Tony Ohlin og jeg sidder og slapper af i den store sal på ”Börstorp Slot”, hvor vi har været på jagt, da invitationen kommer via Tonys mobiltelefon. Der er vildsvinejagt i Blekinge tidligt næste morgen. Det er cirka 400 kilometer herfra, så til at begynde med er vi lidt i tvivl. I indbydelsen står der, at det er årets første jagt med 60 indbudte skytter, og at der vil være to såter, en før frokost og en efter.
Bare antallet af skytter får os til at tøve. ”For mange kokke fordærver maden”, som man siger. Og når det drejer sig om jægere, plejer det at mærkes særlig tydeligt. En time senere har vi på nettet søgt oplysninger om ”Johannishus” og besluttet os for at tage af sted.
Tidligt næste morgen ankommer vi til godset. Vi er kommet så tilpas tidligt, at vi kan nå at få en lille én på øjet, inden vi skal checke ind.
Checke ind, det lyder så prætentiøst, men når de skal have styr på 60 skytter, er det nok nødvendigt. Ved indcheckningen lidt i syv er der allerede kommet mange jægere. Blandt dem ser vi flere kendte ansigter. Der er mindst én minister, mange finansfolk og flere kendte skuespillere.
Jeg føler, at jeg kender de fleste af dem, men indser, at det kommer af, at jeg har set dem i aviserne og på TV. Vi afstår derfor fra at gå hen og hilse på, men nikker bare sådan lidt cool, når de kigger i vores retning.
Klokken otte er der parole på gårdspladsen. Jagtlederen gennemgår alle sikkerhedsforskrifter og præsenterer hundefolkene. Jeg kan ikke lade være med at stå og tænke på Tyskland, og da hornblæserne lidt efter sætter ind, føles det, som om jeg er der.
Det er en fantastisk oplevelse at være på jagt i dette, vort sydlige naboland. Tyskerne har fuld kontrol over det meste – ikke mindst sikkerheden – den indskærpes før, under og efter drevet. Vi svenskere har en hel del at lære af dem, ikke mindst når det gælder effektiviteten. Det sker ofte, at der – akkurat som i dag – deltager over 50 skytter i jagten. Den begynder altid på det angivne tidspunkt, og afsluttes præcis til tiden. ja alt sker, når det skal ske. På ”Johannishus” hersker samme orden.
Vi har ved indcheckningen fået nummer 14, så efter parolen finder vi den bil, som er markeret med dette ciffer. Ikke helt uventet er det en næsten ny Land Rover Discovery. Guiden, der også er chauffør, er en ganske ung mand, men også han er helt på det rene med, hvad der skal ske, og hvor vi skal hen. Vi hilser på de andre skytter, som også skal med i bilen, tager plads og kører afsted hen over godsets fine marker.
Godset,”Johannishus” har et jordtilliggende på omkring 8000 hektar. Man satser helt bevidst på jagt og fodrer vildtet – nærmest ubegrænset. I løbet af dagen bliver vi vidner til, at det er en satsning, der i den grad fungerer.
I første såt placeres vi oppe i et nybygget tårn midt ude i en lysning. Der er én retning, som vi ikke må skyde i, og den er tydeligt markeret. Morgenen er kold, så der går ikke mange minutter, før vi begynder at fryse på vores udsatte position. Præcis klokken 09.30 skal jagten gå i gang. Èt minut efter det angivne klokkeslet hører vi på nogen afstand det første skud. Vi kommer til at høre flere, betydeligt flere i løbet af de to timer, vi er i tårnet. Det bliver ved med at smælde, men endnu lyder det som om, at smældene kommer langt borte fra. Det er ikke så underligt, for når første såt er på over 1500 hektar, kan det kan tage sin tid, inden driverne og hundene er fremme ved det sted, hvor vi sidder. Nu smælder det konstant. Jeg holder op med at tælle, da jeg er nået til 75. Vi står og spejder ud over lysningen. Nu kan vi høre, at hundene er kommet lidt nærmere. Pludselig flintrer en hel rotte vildsvin forbi. Desværre kan vi kun skimte dem i den tætte skov, der omgiver lysningen. Men det bevirker i hvert tilfælde, at vi nu i den grad er opmærksomme.
Senere kommer der endnu en flok svin, men også denne gang i skovbrynet, så der er ingen mulighed for skud. Flere skud høres fra de andre poster, inden det stilner af et stykke tid.
– Vi er vist havnet et helt forkert sted, hvisker Tony til mig, mens han stadig står og spejder ud over lysningen. Øjeblikkeligt løfter han riflen, da han pludselig hører en lyd. Men det er bare et skræmt rådyr, der kommer springende over lysningen. I dag gælder det kun vildsvin og intet andet, lød det på parolen. Så rådyret slipper denne dag. Det gør også en enlig dåhjort, som lidt senere nysgerrigt står og kigger på os oppe i tårnet, hvor vi sidder og ryster af kulde. Vi hører stadig smæld fra alle sider, men hos os er der helt stille. Der kommer et par hunde ud på lysningen, men de driver ikke med noget og forsvinder hurtigt ind i skoven igen.
Klokken 11.30 er det slut.
Senere kommer der endnu en flok svin, men også denne gang i skovbrynet, så der er ingen mulighed for skud. Flere skud høres fra de andre poster, inden det stilner af et stykke tid.
