AF PER KAUFFMANN. FOTO: PER KAUFFMANN SAMT PASCAL HALDER FRA SHUTTERSTOCK.
Vi ankommer til vores skånske indkvartering efter en transporttid, der minder meget godt om en almindelig arbejdsdag. Til daglig er Nordjylland ellers min verdens centrum, men Skåne ligger altså et stykke væk. De to sjællændere er allerede på stedet og har fået jaget de to helt nyansatte skyttehjælpere ud af det hus, vi har fået stillet til rådighed. De må tage til takke med en indkvartering i kælderen, men da livet som henholdsvis skytteelev og skytteelev-aspirant ikke handler om at sove længe i denne tid, håber vi, at de klarer det dernede. Michael og Søren har også haft tid til at få klaret den enorme opvask, der havde tårnet sig op for skytteeleverne, og løbet en tur med støvsugeren. Det gamle, indgroede skidt har de dog givet op overfor, men det er der ingen grund til at til at hænge sig i, for, hvis man når målet, er problemer kun detaljer. Modsat bliver detaljer til problemer, men der er vi jo slet ikke endnu, for hele holdet på seks jægere kører stadig på de forventninger, der er pisket op undervejs til det svenske gods, Karsholm nord for Kristianstad i Skåne.
Se, det er et problem
En time senere står vi dog over for en detalje, der godt kunne udvikle sig til et problem, da jeg ringer skytten på området, Henrik Svensson op for at høre, hvornår vi skal være klar til jagt. Vi har ganske vist købt tre dages jagt, men det inkluderer kun gåsejagt med lokkere om morgenen, meddeler han. Klokken tre om eftermiddagen må jeg sande, at den aftenjagt på gæs med lokkere, jeg havde forventet, ikke kommer til at finde sted. Jeg kan naturligvis ikke gøre ham ansvarlig for mit forventningsbillede, men efter at have drevet gåsejagt adskillige gange i Europa og Nordamerika er det første gang, at jeg står over for ikke at kunne tage eftermiddagen og aftenen med på ryggen i et skjul. Henrik vil dog få skytteeleven, Markus til at vise os ned til søen, hvor vi kan sidde og håbe, at der kommer lidt lave overflyvere, når gæssene letter fra vandet for at fouragere i omegnen. Herudover kan vi mødes næste morgen klokken 4.15 til den første af de tre morgenjagter.
Slukøret må jeg meddele mine venner, at jeg må have misforstået et eller andet og overlevere dem den dårlige nyhed. Kort tid senere viser Markus os på plads i et levende hegn. Der er mængder af gæs på bredden og marken helt ned til søen, da vi går på plads. De letter naturligvis, da vi kommer tættere på, og flyver ud på søen. På deres entusiastiske kommunikation forstår jeg, at ingen af de måske op mod 500 gæs er i tvivl om, at trækruten i dag skal ændres en anelse. Nogle timer senere bryder de endelig op i små grupper, og de fleste søger sydpå, da de trækker fra søen. En enkelt debil gås kommer i vores retning, men det lykkes ikke at få den på kornet.
Så rykker Mads og Freddy
Så begynder de at trække fra søen længere mod nord. Mads og Freddy sidder yderst og foretager et kommandoraid et par hundrede meter nordpå og ind i en roemark, delvist i skjul af nogle høje træer. Jeg kan fra min position se, at de bevæger sig i hurtigt løb, mens flere og flere gæs letter fra søen og trækker væk. Så lyder der tre eller fire skud deroppe fra. Det er åbenbart lykkedes dem at komme ind under den sidste flok. En enlig gås skiller sig ud fra flokken og flyver tilbage mod søen, lidt tungere end normalt. Et godt stykke ude brækker den sammen og falder i vandet, sandsynligvis et lungeskud. Lidt senere kommer de to gavtyve forpustede tilbage og kan fortælle, at Freddy har skudt to grågæs, som de dog ikke kan finde i de høje roer. Mads har skudt et enkelt skud, men kunne ikke se, at han ramte. Jeg kan fortælle, at hans gås er død og ligger ude på søen, men da vinden er den forkerte vej, skal han dog nok ikke regne med at se den igen. Senere skyder han en due og får så dog lidt med hjem. Vi ringer til skytten for at udbede os assistance fra en hund, men senere må vi gå hjem i mørket med uforrettet sag. Der er ikke en hund i nærheden til at apportere, så de to gæs må overnatte i roerne. Vi andre overnatter i køjesengene på første sal og ligger lidt uroligt de fire timer, det bliver til. En ny seng og i høj grad andre lyde og lugte gør det svært for alle at falde helt til ro. Til gengæld er der ingen problemer med at komme op næste morgen, for nu er det så nu.
