AF STEFAN VON THURN-RUMBACH
OVERSÆTTELSE: NIELS DYGAARD
Fire år i træk er jeg vendt hjem fra Karphaterne uden succes. Dette være sagt til beroligelse for alle dem, som ikke kender forholdene i Karphaternes urskove og ærgerlige og bandende forlader det dyrt forpagtede revir, hvor de ikke engang fik set noget. Det er muligt, at utilfredsheden hos den udenlandske jæger, der har rejst langt, er berettiget, men forpagtningsaftalen har ikke den lunefulde jagtgudinde Dianas underskrift, og alligevel er selv den mest erfarne og succesrige jæger underlagt hendes gunst – også her i Karphaterne.
Da jeg for første gang besøgte de skovklædte ”Rodnaer Alpen”, var jeg i den heldige situation, at Dr. Hans Philipowicz, som er jagtinspektør i denne region, indførte mig i de hemmeligheder, som gælder for pürsch i disse urskove. Selv om jeg var en meget lydhør elev for min kære kollega, måtte jeg alligevel betale lærepenge, for – som netop nævnt – lykkedes det mig i de første fire år ikke at nedlægge noget.
Fire år senere tegnede brunsten til at blive rigtig god. Efter de kolde septembernætter fulgte rimklædte morgener, og ifølge Philipowicz var vildtbestanden god. Min gode ven havde også denne gang sat alt ind på, at jagtlykken omsider skulle stå mig bi og havde derfor tildelt mig skovområdet ved Magura, hvor der efter forlydende skulle stå en stærk hjort. I mellemtiden var mit kroniske uheld også blevet brudt, idet jeg den 15. september havde skudt en kæmpestor los og tre dage efter nedlagt en hunbjørn ved det friske ådsel af en ko, der var blevet slået af enten ulv eller bjørn.
Det var derfor med berettiget håb, at jeg den 24. september fortrøstningsfuld tog ud for at finde og nedlægge den hjort, man havde stillet mig i udsigt. I den månelyse nat lod den store horneugle sin melankolske tuden høre, da min jagtledsager, Ivon, og jeg begav os ud på den første pürsch. Under vores fødder knasede rimflagerne, men vi måtte ufortrødent fortsætte med vore hastige skridt, hvis vi inden daggry ville nå op til hjortens revir.
Vores vej førte os først over et brandhærget område, hvor forkullede kæmpegraner lå væltede på kryds og tværs. Deres nøgne stammer var så rimglatte, at vi siddende måtte forcere dem, ellers var benene forsvundet under os, og vi ville være blevet spiddet på deres spidse grene. Det varede derfor længe, inden vi nåede en større hindbærbevokset skovrydning.
Her står vi endelig tæt på bjergkammen. Foran os hæver sig månebelyst Ineu-bjergets tre tinder. Deres skarpe konturer rager op mod den mørkeblå himmel som en båds kæmpemæssige sejl, forankrede på dalsænkningens tågehav. Der er dødsstille. Bjergene sover, hedt banker jægerens hjerte.
På én gang stryger en let, frostkold vind oppe fra bjergtinderne herned og river huller i tågetæppet. For sidste gang tuder hornuglen. Og mod øst slukkes den stjerneklare himmelhvælving. Dagen bryder frem. Da kroner i samme øjeblik et hjortebrøl min fortabthed i øjeblikkets skønhed. Ivons trænede øre kunne med sikkerhed afgøre, hvor det kom fra. ”Jeg vil lige høre det endnu en gang,” siger jeg til min ledsager. Måske kun for endnu et øjeblik at kunne nyde stedets skønhed i det frembrydende morgenlys, måske også for selv at blive klar over, hvorfra brølet kom. Men Ivon skyndede på mig. Det faldt mig overordentlig svært at løsrive mig fra dette fortryllende sceneri, men da rev et nyt og endnu højere brøl mig ud af fortryllesen. Slut med drømmeriet og drevet af det varme jægerblod kaster vi os ind i tågehavet, stormer gennem tykt og tyndt ned ad bjergskråningen hele tiden ned mod det sted, hvorfra vi hørte hjorten brøle. For ikke at falde holder jeg mig fast i de spredtstående enebærbuske, hvis spidse nåle river mine hænder til blods. Men Hubertus står mig bi. Et heldigt tilfælde vil, at vi pludselig når en gammel skovvej, og snart befinder vi os i en højskov under tågebankerne. Igen viser hjortens brøl, at vi er på rette vej.
Ved randen af en kløft slutter min jagtledsagers opgave. Han bliver tilbage. Fra nu af er det op til mig. Jeg bliver mere og mere overbevist om, at jeg ved det første dagslys vil få øje på den hjort, jeg søger. Jeg bliver stående, men det var en fejl at tro, at jeg i dette karakteristiske Karpatherterræn på lang afstand ville kunne få øje på nogen hjort overhovedet. Hindbærbuskene, der på dette sted når mandshøjde, træstammerne, der ligger på kryds og tværs, de mange kløfter og de væltede kæmpetræers tætte grenværk giver vildtet fortræffelig dækning, hvilket den forsigtige hjort også ved at udnytte.
Jeg kan intet se, selv om hjorten jævnligt brøler. I mellemtiden er det blevet helt lyst, og hjortens brøl bliver nu svagere og svagere. Jeg kan ikke gøre andet end at gøre brug af mit hjortekald med håbet om, at den efter brølene at dømme brunstige hjort vil komme tilbage. Det sker virkeligt. Jeg får straks dens svar, men da jeg igen kalder, forbliver alt stille. Jeg formoder, at hjorten lydløst er på vej for at afregne med sin rival – med mig!
