I foråret 2000 blev jeg ansat på Thule Air Base som ”Senior QC Supervisor” i virksomheden Greenland Contractors. Da jeg første gang stod af flyet i lufthavnen, blev jeg mødt af min nye chef for Non Sensitive Communications, Superintendent, Flemming Halding Broksø og personalekonsulenten, Jørn Krøyer-Nielsen – alias Jöffe.
Jöffe og jeg faldt hurtigt i snak, da vi fandt ud af, at vi begge var jægere.
En dag, da vi sad i kantinen og spiste, spurgte Jöffe mig, om jeg nogensinde havde været på elgjagt i Sverige. Det havde jeg ikke, og til det spurgte Jöffe så, om jeg kunne tænke mig at prøve det, hvis lejligheden bød sig. Det ville jeg mægtigt gerne, for Jöffe havde jo berettet om de mange gode ture, han havde haft til Sverige. Det smukke land med fjelde, skove, floder, søer, myr og ikke mindst de fantastisk gæstfrie og flinke mennesker, som bor deroppe.
Et par dage senere sagde Jöffe til mig, at han havde snakket med sine svenske venner og spurgt, om han måtte tage en kollega med på elgjagt. Det var OK, og så blev der ellers lagt konkrete planer.
Forberedelserne
Jeg tænkte, at jeg hellere måtte forberede mig ordentligt, så jeg havde det grej, der skulle til for at drive seriøs elgjagt.
Jeg havde godt nok en Steyr Mannlicher Luksus riffel, i kaliber .30-06, men den kunne jeg ikke nænne at bruge til elgjagt, da man jo nogle gange skal sidde flere timer i øsende regnvejr og gå lange strækninger i fjeldene med risiko for at snuble og beskadige riflen.
Jeg havde også en Sauer 200, med en kaliber 6,5X55 pibe og en Zeiss 3-12X56 sigtekikkert, monteret med en EAW svingmontage, men jeg syntes, at det kaliber nok lige var lidt i underkanten til en elg, så jeg bestilte en ny vekselpibe i kaliber 9,3X62, samt en Aimpoint 7000 med en EAW svingmontage, til min Sauer 200.
Jöffe skaffede mig en brugt 31 MHz jagtradio, for det var obligatorisk at have en sådan med, så man kunne holde kontakten over de lange strækninger, som skyttekæden strakte sig over. Når der bliver skudt, så skal skytten melde tilbage, hvad der er skudt efter, for elgjagten er licensjagt, og det er meget vigtigt, at der ikke skydes mere, end man har licens til.
Hverken Jöffe eller jeg var så heldige at skyde nogen elge det år, men vi havde alligevel en god tur. Det er tradition, at alle, der deltager i jagten, får andel i kødet af de elge, der bliver nedlagt, så vi fik begge noget med hjem. Den sidste dag inden kødudleveringen tilbragte vi med at plukke svampe. De gule kantareller er desværre ofte ovre på det tidspunkt, hvor elgjagten starter (den anden mandag i oktober i det sydlige Sverige), men tragtkantarellerne er ofte på deres højeste, så dem fandt vi masser af.
Igennem årene har det udviklet sig til mange venskaber og tætte bånd mellem en gruppe danske og svenske jægere, og jeg er så privilegeret, at jeg hvert år siden er blevet inviteret.
Desværre er Jöffe ikke længere, men svenskerne holder alligevel sammen på gruppen, og det er efterhånden blevet en tradition, hvor hver person har en faste rolle, hvor man hver især bidrager med et eller andet til fællesskabet.
Vi er indkvarteret hos svenskerne i deres aftægter, og traditionen tro er det danskerne, der plejer at lave mad. Min rolle er at sørge for drikkevarerne, da jeg bor tæt på den tyske grænse og kan levere billige drikkevarer til maden. Jeg står også for borddækningen og opvasken. Min gode ven, Hans Peder Drejø står for madindkøb og madlavning.
Svenskerne organiserer jagten og indkvarteringen.
