Vores største og vel nok stolteste hjortevildtart, kronvildtet er igennem århundreder blevet jagtet under vidt forskellige former. Jagten på kronvildtet var i tidligere tid kun forbeholdt adelen. Her blev store flokke (Meuter) af hunde brugt til at jage og stille de store hjorte, hvorefter adelsmanden affangede hjorten med en Hirschfänger. I århundreder har vi mennesker anvendt vidt forskellige hunde, men hundene har oftest været af væsentlig betydningen for jagtens succes.
Jagten på kronvildt har som tidligere stor betydning for os jægere. Bestanden af kronvildt er stadigt stigende, hvilket gør det nødvendigt med korrekt afskydning og ikke mindst en for vildtet så skånsom jagtform som muligt. Valg af hunderacer har en væsentlig betydning for stress niveauet, lige såvel som antallet af jagter på det enkelte revir har.
I denne artikel vil jeg gerne dele nogle af de erfaringer, jeg har gjort mig i de godt 40 år, hvor jeg har ført Ruhårede Gravhunde, Tyske Ruhårede Hønsehunde og inden for de sidste 10 år Westfalenterrier. Jeg har ført hunde på jagter i Tyskland, Sverige og her i landet, både på mindre skovjagter med få skytter, men i de senere år fortrinsvis på store bevægelsesjagter med mange skytter og tit og ofte blandede hunderacer.
Som årene er gået, og jo flere jagter jeg har deltaget på, er min opfattelse, at på især tætte kronvildtrevirer uden de store terrænmæssige udfordringer, såsom dybe grøfter, klipper, store rør- og sivskovs områder, er de langsomme gravhunde ideelle. Gravhundene presser ikke kronvildtet ret hårdt, de små hunde driver med taktfast hals, således at både de posterede skytter, hundefolkene og ikke mindst kronvildtet ved, hvor den lille gravhund er. Dette gør, at kronvildtet har meget fokus på hunden, de lytter og går eller traver typisk nogle få hundrede meter for så igen at gøre ophold og lytte efter hunden. Dette giver ofte skytterne gode skudchancer og muligheden for at selektere i de dyr, som de får for.
Fordelene med jagt med gravhunde på kronvildt
- Mindre stressende for vildtet.
- Færre anskydninger, pga., at vildtet oftest kommer i gang eller trav.
- Kronvildtet bevæger sig som oftest ikke over så store områder.
- Der kan med fordel bruges flere gravhunde på samme revir uden unødit stress for kronvildtet.
- Mange gravhunde giver standhals ved anskudt klovvildt og har selvstændighed til at forblive ved anskudt vildt i meget lang tid.
- Gravhunde søger typisk langt ud og godt ind i tykninger – selvstændigt uden hjælp fra hundefører.
Ulemperne ved jagt med gravhunde på kronvildt
- Gravhundene har svært ved at begå sig i terræn med dybe grøfter, rør- og sivskovs områder og mere sne end 5 – 10 cm.
- Gravhunde, der driver i lang tid, kan, hvis kronvildtet kommer ud af det revir, der jages på, komme flere kilometer væk (langtidsdrivende gravhunde).
- Gravhunde er typisk ikke velegnede på mindre revirer.
- Gravhunde kan ”gå under jorden”, dvs. at de kan arbejde på rovvildt i grav pga. deres rovvildtskarphed og størrelse.
Info om gravhunden som race og jagthund
Gravhunde er alle lavstammede og kortbenede med en langstrakt krop. Racen findes i tre hårlag og tre størrelsesvarianter. De vejer typisk fra 4 til 10 kg. Gravhunde er af sind typisk rolige, selvstændige og modige, de er uforlignelige familiehunde. Racen er fortrinsvis solojægere, dvs. at de oftest jager alene og kan arbejde selvstændigt i meget lang tid. De fleste gravhunde er meget udholdende og kan arbejde kontinuerligt i flere timer uden problemer.
I dag kan der være endog meget stor forskellighed i gravhundenes jagtlyst, evne til at drive med hals, deres selvstændighed, lyst og formåen til at kontakte deres fører, samt skarphed over for rovvildt. Hvor længe en gravhund driver, er ofte arveligt og kan variere endog rigtig meget fra hund til hund.
Evner og færdigheder som gravhunde bør have, hvis de anvendes til jagt på kronvildt
For gravhunde, der skal bruges til driv- og bevægelsesjagter på kronvildt og andet hårvildt, er det særdeles vigtigt, at hundene er ”Spurlaut” (hals på fært af hårvildt) dvs., at de halser på vildtets varme fært. De må ikke være hverken ”Sichtlaut” (hals kun på syn) eller ”Waidlaut” (hunden halser, uden at der er varm fært af vildt). At hundene er ”ærlige” og kun halser på den varme fært af vildtet, er vigtigt, da hunden skal fortælle de posterede jægere/skytter, at der er vildt foran hunden, og at det er forventeligt, at det kommer på skudhold.
