Den engelske setter har – ikke overraskende – England som oprindelsesland. Tilbage i 1500-tallet anvendtes de på de engelske heder til fangst af agerhøns. Hundene skulle naturligvis finde fuglene, men de måtte for alt i verden ikke bringe dem til flugt. Af den enkle årsag, at man dengang ikke havde skydevåben, der var egnede til at fælde fugle i flugt.
Det var derfor af helt afgørende betydning for en succesfuld jagt, at man havde hunde, som evnede at nagle og fastholde agerhønsene, til jægerne kom frem og kunne kaste store net over fuglene.
Det vil være alle jægere bekendt, at hønsefugle fremfor flugt ofte vælger at ”trykke/skjule” sig i vegetationen, når de oplever, at en fare nærmer sig. En adfærd der er et resultat af årtusinders evolution, og som formentlig er udviklet, fordi det især i forhold til rovfuglene var sikrere, at blive liggende i total ro, fremfor at forsøge en kapflyvning på liv og død med de lynhurtige falke og høge.
Det er denne overlevelsesadfærd, som er fundamentet for både fortidig og nutidig jagt med stående jagthund.
Den fascinerende stand
Det vil være de fleste jægere bekendt, at der blandt næsten alle jagthunderacer findes individer, der, når de mærker fært af vildt, kortvarigt stopper op og peger med næsen mod eksempelvis en fasan, som trykker.
Hos den engelske setter og andre racer af de stående jagthunde er denne evne udviklet til perfektion.
Det er i sandhed en fascinerende oplevelse at opleve en stående jagthund, der næsten til fuldkommenhed mestrer at tage stand for og fastholde hønsefugle.
Standen har mange facetter. Hos tophunden er det i virkeligheden en mangesidet kunstart. Hunden skal med næsens hjælp lokalisere fuglene på netop den afstand, der betinger, at de vælger at trykke fremfor at flygte. En øvelse som hunden kun kan udføre, hvis den også evner at tilpasse søget til de herskende vind- og terrænforhold.
Tager hunden stand på for lang afstand, vil den eller de usynlige fugl(e) forsøge at løbe fra stedet, og kommer hunden for tæt på, letter fuglene uden for skudhold. Selv om fuglene er naglet, vil de også til tider alligevel forsøge at undvige i ly af vegetationen, og så handler det for hunden om, at den med en nøje afpasset opfølgning magter at sætte fuglene på ny. Det handler i virkeligheden om, at hunden med lugtesansens hjælp evner at finde den usynlige grænse til vildtet, som får det hele til at gå op i en højere enhed.
Det siger sig selv, at hunden skal holde sin stand, indtil der kan afvikles en jagtbar situation. Det betyder i praksis, at føreren, når han giver hunden besked på at avancere og rejse vildtet, skal være så tæt på den lettende fugl, at han eller hun kan fælde den med et forsvarligt haglskud..
På flade stub- eller roemarker handler det sjældent om mere end et par minutter, før en stand kan afvikles, men i uoverskueligt terræn er det ikke ualmindeligt, at hunden skal holde standen en rum tid. Denne artikels forfatter har på sneppejagt i store plantager og ikke mindst på rypejagt i norske fjelde ofte oplevet, at engelske settere har måttet holde deres stand i halve timer.
Nutidens engelske setter
De i indledningen nævnte engelske settere fra 1500-tallet havde et tydeligt spanielpræg. Der hersker ingen tvivl om, at spaniels er en væsentlig del af avlsmaterialet bag racen. (Som det i øvrigt er tilfældet i forhold til adskillige andre jagthunderacer).
Målrettet avl af kompetente opdrættere har gennem århundrederne udviklet den engelske setter til en fremragende stående jagthund med sit eget helt unikke racepræg. Det er i dag en ædel og elegant hund, der er skabt til at arbejde i timevis i et stort, veltilrettelagt, energisk søg og som til fuldkommenhed mestrer at finde og behandle terrænets fuglevildt.
Jægere, som har oplevet jagt på åbne vider med en veltrænet engelsk setter, og som har fået ”kicket”, når hunden efter en stilfuld stand har bragt fugl for bøssen, vil stort set uden undtagelse for evigt have tabt deres hjerte til såvel racen som jagtformen.