– Vi er vist havnet et helt forkert sted, hvisker Tony til mig, mens han stadig står og spejder ud over lysningen. Øjeblikkeligt løfter han riflen, da han pludselig hører en lyd. Men det er bare et skræmt rådyr, der kommer springende over lysningen. I dag gælder det kun vildsvin og intet andet, lød det på parolen. Så rådyret slipper denne dag. Det gør også en enlig dåhjort, som lidt senere nysgerrigt står og kigger på os oppe i tårnet, hvor vi sidder og ryster af kulde. Vi hører stadig smæld fra alle sider, men hos os er der helt stille. Der kommer et par hunde ud på lysningen, men de driver ikke med noget og forsvinder hurtigt ind i skoven igen.
Klokken 11.30 er det slut.
Vi klatrer ned fra tårnet, noget skuffede over ikke at have fået nogen chance for at skyde til en gris eller to. Efter lidt venten bliver vi hentet af vores chauffør.
-Har I set noget? spørger han og fortæller, at der er blevet skudt omkring 60 vildsvin i denne første såt. Vi når at fortælle, at vi ikke har fået nogen skudchance overhovedet, inden de andre jægere, vi var kørt ud sammen med, kommer gående hen til bilen.
Vi har hørt masser af skud derfra, hvor de stod, men noget skamfulde må de berette, at der ikke ligger nogen grise ved deres poster.
Vi kører tilbage til godset og den ventende frokost. Den indtages i et gammelt kornmagasin. Et cateringfirma har dækket langborde med hvide duge, og vi får en særdeles lækker 3-retters frokost.
– ”En hård dag på kontoret!” siger jeg til min bordfælle og tager godt for mig af det nybagte brød, som serveres til forretten.
Ved bordet bliver der snakket jagt!
Jeg har skudt fem grise, beretter min bordfælle og siger samtidig, at dette er den bedste jagt, han har været på – i hvertfald i år.
Der er varmt og dejligt i magasinet. Det er lige før, jeg hellere vil blive der frem for at sidde og fryse i et tårn i den næste såt.
Jeg bider det alligevel i mig og hopper ind i Discoveryen, da vi igen skal ud på jagt. Nu får vi anvist en post i et nyt tårn inde i skoven, men også denne gang kan vi kigge ud over en lysning.
– Det her, det føles godt, rigtig godt, siger Tony og stopper magasinet i sin Helix. Vi havde selskab af endnu en bil, da vi kørte ud til denne post, og her sidder der en hel flok ”kendisser”.
– Det er et godt tegn, siger Tony. Jeg spekulerer på, hvad han mener med det.
– Det kan du vel nok forstå. De får givetvis de bedste poster, siger han.
Selv tror jeg, at det er tilfældigheder og lodtrækningen, som afgør det men indser, at jeg måske ikke helt har ret heri. Det varer i hvert tilfælde ikke længe, inden vi kan høre hundene ganske tæt på. De halser og farer rundt i en tæt plantning cirka 100 meter til venstre for vores post.
– Jeg tror, at de er efter grise, siger Tony. Jeg er enig med ham og spejder spændt ud over lysningen.
Hundene halser fortsat ivrigt, og det lader til, at de driver med en hel rotte ”sure” vildsvin.
Pludselig smælder et skud. Det kommer fra jægeren på posten til højre for os, og da vi kigger hen mod ham, ser vi et enligt vildsvin spurte afsted ind i skoven. Desværre for langt ude for Tony, men nu ved vi, at der er grise i såten. Bag os brager det løs inde i skoven, og Tony vender sig hurtigt om. Vi kan begge høre, at der er noget på vej, men det er umuligt at se hvad. Straks efter smælder det igen i nærheden af os.
Til venstre for os driver hundene stadig med deres grise.
– Nu må det vist snart være min tur, kom nu med dem!” siger Tony noget frustreret.
Klokken nærmer sig tre, og der er bare en halv time tilbage, inden jagten blæses af. Det begynder så småt at skumre, men vi kan nu høre, at hundene er kommet noget tættere på. Så sker det.
En enlig gris kommer i fuld fart løbende over lysningen med et par hunde lige efter sig. Jeg løfter kameraet og følger grisen.
Tony lægger hurtigt riflen til kinden, svinger med og trykker af.
Det er nok med ét skud. Grisen ligger på skudstedet, og hundene er hurtigt henne ved den, hvor de straks giver sig til at rive og ruske i den.
Lidt efter kommer hundeføreren frem og får dem væk fra grisen. Han kigger op mod os og stikker tommelfingeren i vejret, inden han og hundene igen går ind i såten.
Tony sidder og spejder ud over lysningen, som vi nu dårligt nok kan se i mørket.
Et par minutter senere tager han patronerne ud og klatrer ned fra tårnet. Vi går hen til den nedlagte gris.
Det er en pænt stor so, skudt med en perfekt kugle.
Jeg gratulerer Tony og tager de obligatoriske fotos, inden vi bliver afhentet og kørt tilbage til godset og den ventende parade.
De, der brækker og tager sig af de nedlagte grise har nok at gøre.
På paraden ligger der 133 grise og et par ræve.
I tusmørket finder eftersøgningsholdet yderligere 15 grise.
148 grise i dagens to såter. Flere end 300 skud er der blevet afgivet, og det uden at der på noget tidspunkt er opstået farefulde situationer.
Det kan ikke blive meget bedre, og vi indser, at der må være ”tysk tjek” på tingene, for at få alt til at klappe perfekt.
På ”Johannishus” har de også indset det, og det gør denne dag til en af årets bedste jagtdage.