Usædvanlig elgjagt
Elgjagten i Öst-Brunskog VVO i Värmland 2019 skulle på flere måder vise sig at blive lidt atypisk i forhold til de andre år.
Traditionen tro starter vi med at vise, at vi kan håndtere vores rifler på en forsvarlig måde, ved blandt andet at skyde til løbende elg om søndagen. Skydningen er samtidig en lille konkurrence, hvor der er en pengepræmie til de tre bedste, samt en vandrepokal.
Det er mest attraktivt at få en andenplads, da man herved undgår udgifterne til graveringen af pokalen, men da jeg vandt for tredje gang, fik jeg pokalen til ejendom. Det ærgrede selvfølgelig svenskerne, at det var en dansker, der skulle løbe med deres pokal… og så på deres hjemmebane…
Elgjagten starter normalt altid den anden mandag i oktober, men dette år havde jagtledelsen i elglaget valgt at udskyde jagten til om onsdagen.
Jagten i Öst-Brunskog VVO drives for det meste som hundejagt med enten Jämthund og eller Gråhund.
Der er typisk 2 – 3 hundeførere, som venter, til alle riffelskytter er sat af. Hundeførerne bevæger sig herefter ind i såten og søger efter frisk fod. Når hunden markerer for fært, slippes den, og hundeføreren følger den herefter på sit GPS-pejl.
GPS’erne har en mikrofon, der registrerer, når hunden gør (skæld-indikator), så hundeføreren ved, hvornår hunden har stillet elg. Desværre er der kommet en del ulve i området, så elgene har ændret adfærd og er blevet sværere at stille. De løber derfor tidligere, end de gjorde, før der kom ulv. Men det er nok ikke nogen ulempe for passkytterne, for så er det dem, der får chancerne i stedet for hundeførerne.
Den første morgen i jagten møder vi, før det bliver lyst, og vi får hver især et nummer og bliver derefter inddelt i hold. Hvert hold har en holdleder, som sætter skytterne af på faste pladser, der er tydeligt markerede med farvede bånd, så man ikke er i tvivl om, hvor man skal stå. Posten kaldes for et ”pas”, og der bliver trukket lod om dem, så det går så retfærdigt til som muligt. På passet er det normalt mærket op, hvor højre- og venstre-begrænsning (forbudt zone/skudretning) er, så man ved, hvor man kan afgive et sikkert og forsvarligt skud. Men hver skytte er naturligvis selv ansvarlig for sine egne skud.
Vi kører normalt op i fjeldene i så få biler som muligt og sætter bilerne ved en vendeplads i skoven. Når vi stiger ud af bilerne, forsøger vi at være så stille som muligt for ikke at sætte gang i elgene, før alle skytter er sat af.
Dette år trak jeg det allerførste pas, hvilket jeg ærgrede mig lidt over, for det er normalt sjældent, at der skydes elg der, men nogen skal jo stå der.
På nabopasset blev min gode ven, en nu pensioneret politimand fra hovedstaden, Arly Iversen sat af.
Jeg tog det med ro, da jeg jo var overbevist om, at det ville blive ”et af de pas, hvor der ikke sker en s….”
Jeg havde ikke mere end lige fået patroner i riflen, åbnet for linsebeskytterne på riffelkikkerten, tændt for radioen og fået høreværn på hovedet, før en klar og tydelig dansk stemme lød i mine Peltor-høreværn: ”Bent – Der kommer elg!”
Elg
Jeg hørte en gren knække fra den retning, hvor Arly havde sit pas, og kort efter kunne jeg skimte en mørk skygge, som bevægede sig fra venstre mod højre.
Jeg tog riflen op til skulderen og lagde kinden ned på kindpuden, afsikrede og fandt skyggen i kikkerten. Jeg havde heldigvis ikke kikkertens forstørrelse til at stå på mere end 6-7 gange, så det lykkedes relativt hurtigt at finde elgen i kikkerten.
