AF JENS ULRIK HØGH
November måned 2016 lakker hastig mod enden. Klokken er omkring 10 om formiddagen, da jeg bliver anvist en post mellem stedsegrønne buske på en forblæst bjergside. Den portugisiske jæger, som sætter mig af, taler ikke et ord engelsk men peger på en bar plet i kratværket og viser med store armbevægelser, at jeg må skyde hele vejen rundt. Jeg lyner jakken godt op i halsen. Det er ganske køligt i Portugal på denne tid af året.
Bilen med skytter kører videre til de næste poster, mens jeg finder ind til pladsen. Der må skydes i samme øjeblik, vi er sat af, så jeg lader den udleverede Merkel Helix med en i kammeret og tre i hvert af de to løse magasiner. Det er en .338 Winchester Magnum, og der er Norma Oryx i patronæskerne. En ganske udmærket drivjagtsløsning om end artilleriet måske er i den tunge ende i forhold til revirets dåvildt og fåtallige vildsvin, som sjældent bliver tungere end 60-70 kg. Jeg tjekker kikkerten. Den står på 1X, og lyset i den røde centerprik er på fuld dagslysstyre. Fint!
Vi jager på en hegnet farm i bjergene. De siger, at den er på cirka 1.600 hektar. Monteriaerne – som de næppe afholder mere end tre eller fire af om året – er måden de høster bestandsoverskuddet på. Da forholdene i dette område er mere eller mindre perfekte for dåvildt, er det et stort bestandsoverskud, som skal høstes i hver eneste sæson for at forhindre, at bæreevnen overskrides.
På plads
Da jeg kommer frem til den anviste plads, viser det sig, at det kortest tænkelige skud er på godt 100 meter og den eneste reelle skydestillig, som bringer mig fri af buskene er frit stående. En skydestok havde været fantastisk her, men jeg har blot en ret eukalyptuspind, og det giver mig ingen nævneværdige fordele i en skudsituation. Jeg ser mig lidt omkring og finder en sten at sidde på 10 meter højere oppe ad bjergsiden. På morgenens parole har vi fået grønt lys for, at bevæge os rundt på den bjergside vi er blevet anvist – så længe vi holder os under kammen.
En då med kalv trisser ud af buskene på den anden side af dalen. Jeg anslår afstanden til godt 200 meter og overvejer ikke at skyde. De går rundt på bjerget i et kvarters tid – drevet er nok ikke engang startet. Lidt længere ude kommer en gruppe af hjorte ind på bjerget og arbejder sig imod toppen. Jeg tæller 12 dyr. Der er to fine fuldskufler imellem, men afstanden nærmer sig 300 meter, og selv om jeg er langt vestpå i Europa, er der stadig for langt til Texas til at udløse pegefingerkløe for mit vedkommende i den situation.
Jeg hører en sten trille under mig og flytter blikket fra de uopnåelige hjorte i horisonten. Ud af buskene kommer en gruppe på i alt fire dyr. To voksne dåer, en kalv og et smaldyr. Dagens kvote er to dyr pr. jæger – heraf maksimalt en hjort. Jeg har derfor allerede bestemt mig for at forsøge at nedlægge en hjort og et hundyr, og da chancen nu byder sig, vælger jeg at lægge ud med hundyret. Jeg sætter mig på min sten og skruer Kahles Helia 5 drivjagtkikkerten op på 5X forstørrelse. Med albuerne imod knæene finder jeg hurtigt smaldyret i kikkerten og følger den på vejen op ad bjerget.
Jeg skal netop til at udstøde det grisegrynt, som jeg plejer at stoppe hjortevildtet med (i erkendelse af at jeg ikke er i stand til at generere et ordentligt pift), da smaldyret af sig selv tager et skridt eller to til siden – blotter sin bredside og står stille. Jeg ved, at afstanden er betydelig mindre end de små 200 meter, som riflen er indskudt til, så jeg lader lyspunktet glide langsomt op på bladet og slipper skuddet midt på skulderen. I rekylen – som faktisk er overraskende lidt ubehagelig i denne riffel – mister jeg i et øjeblik udsigten til dyret, og jeg kigger op for at danne mig et overblik, imens jeg repeterer. Hun står på helt stive ben imens de andre dyr i gruppen springer lidt forvirrede rundt på pladsen. Jeg føler mig sikker på, at hun er truffet, som hun skal, og to eller tre sekunder senere styrter hun til jorden og triller om på ryggen med alle fire ben strittende imod himlen. Stendød! Jeg tager sigte på den enlige då, som stadig står stille mindre end 10 meter borte fra det forendte smaldyr og hvisker et ”bang”. Hvis afskydningen var fri, havde der sandsynligvis ligget to dyr nu.
Hurtigt færdig
I de næste minutter ser jeg adskillige hundyr og kalve. For jagttræningens skyld peger jeg på en i hver gruppe og lægger den til dagens mentale jagtudbytte med et ”bang”. Da jeg således har nedhvisket yderligere seks hundyr dukker der to hjorte op på den anden side af dalen. Jeg betragter dem igennem håndkikkerten. Den ene er en lille fuldskuffel. Den anden en ganske ung halvskuffel. Jeg vurderer afstanden til omkring 180 meter og savner i det øjeblik en afstandsmåler. Jeg kigger ikke på ret meget dåvildt til daglig, og mit øjemål er heller ikke rigtigt kalibreret til den lokale vegetation.
