AF JACOB KAMMAN
FOTO: VENDULA HLUCHNIKOVA, STEEN ANDERSEN, JACOB KAMMAN SAMT MORPHART CREATION, LARS OVE JONSSON, SIMON EEMAN, VLAD SOKOLOVSKY, PHORVAT OG BUDIMIR JEVTIC/SHUTTERSTOCK
Drevet var næsten ovre, og jeg stod egentlig med en tilfreds og glad følelse inden i mig… Min post i de spanske bjerge havde budt på masser af spændende skudchancer, og rundt om mig kunne jeg stadig se ti nedlagte dyr, deriblandt et par rigtig stærke kronhjorte… Hundene halsede stadig sporadisk i bjergene foran mig, og enkelte skud lød hist og her.
Min far sagde engang til mig for mange år siden, da jeg deltog på min allerførste drivjagt, at man skulle være klar fra det sekund, man havde ladt sin riffel til det sekund, man igen afladede og forlod sin post!
Disse ord rungede nu i mit hoved, mens jeg forsøgte ikke at slappe for meget af, men egentlig bare så frem mod drevets afslutning, så jeg kunne beskue de nedlagte dyr og høre alle mine kammeraters fortællinger…
Med ét så jeg en bevægelse i skoven foran mig, og ud kom en stor, gammel kronhjort listende! Han knejsede med hovedet, så hans store gevir ikke ramte grenene over ham, og nærmest lydløst var han ved at snige sig forbi mig, uden at min sekretær eller jeg havde opdaget det!
Da hjorten og jeg fik øjenkontakt, sprang han tre meter op og frem og gik direkte fra at liste til at løbe alt, hvad han overhovedet kunne!
Jeg svingede riflen op, og med et godt sving i våbnet forendte den flotte hjort i en kolbøtte i det lysebrune støv… Få minutter efter meddelte sekretæren, at drevet var slut…
Mange jagtformer
Vi jægere er oftest stærkt deltagende i alle jagtens forskellige discipliner.
En jagtsæson for en dansk jæger byder tit på alt fra forårspürsch på råbukke, til fasanjagt med jagtvennerne, og i den anden ende af skalaen står vi gerne op tidligt på en efterårs- eller endda kold vinterdag for at sidde på anstand efter ræv og hjortevildt, eller på en vaskeægte drivjagt!
Jeg vil have svært ved selv at vælge mellem en decideret yndlings jagtdisciplin, men jeg ved, at mit hjerte hamrer lige lidt hårdere, når en drivjagtsinvitation dumper ned i mit skød!
For mig rummer drivjagten så mange facetter af alt det, jeg elsker ved jagt i almindelighed, nemlig: kammeratskab, unikke naturoplevelser, hundearbejde, åndeløs spænding og udfordrende skydning.
Når jeg står der klar med riflen ladt, og jeg kan høre hundene halse hidsigt, og skuddene fra de andre skytter ruller hen over terrænet, så er mit spændingsniveau helt oppe der, hvor det er allerbedst!
Når jagten foregår med gode venner, betyder det endda ikke så meget for mig, hvad jeg selv har præsteret i en såt. Glæden ved at gå hen imod en nabojæger og se hans glade smil og høre hans meget ofte medrivende og spændende historie, er lige så godt for mig, som at jeg selv har haft en udbytterig post!
Der findes mange forskellige destinationer med meget forskellige typer drivjagt, men fælles for dem alle er spændingen, kammeratskabet, potentielt store parader med varierede vildttyper og godt hundearbejde!
Drivjagten er en ældgammel tradition i det meste af Europa, som stammer helt tilbage til dengang, det kun var kongehuset og dettes nære familie og venner, som deltog. Dengang foregik det mest til hest og blev kaldt parforcejagt. Metoden var, at jagtselskabet stod eller sad under behagelige forhold med telte, mad & vin på et strategisk sted i terrænet, hvor de ofte havde lavet adskillige spor igennem skoven, så de kunne holde øje med drevet. Drevet bestod af en håndfuld hundefolk, som red rundt sammen med hundene og overvågede selve drevet.
