AF MORTEN S. KNUDSEN
FOTO: DENNIS JACOBSEN, ERNI, BILDAGENTUR ZOONAR GMBH, HAOSS OG GREENS AND BLUES/SHUTTERSTOCK
Mens jeg sneg mig nærmere, kunne jeg mærke de 200 sæt øjne, som holdt øje med mig – tiden var ved at løbe ud, hvis det skulle lykkes.
Gæs som en plage
Det hele startede som en snak hen over en øl efter dagens klapjagt. “Vi har virkelig mange bramgæs på vores marker, og vi kan slet ikke holde dem væk fra vores nysåede marker, selvom vi har reguleringsaftale på alle gæs, kan vi ikke holde dem væk”.
Som alle andre jægere er jeg meget nysgerrig på nye jagtformer, og jeg havde faktisk ikke tænkt, at regulering af gæs med riffel var en jagtform. Men efter at have hørt på de lokale landmænds problemer med at få fuglene væk fra deres marker, tilbød jeg at give en hånd med. Det var jeg mere end velkommen til, og særligt når jeg havde mulighed for at gøre det på hverdage, hvor landmændene jo havde travlt på gårdene, så ville det aflaste dem. Så kunne de selv tage hånd om det i weekenden.
Hvor svært kan det egentlig være?
Det var min første tanke. Der er nok af bramgæs, og jeg møder dem i store flokke, hvilket gør, at nogle af dem må være til at komme i nærheden af med riffel. Men jeg skulle hurtigt blive meget klogere.
De første erfaringer
Kort efter vores første møde var jeg på pletten en helt almindelig dag i december sammen med landmanden for at se området og regulere de første gæs. Som tidligere nævnt var han så plaget af gæs, at han havde fået tilladelse til at regulere ikke blot bramgæs, men også grågæs og canadagæs.
Det var nogle store marker, som landmanden havde, og da vi kørte rundt, fandt vi hurtigt de første flokke. Der gik et par hundrede på den allerførste mark, vi kom til.
Vinterafgrøden var spist godt ned, og jeg forstod udmærket bekymringen for, om den kunne udvikle sig nok, når vinteren var ovre. Det var på et temmelig sårbart tidspunkt for afgrøden, at den fik besøg af hundredvis af bramgæs.
Vi lagde hurtigt en plan, hvor landmanden gik ind i bunden af marken og stod med sin hund og derved tiltrak sig gæssenes opmærksomhed, mens jeg gik ind længere oppe på marken og derved var i dækning og kunne få kuglefang, når jeg nåede frem til flokken.
Pürsch på gæs
Afsted gik det gennem det lave område, hvor jeg var i dækning af det kuperede landskab. Det var fuldstændig som at pürsche på råvildt, hvor jeg havde spottet dyrene og nu var på vej ind til dem. Den helt store forskel var, at her var der hele tiden fugle i flokken, som holdt øje til alle sider, og ved den mindste mistanke om fare begyndte de at trække flokken væk. Det oplevede jeg, da jeg kom ud af de lavninger, jeg havde gået i. Straks var der en håndfuld gæs, som kiggede på mig. Det lignede en håndfuld periskoper, som synkront drejede hen mod mig, og jeg kunne næsten høre advarslerne begynde at blinke og alarmerne larme.
Stille gik jeg lidt nærmere, for jeg var kun kommet ind på 150 meter af flokken, og det vurderede jeg som et temmeligt langt skud til en lille bramgås. Efter 25 skridt, hvor jeg forsøgte at gå parallelt med flokken – lidt som teknikken, når man i en motorbåd prøver at komme ind til edderfugle – kunne jeg se, at nu var det meste af flokken på vej væk i stille skridt.
Jeg fik stillet Viperflexen op, fundet den nærmeste gås i kikkerten, og sigtede lidt højt på den, da den var lidt over hundrede meter væk, og med et stille klem gik skuddet. Hele flokken lettede og fløj væk i to haglbøsseskuds afstand fra landmanden.
Tilbage på marken lå en enkelt bramgås, og det var jo dejligt, at det lykkedes.
Der, hvor flokken havde gået, kunne vi tydeligt se masser af spor fra gæssenes skader på afgrøderne og deres egne efterladenskaber. Det lignede lidt en gåseudgave af mandagen efter en Roskilde Festival….
På den igen
Det underlige ved gæs er, at, selvom vi netop havde skudt en af deres fæller, så var hele flokken fløjet lige op i luften, og efter 300 meter havde de sat sig på en anden af landmandens marker og fortsat med at spise!
Vi gik tilbage til bilerne. Lagde gåsen i bagagerummet og lagde en ny plan. Det centrale i at pürsche på gæs er, at de først må se en, cirka når man vil skyde til dem. Det kræver en hel del tænkearbejde, så terrænet benyttes optimalt med dækning.
Denne gang gik planen ikke helt så godt. Med 200 meter tilbage til bramgæssene dukkede der pludselig en flok grågæs frem, som var imellem mig og den anden flok. Det betød så, at dagens næste nedlagte gås var en grågås, og da den blev skudt, lettede alle gæs. Kortvarigt var der flere hundrede bramgæs og grågæs i luften, så fortrak de alle, og landmandens marker havde nu fred – en stund.
Flere arter
Senere på sæsonen kom der også Canadagæs. De gik ofte sammen med svaner, og det viste sig, at, hvis jeg var i stand til at skyde én af Canadagæssene, så lettede svanerne også fra marken. Det gjorde Canadagæssene så ikke automatisk, hvilket gjorde, at jeg til tider skød to gæs, før flokken lettede.
Det gav nogle temmelig pudsige parader med bramgås, grågås og Canadagås, hvor det var tydeligt at se størrelsesforskellen på en bramgås og en Canadagås.
Erfaringer og teknik
Mine pürschevner var virkelig blevet styrket gennem sæsonen. Samtidigt var det jo regulering i februar, og det gav en længere sæson.
Til tider kunne det godt virke lidt omsonst at skyde en enkelt gås fra en flok på flere hundrede, men landmanden kunne se, at det havde gjort en afgørende forskel, for i stedet for kun at skræmme den væk tog det nu noget længere tid, før flokken vendte tilbage, når flokken blev reduceret.
At gæs lærer hurtigt, fandt jeg tidligt ud af, for de lærte snart min bil at kende. Når jeg holdt ind til siden med den, kunne flokken tættest på finde på at lette med det samme, mens resten trak sig længere væk. Jeg eksperimenterede derfor med at køre i andre biler, og dem reagerede flokkene ikke på. Pudsigt.
Afslutning
Jeg har mødt en helt ny jagtform. Det er en jagtform, som kræver stærke kompetencer og træning af de færdigheder, der også bruges i resten af sæsonen. Samtidig er jeg imponeret over, hvor svært det er at jage gæs, selvom jeg kun skal ind på 100-150 meter af dem, så er det faktisk ikke specielt nemt.
Samtidig har jeg fået mulighed for at hjælpe en landmand med et stort problem, hvilket han er glad for. Som bonus får jeg en del gæs med hjem, og dem sætter jeg stor pris på selv at spise, eller give væk til familie og venner, som også er glade for dem.
Med den kraftige fremgang, der fortsat er i gåsebestanden, er din lokale landmand måske også udfordret på sin markdrift.
Træder du hjælpende til i denne situation, får du strålende jagtoplevelser, som er både udfordrende og ganske givende.
