AF JENS ULRIK HØGH
Kalaharihøns- En udfordrende form for fuglejagt
Her er der mere eller mindre ideelle betingelser for strudsen, og i netop dette område er bestanden ekstra stærk, fordi farmen er omgivet af fårefarme, hvor der bliver gået hårdt til sjakalbestanden af hensyn til lammeproduktionen.
De store fugles arvefjende er dermed stort set fraværende og langt de fleste strudseunger vokser sig store, stærke og sultne. På Veronika er det helt almindeligt at et par lægger 30 æg, hvoraf 20 klækkes, og de 15 overlever de første måneder.
Når strudsebestanden bliver for tæt går det hårdt ud over vegetationen, som fuglene plukker hårdt. Derfor er det her på området bydende nødvendigt at holde bestanden lidt i ave, og da fuglene er en udmærket spise, er det ikke så skidt endda. Når Pedri alligevel skuler vrissent efter fuglene en gang imellem, er det fordi strudse er ekstremt skarpsynede, meget letskræmte og dygtige til at skræmme alle andre dyr på flugt. Kommer der er en struds imellem jægeren og hans bytte, er pürschen nærmeste umuliggjort…. Ikke ligefrem den mest samarbejdsvillige fugl i Kalahari.
Vanskellig jagt
Præcis hvor vanskelige disse fugle er at komme i nærheden af uden at skræmme dem, fik vi en overbevisende demonstration af i løbet af de sidste par jagtdage, som vi tilbragte på denne enestående farm. Jeg havde aldrig oplevet strudsejagt før, og da det som nævnt var planen at reducere bestanden, var der ingen problemer i at indlede en målrettet jagt på en af de op til 80 kg tunge haner.
Men strudsejagt viste sig at være en af de mere udfordrende jagtformer i Kalahari. Det ville være synd at kalde en fugl, der beredvilligt sluger glasskår, blot fordi de blinker i solen, for snu, men de er i den grad i besiddelse af nogle effektive overlevelsesinstinkter.
Vi pürschede fra et vandhul imod en lille gruppe fugle, vi havde spottet lidt mindre end en kilometer ude. Dækningen i form af mandshøje buske var relativt spredt, og den eneste reelle chance var en pürsch fra busk til busk. Strudse bruger meget af deres tid på at holde udkig, og de
Pedri fra ARU Safaris ørkenfarm
stikker ALDRIG hovedet i en busk for at gemme sig for farer. Vi kunne ikke sætte en finger på præcis, hvad det var for en bevægelse, den sort-hvide hane spottede gennem buskene, men den så os, og den løb længe, inden vi var på noget, der minder om forsvarligt skudhold. Strudsen har ørkenens skarpeste syn, og med optikken placeret et par meter over det flade ørkenlandskab, opfanger den bevægelser på helt ekstreme afstande. Er man inden for 400-500 meter, når en struds får øje på en, så stikker den øjeblikkeligt af og tager hele gruppen – som i dette område ofte tæller fire-fem fugle – med sig. Strudse standser ikke for at sikre. De løber væk i fuld fart og falder ikke til ro, før de er godt og vel uden for synsvidde. Vi kunne blot stå og betragte den røde støvsky i horisonten vel vidende, at det var sidste gang, vi så denne lille gruppe ”kalaharihøns”. Pedri rystede på hovedet. Denne del af farmen var simpelthen for åben til strudsejagt!
Vi prøver igen
Det er slet ikke så ofte, at man jager målrettet efter struds på Veronika og slet ikke til fods. Når bestanden bliver for stor, reduceres den af professionelle jægere fra biler og de relativt få fugle, der nedlægges i løbet af jagtsæsonen af gæstejægere som mig selv, bliver skudt på helt tilfældigt opståede chancer, når man pludselig opdager en struds bag en busk. Nu bestod udfordringen i at se fuglene på så lang afstand, at de ikke flygtede over hals og hoved, før vi kunne komme i gang med at pürsche til dem. Vi så mange strudse den formiddag. Men ikke rigtigt nogle, som stod stille….
Lidt over middag pürschede vi mod en lille gruppe, som Pedri havde set et hastigt glimt af imellem buskene. Vi var på vej op ad et spor, da hanen pludselig trådte ud i kanten. Det var ikke svært at konstatere, at det var et langt skud, men det havde hele dagen stået klart, at dette var vilkårene for denne fuglejagt. Jeg var med det samme klar til at stille afstanden ind på Zeiss V8’eren og skævede bagud til Pedri for at få et tal at forholde mig til.
”350 meter!” sagde han. Jeg skruede ind på afstanden og fik lagt godt an i skydestokken. Strudsen stod nogle meter bag et træ og kiggede tilbage efter resten af den lille flok. Denne gang var vi ikke blevet opdaget, og jeg havde god tid til at klemme et skud af. Jeg sigtede midt i kroppen langs forkanten af bagbenene, præcis som jeg havde fået besked på.
Skuddet bragede og strudsen reagerede omgående ved at snurre hurtigt omkring sin egen akse tre til fire gange og springe tilbage i buskene, hvor den kom fra! En tydelig men uventet reaktion, som mit kendskab til strudse slet ikke rakte til at tolke i retning af noget som helst. Alt havde set fint ud i kikkerten, og der var ikke nogen vind at tage hensyn til.
