AF MICHAEL MALLING HANSEN
FOTO MICHAEL MALLING HANSEN SAMT ELENA SHERENGOVSKAYA/SHUTTERSTOCK
Det knaser i den knitrende skorpe på tøsneen, når vi går over den meget åbne mark. Vi er på vej fra gårdspladsen og ned til det lille skovstykke, hvor dagens første såt skal foregå. Stille bevæger vi os ind i skoven og bliver sat af på afmærkede poster, der sikrer, at alle står på en lige linje. En enkelt mand er dog undtaget, idet han i stedet kravler til vejrs med riflen i en af terrænets skydestiger. Der er chance for både råvildt, kronvildt, dåvildt, ræv og mårhund, så det er bestemt en spændende riffelpost. Dårligt er vi andre kommet på post, før den lyddæmpede riffel flænger luften og får skovens skovduer til at lette med klaprende vinger for at finde et mere fredeligt sted til dagens fouragering. Der bliver atter stille i skoven.
Drevet er langt og stille. Det giver den ideelle mulighed for at nyde nuet og lade tankerne flyve. I nogle tilfælde flyver de meget langt væk fra den igangværende jagt, men det gør ikke spor, for øjnene afsøger systematisk skovbunden – igen og igen. Den mindste bevægelse suger med ét alle sanser ind i situationen for at finde ud af, om det mon kunne være dagens chance. Pludselig skyder naboposten! Det giver et spjæt i hele kroppen, mens adrenalinsuset rammer organismen som et lyn.
Hovedet drejes langsomt til venstre for at undersøge, hvad der skete. Måske kommer der nu vildt fra den retning? Jeg når dog ikke at se noget, før næste mand på linjen skyder to hurtige skud. Hvad de skød efter, forbliver i det uvisse, indtil såten er omme, men jeg kunne se på skovbunden, at det var løbende vildt. Formentlig en hare.
Drevet fortsætter, og nu kan de tre klappere ses. Klokken på den gule labrador kan også høres. Kort efter er driverne fremme, og vi trækker op mod samling. Det viser sig, at de tre skud fra mine naboposter havde resulteret i en nedlagt hare, ganske som forventet. Det var ikke blot en nedlagt hare, det var tilmed Asbjørns første stykke vildt. Der fulgte naturligvis lykønskninger med fra alle sider, mens haren blev foreviget med både kamera og telefoner. En situation alle jægere husker som noget ganske særligt resten af deres dage, og Asbjørn bliver næppe nogen undtagelse.
Efter at haren er samlet op, går vi alle videre og nærmer os Martin i skydestigen. Han har nedlagt en rå. Det giver stor glæde. Specielt for Pernille og Caroline, som er dyrlægestuderende og nu får muligheden for at brække et stykke råvildt efter jagtherrens, Svend Eriks, vejledning. De er begge med på deres første jagt i dag, men da ingen af dem har været til skydeprøve, går de blot som klappere. De kan efterfølgende konkludere, at der er forskel på at føre kniven i slagterøjemed og som behandler.
Disse nye jægeres oplevelser er en væsentlig del af jagtens formål, idet den årlige ”Hallingjagt” er arrangeret af Jagtforeningen ved Den Kongelige Veterinær og Landbohøjskole (KVL), hvor en meget stor del af medlemmerne er studerende eller tidligere studerende. Foreningen afholder en del jagttegnsundervisning, især for studerende, hvorfor formålet med dagens jagt primært er at give nyjægerne nogle trygge og hyggelige skridt ind på Dianas stier. Parolen blev af samme årsag lidt ekstra grundig. Der var lavet fine kort over skoven, hvor alle poster og klappere var tegnet ind. Der var således godt styr på de sikre skudvinkler, inden vi kom ned i skoven. For at øge sikkerheden var der bestilt overtrækstøj i signalfarver, så alle var synlige hele dagen. Endelig var der uden for bygningerne opstillet silhuetter af ræv, hare og råvildt, så alle havde afstandsbedømmelsen helt frisk i hovedet. Der var således gjort alle forberedelser for at øge sikkerheden for både jægere og vildt.
Efter vildtet fra første såt er brækket, går vi videre mod dagens anden såt, som er et lille engstykke. Det er hurtigt overstået, idet efterårets voldsomme vandmængder har oversvømmet det meste af arealet, der nu er uinteressant for vildt og jægere.
I dagens sidste skovsåt får Christian en speciel post i et hjørne af skoven langt fra selve drevet. Det skal dog vise sig at være en god post, hvor haren var kommet tilpas langt væk fra skovens fredsforstyrrere, til at den stille og roligt kom luntende over skovbunden. Den opdagede aldrig, at Christian hævede bøssen og sendte en sværm hagl på kollisionskurs i harens retning. Det helt store smil var smurt på Christians ansigt, da vi kom frem, og han stolt kunne løfte sit første eksemplar af en hare. Med et fast greb om bagløbene bar han byttet tilbage til gårdspladsen og lagde det ved siden af det øvrige vildt på de dertilhørende grangrene.
De unge ben har endnu ikke opbrugt al dagens energi, og inden den korte decemberdag er omme, skal vi en kort tur i bilerne. Turen stopper længst muligt væk fra gården, og vi skal nu gå tilbage langs et par levende hegn. Allerede inden geværløbene forlader de varme futteraler, letter en stor flok agerhøns. Et flot og dejligt syn, der minder om, at denne unikke hønsefugl stadig eksisterer i det danske landbrugslandskab, selvom der nogle steder er blevet langt mellem dem. Agerhønsene vælger et lidt atypisk træk og flyver kun kort, før de går ned i den nærmeste have. Vores undren varer dog kun, indtil vi selv bliver sendt ud over den åbne mark for at stå som frontposter langt nede ad læhegnet. Blæsten bider i kinderne, og det dekorative sneklædte marklandskab levner ikke meget dækning eller varme. De øvrige vildtarter må være kommet til den samme konklusion, for der er intet at finde ude i det åbne land. Det er lidt en skam, for det er ellers nogle fine læhegn, med gode brede, udyrkede striber langs kanterne, hvor der på alle måder bør være levegrundlag for flere vildtarter. Turen giver til gengæld dagen lidt afveksling fra skovjagten, og for de helt nye jægere giver det forhåbentlig en lille smagsprøve på trampejagt.
Det bliver dog en fin gåtur, hvor sneen yder glimrende muligheder for at finde spor fra både rådyr, hare, ræv og fasan. Sne er en god sladrehank, og det er altid spændende at gå i nysne, hvor man virkelig kan se, hvad der er af vildt på reviret. Det giver som regel en god portion optimisme for jægeren, når vildtets tilstedeværelse bekræftes.
Alle folk har fået varme i kroppen, inden vi atter er tilbage på gårdspladsen, hvor rådyret og de to harer kan lægges op på grangrenene til parade. Svend Erik blæser for det nedlagte vildt og takker for dagen med ordene: ”Det er ikke nok at vildtet vises, det skal også spises”. En vigtig pointe, vi som jægere aldrig må glemme.
De to harer tilfalder hver deres respektive banemand, der med vejledning fra start til slut, får ordnet, parteret og pakket kødet. De kan nu se frem til et lækkert måltid mad, bestående af det fineste smagfulde kød, som de selv har leveret hele vejen til døren.