En anden vigtig egenskab er gravhundens søg, en gravhund skal selvstændigt søge flere hundrede meter ind i tykninger for at finde og rejse vildtet, de skal have evnen og modet til at ”stille” klovvildt med standhals, hvis dette skulle være anskudt eller af en eller anden grund ikke ønsker at komme i bevægelse.
Den ideelle gravhund for mig til kronvildt
Den eller de hunde, jeg igennem tiden har haft mest udbytte og fornøjelse af, og de hunde, der typisk er blevet skudt mest vildt for, har været de hunde, der har haft et godt søg, har været villige til at kontakte efter ca. hvert halve time og de, som har konditionen og jagtlysten til at arbejde kontinuerligt i op til tre timer, som er normalt for en bevægelsesjagtdag. Dvs. de hunde, der hele tiden opsøger vildtet, driver med dette i 10 til 30 min. og derefter søger tilbage til mig for så at søge ud igen og finde mere vildt. Ud over disse egenskaber er en hørbar hals og evnen til også at kunne samarbejde med andre hunde vigtigt. En egenskab som at blive ved det forendte vildt er en klar fordel. I dag, hvor jeg anvender Garmin GPS-halsbånd på alle mine hunde, er det nemt og hurtigt at finde det forendte eller anskudte vildt. Hunden er en slags ”markering” af det forendte eller anskudte vildt, hvis de bliver ved dette, til jeg er fremme.
En egenskab som at gravhunde også kan samarbejde om at drive med kronvildtet, anser jeg for vigtig. Især på revirer med ro og tætte tykninger har jeg erfaret, at kronvildtet ofte står i mindre rudler og meget mere spredt på terrænet. Her har jeg haft erfaring for, at kronvildtet ofte lader sig drive rundt i de tætte tykninger, næsten på samme måde, som dåvildtet kan have for vane at gøre. Her er det effektivt med flere gravhunde og eksempelvis enkelte Westfalenterriere, som er en race, der oftest er meget kortdrivende. Vigtigt er, at hundene ofte søger tilbage for så at finde og drive med det kronvildt, som endnu ikke har forladt tykningerne eller har søgt tilbage til de tætte tykninger.
Fordomme om gravhunde til jagt på kronvildt
Jeg er tit og ofte blevet mødt med fordomme og en vis skepsis over for brug af gravhunde til driv- og bevægelsesjagt på kronvildt. Oftest er disse fordomme udsprunget af manglende viden eller fejlagtig brug af hunde på et givent revir. Det er indlysende, at gravhunde har deres begrænsninger i forhold til et terræns beskaffenhed mht. til grøfter, veje etc. Af og til bliver jeg spurgt, om nu også mine hunde kan drive/presse kronvildtet ud af tykningerne. Min erfaring er den, at vildt herunder kronvildt, der ikke vil flytte sig, ikke lader sig flytte, om det så er med en stor eller lille hund, det har ingen betydning. Oftest ser kronvildtet ikke sin forfølger, men lugter og hører den. Af og til har jeg oplevet, at en rudel kronvildt har ”trykket”, og en af hundene har givet standhals i kort tid, hvorefter kronvildtet så er kommet stille og roligt i bevægelse – men aldrig, at en gravhund ikke har formået at drive med det.
Fremtidens driv- og bevægelsesjagt på kronvildt
Da vores forvaltning af naturen, jagten og de metoder, vi bruger til bl.a. jagt og regulering af vore klovvildtbestande, hele tiden er under forandring, vil der i fremtiden givetvis blive øget fokus på de hunde, der anvendes til jagt på kronvildt. Jeg er af den opfattelse, at vi bør gøre, hvad vi kan for at minimere stressniveau, anskydninger etc. Som jægere vil vi kunne forsvare at anvende hunde, der hverken jager vildtet for hårdt eller over for store afstande/tid. Her er gravhunde, der er forholdsvis korttids drivende, ideelle. Gravhundene giver vildtet en fair mulighed for i ro og mag at følge de vante veksler, og de deltagende jægere en fornemmelse af og oplevelse af, at når gravhundene halser, så kommer der kronvildt for, således at de er forberedte på en skudchance.
Foreløbige erfaringer med små hunde hos Naturstyrelsen Blåvandshuk
AF: KARSTEN LUND PLATZ, VILDTKONSULENT NATURSTYRELSEN BLÅVANDSHUK.
