Newfoundland er derfor blevet et af de mest populære steder i Nordamerika at jage elg. Jægere fra denne side af Atlanten har også opdaget dette jagtparadis, der ikke ligger så langt væk, og som prismæssigt er langt rimeligere end jagt på elg i Alaska.
Forvaltningen og elgjagten på Newfoundland, verdens 15. største ø, har mange lighedspunkter med den i Norge, hvad kødvægt, antal af dyr og jagtmetoder angår. Der er en bestand på mellem 110.000 og 130.000 dyr. Der sælges cirka 30.000 licenser, men afskydningstallet er lidt mindre. Elgene her er noget større end i Skandinavien, med store, flotte gevirer. De fleste elge jages dog for kødets skyld af fastboende jægere.
Jagten starter den 12. september og varer til den 12. december. Afskydningstallet ligger i enkelte områder helt oppe på over 90 %. Licenserne fordeles på en demokratisk måde. Man benytter et system med lodtrækning, hvilket giver lige muligheder for alle, og er der et år, hvor man ikke er heldig, kommer man længere frem i køen næste år. Udenlandske jægere har et fortrin og tildeles licens uden om det ordinære system, men udlændingene har pligt til at have en lokal guide.
Den bedste og mest spændende jagttid er i brunstperioden fra midten af september til midten af oktober. Der er efterhånden mange skandinaviske jægere , der har benyttet sig af denne mulighed.
Jagtområdet – Uendelig stort
Jonas Røen tager sin Sauerriffel ud af våbenkufferten og lader den med 180 grains «Rhino Bullet-patroner»
og går derefter med guiden Tim Sheppard fra deres pickup og ind i kratskoven. Målet denne første dag er et højdedrag med udsigt til et skov- og vådområde, som er hovedbiotop for den talrige newfoundlands-elg. Tim sætter den store glasfibertragt for munden og frembringer et lokkekald, som kunne gøre enhver elgko misundelig, og som forhåbentlig vil kunne narre tyrene. Den nasale lyd runger ned gennem den åbne nåleskov mod moseterrænet nedenfor.
-Ahhhhhhhhh-ahhhhh-ahhhhhhhhh! Tim gentager lyden et par gange, inden han lægger det store lokkekald fra sig og tager sin kikkert for at studere moseområdet neden for sig.
Jonas stiller sin riffel op af et træ og hiver ivrigt sin kikkert frem. Nu skal han endelig selv have mulighed for at jage elg og sortbjørn på Newfoundland og ikke bare lægge jagten til rette, for at andre jægere kan få opfyldt deres jagtdrøm. Jonas har to licenser til elg og to til sortbjørn og har to uger til rådighed til jagten sammen med fotografen Morten Brekke, der skal filme det hele.
Skov- og fjeldområderne på den næsten 110.000 km2 store ø, Newfoundland i Øst-Canada kan minde lidt om de norske jagtområder for elg med megen nåleskov, mose og løvskov. Den østamerikanske udgave af Alaskaelgen er større end dens skandinaviske slægtning, omtrent lige så talrig som den norske bestand og bliver primært jaget for kødets skyld – i mindre grad for trofæet.
Selv efter et par timers ihærdig brug af lokkekaldet lykkes det ikke for Tim at lokke en eneste elgtyr frem. Det eneste, vi ser, er en sortbjørnehun med to unger i moseområdet nedenfor og en nysgerrig, fræk lavskriger, som gerne vil dele vores madpakke med os.
En fantastisk blå og solrig efterårsdag midt i september går snart på hæld. Tim og Jonas med fotografen på slæb er på vej tilbage til hovedvejen, da drømmesituationen opstår ved Island Pond – en lille sø med et par småøer. I det varme lys fra den lave eftermiddagssol ser jægerne fra bilen en elgtyr inde på bredden sammen med en essende elgko ude i vandet.
Jonas og Tim sniger sig forsigtigt ned til søen gennem det tætte elle- og vidjekrat. Tim bruger kaldet, og det lykkes ham at få gjort tyren rimelig interesseret og irriteret. Den begynder at nærme sig, men vender om og følger elgkoen, da denne kommer ind fra det sted, hvor den havde stået og ædt af vandplanterne og forsvinder ind i skoven.
