AF OLIVER ØCHKENHOLT
FOTO OLIVER ØCHKENHOLT
Solen havde lige nøjagtigt vist sit ansigt og lyste den sprøde og morgenfrosne skovbund op, da hun kom frem fra den tætte grantykning.
Min puls slog dobbeltslag, og min begejstring var tydelig i dampen fra min åbentstående mund. Hun kom tættere på og gik lige i retning mod den stige, Nicolaj havde udpeget til mig tidligere på morgenen. Hun krydsede et tykt træ, og elegant lod hun hovedet dale mod jorden i et forsøg på at finde føde under den nyfaldne sne i underskoven. Jeg trak min bue og vidste, at hun skulle yderligere 10 meter tættere på mig og vende sig med bredsiden til, før jeg kunne slippe pilen.
Den lange ventetid
Siden jeg fik mit jagttegn til compoundbuen, havde jeg brugt flere hundrede timer i forsøget på at skyde mit første stykke råvildt. I perioden op til var det blevet til en håndfuld fasaner og en hare, men det klovbærende vildt lod vente på sig. En fuld bukkejagt med talrige muligheder og dyr på tæt hold, efterfulgt af en efterårsjagt med flere muligheder for både at skyde lam og smaldyr – dog uden den perfekte præsentation, der skulle til for at få det gjort.
Nicolaj og jeg havde skrevet frem og tilbage, dagen før vi skulle på jagt. Vejrudsigten så god ud, og hvis alt gik, som meteorologerne havde lovet, skulle vi få en kold og klar morgen med let sne og kun meget lidt vind.
Vi aftalte at mødes en times tid før solopgang, så vi kunne drikke en kop kaffe og aftale, hvordan vi skulle placere os i den store midtsjællandske skov. Nicolaj mente, at en stige i forlængelse af en tæt grantykning ville være god til mig, da oversigtsforholdene var gode, og fordi han på sine vildtkameraer havde set god aktivitet. Jeg havde været med Nicolaj i skoven flere gange forinden og vidste, at skoven var fuld af dyr, som jeg flere gange havde mødt derude – dog aldrig med mulighed for at komme på skudhold med en bue.
Da den sidste slurk af den varme kaffe var drukket, håndtrykket var givet, og det anerkendende blik var udvekslet, drog vi i hver vores retning ud i mørket mod vores stiger.
Vinterjagt
Jeg har altid være fascineret af vinterjagten. Dels fordi jeg ikke skal op kl. 03.30 for at komme ud inden solopgang – men også fordi jeg finder det kolde landskab medrivende, råt og karismatisk på sin egen måde. Den frosne og knasende jord under mine støvler, edderkoppespind i træer og buske, der står, som om tiden for længst er gået i stå og spor overalt, der bevidner skovens utrættelige aktivitet og unikke dyreliv. Jeg vidste, at netop denne morgen ville blive magisk, og at jeg uanset udfaldet ville komme rigere hjem.
Da jeg kom frem til stigen, lovede det godt. Jeg kunne se frisk fod af dåvildt i den nyfaldne sne, og på vej til stigen så jeg ligeledes, at dyr havde været ombord i den kule roer, der lå et par hundrede meter fra stigen. På en morgen som denne havde det været fantastisk med en kop varm the eller kaffe og en ostemad i stigen. Men på buejagt er den slags fornøjeligheder et no go. Situationerne opstår ud af det blå og ofte på så kort afstand, at man skal være klar, når det sker. Derudover er et minimum af bevægelser og lyde alfa omega, hvis man skal have succes som buejæger.
Solopgang
Jeg havde siddet i stigen i godt 30 minutter, da solen begyndte at kigge frem. På min højre side cirka 50 meter fra mig løb en smal grusvej igennem skoven, og den nyfaldne sne sammen med solens stråler gjorde vejen så selvlysende, at jeg let så rådyret i sin mørke vinterpels krydse vejen. Nu vidste jeg, at jeg havde et dyr et sted foran mig i den tætte grantykning, og min opmærksomhed blev skærpet. Solen havde været fremme i 6 minutter, da hun kom til syne igen.
Jeg trak min bue og gjorde klar til skud. Mine sanser var skærpet. Den fugl, jeg havde lyttet til den sidste halve time i stigen, var pludseligt forsvundet, og kulden i mine fingre var blevet til varme. Hun kom tættere på. Jeg kunne mærke, at mine muskler begyndte at syre til, og at jeg meget snart skulle sende pilen afsted, hvis jeg skulle gøre det med den nødvendige kontrol. Hun vendte sig nu og stod på 20 meter med bredsiden til. Hun sænkede hovedet for en sidste gang i forsøget på at finde føde – uvidende om, at en jæger nu kun var få sekunder fra at tage hendes liv. Slip.
Pileskudt
Pilen fløj perfekt igennem luften og ramte hende midt på kroppen lige bag ved bladet, hvorefter den lavede et stort hul i hendes hjerte og lunger. Det hele skete på en brøkdel af et sekund og alligevel føltes det som slowmotion. Hun lavede et dyk og løb derefter ud imod grusvejen. Jeg kunne se, at hun var død, men hun vidste det ikke selv. Hun fortsatte imod grusvejen, hvor hun slog en runde omkring sig selv, inden hun stak ind i det hul, hun var kommet ud fra.
Jeg var euforisk. Jeg vidste, at pilen var god, og jeg kunne fra stigen i min kikkert følge blodsporet, som var kraftigt og ikke til at tage fejl af. Jeg fulgte det helt tydelige blodspor i den friske sne og fandt hende forendt 70 meter fra skudstedet, hvor hun havde lagt sig i et sårleje og var død. Indgangshullet var perfekt men med et lav udgangshul.
Eftertanken – Efterskuddet
Jeg satte mig ned ved siden af det døde dyr og førte min hånd igennem hendes bløde vinterpels, imens jeg blev overvældet af følelser og tanker. Jeg mærkede min onkels store hænder på min ryg og hørte hans stemme fortælle mig, at han var stolt af mig. Jeg mærkede savnet efter ham og lysten til at ringe til ham og fortælle om den fantastiske morgen, jagten og det dyr, som jeg nu sad ved siden af. Tårerne begyndte at trille ned ad mine kinder. En blanding af forløsning og stolthed. Jeg hørte min gamle træner i amerikansk fodbold sige til mig: ”there is no shortcuts to anyplace worth going”, imens jeg tænkte på alle de timer, jeg havde trænet, øvet mig og fejlet for at starte forfra igen. Alle de gange jeg havde spurgt mig selv om, hvorfor jeg ikke bare hev min riffel frem igen og fik det overstået.
Nicolaj kom og hentede mig ved stigen, og jeg fortalte ham om hele oplevelsen over et grillet stykke krondyrmørbrad i skovens hytte. Mit første knuste hjerte. Mit første stykke råvildt med buen – en oplevelse, jeg aldrig glemmer.