Alsidig jagthund
Den engelsk setter er iøvrigt meget mere end en stortgående fuglehund på åbent felt. Det gælder for den, som det gælder for de fleste andre jagthunderacer: Med passende skoling og træning bliver de gode til de jagtformer, som de jævnligt bliver brugt til.
Den engelske setter er robust, og tæt vegetation er ingen hindring for den. Det samme gælder i forhold til vandarbejdet. Den har stor vandpassion, og skal der drives ænder op fra mosen, forlader den ikke vand og rørskær, før den sidste and er lettet.
Skal der efterfølgende apporteres fra vandet, klarer den engelske setter også denne opgave. Dens robuste pels gør endvidere, at selv koldt decembervand ikke er nogen hindring for efterskudsopgaverne
Familiehund
Det gælder for det store flertal af jagthunde i Danmark, at de også er familiehunde. Gør man det op i timer, bruger et betydeligt antal jagthunde nok mere tid på familieopgaven, end de bruger på jagt.
Det skal derfor også nævnes, at den engelske setter er uhyre rolig og omgængelig i dagligdagen, men dens medfødte jagtlyst og behov for fysisk arbejde gør naturligvis, at det vil være synd og skam for både hund og hundeejer, hvis sidstnævnte ikke er i stand til at opfylde disse basale behov hos hunden.
Engelsk setter klub i 100 år
Årene omkring årsskiftet fra 1800-tallet til 1900-tallet var en periode, hvor jægernes hunde for alvor blev organiseret i Danmark. Dansk Jagtforening blev stiftet i 1884, og jagthundesagen havde høj prioritet i denne forening. I 1897 blev Dansk Kennel Klub en realitet, og hermed blev stambogsføringen af hunde for alvor sat i system.
I hastig rækkefølge blev specialklubber for jagthunde dannet i begyndelsen af 1900-tallet, og i 1918 var det den engelske setter tur til at få egen specialklub.
Klubben kan altså i år fejre 100 års jubilæum, og det er i høj grad en velfungerende specialklub med kompetente bestyrelser og visionære opdrættere, der kan takkes for, at den engelske setter igennem mange år har tilhørt de fremmeste blandt de engelske stående jagthunde.
Den engelske setter på markprøve
Et vigtigt værktøj til at udvikle og fastholde de jagtlige kvaliteter hos racen har gennem hele specialklubbens levetid været markprøverne. Det var Dansk Jagtforening, der allerede i midten af 1880-erne lancerede markprøver i Danmark. I de første år var markprøvesporten forbeholdt godsejere og velhavere, men i dag er det heldigvis folk fra alle samfundets lag, der er grebet af markprøvernes intensitet og spænding.
Markprøver er en udfordrende sport, hvor jagthundenes færdigheder måles og vurderes, såvel indenfor den enkelte race som på tværs af jagthunderacer. Det giver det ideelle og objektive grundlag for opdrættere til at udvælge de avlshunde, der besidder de bedste jagtlige evner. Og tag ikke fejl: Markprøvesporten bærer en stor del af æren for den moderne engelske setters høje jagtlige kvalitet.
Faktisk blev alle de største prøver på tværs af alle engelske racer i 2017 vundet af engelske settere: Det betød, at Dansk Jagthunde Derby, (der er en prøve for en årgangs bedste engelske unghunde), Dansk Kennelklubs Forårsmesterskab og Dansk Jagthundeudvalgs Danmarksmesterskab, havde engelske settere som 1.-vindere.
Jubilæumsarrangement
Engelsk Setter Klub fejrer 100-året som selvstændig specialklub med et omfattende arrangement i uge 12. Med Vejen Idrætscenter som samlingssted og udgangspunkt er der hver dag fra 19. til 25. marts aktiviteter med engelske settere. Et detaljeret program kan ses på www.engelsksetterklub.dk, og jagtinteresserede og alle andre er overordentlig velkomne.
Da arrangementet afholdes uden for jagttiden, fældes der naturligvis ikke vildt, men ikke mindst unge jægere eller andre med et begrænset kendskab til den stående jagthund vil alligevel få rig mulighed for at få et indblik i en fascinerende jagtform.
Vil du vide mere
Se eksteriørstandard m.m. på www.engelsksetterklub.dk
Læs Finn Møller Jørgensens detaljerede bog: Den Engelske Setter.
Eller kontakt et af klubbens bestyrelsesmedlemmer.