Snydt af den store tyr
Den næste dag tager Tim og Jonas ind til et jagtområde, der ligger ved søen Indian Pond, tæt på, hvor Tim bor i en lille landsby ved navn Sheppardville, opkaldt efter hans far. Der har ikke været drevet jagt i området ved Indian Pond i to år, og Tim er spændt på, om det vil have noget at sige for udfaldet af dagens jagt.
Resultatet lader ikke vente på sig. Efter halvanden times lokken passerer en elgko og en kalv cirka 100 meter fra dem. Elgene forsvinder i jævnt trav og bliver væk i granskoven. Lidt efter forsøger en stor elgtyr at snige sig forbi cirka 200 meter fra posten. Ingen lokken formår at stoppe tyren eller at lokke den tilbage. Til sidst prøver Tim at slå til vidjebuskene med glasfiberkaldet for at få dem til at rasle og bevæge sig.
Tyren svarer, men det lykkes ikke for ham at lokke den tilbage. Hvis brunsten havde været godt i gang, ville der ikke være mange fuldvoksne tyre, der havde kunnet modstå dén udfordring.
Men forholdene er ikke normale i år. De norske jægere, som var på jagt i området i sidste uge, oplevede en lovende optakt til brunstsæsonen. Den startede som sædvanligt med, at tyrene begyndte at røre mere på sig i deres søgen efter brunstige elgkøer. De reagerede på lokkekaldet og alle ni jægere fik skudt hver deres tyr. Så kom Indian Summer med varmt vejr, og brunsten stoppede brat, hvorefter tyrene ikke længere var så aktive, og det blev langt vanskeligere at lokke de større tyre ind.
En nysgerrig sekstakker i floden
Den følgende dag sidder Tim og Jonas ved elven Black Brook, som løber ud i Indian Pond og prøver at kalde en elg ind. Tim er en af egnens mest erfarne lokkere og har igennem mange år flere steder i provinsen lokket et stort antal tyre ind. Han og hans bror, Roger, som også er guide for det outfitter-selskab, som Tim arbejder for, er opvokset i dette område med elg- og cariboujagt som en del af den traditionsbærende jagtindustri på øen.
Det siges, at hvis nogen skal kunne lokke en brunstig elgtyr fra den ene kyst til den anden på Newfoundland, så er det Tim Sheppard. Han prøver altid at lokke elgen så nær til en skovvej som muligt, da der så ikke er så langt at gå, når den skal fragtes ud. Jonas får et lille bevis herpå godt en time senere. Til trods for blæst og 15 graders varme får Tim svar på sin lokken ved elven. Han får kontakt med en stor tyr på den modsatte bred, og det kan tydeligt høres på det grove svarbrøl fra tyren.
Stor bliver skuffelsen, da en lille sekstakker kommer frem fra sortgranerne på breden af elven. Jonas synes, at den er for lille, da der stadig resterer mange jagtdage, men Tim lokker den nærmere for at fotografen, Morten kan få nogle gode videooptagelser. Den gråsorte tyr begynder at vade over elven. Den kommer hele tiden nærmere og nærmere hen imod Tim, som sidder og smålokker for at holde den i gang. Savl driver fra mulen på den, hvorfra der også høres dyb brunstbrummen hele vejen tværs over elven.
Snart er tyren så tæt på, at Jonas bare ser en masse brunt i riflens kikkertsigte, og geviret fylder hele linsen på fotografens videokamera. Da den blot er fem meter fra dem, må Tim standse den med nogle få ord fra sit menneskelige vokabularium – No… no… no… no. Tyren stopper op med hele bredsiden vendt mod Tim og Jonas og bliver stående. Først da Tim rejser sig op inde i vidjekrattet og svinger med armene, trækker tyren sig modvilligt tilbage op langs elven.
Tim forsøger stadig at lokke den store tyr på den anden side af elven ind, og efter en time får han svar – Nu kommer den . . . Tim smiler og peger ned mod vidjekrattet på bredden af elven. Samtidig hermed hører vi en brunstlyd fra et sted længere nede langs elven, og den lille sekstakker fra før er tilbage på arenaen. Den store tyr bliver tavs, og den lille tyr følger samme rute som tidligere og stopper igen op fem meter fra Tim. Endnu en gang må han jage tyren væk ved at rejse sig og vifte med armene. Det bliver ikke til nogen stor tyr for Jonas denne dag.
