TEKST: PER KAUFFMANN
FOTO: PER KAUFFMANN OG DAVID KALOSSON/SHUTTERSTOCK
Vi stiller for med god afstand mellem skytterne langs en stor brakmark med spredt bevoksning, et lavtliggende og lettere oversvømmet område langs Arnåen i Sønderjylland. Det første stykke vildt, der rører på sig, er en dobbeltbekkasin, der slynger sig op i de højere luftlag på den helt karakteristiske måde og sætter kursen mod skyttekæden. Alle følger den med øjnene, også de to skytter, der ser ud til at få den ret ind i god højde. Fire skud brager oven i hinanden, men bekkasinen fortsætter sin uregelmæssige flugt uden bekymringer. Sekunder efter sker det samme med den enlige krikand, der har hygget sig i et af de små vandhuller. Den passerer skyttekæden en tak længere oppe, men med samme resultat. Ingen ære er større end at høste en vild fugl i fuld fart for øjnene af ens jagtkammerater. På den anden side er det bare ikke særlig fedt at skyde forbi, når alle kan se det.
Nogle minutter senere kommer så fasanerne. De første to letter samtidigt og holder i begyndelsen samme kurs, inden de deler sig. Fire skytter får fornøjelsen. og seks skud senere er vi på 14 patroner og nul stykker vildt. Det er andensidste såt i dag, og folk burde være skudt varme på trods af det frostkolde vejr, men tilsyneladende ikke alle. I formiddagens tre såter var der generelt god skydning, men lige nu er der en vis nedgang i succesraten. Men kun indtil videre, for så endelig kommer der flere fasaner, og der falder både skud og fugle.
En vanskelig bekkasin
Såtens eneste chance til mig er en bekkasin på fint skudhold. Lige netop som jeg trykker af, folder den vingerne sammen for at styrtdykke ned mod et lille vandhul, og skuddet går forbi. Den lander fyrre meter fra mig, som om intet var sket. Det er ikke kun længere nede i skyttekæden, der er problemer med at komme langt nok frem på vildtet. Ellers er det gået meget godt, siden vi stak hinanden på næven klokken 8.45 uden for hovedbygningen på godset Solvig, nogle få kilometer øst for Tønder. Måske bortset fra første såt, som var en sø, hvor der normalt er mange ænder.
Kurt, der er jagtleder i dag, satte halvdelen af de 18-20 jægere på post i en halvbue mod nord og Erik resten, herunder mig. I dag var der kun en håndfuld krikænder i søen, så selv om der bliver skudt to af dem, fornemmer jeg en vis skuffelse i selskabet. Fasaner ved man normalt, hvor man har, men ænderne er vanskeligere at lave aftaler med. Det samme gælder gæssene, som også har svigtet i år – indtil videre.
Solvig Konsortiet
Jeg deltager i jagten på Solvig som betalende gæst, idet jeg købte pladsen på Herregårdsjægernes auktion i foråret, en plads som Solvig-konsortiet havde stillet til rådighed.
Konsortiet består af 12 medlemmer, og de har haft jagten på Solvigs 640 tønder land i nogle år.
Tidligere havde de i mange år jagt på herregården, Hverringe på Fyn, men måtte gå ud af kontrakten, da prisen steg i samme takt, som råvildtet forsvandt. Konsortiet holder 6 større hagljagter hvert år, og herudover skydes der nogle få bukke. Ellers skydes der ikke ret meget råvildt i et forsøg på at hjælpe bestanden, og det samme gælder med fasanerne, hvor der kun skydes kokke. Dels de vilde, dels fra to udsætninger, som natur- og vildtforvalter Martin Petersen holder styr på. Martin er ansvarlig for hele jagtvæsenet ved Schackenborg, hvor der på de tilhørende godser opdrættes i alt 5-6000 fasaner, heraf en mindre del på Solvig.
Kronhjort i fasanåten
Dagens anden såt blev nok dagens største succes. Dels blev der set en seksender kronhjort, dels var der både mange snepper og mange fasaner. Rigtig mange fasaner faktisk. Jeg får tildelt en sidepost på et skovspor i midten af det hele og har et fint udsyn med høje graner foran og stangskov bag mig. Drevet er næsten til ende, inden der sker noget i nærheden af mig, for pludselig kommer en fasankok et stykke oven over granerne. Senere endnu én og en enkelt går på tværs ned mod dem, der står for bagerst. Det går helt fint, og jeg får skudt nogle stykker, der alle falder i nærheden af mig.
