AF JENS ULRIK HØGH. FOTO: JENS ULRIK HØGH og ARTHUR CAMMELBEECK.
Intet holder evigt, og døden har altid en årsag. Begge dele gælder naturligvis også for vores højt skattede jagtvåben. Men hvor længe tager det at slide et jagtvåben op, og hvad er det, som til slut afslutter våbnets aktive karriere?
Slidtage
I nogle år ernærede jeg mig bl.a. ved handel med brugte jagtvåben. Mange var faktisk så brugte, at de ikke længere var i funktionsduelig stand – i hvert fald ikke i henhold til min egen målestok. Jeg gøs ofte ved tanken om, at mange af disse sønderslidte våben faktisk havde affyret deres sidste skud i netop denne tilstand. Årsagen var naturligvis den enkle, at våbnets tidligere ejer havde været ludfattig og helt afhængig af at klemme det sidste liv ud af et kostbart redskab. Dette bringer mig direkte til den første konklusion omkring jagtvåbens levetid. Tidspunktet hvor et jagtvåben anses for at være slidt op, er egentlig op til dets ejer at bedømme. Kan man acceptere at riflens egenspredning vokser til det dobbelte af, hvad den var, da riflen var ny eller kasseres våbnet længe inden? Bruger man stadig sit haglgevær, selvom sløret i hovedbolten er blevet så voldsomt, at den rasler, når man står på post? Jeg er ikke i tvivl om, at moderne jægere har et helt anderledes kvalitetskrav til deres brugsvåben, end tidligere tiders jægere havde.
Et gennemskåret riffelløb med overgangen mellem kammer og riffelgang som det ser ud, når det er nyt.
Et eksempel på et løb, som er slidt op. Bemærk hvor langt fra selve kammeret riffelgangene er slidt væk.
Riflens død
I virkelighedens verden slides rifler op på to forskellige måder, og det er kun ganske få jægere forundt nogensinde at opleve det. Problemerne opstår i starten og slutningen af løbet. Resten af riflen holder typisk mange gange længere end løbene.
Det mest hyppige slitageproblem er erosion i overgangen mellem kammer og riflet løb – på dansk hedder denne del af løbet overgangskonussen. Ekstremt tryk, ekstrem varme, aggressive kemiske stoffer og både forbrændte og uforbrændte partikler som skurer overfladen slider hårdt på selv det bedste stål. Forestil dig en sandblæsning med skarpe partikler ved flere tusinde bars tryk og flere tusinde graders varme. En kombination af en skærebrænder og en sandblæsningspistol med flere hundrede gange højere tryk end normalt. Djævelen selv ville nok tage et par sikkerhedsbriller på, hvis han skulle arbejde med den form for powertools nede i Skærsilden. Resultatet af mishandlingen er ikke overraskende. Langsomt men sikkert “ædes” riffelgangen bort længere og længere ud i løbet. På et tidspunkt påvirkes præcisionen mærkbart, og skud for skud bliver den dårligere og dårligere indtil riflens ejer har fået nok og bekoster en ny pibe.
Hvor mange skud skal der til? Det afhænger helt og holdent af ejerens smertegrænse for, hvornår præcisionen er for dårlig, og i høj grad også af hvilket kaliber, der skydes med, og hvordan våbnet rengøres osv. Konkurrenceskytter, som skyder med .308 Winchester, regner typisk med en levetid på omkring 5.000 skud. Som jæger kan man måske leve med en lidt ringere præcision og dermed håbe på flere skud igennem piben, inden den er helt færdig. Jeg har hørt om piber, der har klaret godt 7.000 skud.
Desto mere krudt, der brændes af i forhold til kalibermålet, desto færre skud kan piben klare. En .243 Winchester – som er baseret på et .308 Winchester hylster men med et bydeligt mindre projektil – klarer typisk kun omkring 1.600 – 2.000 skud, inden den er skudt ud. Det går helt galt med endnu “hottere” kalibrer såsom .22-250, som næppe overlever 1.000 skud med optimal præcision intakt. Tilsvarende klarer f.eks. en 9,3×57 betydeligt flere skud end .308’eren set i forhold til løbserosionsproblematikken.
Et projektil befinder sig typisk i løbet i omkring 2 millisekunder i forbindelse med skudafgivelsen. Det betyder, at der reelt kun er “ild i piben” imellem 10 og 14 sekunder for en .308 Winchesters vedkommende, inden den er slidt op. En .243 Win overlever kun i tre sekunder. Til gengæld er der meget langt imellem jægere, som når at affyre det antal skud på vildt og bane i hele deres jagtkarriere med den samme jagtriffel – og ammunitionsomkostningerne vil altid være væsentligt højere end prisen på en ny pibe.