Møder i natten
Vi møder Henrik Svensson på en rasteplads i nærheden og kører ud til jagtområdet. Fire jægere bliver placeret i liggeskjul midt på en stubmark, og det tegner godt, hvis der ellers kommer gæs. Michael og jeg bliver placeret en kilometer længere mod nord bag et sløringsnet ved siden af en stor tjørnebusk i et stengærde. Bag os er der stubmark, foran os en græsmark. Vi stiller grågæssene op i græsmarken og canadagæssene på stubben. Michael har jeg kendt i mange år, men selv om han er en meget erfaren jæger, har han aldrig i sit lange liv skudt en eneste gås. Jeg placerer mig inderst for at tage kampen op mod tjørnen og lader Michael få den yderste plads, så han kan skyde til begge sider og fremad. En time senere hører vi gæssene i det fjerne. De er lettet fra deres nattesæde på søen og er på vej. Kort efter hører vi vinger suse hen over hovedet på os. En lille flok gæs har været interesseret i vores lokkere, men de fortsætter videre. Måske var de ikke klar til at lande endnu. Længere ude trækker den ene flok grågæs efter den anden forbi uden at værdige os et blik.
Små og store flokke, blandet med små grupper af højrøstede traner. Bag os kan jeg nu høre en flok gæs forgæves forsøge at kalde op til vores lokkere. De kommer desværre ind i ly af tjørnebusken i høj hastighed bagfra og kun få meter over jorden. Deres indfløj er dækket af den tjørnebusk, vi bruger til skjulet, og det er en lidt umulig situation, og de kommer da også mærkeligt nok i direkte medvind. Vi når ikke at få øje på dem, før de svinger væk fra os og kommer ind til lokkerne for at lande et halvt hundrede meter fra os og på den forkerte side af vores lokkefugle. Øjeblikket senere kommer endnu en flok i præcis samme bane og slår ned ved siden af dem. Der burde vi nok have været vågne, men da det er de første gæs og den første morgen, er vi måske nok jagtlystne men ikke helt skarpe endnu. Da den næste flok på kun 6-8 fugle kommer ind, er vi dog blevet klar. Michael skal skyde først og meget mod min natur har jeg lovet at holde mig tilbage, indtil han har sin første gås. Michael har lånt en ghillie-suit, hvilket får ham til at ligne en krydsning mellem en bamse og den afskyelige snemand.
Hip hurra for Bamsefar
Men bamsen rejser sig i det høje skjul og retter sin dødbringende over & under, monteret med en ”redring” mod en af dem – og rammer. Den tumler rundt i stubben, og sekunder senere får den selskab af endnu en grågås. Michael har ikke bare skudt sin første og anden grågås, han har også lavet en doublé. Jeg har set de to fugle falde og tager nu min chance til en af de fugle, der fortsat er på skudhold. Fin situation og jeg ønsker Michael tillykke. Den ene gås er ikke helt dødskudt og skal apporteres inden, vi kan lykønske færdig.
Senere kommer en flok susende ned over lokkerne, drejer rundt og kommer over os. Vi når begge at få et skud med, og en enkelt gås er resultatet. Senere ebber trækket ud, og vi tager skjulet ned og kører over til de andre.
Ragout igen – hvad ellers?
Middagsluren bekommer alle vel, og om aftenen forsøger vi igen at komme ind under de gæs, der letter fra søen, men uden held. Der er endnu flere gæs end i går, men de letter mod syd og nord i stedet for mod den vestlige kant, hvor vi har placeret os.
Vi spiser igen medbragt ragout. I går var det med gris, i dag er det med krondyr, og i morgen er det med okse. Kom ikke og påstå, at vi ikke varierer os.