Dette år var der kommet en del begrænsninger på kvoten af elge, fordi jægerne skal dele med ulvene, som jo også tager deres andele af bestanden. Vi havde kun 5 voksne og fri kalv på licensen, mod normalt 7 voksne og 8 kalve.
Der måtte kun skydes 3 pind- eller fire-takker og 2 hundyr – helst kvier. Der var ingen kapitale tyre på licensen i 2019.
Dette år havde skovvirksomheden, Stora Enso, stillet som krav, at alders- og kønsfordelingen skulle være så tæt på 50% voksne, 50% kalve og 50% handyr og 50% hundyr som muligt.
Inden jeg kunne overveje at skyde, skulle jeg således sikre mig, at elgen var lovlig i forhold til kvoten. Jeg kunne tydeligt se 3 sprosser i kikkerten, så jeg vidste, at det var en relativt ung tyr, og at den dermed var lovlig.
Tyren kom løbende på 75-80 meters afstand med siden til, men det var lidt vanskeligt at finde både kuglefang og frit skud mellem træerne. Jeg fulgte med og trak igennem, til den lodrette stolpe i kikkerten flugtede bringen på tyren, og den vandrette stolpe gik igennem midten af tyrens krop. Jeg trykkede på aftrækkeren men kunne konstatere, at tyren overhovedet ikke tegnede for skuddet. Den fortsatte bare i sit karakteristiske luntetrav.
Jeg repeterede, sigtede og skød endnu en gang men stadig uden nogen synderlig reaktion.
Jeg repeterede endnu en gang, sigtede og skød. Denne gang lagde elgen sig og sparkede et par gange med benene, inden den forendte.
Omkring 10 – 15 minutter senere kom en af elghundene løbende på fod af elgen.
Når elghundene kommer helt hen til elgene, begynder de ofte at flå totter ud af pelsen, og hundeførerne opfordrer gerne skytterne til at lade hunden gøre dette, da det er dens måde at fejre succesen på.
Jeg kom virkelig i tvivl om, hvor mine skud sad, da jeg ikke så nogen skudtegn, så ventetiden, til såten var slut, var temmelig lang. Vi må af sikkerhedsmæssige grunde ikke forlade vores pas under jagten, så jeg måtte pænt vente, til drevet var slut, med at gå hen og kikke på skudplacering og begynde at brække elgen.
De tre skud sad alle inden for en lille underkop i hjerte-lunge regionen, så de var alle dræbende, men det var jeg ikke klar over, da jeg ikke så nogen skudtegn. Det havde ikke været nødvendigt at skyde tre gange, men jeg er ikke så selvsikker, at jeg tør nøjes med at skyde én gang og risikere at have anskudt, derfor skyder jeg, til elgen ligger der.
Det er virkeligt imponerende, at en elg kan løbe videre efter to skud igennem brystkassen med en Norma Oryx kaliber 9,3X62. Da vi trak pelsen af elgen, så fandt vi to projektiler lige under skindet på modsatte side af brystkassen. Det tredje projektil fandt vi ikke, da det var gået igennem elgen.
Når man har nedlagt en elgtyr, må der ifølge elglagets vedtægter ikke skydes flere voksne, før der er blevet nedlagt en kalv. Kalvene kan ofte være vanskelige at nedlægge, da køerne er ekstremt forsigtige og dygtige til at undgå skytterne. Det skyldes, at ulvene foretrækker kalvene som byttedyr, da de er lettere at dræbe end de voksne, og derfor er der ofte relativt langt mellem chancerne til kalvene.
Det skulle også vise sig at være tilfældet dette år, for der blev ikke nedlagt flere elge under den ordinære elgjagt. Først på den anden ekstraordinære elgjagt lykkedes det at nedlægge en elgkalv.
Til dette var der flere svenskere, der med et smil bemærkede, at ”den jävla danska både tog vandrepokalen och sköt den eneste elg…”.
Når elgjagten er slut, så samles alle jægere for først at flå pelsen af elgene og for senere at forlægge dem.