Det var oftest kronvildt, som blev jaget, og målet var at få isoleret en god hjort og så ellers få den kørt så træt, at den ville søge mod et af de mange små vandhuller, som var specielt bygget til netop dette formål! Hjortevildt vil ofte søge ud i vandhuller hvis det er forfulgt af hunde eller ulve, og her ville hjorten så stille sig og tage kampen op!
Oftest ville kongen, eller en specielt hædret gæst så få lov til at nedstige fra sin hest og med et spyd eller et sværd dræbe hjorten.
Som tiden udviklede sig, og jagtretten gik fra udelukkende at tilhøre de adelige, til at almindelige mennesker også kunne gå på jagt, udviklede denne form for jagt sig også. Især i takt med, at skydevåben blev hvermandseje i forhold til jagt. Dermed blev drivjagtsformen etableret og har nærmest være uændret lige siden… Der er forskellige variationer i forhold til drevstørrelse, antal og typer af hunde og hvilke vildtarter, som der drives med, men altså nogenlunde samme form som dengang for en del hundrede år siden.
Spanien
I Spanien kan man på de klassiske monteriaer opleve den drivjagtsform, som nok mest minder om de gamle parfocejagter. Drevene er enorme og kan nemt strække sig over flere tusinde hektar af bakket og endda decideret bjergrigt terræn. Når så store områder bliver drevet af, så er det da heller ikke unormalt, at man er 50 eller flere skytter, flere hundrede medhjælpere og lige så mange hunde! Fem hunderede hunde, som driver på én gang, er ikke unormalt, og paraderne er da også derefter!
På den sidste monteria, jeg deltog i, skød 30 jægere næsten 600 stykker vildt fordelt på: kronvildt, dåvildt, muflon og vildsvin!
For en skandinavisk jæger lyder alle disse tal jo helt vilde, men man skal forstå, at lovgivningen i Spanien forbyder arrangørerne at drive mere end én monteria per område, og oftest vil disse terræner blive drevet af med flere års mellemrum. Det betyder så også, at når en monteria afvikles, så skal mængden af dyr reduceres kraftigt, og det bliver den!
De store parader kan se grumme ud, og jeg får ofte spørgsmål om, hvad der sker med alt vildtet… På min allerførste monteria, for en del år siden, stod jeg med en gruppe tyskere, som var meget lidt imponerede over de lokales håndtering af vildtet! Ingen af dyrene var blevet brækket, og her til paraden lå der enkelte dyr med store udspilede maver og en hel del med synlige tegn efter hundene, der havde spist af de nedlagte dyr…
Efter paraden gik en dyrlæge, to statsudnævnte slagtere og så slagtermesteren rundt og udpegede de enkelte dyr eller dele af dyr, som ikke ville blive godkendt til menneskemad. Resten blev straks slagtet på professionel vis og, da slagteren gik forbi vores lille gruppe, spurgte jeg ham, hvad der ville ske med alt kødet… Han smilede bredt og sagde, at stort set alt vildt nedlagt på monteriaer i Spanien blev eksporteret direkte til de tyske supermarkeder! Tyskerne så helt blege ud, mens jeg blot var tydeligt tilfreds med, at disse enorme mængder af lækkert vildtkød blev udnyttet så godt som muligt!
Sverige
På min allerførste drivjagt i Sverige var hovedmålet at skyde elge! Der var cirka 15 forskellige elge på den lokale kvote, og som jeg husker det, havde vi opskudt kvoten, da de tre dage var slut! Jeg selv skød en elgkalv og kan sagtens huske den situation helt tydeligt, selvom det efterhånden er 20 år siden!
Jeg stod midt i en gammel granskov med stejle mosbegroede skrænter på begge sider… Der var ikke meget vind, og uden vindens susen mellem grannålene var der virkelig stille…
De klassiske elgdrev er lange, for ikke at sige virkelig lange, og selvom jeg efterhånden var nærmest faldet i søvn, så jeg pludselig et stort elghoved stikke mulen hen over toppen af skrænten foran mig!