Jeg har riflen skudklar og trykker mig tæt ind til en stormfældet grans mægtige skiverod. Nu kommer hjortejagtens skønneste øjeblik – hjorten nærmer sig… Pludselig den svage lyd af knækkende grene bag mig! Er han gået uden om mig for at få fært? Uendelig forsigtigt drejer jeg hovedet – da løber det mig koldt ned ad ryggen. Jeg er helt lammet, for blot 30 skridt bag mig står en hjort! Den søger noget med hovedet helt nede ved jorden og har endnu ingen anelse om min nærhed. Unægtelig en kritisk situation! Jeg trykker mig endnu tættere ind imod mit skjul, vover næppe at blinke med øjnene og skeler under hatteranden efter hjorten, som ser ud til at være en lovende tiender. Da brøler pladshjorten ude fra en skovrydning, mens ”skrædderen” hele tiden kommer tættere og tættere på mig. Kommer jeg til at skræmme ham, kan han opskræmme pladshjorten og rive ham og hele hans rudel med sig. Hvad skal jeg gøre? Før den har fået fært af mig, udstøder jeg et mægtigt kampbrøl med mit hjortekald. Min tiender sætter i en drabelig flugt, idet den samtidig kaster et næsten komisk blik på mig. Mit brøl var imidlertid ikke nok til at skræmme den uerfarne yngling, for den vender om og forsøger at få fært. Jeg springer den derfor i møde og lader for fuld styrke igen kampbrølet høre. Nu traver tienderen forvirret væk. Endelig! Desværre trak rudelen i mellemtiden ind i højskoven på den anden side af lysningen, hvorfra jeg en sidste gang kan høre pladshjortens brøl. Derefter stilhed … altså på ny intet jagtheld.
I lang tid endnu blev jeg siddende og nød det smukke landskab, og hvad jeg lige havde oplevet, indtil Ivon endelig stødte til mig med disse ord. ”Ikke mere at gøre for i dag,” han havde sikkert ret, og jeg fulgte ham villigt, for jeg var begyndt at længes efter Oberförster Pichelmeyers hus og efter det længe ønskede varme måltid, som jeg også snart skulle få af hans søde kone.
Her fra Försterhuset ville vi hurtigt kunne nå min sidste post. Skulle vi ikke have heldet med os om aftenen, ville vi blive derude i nærheden af hans revir natten over og afvente daggryets komme. Efter det kostelige måltid gjorde jeg mig klar, og allerede klokken fire var vi derude. Neden for os essede et rålam, og på lysningen overfor så vi en flygtig rudel kronvildt. Hvor begunstiget er den jæger ikke, der på blot på én eneste dag kan se så meget vildt, og det tilmed her i Karpatherne i en så vildtfattig egn. Det tog jeg som et godt varsel og pürschede på mine gummisko lydløst og langsomt over mod skovlysningen.
Endnu inden jeg var kommet derover, lød der pludselig ganske tæt på mig et mægtigt brøl! … Jeg kastede mig øjeblikkeligt ned på jorden bag et grantræ. Jeg hører, hvordan et gevir slår mod nogle grene og også, hvordan hjortens krop strejfer de lavthængende grene, mens den kommer nærmere og nærmere. Det var lige i rette øjeblik, at jeg kom i skjul, for ret foran mig dukker der et dyr op, som hele tiden kigger sig tilbage, men med kurs direkte hen imod mig. Vinden er god. Da dyret stopper op bare nogle få skridt fra mig, har jeg kun det ene ønske, at en træstamme, der er imellem os, vil kunne skjule mig for det. Det var virkelig nogle spændende sekunder. Hvert øjeblik kunne dyret komme til syne lige foran mig, så jeg turde ikke røre mig, dårligt nok blinke med øjnene.
Dyret trækker med højt hævet hoved over mod skovrydningen, søger fært og kigger sig ofte tilbage mod det sted, hvor jeg kan høre nogle grene knække. Endelig er der en tyk træstamme, der skjuler os for hinanden, og jeg lægger riflen til kinden, har allerede afsikret – men det er ikke hjorten, der kommer til syne, men en kalv! Næsten i samme øjeblik lyder der nu ganske tæt på mig nogle mægtige brøl. Jeg er ikke noget nervøst menneske, men jeg har i dette øjeblik svært ved at bevare roen. Efter nogle dybe åndedrag har jeg genvundet fatningen, dér – 30 skridt fra mig skyder hjortens vældige krop sig frem gennem vegetationen, og gennem grenværket ser jeg dens kæmpestore krone. En lille gren er skyld i, at jeg ikke kan komme til noget sikkert skud. Jeg må rejse mig lidt op og skyde i samme sekund!
En dump lyd følger, bragende knækker grene, hjorten er væltet i skuddet. Kalven flygter tæt forbi mig, så mos og jordklumper sprøjter op i hovedet på mig. Jeg repeterer, men foran mig ligger min hjort forendt- hind og kalv kigger spørgende tilbage. . .
I min grænseløse glæde glemmer jeg her ved mit så længe ønskede mål alle skovens ”husregler. Ud fra min strube presser sig et højt begejstringsbrøl, som de omliggende højder kaster tilbage som et mangedoblet ekko.
Med blottet hoved står jeg dybt grebet ved den kapitale fjortenender. Det gør mig overordentlig ondt, da min ledsager med sin sagkundskab prosaisk giver sig til at vurdere dets styrke. Og hvem ved, hvor længe jeg ville have stået og beundret min hjort, hvis ikke mørket var faldet på og havde mindet os om vores hjemtur.
Ivon ville blive natten over ved hjorten på grund af mulige vildttyve og rovvildt. Jeg derimod ilede til Försterhuset – ned til mennesker, som jeg kunne dele min lykkefølelse med.