Elg og sortbjørn
Næste dag sidder Tim og Jonas ved det moseområde, hvor de blev snydt af den store tyr. Efter nogen tids lokken hører de, at det plasker i vandet i Indian Pond bag dem. De sniger sig ned til søen og ser en tyr, en ko og en kalv passere forbi ude i vandet. Mens de nipper til vandplanterne dels svømmer dels går de tre dyr over til den modsatte bred af søen.
– Hvad mener du om tyren? Tim kigger hen på Jonas
– For lille, det skal mindst være en tolvtakker. For Jonas er det dog ikke kun størrelsen, der tæller. Han har stadig flere jagtdage at tage af, og det skal også være den rigtige oplevelse for ham som jæger og for fotografens kamera.
Efter i den lave aftensol at have gået efter en tyr ved Indian Pond – uden held, lykkes det om eftermiddagen endelig for Jonas. Men det er ikke en elg der kommer for! På vej op til skovvejen opdager han og Tim en lille sortbjørn. Jonas får hurtigt trådkorset på bjørnen og venter på, at den skal flytte sig en meter til højre ud af vidjekrattet. Endelig! Skuddet smelder og den 180 grains tunge «Rhino-kugle» forlader mundingen på hans Sauer 303-riffel i kaliber 300 Winmag. På en afstand af 200 meter træffer kuglen højt i lungeregionen på bjørnen, der farer ind i vidjekrattet, hvor den forsvinder.
«- Skuddet sad, som det skal.» Jonas er næsten sikker i sin sag. De venter et stykke tid, før de går hen til vidjekrattet, hvor de finder blod på skudstedet og følger et tydeligt blodspor ind i et tæt krat 100 meter væk. Bjørnen er død, men ikke den er ikke stor. Jonas skal på søndag bruge kødet til hermetisering i nogle småboxe, da der er jagtforbud på søn- og helligdage på Newfoundland. Til hermetiseringen er det kun godt, at bjørnen er lille, og at kødet er så mørt som muligt.
En lille 14-takker fældes
Om mandagen får Jonas en ny guide til den sidste uge. Bobby, som er søn af Coq Pelly, ejeren af guidebureauet, tager Jonas med op til sit Honey Hole. Det er et højtliggende område i terrænet, hvor de store tyre ofte samler køerne i brunst, og som kun Bobby kender til.
De starter, mens det endnu er mørkt, og går fra bilen, idet solen bryder frem over horisonten og kaster sit første, rosa skær over bjergskoven og vidjekrattet. Oppe på udsigtspladsen giver Bobby sig til at lokke – lidt usikkert til at begynde med, akkurat som en elgko i brunst. Efter nogen lokken får han svar fra en tyr nede i dalen, og den kommer forsigtigt, tiltrukket af Bobbys smigrenede lokken.
Samtidig kommer tågen rullende op nede fra dalen. Graner, krat og mose indhylles snart i naturens uldne slør, og tyrens svar forstummer i den gråhvide grød. Tågesløret dækker alt, og til sidst kan jægerne kun se hinanden. Tågen bliver liggende en times tid, og de får ikke mere kontakt med tyren denne morgen.
Først på eftermiddagen får Bobby svar fra en ny tyr. I udkanten af det område, som de sidder og spejder ud over, opdager fotografen tyren, som er en fjortentakker. Den svarer på Bobbys lokken og kommer parallelt med jægerne, så Jonas har rig mulighed for danne sig et godt billede af den.
– Den ta´r jeg! Jonas følger den i kikkertsigtet og venter, til tyren er fuldstændig fri af vidjekrattet. Den er kraftigt bygget. Ikke specielt stor, men med et pænt gevir med 14 takker. Måske ikke så stor, som han havde håbet, men dagens forløb har helt igennem været perfekt: en flot solopgang, indlokningen af én tyr, tågen som stjal tyren og nu en perfekt situation med en god tyr.
Jonas har trådkorset på tyren. Der er bare én hage ved situationen. Afstandsmåleren i kikkertsigtet fortæller, at tyren står ude på en afstand af 235 meter! Jonan kompenserer for det og trykker blidt på aftrækkeren. Den 180 grains tunge kugle forlader løbsmundigen med en hastighed på 920 meter i sekundet og træffer tyren i lungeregionen – mener Jonas. Tyren kaster sig fremover og forsvinder ind mellem granerne.
– Perfect shot! Bobby smiler og sænker sin kikkert.