De enorme ører stod ud som kæmpe paraboler, og elgkoen var helt tydeligt meget overvågen og på vagt! Jeg sad bomstille og håbede på, at hun var alene, for enlige køer måtte gerne skydes ifølge parolen…
Efter lang tid gik hun forsigtigt og helt lydløst ned ad skrænten og ville passere mig på få meters afstand… Jeg havde hele tiden et øje bag hende for at sikre mig, at der ingen kalv var med, og så snart at hun var dækket af et lille fyrretræ, hævede jeg den gamle Mauser til min skulder…
Koen var ikke alene, og min skuffelse over at se en kalv komme over toppen af skrænten var næsten ikke til at holde ud! Jeg sænkede riflen en smule, og det fornemmede koen mere, end hun nok så bevægelsen! Hun satte i et stadigt lydløst trav, og til min enorme glæde så jeg nu en anden kalv følge i de to første elges fodtrin… Parolen rungede i mit hoved: ”I må skyde én kalv, hvis i ser en ko med to kalve!”
Den gamle Mauser faldt igen til kinden, og jeg skød, så snart den sidste kalv passerede mig… Den gik fire meter og faldt død om!
For 20 år siden var de fleste drivjagter i Sverige som sagt rettet mod elgene. Nu til dags skyder de færre og færre elge, medmindre man tager langt mod nord, men til gengæld er bestanden af især dåvildt og vildsvin stigende, og de fleste drivjagter er efterhånden rettet mod disse to arter.
Tidligere så man flest løshunde og decideret elg-trænede hunde, nu til dags er der langt flere terrierer, støvere og udpræget drivende hunde. Dette er for især at presse vildsvinene, som har øget behovet for ekstra godt hundearbejde!
Drivjagt i Sverige minder meget om de drivjagter, vi kan opleve i Danmark, og vil oftest involvere 10-15 skytter, 5-10 drivere og et drev på et par hundrede hektar ad gangen, eller mindre…
Afrika
Man vil nok ikke umiddelbart tænke på drivjagt, når man tænker på Afrikas fantastiske jagtmuligheder… Men, især i Sydafrika er det en velbrugt jagtform, især når der skal afskydes mange springbukke eller vortesvin! I takt med, at prædatorenes antal i Sydafrika er aftagende, vil man i de store vildthegn mange steder opleve en bestandsstigning, som man ikke bare kan holde i skak med decideret trofæjagt. Der skal mere til, og her er drivjagten det perfekte værktøj!
Jagten vil primært være efter springbukke og vortesvin, men mange gange kombinerer man det med kudu, blesbukke, gnuer og andre arter.
Jeg har selv oplevet en drivjagt i Eastern Cape, hvor parolen lød på: kudu, blesbukke, mountain reedbuk og springbukke. Skytterne blev placeret strategiske steder i små skjul bygget op af sten. Her sad vi så i flere timer, mens drivere til hest, til fods og på motorcykler drev rundt med vildtet…
Det var en fantastisk jagt med masser af varierede skudchancer. Til at starte med kom dyrene roligt gående, fordi de kunne fornemme uro, men uden at være i decideret flugt. Jeg kunne udvælge de dyr, jeg gerne ville skyde, og jeg kunne skyde på både lange og korte hold. Så snart jeg havde skudt til et dyr, kom der naturligvis gang i de resterende, og jeg skal hilse at sige, at en springbuk i fuld fart (læs: flyvende flugt!) er et udfordrende mål at skyde til!
At sidde i 30 graders varme i den afrikanske røde jord og deltage i en drivjagt var en oplevelse, jeg aldrig vil glemme! Ikke så meget på grund af de store parader af flotte og varierede antilopearter, men netop fordi man kun kan få den oplevelse i Afrika! At sidde rundt om et bål om aftenen med gode jagtvenner, med en Gin & Tonic i hånden, lidt solskoldet på næsen og så fortælle og høre på jagtoplevelser, mens bålet knitrer, og stjernehimlen funkler, er bare en helt særlig oplevelse!
Danmark
En kold og blæsende januarmorgen sad jeg på post i de djurslandske bakker… Min post var oppe på en stejl bakke med udsyn ned i en dyb dal med gamle bøgetræer rundt om mig. De tørre bøgeblade blæste i vinden og skabte en knitrende, larmende baggrundsstøj, som maskerede en lille rudel kronvildts fremrykning igennem skoven… Jeg opdagede dem først, da de var 20 meter fra mig og på vej til at passere mig ovenfor, oppe ad den stejle bakke.
