningen ved søen. Jeg endte med at få posten tættest på, hvor drevet startede.
Der gik ikke længe, før de først råb om ”sneppe fremad” gjaldede inde fra bevoksningen, og hundene kunne skimtes ivrigt arbejdende imellem buske og træer.
Drevet havde nu passeret langt forbi min post og var næsten ved slutningen af såten.
Jeg havde opgivet håbet om, at der skulle komme noget vildt i min retning. Jeg stod derfor bare og nød regnvejret.
Med ét lettede en sneppe inde fra bevoksningen og fløj raskt afsted fra venstre mod højre, bagud i såten, lige ud for min post. Uden mange sekunders betænkningstid hævede jeg min bøsse i en lang glidende bevægelse og skød. Sneppen gik ned.
Til min store frustration kunne jeg ikke se, om den var faldet i vandkanten eller i buskadset. Men jeg kunne se en af hundeførerne ved slutningen af såten, så jeg skyndte mig at råbe, at jeg havde brug for en hund.
Fluks kom Loki, en FT-spaniel, i fuldt firspring op til min post. Nåe ja, den tilhørende, obligatoriske fører var selvfølgelig også med. Dog ikke i fuldt firspring.
Efter en kort samtale om, hvor sneppen var faldet, begav Loki og fører sig ind blandt buskene. Der gik ikke længe, for der blev råbt: ”den sidder på træstubben, tag den Loki”. Straks efter var dagens første sneppe i hus. Hatten af for Loki.
Vel henne ved resten af jagtselskabet gik snakken lystigt. En af de øvrige deltagere, der havde stået i den modsatte ende af såten, kunne berette, at vi havde skudt samtidigt til hver vores sneppe.
Herefter fulgte det engstykke, jeg ikke havde den store fidus til. Da skytterne gik på post, væltede der dog en del råvildt ud af engen. Jeg måtte krybe til korset og erkende, at såten måske ikke var så dårlig endda. Her skal det imidlertid bemærkes, at ingen i selskabet skød råvildt med hagl, hvorfor samtlige poster blot nød synet af råvildtet.
Herefter fulgt et begivenhedsløst drev – lige bortset fra, da luften blev flænset af et højt hyl fra en af hundeførerne. Han var væltet omkuld i et mudderhul og kæmpede nu for at komme på højkant igen.
Da engen var drevet af, fortsatte jagtselskabet mod frokost og kammeratlig hygge.
Ræven
Efter en veloverstået frokost var tiden kommet til dagens tredje såt. For at komme ned til det engstykke, der skulle drives af, var skytterne nødt til at gå ned over en mark med efterafgrøde.
Allerede da flokken af glade, mætte jægere stod ved kanten af marken, kunne fasankokken høres ude i marken.
Efter en hurtig rådslagning stillede skytterne op på linje. Jeg fik pladsen længst ude til venstre. Det passede mig fint.
Linjen af skytter havde ikke gået mange skridt, førend en hare sprang under en meter foran min naboskytte.
Til min store forbløffelse affødte dette dog ingen reaktion fra jægerne. Den ligeså forbløffede hare valgte nu at løbe skråt ind foran min position. Afsted gik det tværs over afgrøden og ud i et sprøjtespor. Her afgav jeg mit første skud.
Jorden sprøjtede op bag ved haren, hvilket blot resulterede i, at den for alvor slog turboen til. Resolut foretog den et skarpt hop til højre, hvilket førte den tilbage på en kurs på tværs af skyttekæden. Dette hop blev harens sidste i denne verden, for mit andet skud faldt lige umiddelbart efter harens bratte kursændring.
Da jeg nåede hen til haren, var det tydeligt, at denne var truffet fatalt på forreste del af krop og hoved. Harens nerver var dog stadig aktive, så for at være 110 % sikker på, at dyret var afsjælet, fik den et par velrettede håndkantslag bag ørerne.
Herefter fortsatte linjen af skytter ned mod engstykket uden yderligere afbrydelser. Vel dernede lød råbene friskt: ”sneppe fremad”, ”sneppe til højre”, ”sneppe til venstre” og ”sneppe bagud” – det førte dog ikke til yderligere nedlagt vildt.
En del af marken var ikke drevet af på vejen ned til engen. Afledt af successen med haren, besluttede jagtselskabet nu at drive det manglende markstykke på tilbagevejen. Skytter og hundeførere fordelte sig på linje og satte i gang. Det var en fornøjelse at se hundene arbejde, mens linjen bevægede sig frem over marken.
Min gæst gik cirka midt i linjen. Som ramt af et lyn stoppede hun og naboskytten, hvorefter råbet ”ræv” gjaldede højt i den regntunge luft. Som en raket skød en mørkerød skikkelse bagud. Kursen førte den lige forbi gæsten. Et enkelt skud bragede fra linjen med det resultat, at jord og planterester stod op bag ved ræven. Det var det sidste, vi så til den ræv. Væk var den uden at være blevet truffet. Ja, ja, man kan jo ikke vinde hver gang, var devisen, der lød derefter.
Resten af turen over marken gik begivenhedsløst, og vel ankommet til dagens sidste såt, endnu et smalt engstykke, holdt jagtselskabet en kort pause.
Efter at skytterne var sat på post, startede det sidste drev. Såten var ikke et minut gammel, før de første snepperåb lød. Det væltede rundt med snepper, og der faldt flere skud. Men som de fleste jægere ved, er sneppen ikke bare lige sådan at få til at falde ned. Resultatet af dagens sidste såt blev en enkelt sneppe.
Lystigt snakkende om dagens begivenheder og jagt i almindelighed satte selskabet nu kursen mod paraden og bilerne. Efter en kort parade, med de obligatoriske mobilfotos, takkede selskabet af for denne gang.
På vej hjem i bilen var det tid til at gøre status. På trods af humøret ved dagens start, var det faktisk blevet en rigtig god dag. Udbyttet blev en sneppe, en hare, en træt kæreste og hund, samt forventningens glæde frem mod den næste fællejagt.
