TEKST: STEEN ANDERSEN.
FOTO: CHRISTIAN RAVN, KASPER HELMS THORSØE, STEEN ANDERSEN OG ALLEN.G/SHUTTERSTOCK.
Skuddet sidder lige, hvor det skal, men kæmpen vender om i en kaotisk storm af bevægelser, der får jorden til at skælve og løvet til at splintres. ”SKYD IGEN,” kommer det øjeblikkeligt fra den professionelle jæger, og jeg rykker pligtskyldigt i aftrækkeren, mens jeg lader sigtekikkertens røde prik fæstne sig på overgangen mellem skulderpartiet og den lange hals. Endnu et perfekt sted at placere den store kugle i sådan et dyr, der løber ret væk fra en. Men der sker intet. Faktisk begår jeg i denne situation både en fejl – og er tilmed så dum at gentage den. Det koster lige den tid, der er til rådighed. Giraffen forsvinder, da jeg i stedet for at handle begynder at tænke, og får samlet mig så meget, at jeg flytter fingeren om på den bagerste aftrækker. Men nu er det for sent. Den store tyr er væk, og jeg står der som en fåret novice, der lige har fået en spand koldt vand i hovedet. ”Du skal skyde lige med det samme, de dyr er så svære at eftersøge,” kommer det mildt bebrejdende fra Herman Lubbe, som guider mig på denne strålende girafjagt, der foregår på et smukt sydafrikansk revir, der repræsenteres af danske Matswani Safaris. Jeg føler ikke anledning til at gå nærmere ind i den debat, men nøjes med at konstatere, at det nåede jeg altså ikke, mens jeg bebrejder mig selv, hvor tåbeligt det er at tage på jagt med en riffel, som jeg ikke skyder synderlig meget med til hverdag. Jeg stod simpelthen der med min dobbeltriffel, som jo altid har to aftrækkere, og efter det første skud så trak jeg ikke én men to gange i den forreste: Hvilket der ikke skete det mindste ved. En lærestreg som jeg ikke er så stolt af, men nu er fiffet givet videre: Når man skifter fra det, man er meget vant til, i mit tilfælde en almindelig repeterriffel til noget, der ikke på samme måde styres med reflekserne fra rygraden, så skal man have optrænet betjeningen, så den foregår automatisk uden tankevirksomhed. Jeg tænker i alt fald ikke hurtigt nok til at regne det hele ud, når situationen udvikler sig.
Et godt skud
Imidlertid ved jeg, at det første og indtil videre eneste skud sidder, hvor det skal. Lige på skulderen og en smule højt. Giraffers anatomi er selvfølgelig den samme som alle andre firbenede pattedyrs, men de har en lidt anderledes kropsholdning, så skuddet skal være lidt højere, end man er vant til på de andre af savannens drøvtyggere. Den gamle, arrede tyr stod ret med siden til, og jeg har netop pumpet en 37 grams tung kugle i kaliber .500 Nitro Espress ind i dens vitale dele i et skud, der i øvrigt er en smule stigende, fordi hjertet på en giraf sidder højere end skulderen på en almindelig gennemsnitlig dansk jæger. Så jeg nærer ikke den samme bekymring som Herman, der er fyr og flamme for at komme efter tyren med det samme. Fordi giraffer er ganske svære at tracke, da de løber langt på ingen tid, og fordi de forsvarer sig med spark, som kun en tåbe ikke frygter inderligt, og fordi selv et hul på en halv tomme ikke leverer blod nok til, at det vil løbe ned ad det to meter lange forben og lave os et fornuftigt schweissspor at følge. Hvis vi ikke kan finde giraffen med det samme, så venter der en langsommelig sporingsopgave, som snildt kan strække sig over både resten af dagen og flere af de kommende. Vi er i fart og fremdrift på et øjeblik og løber uden anden pejling end tyrens retning dybere ind i den to-tre meter høje bush.
Et stort dyr
I det hele taget er giraffer hårdt arbejde. Det tager op til en halv dag at ordne dem, når først skydningen er bragt til ophør, og sædvanligvis går det omfattende arbejde med skinning og forlægning ikke, uden at man er en halv snes personer til at hjælpes om det. Alt på disse dyr er stort. Hjertet vejer i underkanten af 8-10 kg., skindet vejer over 100 kg., og hvis man er ude efter at have sådan et pragteksemplar liggende fladt på gulvet, så tager det timer at få det 9-10 kvadratmeter skind af i et helt, smukt stykke. Kødet er en hel historie for sig, 600-800 kilo ender man med at skulle stå og fordele ude på det sted, hvor kæmpen faldt. Alt i alt betyder det, at der skal et par ladvogne til at køre sådan en jagtlykke fra åstedet. Og så er de lastet til bristepunktet. Ligesom man vil have brug for yderligere et par køretøjer til at bringe det talrige personale tilbage til deres respektive arbejdspladser. Giraffer er med andre ord ikke noget, man sådan lige nedlægger som en pludselig indskydelse. Det skal planlægges i dagevis, man skal være sikker på, at man kan mobilisere de folk og de køretøjer, som man har brug for, og sidst men ikke mindst skal man have på det rene, at de kan risikere at skulle vente i dagevis, hvis man ender i en vanskelig eftersøgning. Derfor er Herman Lubbe overordentlig ivrig efter, at vi kommer efter den påskudte tyr lige med det samme, for vi har 10-12 mand, der venter uden for området på at assistere med det videre arbejde.