Forrest gik en ældre hind, som gik meget langsomt og kiggede og lyttede i alle retninger. Det var tydeligt, at hun også var påvirket af al vindstøjen, for hun havde ikke styr på, hvor hverken driverne eller skytterne var henne… Hun stoppede ofte op og sikrede, og hver gang stoppede de fem andre dyr, som fulgte hende, op som velopdragne små børn!
Dog gik der allerbagerst en spidshjort… Han var slet ikke så overvågen eller opmærksom som de andre dyr i rudlen, og når de andre stoppede med udslåede ører og blafrende næsebor, så roede han i bladene og snusede til smalhinden foran ham… Til sidst blev det tydeligt for meget for den unge hjort, og han listede sig helt op til førerhinden og stoppede skulder ved skulder med hende. Hinden svang derefter sit lange hoved i en perfekt bue og hamrede det ind i hjortens brystkasse! Hjorten sprang tilbage og trak sig nærmest pinligt tilbage til sin plads, bagerst i rudlen…
Rudlen fortsatte forbi mig, uden at jeg kunne afgive et forsvarligt skud til nogen af dyrene, og alligevel er det en oplevelse, som jeg aldrig vil glemme! For mig er det altid noget særligt at kunne nedlægge en af vores hjortearter herhjemme, især når der er tale om kronvildtet. Jeg har brugt utallige timer i Vestjylland – oftest i regnvejr uden at få chancen for at nedlægge en stærk gammel hjort, men bare det, at der er en chance for at møde skovens konge, får min puls helt op i det røde felt!
At være på drivjagt i Danmark kan byde på alle vores fire hjortearter, og visse steder kan man endda kombinere det med et besøg i et vildsvinehegn. Der er masser af private skovejere, som udbyder drivjagter, og statens mange skovområder giver også masser af danske jægere mulighed for at mærke suset, når en stor rudel kronvildt dundrer forbi…
Polen
Jeg kan lige så tydeligt huske, allerførste gang jeg stod på post i Polen og håbede, at et par vildsvin ville passere netop min post… Det skete ikke før langt oppe ad formiddagen, men polsk drivjagt kan virkelig byde på helt fantastiske oplevelser. Jagterne er oftest veltilrettelagte, selvom de gør tingene noget anderledes end herhjemme i Danmark, men hvis man kan omfavne nye traditioner og en lidt anden tilgang til jagt, så vil man have en skøn jagtoplevelse i de polske skove.
De polske jægere, om det er på et statsrevir eller i en jagtklub, er alle inkarnerede og passionerede jægere, og det mærker man tydeligt, når man jager sammen med dem. Selvfølgelig er de glade for, at vi kommer og betaler penge for at gå på jagt, men det stikker dybere end det, når en jagt er vellykket… Disse jægere glæder sig på de betalende kunders vegne, og det er tydeligt at mærke og høre på dem, når de er glade og tilfredse…
Selvom jeg tydeligt kan huske min allerførste nedlagte gris, så er de sidste grise, jeg skød på den tur faktisk dem, jeg husker allerbedst!
Det var en af de sidste såter på den sidste dag, hvis ikke det var den allersidste… Jeg stod som bagpost med et let bakket og sandet terræn rundt om mig. Til sidst i drevet kom en so løbende med fire mindre grise, og det lykkedes mig at skyde tre af dem, før soen med den sidste lille gris forsvandt i skoven!
Jeg var simpelthen så glad og stolt, og da jeg ved samlingen ivrigt fortalte min far og vores gode ven, Børge, om min oplevelse, brummede Børge lidt og kiggede stift på mig… Børge er i øvrigt en vaskeægte vestjyde, og komplimenter er ikke noget, han sådan smider om sig med og da slet ikke, hvis man faktisk syntes, at der står en ung mand og nærmest praler…
Børge spørger mig helt tørt:
”Har du ikke fire skud i den riffel?”
”Jo”, svarer jeg tøvende…
”Og var der ikke fire små grise?”
”Jo”, svarer jeg stille, nu pillet helt ned fra min lysegrønne gren!
Med et lumsk smil kommer det fra Børge: ”Hvad var der så i vejen med den sidste gris?”
