Det er første morgen på et 1.500 hektar stort jagtområde i det vestlige Skotland, hvor vi er fem danske jægere afsted. Nattemørket er på tilbagetrækning, og jeg lægger mig til rette på “stenen”, som mine jagtkammerater har anvist mig retningen til i mørket. Imens kører de videre ud på reviret. I mørket ses lygterne fra deres bil, som netop har rundet et hårnålesving, og lidt efter forsvinder den ned bag en top i terrænet. Jeg har endnu ikke set landskabet i dagslys og er spændt på hvad der vil dukke frem.
Dybe hjortebrøl ruller op gennem kløfterne foran mig og fra skoven bag mig i røde morgenlys. Nu starter det! Frekvensen og intensiteten af hjortebrøl tager til, og jeg kan høre mindst tre forskellige hjorte. To kommer fra en retning foran stenen og længere nede ad bjerget. En tredje holder til i et skovstykke, der strækker sig kilometervist bagud og ned i dalen.
Gradvist afslører dagens første stråler landskabet foran mig i form af en mindre slugt bevokset med græs og lyng. Bunden af slugten ligger små halvtreds meter nedenfor min sten, og derfra rejser det sig igen mod et skovbryn 80 – 100 meter fra stenen.
En halv times tid efter solopgang træder et dyr ud fra skovbrynet på den anden side af slugten. Den har to stænger på hovedet i omtrent ørehøjde og får mig i første omgang til at tænke på en råbuk, altså lovligt vildt. Jeg retter riflen mod den, da to hinder kommer ud af skovbrynet til venstre for, og jeg kan nu se, at den første er en lille spidshjort og ikke en råbuk. Endnu en bevægelse længere mod venstre fanger min opmærksomhed. En større hjort har fulgt efter hinderne, og står nu skråt med venstre side mod mig og hovedet i retning mod dalen. Jeg ser tydeligt en kraftig manke og et pænt gevir. Der er ca. 80 meter ud til ham, og jeg finder ham hurtigt i sigtet og stikker ham en kugle. Han drejer i retning mod mig og sætter i løb ned mod bunden af slugten skråt forbi mig, så jeg svinger med og afgiver endnu et skud. Da han er ca. 50 meter fra mig stopper han op, holder hovedet højt og ser sikker ud på benene. En stemme i baghovedet siger “skyd til de ligger ned”, så jeg afgiver et sidste skud, hvorefter han falder om på stedet.
Jeg kæmper mig på ned gennem de samme forræderiske lyng- og græstuer, som hjorten lige er løbet let og elegant henover. Da morgendisen lidt efter letter, og solen trænger igennem fra en blå himmel og skinner ned på lyngen og det elegante og stærke dyr, er jeg ikke i tvivl om, at jeg har været tilsmilet af særdeles gavmildt jagtheld. At få udpeget en plads og derefter få serveret en ulige otteender må være et helt særligt held. Og så har det ikke engang krævet nogen stor indsats fra min side. Sådan er jagt også indimellem.
Hjortens rige
Det er sidste aften. Jeg har haft flere lige ved og næsten oplevelser og har haft rig mulighed for at udforske et for mig ukendt og smukt landskab på egen hånd, og så har jeg tilmed fået en god hjort. Mentalt begynder vi alle at forberede os på tilbagerejsen næste dag.
Vi kører ud på reviret i samme område, som vi var dagen før. Morten håber på at få endnu et glimt af den hjort, han så forleden. Kort før at vi skal holde ind for at sætte Morten af, træder den største hjort, vi har set hele ugen ud på vejen foran os. Den kigger hurtigt i vores retning og forsvinder tilbage ind i skoven. Vi kører nogle hundrede meter forbi stedet, og Morten springer ud med sit udstyr. Vi hilser med et ”knæk og bræk” og en aftale om, at jeg henter ham omkring kl. 19.30. Jeg kører tilbage af samme vej og ser hjorten en gang til præcis samme sted men kører så videre mod en bjergside, som jeg har udset mig til aftenjagten.