Så råbes der “sneppe” og et øjeblik senere “sneppe mod venstre”, hvilket vil sige ud mod os. Den kommer ud af plantningen lige til min sidepost, lavt men hurtigt. Lige over hovedet på ham, drejer den 90 grader og kommer så lige op mod mig. Ingen af os kan skyde på sneppen i den position, men lige inden den flyver ind i mig, drejer den ind mod såten igen og stiger voldsomt for at komme op over de høje grantræer. En oplagt chance, som jeg da heller ikke lader gå fra mig. En sky af fjer indikerer, at den er ramt, lige som den skal, og den dumper ned i kanten af såten nogle få meter fra mig.
Men træerne vokser ikke ind i himlen, og jeg er da også uheldig med at anskyde en høj fasan, der kommer ned langs skyttekæden. Heldigvis reddes jeg af en af bagposterne, der lykkes med at få den skudt på trods af den lettere nedsatte fart.
Blæsten går frisk
Ved frokosten i Solvigs hovedbygning går snakken om alt og intet, inden sangbogen kommer frem. Konsortiet holder fast i, at der skal synges lidt over snapsen, hvilket er en både god og sympatisk tradition. Som gæst får jeg lov at vælge, og snart lyder “Blæsten går frisk over Limfjordens vande” i den højloftede stue. Meget kan man sige om disse gutter, men synge igennem det gør de. Senere tager vi “Nu falmer skoven trindt om land” med samme succes, inden Kurt igen inviterer os udenfor i det tunge vejr, for fasanerne skyder jo ikke sig selv.
Vi har lidt uheld med eftermiddagens første såt, da de fleste fasaner forlader den smalle pilemark ad nødudgangen. En enkelt falder der dog langt ude, hvilket er for meget for den jagtivrige F1 spaniel, Tessa, tilhørende Anders. Den sidder ved fod med snoren om halsen, men river sig løs og apporterer fasankokken, der faldt langt borte.
Anders er ikke helt tilfreds med den bedrift, men på den anden side var det en flot apport – for næsen af de andre hunde, der alle er behørigt koblede, og en god jagthund skal ikke skoses for at opvise lidt initiativ, vel?
Finalesåten
Dagens sidste såt er en absolut værdig finale. Også i denne såt ses der nemlig kronvildt, og et par snepper bliver skudt på fornemste vis. Jeg står med ryggen mod Arnåen, der virkelig har travlt her.
Al det vand, der er kommet i november, skal ledes bort, og det går ikke stille af. En forvirret skovdue når at korrigere sin kurs, da den får øje på mig, men sådan er det jo som bekendt ikke med fasanerne. De holder kursen, når de først er luftbårne og fremadgående. Foran mig rejser nogle enorme bøgetræer sig, så hvis der skulle komme fasaner for på min post, vil de være betænkeligt høje. På grund af min position få meter fra Arnåen har jeg regnet ud, at de skal skydes hurtigt, resolut og så spidst som muligt, for ikke at lande i sumpen på den anden side af åen.
Så letter de første fasaner inde i skoven, kan jeg høre. Der bliver skudt hist og her, og så kommer den første til mig. Højt og hurtigt, ligeud og lumsk. Det lykkes mig at få den skudt allerede, inden den helt har passeret trækronerne, og den lander da også med et ordentligt bump nogle få meter bag mig i det smalle buskads mellem mig og åen. Den næste kommer lidt skævt på, og åbenbart hurtigere, for den lander i åen med et ordentligt plask. Heldigvis er Arnåen lagt tilbage i sine gamle slyngninger for nogle år siden, og med en række 90 graders sving, er det sandsynligt, at den driver i læ i stedet for at blive ført lige ud i havet. Min sidepost, Viggo, har sluppet sin sorte labrador, Carlos for at apportere en fasan, og det bevirker, at hunden også driver krattet bag mig af.
Fasaner bagfra
En halv snes fasaner letter i alle retninger. Gad vide, om de er kommet bagfra eller allerede befandt sig på åbrinken, da vi stillede for? De fleste tager kursen stik bagud, altså over åen og ind i den sumpede rørskov og giver derved ingen chancer fra sig. En enkelt kok svinger sig dog opad, som ellers kun snepper og helikoptere er i stand til, og vil den modsatte vej – ind i såten. Det giver mig en oplagt mulighed for et nemt skud, for der er vist fasaner nok inde i såten allerede.