Det har ikke særligt meget at sige, hvilken ståltype piben er fremstillet af, hvordan riffelgangene er udformede, eller hvordan overfladefinishen ser ud. Hvis der er en forskel på levetiden mellem en ordinær fabriksfremstillet pibe og en kostbar custom pibe, er den i bedste fald marginal. Hvad der for alvor gør en forskel, for en givet riffel er at undlade at skyde den varm. Skud affyret i en glohed riffel slider betydelig mere end skud affyret i en kold pibe, så jægernes piber bør kunne holde til mange flere skud end konkurrenceskytternes ….. medmindre man er hyppig gæst i skydebiografen.
Afslutningen af løbet kaldes kronen. Det er den sidste kontakt imellem løb og projektil, og det er afgørende for præcisionen at kronen er intakt, tætsluttende og symmetrisk.
Kronen på værket
I den anden ende af piben er selve afslutningen af løbet ved mundingen – kendt som kronen – tilsvarende følsom for slitage. Kronen er den sidste kontakt imellem løb og projektil. Er der skader her, er det totalt ødelæggende for præcisionen. I gamle dage var det et problem, at riflerne helt enkelt blev slidt på grund af hyppig rengøring fra mundingen. Rensestokken sled mundingen skæv – riflerne blev pudset ihjel.
I dag ved vi, at det er vigtigt at rengøre løbet fra kammerenden og omhyggeligt sørge for at undgå indvendige ridser. Vi har bore-guides til at styre rensestokken og redskaber med en overflade finish, som hverken i sig selv ridser eller tiltrækker og fastholder partikler som før. Derfor er det nu om stunder sjældent, at en riffel bliver slidt op af uhensigtsmæssig rengøring. Man kan ved et uheld skade kronen ved f.eks. af tabe riflen – der skal kun et ganske lille hak til, hvis man er uheldig – men det har ikke så meget med slitage at gøre.
Naturligvis blive mundingen også slidt en smule ved hver eneste skudafgivelse præcis som resten af løbet, og dette er helt sikkert en medvirkende årsag til, at præcisionen bliver dårlig på gamle rifler.
Resten af riflen – låsen med aftræk, magasin osv. bliver stort set aldrig slidt op. Jeg har aldrig set et eksempel på dette. Jeg har derimod set – og håndteret – moderne rifler, som efter sigende har skudt mere end 250.000 skud i tyske skydebiografer – svarende til at slide 30-40 piber op – uden at de af den grund var slidt mekanisk op.
Der er MEGET jagt i et enkelt riffelløb… 100 jagter som denne er slet ikke noget problem med en og samme riffel.
Haglgeværer
Et knækslåsvåben bliver slidt op i hovedbolten, længe inden at der kan konstateres noget mærkbart slid på løbene. I gamle dage, hvor aktive jægere fra stenrige fyrstefamilier kunne skrive mange tusinde fugle i jagtjournalen om året, blev løbene på haglbøsserne slidt tyndere og tyndere for hver sæson. Skal man købe en fin gammel engelsk haglbøsse, er det derfor en god ide at få tjekket, om den holder den minimale godstykkelse i løbene. Moderne hårdt forkromede haglgeværløb bliver dog i praksis aldrig så tyndslidte, at det er et problem. Der findes eksempler på haglgeværer anvendt til konkurrence og testskydning, som har affyret mere end 1.000.000 skud.
Historisk set har rust altid været jagtvåbnets værste fjende. Denne gamle forlader står næppe til at redde, hvis man er hysterisk med præcisionen.
Gammel kærlighed ruster
Den hyppigste dødsårsag for jagtvåben igennem tiderne er ikke slitage. Det er rust. I gamle dage var det et endnu større problem end i dag, da den kemiske sammensætning i fænghætterne efterlod nogle meget aggressive forbrændingsrester i løbene, som accelererede korrosionen gevaldigt. Det medførte både rustskader og forøget slitage på grund af behovet for meget hyppig rengøring. Problemerne blev forværret yderligere af manglen på effektive rustbeskyttelsesmidler. Af alle de ikke-funktionsduelige våben fra 1900-tallet jeg har set, er det med garanti mere end 90%, som var afgået ved døden på grund af rust.
I vore dage er både stålet, overfladebehandlingerne og rustbeskyttelsesmidlerne et fantastisk værn mod korrosion, så det burde høre fortiden til, at våben bliver udtjente på den konto.
Et nyt jagtvåben er en stor investering, og det er naturligt at fundere over, hvor længe det holder. Det korte svar er: “Længere end dig selv!” …. hvis du altså passer lidt på det.