Jeg parkerer bilen ved en vigeplads og går ad vejen ned mod det punkt, hvor jeg har tænkt mig at starte opstigningen af. Da jeg kigger op på en anden åben bjergtop 500 meter borte mod øst, får jeg øje på en plet, som jeg synes virker fremmed på det sted. I kikkerten kan jeg se et par dyr, der ligger ned i det høje græs. Den ene ligner en lille hjort. Vi har tidligere kørt rundt om det samme bjerg og set efter mulige adgangsveje til toppen, men det har set vanskeligt ud, og derfor har vi ikke gjort mere ved det. Hvor der er ét dyr, er der imidlertid ofte flere, og jeg bliver hurtigt enig med mig selv om at prøve at finde en vej op til toppen. Efter en lille halv times opstigning og vandring langs den tætte skov med de mange vindfælder, finder jeg et sted, hvor det for det første ser nogenlunde åbent ud, og hvor jeg for det andet kan se en lysning inden på den anden side. Jeg stiler mod lysningen og skal igennem et par enkelte vanskelige steder, men værre er det heller ikke. De solbeskinnede trætoppe svajer i vinden, men nede i lysningen, hvor jeg står, er der skygge, læ og helt stille. Der løber en lille bæk gennem området, som er dækket af gulligt græs. Under græsset er jorden mørk, fugtig, blød og gennemkrydset af hjortespor. Jeg får hurtig en fornemmelse af, at det er et lille uforstyrret refugium jeg er trådt ind i, og jeg bevæger mig spændt videre mod det punkt, hvor jeg så hjortene.
Da jeg er gennem lysningen og kommer til skoven på den anden side, er jeg sikker på, at jeg er tæt på den skovfrie top, som jeg så fra vejen. Lidt længere fremme kan jeg se en ny lysning. Nu er jeg på toppen, foran mig ligger det græs- og lyngklædte plateau, og på den anden side kan jeg fornemme, at terrænet falder. Længere ude ses bjergene på den anden side af dalen og den bjergside vi kører op af hver morgen, for at komme op til reviret.
Jeg tager rygsækken af, lægger riffel og kikkert ovenpå, smider mig på maven og begynder at afsøge området med sigtekikkerten. Ret hurtigt får jeg øje på en hind, og lidt efter det øverste af et gevir, der lige stikker op over græsset. Da det essende dyr rejser hovedet, er det tydeligt, at det er en rigtig flot hjort. Der er lidt græsstrå foran brystet på ham. Bagved ham falder terrænet udenfor mit synsfelt. På den anden side af kløften, er det andet bjerg. Hvor langt væk det er, hvad der er i dalen under en eventuel kuglebane, og hvor langt der er over til det andet bjerg, har jeg ikke overblik over. Da jeg ikke har mulighed for at forbedre min position, venter jeg på, at hjorten skal komme nærmere, så han kommer til at stå lidt lavere og har den bjergtop, han står på, som kuglefang bag sig. Mens han esser, bevæger han sig mod venstre i retning af en bevoksning af fyrretræer på min venstre side. Da han er helt henne ved fyrretræerne, er han kommet så tilpas langt ned af toppen, at der nu er kuglefang bag ham, men nu står han til gengæld spidst på. Til sidst forsvinder han bag ved fyrretræerne.
Med vinden fra min højre side og en hjort foran og til venstre for mig, er jeg nødt til at pyrsche mod venstre gennem fyrreskoven, for at undgå at han får fært af mig. Jeg pyrscher fremad mod toppen med den lille fyrrebevoksning på min højre hånd, og et stejlt fald i terrænet på min venstre side og tæt skov nedenfor. Jeg venter hvert øjeblik, at hjorten skal se mig og tage flugten, og mens jeg bevæger mig fremad på en afsats på bjergsiden, hører jeg pludselig knasen og bragen i skoven under mig. Jeg får hurtigt riflen til skulderen, og ser ned i skoven mod lyden, hvor jeg får øje på en kolonne af hjorte og hinder, der hurtigt bevæger sig gennem det tætte krat med siden til mig. De er dækket det meste af vejen, men jeg får kortvarigt hold på en hjort, hvor jeg kan se hoved, gevir, hals og det øverste af skuldrene, førend den er videre. De havde vist en fornemmelse af, at der var noget galt. Jeg syntes umiddelbart ikke, at jeg så ”min” hjort i kolonnen, men han kunne sagtens have gemt sig i flokken, så jeg bliver noget nedslået og bekymret for, om han nu er væk.
