Efter mange år i et lille svensk elgjagtlag, hvor vi tilsammen har nedlagt over 250 elge, ved jeg, at der er meget langt mellem de store elgtyre. Vi jager elg på traditionel vis med løshund, hvor der er fokus på kødet, mens trofæerne er af underordnet betydning. Der er år imellem, der skydes en fin trofæ-elg, og jeg havde kun skudt mindre elge, siden jeg skød en “næsten” bronze i 2005.
En septemberdag i 2021 sad jeg atter på elgpass. Selvom chancerne var uendeligt små, drømte jeg stadig om at skyde en rigtig voksen elgtyr. Én, bare én stor elgtyr med langt skæg og stort gevir.
Vågn op – elgen er på vej
Et par timer inde i sæsonens andet drev knitrede radioen: “Vågn op. Cinta er på vej mod dig med elg.” Selvom jeg ikke sov på passet, skærpede beskeden alligevel opmærksomheden.
En halve time senere var der ikke sket noget som helst, så jeg var sikker på, at elgen var gået forbi uden for mit synsfelt. Efterhånden sank jeg tilbage i en observerende tilstand, hvor øjne og ører roligt scannede omgivelserne.
Elg!
Pludselig fangede jeg et glimt af en skygge, der bevægede sig inde mellem træerne et par hundrede meter borte. I næste nu opfattede jeg en elg, der løb mod passet. Jeg skimtede et gevir, men hæftede mig ved ikke ved størrelsen, da alle elge var lovlige. I løbet af ingen tid travede elgen op ad en lille høj et halvt hundrede meter fra mit pass. Sigtekikkertens trådkors hvilede på elgen, hvor der skiftevis var frit skud eller et fyrretræ i sigtelinjen.
Ubevidst gav jeg et højlydt råb, elgen tog et par skridt, drejede skråt op mod mig og stoppede. Trådkorset dansede rundt på elgens bov, jeg tog en hurtig beslutning, stabiliserede trådkorset forrest på boven og trykkede på aftrækkeren.
Elgen kastede sig bort i skuddet og forsvandt hastigt ned bag højen. Det sidste jeg så, var glimtet af en gevirstang, der forsvandt i et underligt vip. Måske var elgen faldet, måske ikke?
Endelig, endelig
Heldigvis lå elgen forendt neden for bakken. Heldigvis, for jeg vidste ikke andet end, at jeg havde skudt til en elgtyr. Jeg vidste således ikke om, det var en 4-, 7-, 8 takker eller større. Da det var første dag i jagtsæsonen, var alle elge lovlige, så dén ting var i orden. Men, det var lidt problematisk, hvis elgen var gået videre, og de øvrige jægere ikke kendte størrelsen af den påskudte tyr.
Med skudklar riffel gik jeg langsomt ned til elgen, der lå ved foden af bakken.
Kropsmæssigt var det helt klart den største, jeg havde skudt. Herefter kiggede jeg på det fine gevir og talte ni sprosser på den side, der vendte opad. Min første tanke var: “Ni – det passer jo ikke”. Så talte jeg atter til ni og tænkte igen, at det ikke passede. Så talte jeg med fingrene på sprosserne langsomt til ni. Pludselig blev det meget spændende at få gravet det nederste gevir frem af mos og blåbærris. Her kunne jeg kun tælle otte sprosser.
Mens Hällefors-hunden, Cinta, og jeg sad og ventede på de øvrige jægere ved elgen, gik det langsomt op for mig, at drømmen endelig var realiseret. Den store elgtyr fra drømmen lå jo lige dér i skovbunden. Endelig, endelig…..
Jagtlaget gratulerede selvfølgelig med den fine elg, men så snart elgen skulle flås i slagteriet, var geviret glemt.
Bronze og guld
Da min hustru skød en stor 12-takker elgtyr i efteråret 2022, tilbød jeg hende at tage den med til opmåling. På vej ud ad døren snuppede jeg min elg, så den også kunne blive opmålt.
Steen Breit målte fruens elg først. Jeg blev glad, men ikke overrasket, da han meddelte, at det var en fin bronze på 257,9 point.
Da vi byttede trofæer, og Steen begyndte at måle min elg, snakkede jeg med et par andre jægere om, at det endelig var lykkedes hustruen at skyde en god trofæ-elg. Jeg fulgte således ikke med i opmålingen, men bemærkede, at Steen og Else gik samtlige mål igennem to gange, inden Steen til min store overraskelse meddelte, at elgen med 324,5 point var et godt stykke oppe i guld.
De to trofæ-elge levede i samme skov og blev skudt inden for en kilometer. Nu hænger de side ved side i vores stue, så må vi se, om der med tiden skal hænges en sølv-elg ind i mellem dem.
Den forgangne sæson nød jeg elgjagten og fruens jagtheld, men håbet om at få en stor tyr i passet rumsterede ikke længere i baghovedet. Opfyldelsen af drømmen mættede mit begær. Nu er det bare at nyde store som små elge, der måtte komme i passet.
