TEKST: JENS E. PERTO. FOTO: JENS E. PERTO, BMJ, DUSAN VAINER, MICHAEL SCHROEDER / SHUTTERSTOCK.
Af en eller anden grund har ordet ”Magnum” en speciel effekt på mange mennesker – uanset om det gælder champagneflasker, ispinde eller jagtpatroner. Men det gælder ikke for alle ting, at ”bigger is better”. Og haglpatroner er bestemt ikke en af dem. En haglbøsse er og bliver et kortholdsvåben. Selvom man med trangboring kan holde lidt mere sammen på en haglsværm og dermed strække den effektive rækkevidde lidt, er det stadig antallet af hagl i og ensartetheden af skudbilledet, som er afgørende for en patrons effektivitet.
Ladningsstørrelse
Som bekendt begynder haglene at sprede sig ud i en vifte, så snart de forlader mundingen. Jo længere væk, man skal have et dækkende skudbillede, desto flere hagl skal der derfor i sagens natur være i ladningen – alt andet lige. Men man skal øge haglladningen drastisk for at få en passende dækning på længere hold. For at opretholde en given dækning af skudbilledet, skal størrelsen af haglladningen vokse med afstandsforøgelsen i 3. potens. Indenfor normale skudhold indebærer det i praksis, at man må øge ladningen med 3,5 gram hagl for hver 2 meter, man forøger afstanden. Derfor skal der meget store haglladninger til for at opnå en markant større effektiv rækkevidde end normalt.
Da der er nødt til at være et vist forhold mellem haglladningen og bøssens vægt, er det i praksis ikke muligt at lave en håndholdt haglbøsse med en rækkevidde på meget over 60 meter.
I Storbritannien er det stadig lovligt at andefugle med specielle ”puntguns”, som er så store, at de må monteres i en pram (punt). De mere end 100 kg tunge bøsser affyrer tunge ladningen af hagl – helt op til 650 gram. Men de få tilbageværende puntgunners anser alligevel bøssernes effektive rækkevidde for maksimalt at være 70-80 meter.
Hastighed
Det kommer ikke som en overraskelse for mange, at det nødvendige foranhold øges, desto større afstand en fugl passerer på. Lad os antage, at en passerende fugl er 10 meter væk, og det nødvendige foranhold er 50 cm. Er den 20 meter væk, skal man så holde 100 cm foran, og er den 30 meter væk, kræves der alt andet lige et foranhold på 150 cm.
Men mange skytter tænker måske ikke på, at foranholdet yderligere forøges på lange hold, fordi haglene hurtigt taber hastighed. Er fuglen 40 meter væk, skal foranholdet derfor ikke bare være 200 cm, men snarere 250 cm. Er fuglen hele 50 meter væk, skal foranholdet på grund af haglenes faldende hastighed ikke være det dobbelte af det normale foranhold på 25 meter (ca. 125 cm i ovennævnte eksempel), altså 250 cm, men snarere 325 cm. Ud over vanskeligheden ved en nogenlunde præcis afstandsbedømmelse, skal man derfor også indregne det ekstra foranhold, som den lavere hastighed af haglene forårsager.
Det prøver nogle producenter at kompensere for ved at lave patroner med en højere udgangshastighed end normalt. Men dels er der grænser for, hvor høj en hastighed, man kan opnå indenfor de givne grænser for gastryk, dels taber haglene mere hastighed per sekund, desto større udgangshastigheden er.
Man kan iagttage det samme forhold, hvis man prøver at slå en oppustet ballon langt væk i stuen derhjemme. Da ballonen er meget let og har en stor overflade, når man hurtigt den øvre grænse for, hvor langt, man kan slå ballonen væk – næsten uden sammenhæng med, hvor hårdt man slår til den. Endelig er der den kedelige kendsgerning, at jo højere haglsværmens hastighed er, desto vanskeligere er det at opnå et ensartet skudbillede fra en haglbøsse.
Træfsikkerhed
De ovennævnte fysiske forhold er bestemmende for haglskuddets effektivitet. Men langt det største problem ved lange skud med en haglbøsse er ”jordforbindelsen”.