Jagt i Sydafrika
Indtil videre har jagten været en succes, selvom jeg var skeptisk, da jeg tog hjemmefra. Men min nysgerrighed blev vakt, da jeg tidligere på året erfarede, at man nu om stunder kan rejse på jagt i Sydafrika for en pris på under 10.000 danske kroner for flyrejse, fuld forplejning og fire dages jagt, hvor man er to jægere om en bil og en professionel jæger. Det lød jo næsten for godt til at være sandt, men her står jeg midt i de forbløffende beviser. Det er danskejede Matswani, en succesrig familievirksomhed med hovedsæde i Esbjerg, der sender turister på fotosafarier under navnet Store Verden, som har udviklet dette billige jagtkoncept til perfektion, og vi er midt i den sidste af de fire jagtdage. Jeg har været på bilen sammen med min gamle skolekammerat Claus Danielsen fra Hillerød, siden vi blev budt velkommen med en kølig forfriskning ved ankomsten, og vi har haft god jagtlykke. Her, hvor vi er på vej frem i det spor, som den flygtende giraf har efterladt, har Claus og jeg tilsammen nedlagt fire stykker vildt. Det hele er organiseret forbilledligt, og det er Herman, der står for den lokale logistik og overordnede koordination. Han er en sand mester. Løser de der småproblemer, som altid kan opstå, med et smil og, uden at klienterne overhovedet opdager, at der er små bump på den praktiske vej frem til glimrende jagtoplevelser. Jagten foregår på en række forskellige revirer, som Herman og de andre folk bag Matswani har entreret med rundt om den velfungerende lodge. Områderne veksler i størrelse fra nogle få hundrede hektar til mange tusinde, og da vi jager i Sydafrika, så er der hegn om revirerne. Sådan er det bare, og det må man vænne sig til eller finde andre jagtmarker, hvor dyrene bevæger sig frit, og hvor det kan blive meget vanskeligere at finde dem.
Leopard
Vi havde nu ellers svært nok ved at finde den giraf, som vi nu er efter. Ja, faktisk var det meningen, at vi skulle have nedlagt et helt andet dyr på et andet revir. Et nyt område, der er så tykt og ufremkommeligt, at vi det meste af tiden var nødt til at bevæge os gennem det til fods. Vi tilbragte en hel dag på dette skønne kuperede revir, hvor vi både så frisk fod af giraf og hørte et eller flere dyr flygte over den klippefyldte grund, men så aldrig skyggen af en eneste giraf. Til gengæld så vi både sort mamba – slange, giftig, aggressiv – og frisk fod af leopard. Vi sov til middag i skyggen, hvor vi så kattepoterne, men fik aldrig så meget som et glimt af de sorte pletter. Den dag slappede vi af ved en smuk sø, hvor der ude på en stor klippeblok lå en leguan på en lille meters penge og solede sig. En hel dag i det skønneste afrikanske vildnis. Så bliver det ikke bedre, men Herman hviler ikke på laurbærrene. Han skal skabe resultater. Hver dag. Derfor fik han i løbet af den tredje jagtdags aften, mens vi andre sad om lejrbålet med en gin og tonic i hånden og saftige beretninger i mundvigen, arrangeret, at vi her på vores sidste jagtdag kunne forsøge os på et 1200 hektar stort område, hvor de har en mindre girafflok med en gammel tyr, der er begyndt at formere sig med sit eget afkom. En uholdbar avlssituation, hvor der skal tilføres nyt blod i form af en yngre tyr. Men det arrangerede ægteskab kommer aldrig til at fungere, før den gamle er væk. To fremgangsmåder kan anvendes. Den ene er at indfange tyren, eller at bedøve ham med samme formål: at få ham ekspederet over på et andet revir. Men tyren her er gammel, den mistrives med tusindvis af parasitter, og der er ingen andre farmere, som ønsker at få en ny tyr, som må formodes at synge på sidste vers. Desuden koster sådan en operation penge, fordi den involverer enten en helikopter og et fangsthold eller en dyrlæge med specialtransporter. Alternativet er at finde en jæger, der vil betale for at ombringe kæmpen, så farmeren løser sit problem ved at skabe sig indkomst i stedet for at pådrage sig yderligere udgifter. Trofæafgiften på de 2.500€ dækker størstedelen af de omkostninger, der er forbundet med at anskaffe sig en ny og yngre tyr. Og da afrikanske farmere er lige så gode til at regne som deres danske kolleger, så var det ikke svært for ejeren af denne matrikel at beslutte sig for den mere gunstige økonomisk løsning, når der nu står en tovlig dansker, som hjertens gerne vil skyde en giraf. Derfor.