Ikke desto mindre indtager jeg atter min sten og finder på nogle få sekunder en komfortabel siddende skydestilling, som lige netop bringer mit skud fri af de tætte buske omkring mig. Jeg må ved selvsyn konstatere, at 5X forstørrelse ikke er for meget til et mål, som er næsten 200 meter ude. Men takket være håndkikkerten har jeg allerede vurderet hjorten, og jeg ved af erfaring, at det intet betyder for skydningen fra en stilling som denne, om kikkerten forstørrer 5 – 10 eller 15 gange.
Hjorten har front imod mig, og da den sænker hovedet for at græsse, sender jeg kuglen imellem hornene på den og direkte ind i motorrummet gennem den nederste del af halsen. Ikke overraskende går den i jorden som en sten i frit fald. To-tre voldsomme spjæt med bagbenene senere ligger den fuldstændigt stille. Effektiv skudplacering! Vi er kun omkring en halv time inde i dagen fire timers jagt, og jeg har allerede opbrugt min kvote. Egentlig er det ikke nogen god nyhed, og jeg spekulerer i nogle minutter på, om jeg skal gøre brug af tilbuddet om at nedlægge en hjort mere for 250€, men beslutter mig for en helt anden tilgang til det klassiske problem i at blive færdig længe før tid…
Klikketræning
Jeg piller magasinet ud af Helixen og befrier kammeret for den skarpe patron. Jeg indprenter mig nøje hvilke lommer de fyldte magasiner ligger i, hvis der – imod forventning – skulle komme en gris eller en helt monstrøs dåhjort og lukker så bundstykket på det tomme kammer.
Nu er jeg atter på jagt og reglerne er simple. Godt afgivne tørskud til stillestående vildt tæller for et nedlagt stykke – jeg kan kun nedlægge et stykke stillestående ud af hver gruppe. Tilsvarende skud til løbende vildt tæller for et halvt stykke vildt. Jeg har to forendte stykker dåvildt på jorden og har allerede nedlagt syv imaginære. NU starter monteriaen f*ndentordnemig for mit vedkommende.
Der går ikke mange minutter, før den næste chance byder sig. En gruppe på tre hundyr løber op ad bjerget imod mig og bremser voldsomt op, da de får vind af mig igennem buskene. Jeg ser dem tydeligt – kun ti meter fra mig og kan med et ”Klik!” føje en dåkalv til dagens fantasijournal.
Jeg kan i det fjerne høre hundeglam. Det er tre kvarter siden, at jeg blev sat af, og jeg har endnu ikke set en eneste af de 250 (Ja: tohundredehalvtreds!) hunde af blandet herkomst, som de har sluppet i dagens drev.
Endnu en då kigger frem på den anden side. Op på stenen, anlæg, åndedræt. ”Klik!” … repetering – og nu er der 11 dådyr på paraden. Heraf ni fantomer.
Jeg står der og tørtræner med 100% engagement de næste tre timer. Forud for drevet kommer der meget dåvildt efterfulgt af en timelang pause, inden det i såtens sidste time kommer fra den anden side. Fire-fem gange har jeg dåvildt i fuld fart helt inde omkring posten. I et enkelt tilfælde strejfer en då min rygsæk, som ligger blot fem meter fra mig!
Jeg hygger mig helt fantastisk på min bjergside samtidigt med, at jeg praksis-tørtræner på levende vildt. Jeg må sågar konstatere et par tørre forbiere på nogle af de meget nære skudchancer. Ikke desto mindre når jeg til 35 dådyr på min personlige parade …. selvom der reelt kun ligger to. Kombinationen af Merkel Helix og Kahles Helia 5 kikkerten er ualmindelig let håndterlig både med og uden ammunition. Effekten af Normas Oryx kugler er dog ubetinget bedre MED patron i kammeret.
Godt drivjagtgrej
Jeg har før testet Merkel Helix på forskellig former for jagt og har før konstateret, at dette våben i mine øjne er det mest optimale til drivjagt og desuden absolut brugbart til andre jagtformer, hvilket de to afgivne skud i Portugal i bund og grund var et godt eksempel på. Selve skudsituationerne mindede jo i langt højere grad om pürschjagt end om drivjagt.
I forhold til drivjagten sætter jeg stor pris på Helixens ligefremme og lynhurtige repetering. Man har ikke oplevelsen af, at der kommer et bundstykke imod ansigtet, hvilket for mig er et stort plus. Det helt ukomplicerede magasinsystem med velfungerende og hurtigt skiftede magasiner er en anden kæmpe fordel.
Kahles er på mange markeder et underrepræsenteret optikmærke. Kvaliteten er uomtvisteligt af høj vesteuropæisk standard, som fint tåler sammenligning med andre store brands fra den tysktalende del af Europa. Vi anvendte på denne jagt både en 1-5×24 drivjagtkikkert og en 10×42 håndkikkert. Begge klarer opgaven aldeles udmærket.
En særlig udstyrsdetalje var montager fra det tyske firma Dentler. De producerer en justerbar montage som muliggør anvendelse af den samme kikkert på flere forskellige rifler UDEN indskydning, når kikkerten byttes. Det er ganske smart, og helt sikkert noget vi vil kaste et nærmere blik på her i bladet.
Norma Oryx ammunition er der ikke så meget at sige til. Jeg har efterhånden nedlagt rigtigt meget vildt med denne bondede kugle, og endnu har Normas teknologi aldrig svigtet mig.
