TEKST: JENS ULRIK HØGH. FOTO: NIELS BUSCH.
Norma har i årtier været den skandinaviske riffeljægers førstevalg. Den mere end 100 år gamle ammunitionsfabrik i Åmotfors i Värmland ganske tæt på grænsen til Norge har alle dage været kendt langt ud over Nordens grænser for at være et brand, der står for helt enestående stabil, høj kvalitet. Ikke det billigste, men ubetinget et af de bedste brands på markedet. Af samme årsag har Norma et stort stampublikum, som trofast køber den samme ladning igen og igen …. én æske af gangen.


Historisk set kan man ikke beskylde Norma for at finde på noget nyt hele tiden. Igennem tiderne har fabrikken været synonym med relativt få, men særdeles velafprøvede projektilkonstruktioner, som har haft en ekstrem lang levetid på markedet. Lidt ældre jægere vil nikke genkendende til konstruktioner såsom Alaska (introduceret 1961) og Vulkan (introduceret 1981).

Begge er fortsat en del af Normas sortiment hhv. 58 og 38 år efter lanceringen. I lidt nyere tid er det, det bondede Oryx projektil (introduceret i 1995), som har været markedsdominerende i mere end to årtier (i to udgaver). Jægere er ikke de mest eksperimenterende mennesker, når de allerede har tilgang til udstyr, der virker, som det skal!

I de allerseneste år har Norma imidlertid rykket voldsomt på produktudviklingen med ikke én, ikke to, men tre nytænkte projektilkonstruktioner til opfyldelse af forskellige jægeres forskellige behov. De tre nye designs er samlet i produktserien STRIKE og omfatter konstruktionerne TIPSTRIKE, ECOSTRIKE og BONDSTRIKE.

Knald og fald
Norma sammenfatter selv TIPSTRIKE projektilets funktion med ordene ”Instant stop” – ”Øjeblikkelig stop”. Projektilet er med andre ord optimeret for maksimal knald-og-fald-effekt, hvilket især efterspørges på drivjagter, til rovvildtjagt og i en vis udstrækning på jagtrejser. Situationer, hvor skudchancerne ikke altid er optimale, og hvor jægeren derfor har brug for al den tekniske assistance, man kan få til at opnå et konsekvent og effektivt drab. At dette har en pris i forhold til kødødelæggelse, giver sig selv.
TIPSTRIKE er et ret så konventionelt ekspanderende blyprojektil. Kappen er ikke bonded til kernen og hele konstruktionen er designet til hurtig og ganske kraftig ekspansion med tilstrækkelig dybdevirkning til at nå de vitale organer på relevante vildtarter. Gennemskud er ikke en prioritet. Projektilet er et flatbaseprojektil med en mekanisk låsning af blykernen til kappen i projektilets bagerste del. Dette skal forhindre fuldstændig fragmentering i vildtkroppen og dermed sikre tilstrækkelig dybdevirkning. Projektilets forreste del er ganske tyndvægget, og selve plastspidsen er designet til at igangsætte en nærmest eksplosiv ekspansion ved første kontakt med vildtet. Der afsættes masser af energi langs sårkanalen og også en del blyfragmenter. Restvægten er ganske lav. Ekspansionen foregår pålideligt ned til særdeles lave hastigheder, men projektilerne er ikke ekstremt ballistisk effektive. Den ballistiske koefficient er med andre ord ikke som sådan noget særligt, så det er ikke det bedste valg til lange skudhold. Mine erfaringer med præcisionen i TIPSTRIKE er, at de klarer god Norma præcision i klasse med f.eks. Oryx.
Strike facts
TIPSTRIKE har vist sig særdeles effektivt på bl.a. drivjagter men også på jagter efter arter såsom ulv og bjørn. Nu og her fås fabriksladede patroner i kalibrerne: .243 Win (76gr), .280 Rem (160gr), .300 Win Mag (170gr), .30-06 (170gr), .308 Win (170gr), 7mm Rem Mag (160gr) og 7mm-08 Rem (160gr).