Jeg pyrscher videre hen ad afsatsen rundt om bjergtoppen for at se om hjorten alligevel skulle være gået tilbage, og efter kort tid ser jeg noget bevæge sig i græsset længere fremme oppe over mig på toppen. Det viser sig at være en hind fulgt af en kalv, der kommer spankulerende. Jeg er åbenbart omgivet af hjorte på alle sider. Det ér virkelig hjortenes refugium, jeg er kommet ind i. Hinden står nu mellem 20 og 30 meter fra mig og ser ned mod mig. Jeg står helt frit og har ikke andet skjul, end det mit camouflagefarvede uldtøj giver mig. Det bliver til en længere standstill, hvor jeg står med sænket hoved og prøver at kigge op under skyggen på min hue mod dyrene, der til gengæld prøver at finde ud af, hvad jeg er for en. Efter et stykke tid ser jeg i græsset bag ved dyrene igen spidserne af et gevir, der svajer med græsset i en rytmiske essende bevægelse. Jeg stirrer op på græs og gevir. Nu rejser den hovedet, og jeg får vished for, at det er min hjort. Han var altså blevet i området. Situationen er imidlertid nu helt fastlåst, og jeg har absolut ingen skudmulighed til hjorten, og hind og kalv har stadig blikket stift rettet mod mig.
Efter et stykke tid bliver det for meget for hinden, og hun vender om og løber tilbage op over toppen med kalven i hælene. Hjorten følger hurtigt trop, og det samme gør jeg, sammenbidt og noget frustreret. Jeg vil se, hvad der sker på den anden side af toppen, og om ikke andet så forsøge at få et sidste glimt, af den flygtende hjort. Hjorten fik ikke øje på mig, og oppe på toppen løber jeg frem i den retning jeg tror, at han har taget. Jeg kommer frem til en afsats, hvor jeg kan se ned af bjerget på den anden side, og der omkring hundrede meter nede står han. Han er stoppet op lige før skoven og ser op mod toppen, hvor jeg står. Stakåndet hæver jeg riflen og sigter på ham. Han sikrer op mod mig, og jeg har ikke en chance for at afgive et sikkert skud fritstående og med høj puls. Efter få sekunder har han også fået nok og forsvinder ned i skoven, mens jeg opgivende og nedslået sætter mig på en græstue.
Ned fra bjerget
Jeg kan se skove og dale under mig og mod nord skyggefulde skovklædte bjergsider. Længst ude mod vest er der udsigt til en blank fjord og den nedgående sol. Langsomt daler adrenalinniveauet og skuffelsen over, at den store hjort slap væk. Jeg har det fint med at stoppe for i dag. Så er der også rimelig god tid til at finde ud herfra inden mørket falder på.
Da jeg skal til at rejse mig, hører jeg noget knase i skoven under mig. Fra et sted små hundrede meter under mig og til venstre for, hvor den store hjort lige er forsvundet, kommer en anden hjort nu pludselig løbende op mod mig. Jeg får hurtigt riflen til skulderen og støtter albuerne på knæene. I kikkertsigtet kan jeg se en 4- eller 6-ender hjort, der stopper op og ser op mod mig. Vinden bærer hen over mig og i retning af hjorten, men jeg er højt over ham. Har han virkelig fået fært af mig? Eller tegner jeg en silhuet mod himlen, derfra hvor han står? Øjne, ører og næsebor signalerer på alle måder alarmeret hjort, mens trådkorset hviler på hans bringe. Jeg føler, at jeg har arbejdet hårdt for denne chance, og jeg ønsker mig brændende en hjort som afslutning på de sidste dages og timers oplevelser. Beslutningen om at skyde, i det øjeblik han vender siden til, er allerede taget. Uden bevægelser nedstirrer vi hinanden, og da han efter lang tid begynder at virre med ørerne og dreje hovedet mod højre, strammer jeg langsomt pegefingeren om aftrækkeren. Med ét svinger han i én hurtig bevægelse, og skuddet går. Jeg repeterer så hurtigt jeg kan, og skyder et skud mere, da han i fuld fart forsvinder rundt om en bjergkam og ind i skoven.