Jeg overtog stillingen som vildtkonsulent hos Naturstyrelsen Blåvandshuk i marts 2015 og overtog samtidig et engageret hold af drivere, som stort set alle havde ruhårede hønsehunde. Opfattelsen var, at der skulle ”hårde” hunde med korte, hurtige drev til at drive krondyrene ud af de tætte bjergfyrsbevoksninger, som udgør krondyrenes kerneområder i plantagerne omkring Oksbøl. Derfor blev der i mere end 30 år stort set kun anvendt ruhårede hønsehunde, og i mange plantager udlejet til konsortier blev kronvildtjagten stadig drevet som traditionel drivjagt med flere mindre såter.
Første sæson drev vi, som vi plejede, på vores kronvildtjagter, men den næste sæson introducerede jeg wachtelhunde, der drev længere og langsommere end de fleste ruhårede hønsehunde. Sæsonen efter fik jeg mulighed for at få små hunde som dværggravhunde og terriere med i drevet, og det var meget positivt. I dag består drevet primært af dværggravhunde, terriere og wachtelhunde, da de passer godt til den måde, vi gerne vil jage kronvildtet på. Vi ønsker maksimalt udtag med mindst mulig forstyrrelse, og vi ønsker, at skytterne skal fokusere på nedlæggelse af kalve frem for hinder. Jagterne drives som bevægelsesjagt efter tysk forbillede dvs. med én stor såt (ca. 400 – 1000 ha. ) og med en varighed på ca. 3 timer. Såterne består primært af nåletræsbevoksninger og hede, og i dagtimerne sidder kronvildtet gerne i de tætte bjergfyrsbevoksninger, som mange steder dækker det kuperede klitlandskab, og som med deres krogede stammer skaber et tæt og svært fremkommeligt terræn. Skytterne sidder i skydetårne placeret inde i bevoksningerne over hele såten, og hver driver har sit eget område at ”patruljere” rundt i under hele jagten. Ruhåret hønsehund, eller andre hurtige hunde med korte drev bruges stadigvæk på jagterne, men deres opgave er nu at afsøge kanterne af såten og forhåbentligt ”støde” vildtet ind til de små hunde i kerneområderne, som så kan finde den friske fod og starte det egentlige drev.
Fordelen ved små hunde er ganske enkelt de korte ben og den vedholdende hals. De korte ben gør, at hunden let kan færdes under en tæt bevoksning, og at hunden ikke kan fange kronvildtet. Den ivrige hals gør, at vildtet hele tiden ved, hvor den forfølgende hund er. Derfor oplever vi ikke længere, at kronvildtet panisk flygter i høj fart med en hund lige i hælene, men at vildtet i stedet bevæger sig langsomt væk fra hunden. Vildtet stopper gerne op, kigger bagud og lytter efter hunden, og først når hunden igen er tæt på vildtet, flytter det sig et par hunderede meter igen og stopper op. Det langsomme drev giver skytterne optimale muligheder for at få et overblik over rudlen, udvælge sig en kalv, og afgive et godt skud.
Den højlydte hals sikrer desuden, at skytterne bedre kan fornemme, når der er vildt på vej i deres retning, og dermed er de klar, når chancen opstår. Da vildtet ofte stopper op, giver det mulighed for et sikkert skud til vildtet, og vi ser generelt ikke ret mange skud i ryg eller kølle, når dyrene drives med små hunde. På arealer udlejet til konsortier, hvor der drives med større og hurtigere hunde, ser vi til gengæld langt flere skud i ryg og kølle.
Ulempen ved små hunde er, at de arbejder langt væk fra deres fører, og hvis vildtet forlader såten, gør hunden det samme, men vi oplever nogle gange, at både vildt og hund kommer tilbage i såten efter et stykke tid. Da hunden følger vildtets fod, finder den ofte det nedlagte vildt, som så tit ruskes af hunden, inden den går videre. Mange skytter bryder sig ikke om at se hundene bide i nedlagt vildt, men det er vanskeligt at undgå med små hunde, da der ikke er nogen til at fjerne dem fra vildtet. Heldigvis er tænderne tilsvarende små, så det er oftest bare pelsen, der bides i og ikke kødet, men det kan se voldsomt ud. En anden ulempe opstår, hvis en hund bliver træt eller måske mister orienteringen, for så bliver den ofte ved en skytte, og det er ikke alle skytter, der sætter pris på selskab under jagten. Ulemperne handler således mest om jægernes opfattelse af, hvad der er ”rigtig” hundeopførsel, og selvstændige hunde med store drev er ikke så kendt i Danmark. Set i min optik opvejer fordelene dog ulemperne så rigeligt, og derfor er vi meget tilfredse med små hunde til kronvildt.