Erfaringen viser, at det kun er 3-4% af jægerne systematisk kan ramme et mål på 35 meters afstand – og det på trods af, at tidligere verdensmestre i flugtskydning har deltaget i en af undersøgelserne.
De fleste jægere vil have problemer med systematisk at ramme mål, som er mere end 25 meter væk.
Talrige undersøgelser har også vist, at det er overordentligt vanskeligt for en jæger at vurdere afstande korrekt. Ved skudchancer ud til 25 meter overvurderer næsten alle jægere i disse undersøgelser afstanden med mere end 10 %. Modsat undervurderede de samme jægere afstanden med næsten 15 %, når skudholdet var over 35 meter.
Andre undersøgelser har vist, at det er vanskeligt for skytten selv at se om et stykke vildt er blevet ramt, hvis ikke det falder på stedet – især når det er tale om forholdsvis lange skudhold. I en af disse undersøgelserne mente jægeren selv, at 13 % af de ikke-opsamlede gæs blev ramt, mens observatørerne bag skytten registrerede, at det var 36 %.
Som sagt er en haglbøsse et kortholdsvåben – som følge af alle disse årsager. Men det bør ikke være noget problem, at haglbøssens og især jægerens effektive rækkevidde er begrænset. Jagt i almindelighed og gåsejagt i særdeleshed handler om at komme tæt på vildtet – ikke om at skyde på lange hold, hvor prisen for fejl betales af vildtet i form af anskydninger.
Kunsten ved at jage gæs er derfor ikke at skyde dem på lange hold, men at få gæssene til at komme ind på de 10-15 meters afstand, hvor de fleste af os kan nedlægge dem med stor sikkerhed.
Valg af gåsepatroner
Tunge ladning og høje udgangshastigheder medfører større rekyl, hvilket erfaringsmæssigt påvirker træffeevnen i uheldig retning. Det større gastryk, som højere udgangshastigheder og/eller tunge ladninger ofte indebærer, giver også en langt større belastning af haglbøsserne – til gengæld for en marginal fordel, som kun de allerfærreste kan udnytte.
Standardpatroner er selv på 35 meters afstand fuldt effektive, blot skudbilledet er ensartet og haglstørrelsen står i et fornuftigt forhold til fuglens størrelse. Som beskrevet ovenfor, er det vigtigere at en bøsse laver et godt og jævnt skudbillede, end nogen anden faktor. Der er derfor ingen reel fordel ved at bruge magnumpatroner til gåsejagt.
I praksis skydes næsten alle gæs herhjemme med stålhagl. Haglenes størrelse har stor betydning for gennemtrængningsevnen, men forsøg har vist, at man ikke opnår nogen nævneværdig forøgelse af gennemtrængningsevnen ved at øge hastigheden ud over 450 m/s. Andre forsøg har også vist, at højere hastighed som tidligere nævnt giver mere uensartede skudbilleder.
Ved de moderate hold, som man af hensyn til træfsikkerheden bør holde sig til, er moderne stålhaglpatroner med en udgangshastighed på 400 – 425 m/s dog rigeligt effektive, blot haglstørrelsen er korrekt. Det betyder i praksis, at man til gæs bør bruge hagl nummer 3 eller større.
Da haglsværmens størrelse og dækning er afgørende, er der ingen vej uden om at afprøve forskellige ladninger/patroner i sin bøsse. Kun ved en prøveskydning kan man se ensartetheden af skudbilledet og herved finde ud af, hvordan man opnår størst effektivitet.
Af hensyn til bøssepiben er det ikke tilrådeligt at have en snævrere trangsboring end ½ choke, når man skyder med stålhagl. Men da en stålhaglpatron alt andet lige rummer mange flere hagl end andre typer af patroner, er mindre grader af trangboring som regel fuldt tilstrækkelige – og ofte bedre end ved ½ trangboring.
Til slut er der yderligere end ulempe ved magnum/højhastighedspatroner. Mig bekendt findes der ikke nogen på markedet, som fås med bionedbrydelige haglskåle – og de tillades derfor ikke til jagtbrug af mange konsortier og godser med kommercielt baseret jagtvæsen.