De venter lidt, inden de går hen til skudstedet, hvor de finder en død tyr 50 meter derfra. Jonas begynder under Bobbys protester at brække tyren. Her er det sådan, at det er guiderne, der gør det grove arbejde. Bobby affinder sig dog med det, da Jonas siger til ham, at han vil vise, hvordan man i Norge brækker en elg. På Newfoundland deler de sommetider elgen i to dele, inden de begynder at bære den ud. Tyren her har et udlæg på cirka 100 – 110 centimeter. En enormt flot tyr i Norge. På Newfoundland er det en gennemsnitstyr. Der er skudt tyre her med et udlæg i Alaskastørrelse på 50-60 tommer eller op til 150 centimeter, men det er ikke hverdagskost.
Nærkontakt med tyren
Jonas må dagen efter nok engang skifte guide. Nu får han en erfaren guide ved navn Deon Dicks. Han er ekspert på lokkeområdet, og især visuel lokken. Han lokker først med stemmen, derefter bruger han en gevirformet lokkeplade af krydsfinér. Han har narret mangen en stor tyr med dette visuelle trick.
Med sin store Toyota pickup med en firehjulstrukket Quad bagpå fragter han jæger, fotograf og sig selv langt ind i vildmarken. Han lokker først en brunstig elgko ind, som ikke vil slippe Deon med det naturtro elggevir på hovedet. Koen står blot 20 meter væk i den fugtige tågedis, græsser lidt og kommer med nogle brunstlyde. Til sidst må Deon skræmme den væk.
En halv time senere sidder han og lokker uden for et tæt vidje- og ellekrat og nogle mindre graner. Deon får svar fra en elgko og senere fra en tyr, der går sammen med en ko. Hurtigt skifter han taktik og begynder at lokke som en rivaliserende tyr. Resultatet lader ikke vente på sig. Tyrebrølene kommer nærmer og nærmere. Til sidst hører jægerne lyden lige fra den anden side af en tæt ellebevoksning – så tæt at tyren kan komme igennem den, så brølende går den i en bue udenom. Deon svarer og slår imod elletræerne med lokkegeviret.
– Tyren er irriteret. Nu kommer den! Deon peger snart efter på dens hoved, som dukker op i krattet, da tyren fortsætter over mod ham. Hele tyren er snart synlig med bredsiden vendt mod jægerne. Hovedet vugger sagte fra side til side, og savlet driver fra den bløde og dirrende mule. Vuggende kommer tyren nærmere og står til sidst blot fire – fem meter fra Deon. Han overvejer, om han skal skubbe lidt til den med lokkepladen. Nej, risikoen er for stor. Småtyrens spidse gevirender er et farligt våben.
Tyren går vuggende videre og står til sidst med ryggen mod os. Elge kan bevæge deres øjne uafhængigt af hinanden, og tyren ser os derfor lige så godt, selv om den står med ryggen til. Deon rusker i en busk ved siden af sig, og det forskrækker tyren, der løber ti meter væk, inden den igen vender sig mod Deon og Jonas. Mere skræmt bliver den ikke. Til sidst går den tilbage til elgkoen på den anden side af ellebevoksningen. Nærkontakten med tyren er forbi.
Det, at det lykkedes Deon at lokke den lille tyr ind, viser, at nogle af de mindre tyre reagerer på lokkekaldet, men Deon har problemer med at lokke en virkelig stor tyr ind. Han tager Jonas og fotografen med ud til de mest afsidesliggende lokaliteter, afsøger moseområder, klatrer op i grantræer for at få et overblik over terrænet. Nej, ikke nogen tyr. Han bliver fortvivlet. Det er første gang nogensinde, at han på anden dagen under jagten hverken har set eller kunnet lokke nogen stor tyr ind.Til sidst tager Deon Jonas med op til sit Honey Hole, der ligger som en høj sukkertop i terrænet med næsten 360 graders udsyn. I to dage går de derop for at spejde. Den første eftermiddag ser de i den første time en elgko og en lille tyr. For knap to uger siden så Deon og jægerne i den samme tidsperiode næsten 30 elge herfra. Men nu er alt næsten dødt. Men der er elg her, men hvor? Nogle af Newfoundlands bedste elgbiotoper har verdens største bestandtæthed!