Den følgende morgen ligger vi alle i skjul på en stubmark, hvor der efter sigende har været stor aktivitet de foregående dage. Det er der også andre, der har lagt mærke til, for da vi ligger klar i skjulene med 120 lokkegæs placeret i den rigtige formation rundt om os, får vi selskab af tre svenske jægere, der placerer sig i naboskellet mindre end 300 meter fra os. Hvad, der er værre, er, at de ligger i den helt forkerte retning – der, hvor vores gæs skulle komme ind. De så os ikke, da de ankom, og kan vel dårligt bebrejdes noget, men det er totalt ødelæggende for vores chancer. Kort efter overflyves vi af fire fede canadagæs i lav højde. De kommer ind bagfra, mens vi er optaget af at holde øje med en flok grågæs forude. Det er en stor flok, og de cirkler to gange over os, inden de beslutter sig for at gå ned i favnen på os. De vælger desværre at lægge deres sidste drej ned forbi svenskerne. Et par skud lyder, en enkelt gås falder ned, og resten er over alle bjerge. Det samme sker et par gange mere, inden svenskerne begynder at skyde på de små flokke på alt for lang afstand, og så er det bal forbi. Morgenens udbytte bliver et par kulsorte krager, og de falder godt i med stemningen hos os. Et slag er tabt, men vi kan stadig vinde krigen, for der heldigvis en jagt tilbage i morgen tidlig. Og som Valdemar (der i øvrigt placerede den gyldne gås på Gåsetårnet i Vordingborg) sagde: I morgen er der atter en dag.
Atterdagen
Den sidste morgen udebliver Henrik Svensson, idet han har overladt det videre arbejde til de to purunge drenge, hvoraf ingen af dem har nogen erfaring med gåsejagt. Det har vi egentlig heller ikke, så der står vi lige. Markus er ældst, tager derfor føringen og kører os ud til en stubmark, som hans chef har udpeget. Entusiastiske stiller vi skjulene op og placerer de mange lokkegæs i en dødelig formation. I mørket er vi ikke opmærksomme på, at der ikke er hverken tabte fjer eller gåselort på marken. Det går først op for os noget senere, da vi frustrerede er begyndt at skyde på overflyvende duer. Gæssene har valgt skyttens strategi – nemlig at forblive borte. Endnu en skuffelse kan noteres i bogen, men sådan er trækjagt i almindelighed og trækjagt på gæs i særdeleshed. Sidder man det rigtige sted og med det rigtige udstyr, er der ingen ende på begejstringen. I modsat fald, ja så må man glæde sig over det gode vejr og nyde den friske luft i Skåne. Hvilket vel heller ikke er så galt?
Om de svenske gæs
De sidste tre årtier er bestanden af grågæs i Sverige vokset fra 20.000 til 225.000 fugle, en stigning på 1.125 procent. Fra halsmærkninger ved man, at de svenske gæs også bliver i Sverige i længere tid end tidligere. Så selv om gæs er vanedyr, ser det altså ud til, at de har ændret deres træk på en sådan måde, at jægerne i Sverige (og i øvrigt også i Danmark) får glæde af dem i længere perioder end tidligere.
Om jagten
Området er på 6000 hektar, hvoraf de 2000 er dyrkede marker. Herudover råder man over yderligere arealer til gåsejagt. Skytten sørger for liggeskjul eller sløringsnet og stiller godt 100 lokkegæs (flest grågæs og lidt canadagæs) til rådighed for jægerne, der får hjælp og vejledning til opstillingen. Herudover er der en apportør til rådighed. Man får lov at beholde det vildt, man skyder. Jagterne er oftest 3 dage, og man kan booke både på hverdage og i weekenderne. Duejagten er fri i området, og der er mulighed for at låne både sløringsnet og lokkeduer. Der er ingen afskydningsafgifter, og et 3 dages jagtarrangement koster 24.000 svenske kroner for op til 6 jægere. Halvdelen betales, når kontrakten indgås og resten ved jagtens start. Skytten kan levere blypatroner, oftest med hagl nummer to eller tre til gæssene for 4 kroner stykket, og man betaler for dem, man bruger. Der kan stilles hus til rådighed med soveplads til 6 personer, køkken og bad. Indkvarteringen er ikke prangende, men det er dog tag over hovedet. Man medbringer selv sengetøj og er på egen kost. 90 procent af gæssene i området omkring Karsholm er på nuværende tidspunkt grågæs, resten er canadagæs og bramgæs. Antallet af bramgæs (som svenskerne kalder hvidkindet gås) er også øget de seneste år, men de har ikke nogen jagttid. Der gives reguleringstilladelse til bramgæs i perioden fra 21. august til 15. november, men kun i uhøstede afgrøder.