Det Store Overblik
Det er så godt som umuligt at overraske en giraf. De har for det meste fordel af deres glimrende overblik, og man skal således være indstillet på, at de for det meste ved, hvor jægeren befinder sig. Jagten former sig derfor tit som en duel, hvor giraffens våben er flugten, hvis man forcerer sin fremrykning. Men ikke i dette tilfælde, for da vi kommer frem til giraffen, er det tydeligt, at den er hårdt medtaget. Den står på stive ben og sejler, forsøger at holde hovedet oppe som en træt artist, der kæmper med at få den roterende tallerken til at forblive oppe på toppen af den pind, han balancerer med. Benene står skråt ud til siden og minder mest af alt om Eiffeltårnets møde med den parisiske beton. Tyren er tydeligvis døende, og jeg er sådan set indstillet på at give den gamle patriark ro og tid til at få det overstået uden yderligere antastninger. Men Herman vil have flere huller i det ternede skind. Jeg giver mig tid. Sætter skydestokken op, skønt afstanden næppe overstiger 40 meter. Giraffen står spidst på, og jeg er helt tryg ved både vinklen og målets størrelse. Sigter atter en smule højere en normalt og igen i en skrå opadgående vinkel. Denne gang har jeg fat om den rigtige aftrækker første gang. Skuddet blæser frem mod tyren. Den mandshøje græsvegetation bøjer sig for lufttrykket foran kuglens roterende bevægelse. Kuglen træffer giraffen lige midt mellem forbenene en tredjedel nede i brystbenets center. Hovedet går straks mod jorden, men kommer op igen, som var der en elastik i dyrets nakke. Den samler sig og løber væk fra mig. Måske er det støjen, den reagerer på. Flugten er usikker, den løfter fodledene unaturligt højt, ligner en skolehest til paradedisciplinen. Så standser den gamle hersker. For sidste gang. Vakler. Hovedets udsving bliver kraftigere end før og ender i en overbalance, der tvinger kroppen ud over benenes tyngepunkt og får de 1600 kilo giraf til at vælte. Den styrter om som et skovhugget bøgetræ. Majestætisk. Langsomt men ubønhørligt. Livets sidste sekunder oplever giraffen fra gødningsbillernes perspektiv. Den slår først én gang og så et par gange yderligere med hovedet, men er helt ude af stand til at samle kræfter i kroppen.
Det er i øjeblikke som disse, hvor man står ansigt til mule med døden, at man får lejlighed til at overveje, hvad man er for et menneske. Om man er her for dyrenes eller ens egen skyld. Om man er jæger eller bare en bevæbnet turist.
Jagtens kolde logik
For mit eget vedkommende er der ingen tvivl, og jeg har min faste fotograf Christian Ravn lige ved min side, da vi går frem til den afsjælede kæmpe, mens jeg forsøger at indfange jagtens ubønhørlige afslutning i ord, der passer til de drabelige billeder, vi netop har optaget til dansk og snart også internationalt tv. Døden er jagtens konsekvens. Og når man oplever, hvordan lyset slukkes i giraffens store, smukke øjne, så ved man også, hvor livet kommer fra. Det liv som tager sit udgangspunkt i vores tusindvis af generationers lange historie som jægere og samlere. Livet er jo en konsekvens af omsætning. Vi sætter organismer til livs, for at vores liv kan videreføres. Spiser vi kød, så må vi nødvendigvis også slå dyrene ihjel, før vi langer dem op på tallerkenen. Alt andet ville være uanstændigt. Jeg spiser kød. Det har jeg altid gjort, og det agter jeg at fortsætte med, så længe jeg selv kan presse en aftrækker i bund og afgive et forsvarligt og sikkert skud. Derfor fyldes jeg ikke med afsky for mig selv, når jeg ser livet slutte som her. Men af en indre ro. Jobbet er gjort. Det er gået hurtigt, og vi fik nøjagtig det dyr, vi var ude efter, så hurtigt og effektivt som overhovedet muligt. Jeg kan sagtens føle en form for bedrøvelse over, at livet nu er slut for fyren her, men det er jo netop forudsætningen for, at hans slægt kommer sundt videre med nyt blod i linien, og for at jeg kan blive mæt, for at medarbejderne får jobs og drikkepenge og – som en ekstra krølle på netop denne girafs historie – for at ungerne i den nærliggende landsby kan få et solidt kosttilskud.
For et par dage efter den opslugende og vellykkede girafjagt læssede vi halvdelen af kødet, sådan i omegnen af 400 kg. på Hermans bil og kørte til skolen i Valwater. Her får børnene på alle klassetrin et dagligt måltid mad på skolen. For manges vedkommende dagens eneste. Og det består så godt som altid af grød. Kød er en sjældenhed, men ikke ugen efter vi jagede giraf, for da kom der kød på bordet. Og sikke et leben der blev, da vi tonede frem med al den mad, og de opdagede, at det var til dem. Disse lykkelige og dejlige ungers glade smil vil for altid være forbundet med min erindring om den mølædte, gamle giraftyr fra Matswani, og det gør mit jægerhjerte varmt og stolt – og pokkers længselsfuldt efter at komme af sted igen….