Det grønne valg
ECOSTRIKE er Normas blyfrie alternativ. Norma sammenfatter selv beskrivelsen af projektilet til ”Rethinking Impact” – ”En nytænkning af anslaget”. Det siger i bund og grund ikke så meget. Der er tale om en homogen forniklet kobberkugle designet til at ekspandere pålideligt helt ned til anslagshastigheder omkring 600 m/s., hvilket er noget lavere end mange andre projektiler af samme type. Desuden er projektilerne ballistisk effektive i betragtning af deres relativt lave vægt – et ECOSTRIKE projektil i kaliber .30 vejer kun 150 gr. Alt i alt resulterer designet i, at disse patroner er effektive på afstande ud til 300-500 meter alt afhængigt af, hvor meget krudt der brændes af bag projektilet. Dermed er der ingen praktiske jagtmæssige årsager til at fravælge blyfri ammunition på langt hovedparten af alle jagter. Projektilets fornikling betyder i øvrigt, at der afsættes mindre kobber i riffelgangene med ECOSTRIKE, end når man anvender tilsvarende, men ikke overfladebehandlede projektiler.

Restvægten er ved anslagshastigheder under cirka 900 m/s. næsten altid tæt på 100%. Dybdevirkningen er fantastisk. Et ganske udmærket allround projektil, som ikke afsætter bly i vildtkroppen. Ekspansionsforløbet er relativt jævnt med mindre energiafsætning langs sårkanalen end de to andre STRIKE projektiler. Flugtafstandene bliver lidt længere, men der er i reglen rigeligt med schweiss, for der er i princippet stort set altid gennemskud.
En særlig egenskab ved disse drejede projektiler er deres ekstreme præcisionspotentiale. Jeg har personligt aldrig skudt med mere præcis ammunition. Om det så skyldes snævrere tolerancer i produktionen eller en bedre geometri, har jeg ingen anelse om. Jeg må bare konstatere, at det er sådan.
Strike facts
Jeg har brugt ECOSTRIKE med stor tilfredshed på en masse jagt i både Europa og Afrika. Nu og her fås fabriksladede patroner i kalibrerne: .300 Win Mag (150gr), .300 WSM (150 gr), .30-06 (150gr), .308 Win (150gr) og 7mm Rem Mag (140gr)

Navnet er Bond. Bondstrike
BONDSTRIKE er nyeste skud på STRIKE familiens stamtræ. Projektilet er et bonded projektil (som Oryx). Det betyder, at blykernen er loddet fast til kappen og ikke slipper denne under selv ganske voldsom ekspansion. Rent funktionelt er bondede blyprojektiler de mest effektive projektiler, der findes. De ekspanderer pålideligt over et langt større hastighedsinterval end kobberprojektiler, og deres høje vægtfylde gør det enklere at gøre dem meget ballistisk effektive. Derfor sælger Norma også BONDSTRIKE som et projektil, der er særligt velegnet til ekstremt lange hold. Det er det bestemt også, men den bondede konstruktion gør også kuglen til et fint valg til korte og moderate afstande, så jeg betragter egentlig projektilet som et fantastisk allround-valg, der OGSÅ er velegnet til bjergjagt.

Restvægten er som ved alle bondede projektiler høj. Dybdevirkningen er god. Opsvampningen er fin ned til meget lave anslagshastigheder. Ser vi på de ydre ballistiske egenskaber, udmærker projektilet sig ved en ekstrem høj ballistisk koefficient. Det første projektil i serien – et 180 gr. Kaliber .30 projektil – har ifølge Norma en BC på 0,615. Det er uhørt flot for et projektil i den vægtklasse. En høj BC betyder mindre hastighedstab, efterhånden som kuglen flyver ud langs kuglebanen, og dermed bedre anslagsenergier på lidt længere afstande. Det betyder også mindre vindfølsomhed. Altså på alle måder et optimalt projektil til bjergjagt.
Præcisionsmæssigt har jeg endnu ikke det helt store erfaringsgrundlag med BONDSTRIKE. De skud, jeg har prøvet på banen, antyder et stort præcisionspotentiale. Jeg tipser, at den strømlinede kugle havner i den bedre ende af det allerede ganske toptunede Norma-præcisionsspektrum.
Rent funktionelt ser jeg intet, der taler imod den nye Bondstrike. Har man intet imod at anvende bly, bliver denne kugle svær at overgå. At Norma beholder Oryx i programmet, når nu den på alle måder overgås af BONDSTRIKE, skyldes med garanti udelukkende konservatisme iblandt kunderne.
Strike facts
Jeg har endnu ikke haft lejlighed til at afprøve BONDSTRIKE på praktisk jagt, men er ud fra prøveskydninger på bane og i ballistik gelatine ganske overbevist om det nye projektils styrke som allround projektil og et fantastisk valg til bjergjagt. Nu og her fås fabriksladede patroner i kalibrerne: .30-06 (180gr), .308 Win (180gr), .300 Win Mag (180gr), .300 WSM (180 gr) og .300 RUM (180 gr).