”Jeg tror, du fik ham!” konstaterede Pedri, men vi havde begge en klar fornemmelse af usikkerhed omkring udfaldet, da vi gik frem imod skudstedet.
Jeg talte mine skridt, da vi gik frem og nåede til godt 270…… Det undrede mig lidt, men da strudsen jo havde reageret tydeligt på skuddet, forventede jeg alligevel, at den var ramt trods en åbenlys fejl i afstandsbedømmelsen. Vi fandt ikke umiddelbart noget schweiss, og da vi heller ikke kunne få øje på dyret i det åbne landskab, valgte Pedri at slippe sin Rhodesian Ridgebag i et eftersøg.
Vi var åbenbart ude af stand til at overliste et overdimensioneret fjerkræ med en hjerne på størrelse med en vindtør valnød. Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Praesent efficitur euismod arcu sit amet venenatis.
Den store hund fløj afsted i strudsens spor og forsvandt hurtig ud af syne. Vi marcherede i rask trav efter den med en lille gnist af håb dybt inde i jægerhjertet, for vi havde jo begge set fuglen reagere så tydeligt på skuddet. Men der var ikke en dråbe blod i sporet, og da Pedri klatrede op i områdets største træ kunne han se flokken løbe foran hunden langt ude i horisonten. Hanen var stadig med dem og oppe i fuld fart.
Vi gik lidt slukørede tilbage til skudstedet og udmålte afstanden til pladsen vi havde skudt fra med laserafstandsmåleren, som trackeren havde hængende om halsen. Der var nøjagtigt 262 meter. Jeg bad om en måling mere. Det blev resultatet ikke anderledes af. Jeg tjekkede riffelkikkerten. Den var – ganske som jeg huskede det – skruet op på 350 meter. Jeg havde med andre ord skudt godt 30 cm. over mit sigtepunkt! Formentlig var strudsens besynderlige reaktion en refleks udløst af den supersoniske kugle nogle få centimeter over rygskindet.
Vi aftalte, at alle afstandsmålinger på de lidt drøjere skudhold fremadrettet skulle ske med afstandsmåleren. Vi rystede lidt på hovedet af os selv og fandt tilbage på bilen. Et par kilometer længere fremme fandt vi en ganske udmattet jagthund i vejkanten. Han kom ombord og fik sig en velfortjent skålfuld vand. Lidt længere fremme så vi strudseflokken i fuld fart. Hanen fejlede absolut intet – altså ud over, at han var voldsomt irriterende. Det var jo som sådan en stor lettelse, at vores grove fejlvurdering i afstanden ikke havde resulteret i andet end vores sårede stolthed og en vigtig lektie i overlevelse for dette pragteksemplar af en Kalaharihøne, som med garanti ikke ville blive nem at overliste i de næste mange år.
Vi luskede tilbage til lejren for at spise frokost og forsøge at glemme det faktum, at vi åbenbart var ude af stand til at overliste et overdimensioneret stykke fjerkræ med en hjerne på størrelse med en vindtør valnød.
Revanche
Pludselig faldt Pedri på knæ bag en busk. Små 300 meter fremme stod to strudse – en hane og en høne – og de havde ikke set os!
”Afstandsmåler!”, sagde jeg og så med mine egne øjne Pedri måle afstanden til den sort hvide fugl.
”284 meter!”
Jeg stillede afstanden ind på kikkerten og lagde an i
skydestokken. Trådkorset med dets lille skarpe lyspunkt i midten vandrede op langs hanens forben. Da det var midt i kroppen, bragede skuddet ud over det røde sand. Strudsen sprang højt op i vejret, mens den spjættede vildt med benene og baskede med de korte vinger. Den landede vaklende og løb kraftfuldt men ukontrolleret og dinglende omkring 50 meter, inden den væltede i et virvar af ben, støv og vissent græs som den febrilsk sparkede op i store tuer. Det hele var overstået på få sekunder. Jeg var glad – nærmest lykkelig. Pedri smilede fra øre til øre, og sundowneren den aften smagte en lille smule bedre end den plejede.
Det er med garanti ikke sidste gang, at jeg har været på strudsejagt. Selvom strudse i bund og grund er p*sseirriterende.
Det er med garanti ikke sidste gang, at jeg har været på strudsejagt. Selvom strudse i bund og grund er p*sseirriterende. Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Praesent efficitur euismod arcu sit amet venenatis.
Vil du også afsted? Turen til ARU Game Lodges i Namibia blev arrangeret af outfitterens skandinaviske agent Limpopo Travel. Se mere om rejsemålet her> Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Praesent efficitur euismod arcu sit amet venenatis.
Våben og udstyr
På denne tur jagede jeg med min Mauser M03 African PH i kaliber .300 Winchester Magnum. Riflen er monteret med en Zeiss V8 2.8-20×56 med ASV+ system. Ammunitionen var Hornady 165 grs. GMX Superformance. Kombinationen virkede som altid upåklageligt. Tøjet var de nye lette pürschbukser fra Härkila og deres lette bomuldsskjorter. Jeg har stadig et par Härkila Rhino ankelstøvler, som passer perfekt til Afrika.