Efter skuddet gennemgår jeg seancen i hovedet igen og igen. Jeg føler mig ret overbevist om, at jeg har sat en kugle i brysthulen på ham, men det gik så stærkt, at der er rigelig rum for tvivl. Skud nummer to blev afgivet i fuld fart, så det kan have ramt bag til eller være gået helt forbi.
Der er ikke lang tid til, at solen går ned, så da jeg har hentet min rygsæk og ventet 15 minutter, går jeg ned til skudstedet for at lede efter schweiss. Selv om jeg har set hans flugtretning vil jeg gerne forsøge at finde nogle tegn på, hvor jeg har truffet, førend jeg leder efter det sted, hvor han forhåbentlig har lagt sig. Det viser sig imidlertid at være vanskeligt selv med pandelampen. Jeg følger den rute jeg mener, at han har taget og kommer til det sted, hvor han forsvandt ind i skoven. Da jeg kigger ind i skoven, ser jeg et par øjne fra en hjort i genskinnet fra pandelampen. Han har søgt sårleje, men han lever altså stadig og skal affanges. Han kigger i min retning, og jeg er nervøs for, om han har kræfter til en sidste flugt, så jeg tør ikke gå tættere på. Han ligger med bagenden op mod mig, så jeg kan kun se en smal del af det øverste af hans hals. Jeg finder et punkt midt på halsen og afgiver et skud. Hjorten sænker hovedet men løfter det så igen. Måske jeg skød for lavt? Jeg prøver igen, og præcis det samme gentager sig! Jeg er nu godt gal på mig selv og føler mig bestemt ikke tilpas situationen længere. Til gengæld ved jeg nu, at han ikke er i stand til at flygte, så jeg går hen og giver ham en hjertekugle, og endelig er det helt overstået. Gad vide hvilke spekulationer jagtkammeraterne gør sig efter den kanonade, de utvivlsomt har bemærket?
Da jeg tjekker hvor de to første skud ramte, kan jeg se, at den første gik ind højt på højre forben og ud ved venstre forben. Andet skud, der blev afgivet i løb, ramte ind gennem højre hofte og ud nede under venstre kølle. Det sidste skud var altså meget bagligt, men det satte formentlig højre bagben ud af spil og har nok været kraftig medvirkende til, at han kun løb omkring 50 meter i alt.
Tusmørket sænker sig, og det begynder at blive kritisk at komme herfra, så jeg har ikke tid til at brække hjorten nu. Det må vente. Jeg tjekker min position på google maps på telefonen og kan se på luftfotoet, at der er lidt over 200 meter ud til vejen, og at der er antydningen af et spor ned ad bjerget og ud gennem skoven mod vest meget tæt på, hvor hjorten forendte. Det viser sig imidlertid hurtigt, at vestenvinden har forvandlet det, der på et tidspunkt har været et spor, til et morads af rodvæltere. Jeg leder et stykke tid efter nogle åbninger – men forgæves – og jeg beslutter mig for at forsøge at mase mig igennem i håb om, at sporet dukker op længere fremme. Jeg bevæger mig op ad stammerne på de væltede træer og leder ved hjælp af pandelampen efter steder, hvor jeg kan træde ned på et træ, der ligger under det jeg står på, og som jeg kan komme lidt længere henad i den rigtige retning. Ved hjælp af skydestokken har jeg et ekstra støttepunkt, hver gang jeg skal skifte position med et ben. Flere gange befinder jeg mig to-tre meter oppe i luften med rygsæk og riffel på ryggen balancerende på glatte træstammer og grene.