Henimod aften ser Jonas og Deon endelig en elgko med en relativ stor tyr. Problemet er imidlertid, at den er for langt væk, og det vil blive mørkt i løbet den næste time. Jægerne prøver. De løber ned fra sukkertoppen, kaster sig på Quad´en og følger en tilgroet tømmervej, så langt de kan og går tværs over moseområdet hen imod det sted, hvor de sidst så elgene. De får kontakt. Den store tyr svarer, men det gør en lille tyr på den modsatte side også. Deon lokker med grovere midler og slår til smågranerne for at skræmme den lille tyr væk, men mørket sænker sig og ødelægger hele seancen. De må fortsætte næste morgen.
Endelig en stor tyr
Næste morgen er Jonas og Deon tilbage i stormosen fra aftenen før. Elkoen og tyren viser sig imidlertid ikke, men det gør en lille titakker, en sortræv, en del ryper og nogle rovfugle. Det hjælper ikke noget, lige meget hvor meget Deon lokker og kalder. Den store tyr er som sunket i jorden.
Deon og Jonas klatrer igen op på sukkertoppen og spejder i endnu en times tid efter elg. Blot en ko og en lille tyr. Deon klatrer op i et grantræ, som han har kvistet af, så det fungerer som et stigetræ. Herfra spejder han en hel time med sin kikkert, inden han klatrer ned og kommer løbende hen til Jonas.
– Den næststørste elg jeg har set i år. Geviret reflekterer sollyset, hver gang den vender sig. Jægerne pakker våben og udstyr sammen, løber på ny ned fra sukkertoppen for denne gang at vinde over mørket. Deon fører an i rask gang hen over moseterrænet, gennem vidjekrat og områder med åben nåleskov. Han behøver hverken kompas eller GPS. Han har det i baghovedet.
Til sidst leder Deon sit følge ind på et vidtstrakt skovspor med højt, tørt græs fra sommerens frodige blomstring.
– Den store, udgåede birk der er mit kontrolpunkt. Deon peger og begynder straks at lokke som en elgko for at få den store tyr til at røbe sin position. En lille halv time går. Deon skraber også mod træerne med finerpladen og lokker et stykke tid som en tyr for at irritere den anden tyr mest muligt. Deon beder Jonas om at stå mellem nogle lave graner, mens han stadig lokkende bevæger sig hen til en nogle sortgraner 60 meter væk. Derfra vil han lokke tyren hen til Jonas.
Igen går der en halv time. Så kommer tyren. De hører en nasal brummen fra storskoven foran dem. Jonas afsikrer sin Sauer og venter. Skyggen af en tyr bliver synlig mellem træerne. Et vuggende gevir kommer først til syne, og snart er hele den mørkebrune krop fri af træerne. Jonas lægger forsigtigt riflen til kinden. Han sigter først mod hovedet og geviret for at studere takkerne. Det er i hvert tilfald en fjortentakker. Jonas er godt tilfreds.
– Dette er min tyr, Morten. 14 takker! Jonas smiler til fotografen og retter trådkorset mod bladet. Nu må han vente, til tyren står stille. Pludselig dukker endnu et dyr op bag tyren! Endnu en tyr? Nej, det er bare en af køerne fra tyrens harem, som blindt følger sin mage.
Tyren stopper op, vender om og begynder med sit gevir at ruske i nogle småbuske for at vise, hvem der er chefen. Men det er Jonas, der får det sidste ord her. Skuddet smelder og tyren kaster sig frem i vegetationen. Selv om det muligvis ikke er nødvendigt, smelder det endnu en gang fra Jonas´ Sauer. Tyren falder i skuddet og bliver borte i det høje græs. Koen bliver stående et kort øjeblik og kigger hen på tyren, inden den lunter af for at finde sig en ny tyr i området.
– I am the man! Råber Jonas til Deon, som glad og tilfreds råber tilbage og vifter med den gevirpladen. Deon har løst sin opgave perfekt, og Jonas har her på jagtens næstsidste dag omsider fået opfyldt den drøm, som han mange gange har stået på jagtmesser i Norge og forsøgt at sælge til jagtinteresserede kunder. Nu skal elgen brækkes, inden mørket sætter en stopper for den flotte efterårsdag i vildmarken på Newfoundland.
https://www.youtube.com/watch?v=h8PhquikAqo
VIDEO: Moose Calling. Lær om at kalde efter elg fra en af de bedste. Gary Beardsley fra Evergreen Lodge taler om elg.