Carlos fortsætter med at apportere bag mig, hvilket er både godt og skidt. Godt, fordi han derved kunne fange en eventuel anskudt fasan. Skidt, fordi jeg nu både skal holde øje med, hvilke fasaner han henter, og hvilke han ikke henter, og samtidig koncentrere mig om at holde øje med de fasaner, jeg skal skyde. Det tager lidt af fornøjelsen, for selv om jeg har skudt nogle stykker, er jeg dog stadig i stand til at huske, hvor de ligger. Nå, men sådan gør man altså her på stedet, og det kan måske også være meget godt.
Carlos – en vandhund
Da drevet er forbi, er der kun nogle få fasaner, der ikke er apporteret. En af dem er den vandglade fasan, der landede i åen. Jeg får forklaret Viggo, hvor den faldt, og han sætter Carlos ind i sagen. Den sorte labrador kaster sig frygtløst ud i det brusende vand og kæmper sig over på den anden side af den brede å. Snart efter er han på vej hjem med den våde fasan, der ganske rigtigt var drevet ind ved en slyngning. Glimrende hundearbejde, som Carlos må gentage, da naboposten til den anden side også har en fasan liggende på den anden side af Arnåen.
Carlos gør det godt, og snart efter har han kæmpet sig både frem og tilbage over åen én gang mere, hårdt kæmpende for ikke at blive revet med af strømmen. En drivvåd fasan pynter ikke på paraden, men heldigvis er der også mange tørre kokke ved den senere vildtparade på græsplænen foran Solvig.
Herregårdsskytte, Martin Petersen kan her berette, at der er faldet 251 skud på dagens jagt, men holder dog ikke det tal op imod de mange fugle, der ligger på paraden, nemlig fire snepper, to krikænder og en næsten endeløs række af fasankokke. At jagtlederen, Kurt, så efterfølgende forklarer, hvor den lokale skydebane er placeret, vidner måske om, at de sønderjyske fasaner ikke står tilbage for dem, vi finder andre steder i landet, og at høje, hurtige fasaner kræver en vis øvelse. Men som man siger, jo oftere man øver sig, jo heldigere bliver man.
Om solvig
Solvig er en tidligere herregård ved bredden af Arnåen, 8 kilometer øst for Tønder og med nogenlunde samme afstand til den dansk/tyske grænse i luftlinje. Den første bebyggelse på stedet var i 1300-tallet, hvor der blev anlagt et græstørvshus i den sumpede ådal. Siden blev der placeret en gård i den beskyttende sump på tre eller fire kunstigt opførte holme, og Gjordsen-familien gjorde godset stort og rigt. I 1583 blev Solvig gods overtaget af kongen og straks efter mageskiftet til adelsmanden Melchior Rantzau. Han anlagde et stort voldsted omgivet af voldgrave og opførte et renæssanceslot dér, hvor Solvigs hovedbygning nu ligger. I 1585 byggede han også den store staldbygning, som stadig står, og som regnes som Danmarks ældste af sin slags. Godset skiftede ejere mange gange i årene efter, hvor også godserne Kogsbøl og Søndergårde blev lagt ind under Solvig. Efterhånden forfaldt renæssanceslottet dog, og 1851 blev det afløst af Solvigs nuværende hovedbygning og umiddelbart herefter købt af greve Hans Schack og underlagt Schackenborg Slot. Den sidste i rækken af ejere er således Hans Kongelige Højhed Prins Joachim. Solvig er på 352 hektar, hvoraf ca. 150 hektar er skov, brak, vådområder, kratenge og resten agerjord. Solvig Mølle hørte oprindelig under Solvig Gods, men vandmøllen blev nedlagt i 1924, hvorefter mølledammen blev tømt og Arnåen udrettet. I 2003 gennemførte man dog et stort naturgenopretningsprojekt, hvorved Arnåen fik sine gamle slyngninger tilbage. Schackenborg gods har i dag 1,7 kilometer af Arnåen, og der udlejes fiskeri i sammenhæng med ferieboliger via slottets skytte, Martin Petersen.
LÆS OGSÅ
Derfor bør du supplere majs og hvede med fasanfoder i vinter og forårsmånederne