På et tidspunkt er jeg oppe i en højde, hvor jeg ikke er meget for at komme højere op af den samme stamme, samtidig med, at jeg ikke kan se et andet træ, det er oplagt at skifte til. Jeg sænker mig derfor ned i håb om, at jeg nede på jorden vil få øje på en åbning under træerne. Skuffelsen er stor, da jeg kan konstatere, at jeg befinder mig i en hule omkranset af træstammer og lodrette jordvægge holdt på plads af rodvælternes rodnet. Man kommer jo ikke hjem af at give op, så jeg kommer op på stammerne igen og klatrer videre.
Med jævne mellemrum, når jeg har brug for en pause, tjekker jeg kortet på telefonen og kan se, at det trods alt går i den rigtige retning, og da der er gået omkring tre kvarter, hører jeg lyden af brusende vand fra grøften tæt på vejen. Grøften er nærmest en lille kløft, som foruden forskelligt krat og bærbuske er det sidste, der skal passeres, før end jeg kan kravle op på vejen. Morten får en sms om, at jeg er ude og snart henne ved bilen. Vejen til bilen snor sig og stiger, men den er plan og uden forhindringer.
Man kan altid få hjorten ud
Dagen efter var den sidste dag, og vi kunne kun jage om morgenen. Jeg havde en hjort, der skulle ned fra et bjerg. Aftenens klatretur gennem mørket og ud af den væltede granskov stod klart i erindringen, så jeg så frem mod opgaven med en vis uro.
Det første stykke vej var lovende, hvorefter det blev tættere. Vi måtte klatre over en del væltede træer, som jeg håbede vi kunne undgå på nedturen med en hjort i slæbetov. Efter en lille halv time var vi oppe på den åbne del af bjerget og fulgte så skovbrynet rundt, til jeg fandt den døde hjort, hvor jeg havde efterladt den aftenen før. Nu skulle den brækkes, hvilket var en noget anderledes opgave end normalt, da den var kold og stiv.
Vi fastgjorde på kunstfærdig vis rebet om hjortens hoved således at snuden altid ville pege fremad og så var vi klar til at slæbe. I starten gik det opad for at komme ud af skoven og hen til sted hvor vi havde planlagt nedstigningen, og så skulle der lægges ben, arme og ryg i arbejdet. Lige så snart det gik lidt nedad blev det meget nemmere, og den våde pels gled lige så fint på det våde græs og mos. Bortset fra enkelte vanskelige punkter fandt vi under nedstigningen den smukkeste og bedste rute ned ad bjergets nordside. Her havde der været læ fra de hærgende storme fra vest, og vi gik og snakkede om, at det ville være ruten til hjortens rige, hvis vi – som vi håbede – kunne komme tilbage igen om to år.
Dette er ikke f***ing Danmark!
På hjemvejen til Danmark mødte vi stalkeren Colin. Han fik naturligvis en beretning om oplevelserne vi havde haft, heriblandt den sidste store hjort jeg havde set, og som jeg kunne vise ham et billede af.
På smukt skotsk, hvilket vil sige med rigdom af bandeord, fik Colin spurgt om, hvorfor jeg ikke havde skudt den store hjort på bjergtoppen. Jeg henviste til, at hjorten stod på en bjergtop, dalen var lige bagved, og på den anden side af dalen på ukendt afstand den skovbeklædte bjergside med den vej vi kørte op af hver morgen. Colin var ganske klar i mælet. “This isn’t fucking Denmark. This is Scotland. Shoot for Christ’s sake!” Da jeg så fortalte, at den senere også havde stået spidst på, og på det tidspunkt endda med godt kuglefang, blev han ikke mildere stemt. “Just shoot it! The meat will be rotten, but you would have gotten him.”
Da vi kørte videre mod lufthavnen, tænkte jeg over, at den store jeg ikke fik, altid ville være et lige så godt jagtminde, som den ulige otte-ender og fire-ender jeg fik med hjem. Og jeg vidste også hvad jeg ville gøre, hvis jeg skulle stå i en lignende situation igen.
