Køb abonnement til
magasin og indhold Abonner Her

Dansk Ornitologisk Forenings formand vildleder medlemmer med urigtige oplysninger i leder

Det nyligt udsendte medlemsblad for fugleinteresserede ”Fugle og Natur” nummer 3, 2025, bringer en leder af Formand Egon Østergaard om rovfugle i fangenskab. Lederen er behæftet med mange ukorrekte oplysninger og sår tvivl om lovligheden af rovfuglehold i Danmark og Dansk Falkejagt Klubs medlemmer.

Det nyligt udsendte medlemsblad for fugleinteresserede ”Fugle og Natur” nummer 3, 2025, bringer en leder af Formand Egon Østergaard om rovfugle i fangenskab. Lederen er behæftet med mange ukorrekte oplysninger og sår tvivl om lovligheden af rovfuglehold i Danmark og Dansk Falkejagt Klubs medlemmer.

En leder i et foreningsblad er i langt de fleste sammenhænge et seriøst og gennemarbejdet budskab, som skal kunne stå til troende og være pejlemærke for foreningen og dens medlemmer. Det er derfor stærkt bekymrende, at formanden for Dansk Ornitologisk forening i sin leder kan fremkomme med så graverende og fejlagtige oplysninger. Det er uforståeligt, at formanden undlader at faktatjekke de fremførte ”oplysninger” i et så håndfast angreb på en anden forening og dens medlemmer.

Når man tilmed benævner sig med den latinske betegnelse ”ornitolog”, kan menigmand forledes til at tro, at der både ligger uddannelse, videnskab og saglighed bag. Fakta er, at en ornitolog blot betyder en, som studerer fugle. Og det er noget alle kan kalde sig.

Lederen hævder, at myndighederne kræver, at rovfugleholdere selv afleverer en fjerprøve – men det er ikke korrekt. Det er en autoriseret dyrlæge, bestilt af Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø, der udtager fjerprøven og kontrollerer fuglens ringnummer og identitet.

Lederen bruger oplysninger fra 2022 om, at der kun har været udført et enkelt kontrolbesøg siden 2015. Og det gør man, selvom DOF har fået oplysninger om to årlige kontroller og fem kontroller siden 2022, hvilket Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø også har oplyst til Vildtforvaltningsrådet. Man postulerer altså, at kontrollen er yderst lemfældig og bør øges, mens man samtidig tilbageholder nye oplysninger, der viser, at myndighederne har strammet op.

Lederen placerer jagtfalk som dansk art – selvom det kun delvist er korrekt. Jagtfalken yngler ikke i Danmark, men optræder sjældent som træk- eller strejfgæst fra nordlige egne.

Lederen sammenligner rovfuglehold med at give private lov til at holde elefanter og løver i bur – en absurd og fagligt uholdbar sammenligning. Rovfugle i Danmark holdes under stramt regulerede forhold og anvendes til formidling og jagt.

Lederen nævner lammegrib og andeskondor som eksempler på eksotiske arter i fangenskab. Men disse fugle er ikke i privat eje, men sidder i zoologiske anlæg og tilhører virksomheder, der arbejder med oplysning og formidling om rovfugle, hvor de bliver fløjet frit med det formål at styrke kendskab og respekt for rovfuglene.

Ydermere tager formanden sig den frihed at hænge et firma ud, som værende på kant med loven og uønsket i Danmark. Han nævner et “arabisk ejet firma” med millioneksport og skriver, at virksomheden “slet ikke burde være tilladt” i Danmark. Det på trods af, at der ved et kontrolbesøg i 2022 ikke blev fundet nogen overtrædelser af fugleholdsbekendtgørelsen, og der blev derfor ikke givet nogen sanktioner. Virksomheden overholder altså gældende danske love og regler. Alene det, at nævne et udenlandsk ejerforhold for en virksomhed i Danmark som et mistænkeligt forhold, er helt utilstedeligt.

Hvad værre er, at Egon Østergaard i kraft af sit formandskab for DOF har en plads i Vildforvaltningsrådet. Det er svært at få øje på, hvad han som fortaler for folk med interesse for fugle kan bidrage med, når der skal tages seriøse beslutninger om dansk vildt og natur baseret på fakta, når han selv er villig til at tilsidesætte fakta, blot det gavner hans egen ideologi. Man har lov til at håbe, at denne pinlige sag kan skabe grundlag for overvejelser omkring, hvilke personer og foreninger, der rettelig hører hjemme i Vildtforvaltningsrådet.

Det bør diskvalificere ham fra at deltage i en seriøs forvaltning af vildt og natur fremadrettet.

Lederen kan læses her

Læs mere

Nyheder