AF RENÉ JANTZEN. FOTO: MICHAEL NØRGAARD
Jeg sidder i stuen. Mørbraden fra den då fra januar´s trykjagt er afpudset og udgør i selskab med kartofler, sauce bearnaise, urter og rødvin aftenens hovedmåltid.
For mig er det at udnytte hele dyret, anvende alt kødet, også en meget vigtig måde at ære dyret på ud over at hænge selve trofæet op på væggen.
Glæden ved at servere kød, som man selv har nedlagt, er noget helt særligt.
Både mens man står i køkkenet og tilbereder vildtet, og især mens det bliver serveret og fortæret, genoplever man hele jagtsituationen……
Forberedelserne til bukkejagtsæson 2019 har været i gang længe nu, de mange tusinde billeder fra vildtkameraerne bliver gennemgået hver søndag efter en af de ugentlige rundture på de 179,5 hektar på reviret ved Galteløkkerne på Brahetrolleborg Gods på Sydfyn. De første måneder står kameraerne ved foderpladserne i skoven, og efterfølgende bliver de sat op ved vekslerne rundt om dybt inde i skoven.
Det bliver til mange ture ugentligt alene eller sammen med familien i skoven. Fantastiske naturoplevelser året rundt.
Bukkene bliver hvert år selekteret og nøje udvalgt efter gennemgang og studering af de mange billeder og herefter delt op i områder.
De mange timer med min Zeiss RF håndkikkert og mit Zeiss spottingscope i skoven ved solopgang og solnedgang bekræfter, hvor de forskellige bukke holder til på terrænet i løbet af dagen.
Min Blaser R8 er renset og gennemgået ved det årlige eftersyn hos våbensmeden, og der er brugt mange timer på skydebanen for at sikre, at riflen er korrekt indskudt til sæsonstarten.
Jeg træner altid skydning i jagtrelaterede skydestillinger, liggende, knælende, men mest fra Viperflex skydestokken, som efter min mening er verdens bedste skydestok.
Der begynder at tegne sig en plan for, hvor jeg skal sidde på den kommende premieremorgen den 16. maj.
Imens jeg sidder ved computeren og gennemgår billederne, vandrer tankerne tilbage til den 16. maj 2018 kl. 05.04. På vej fra hjemmet i bilen mod jagtreviret løber de mange billeder fra vildtkameraerne gennem hovedet på mig. I aftes var jeg 100% klar på, hvor jeg skal sidde i skoven denne premieremorgen, men her i bilen bliver jeg pludselig er i tvivl, om stedet nu er det helt rigtige alligevel.
Kl. 04.30 triller jeg ind på grusvejen i den nord/vestlige ende af skoven og begynder stille at klargøre riflen og iføre mig jagttøjet. Alt imens jeg er ved at tage kikkerten om halsen, får jeg øje på en ung, lovende gaffelbuk, der går sammen med en rå i de dugvåde bregner. Afstandsmåleren siger 48 meter, alt imens jeg beundrer de flotter perler på opsatsen, han skraber i jorden og fejer alle grene og buske omkring sig, ingen tvivl om, at dette er hans revir. Jeg ser frem til at følge ham de næste par år.
Jeg begiver mig nu langsomt mod tårnet med udsigt mod nord ud over bregnerne og det store tætte brombærkrat i underskoven, de visne blade og de mange grene og kviste fra efterårets og vinterens storme knaser højlydt under mig. Langsomt men sikkert når jeg hen til tårnet og står nu og afsøger området i kikkerten, inden jeg kravler op. Den første time går hurtigt, og der er ingen aktivitet overhovedet, og jeg begynder at spejde mod øst op ad det lange skovspor, der løber ved siden af tårnet. Lige pludselig er der aktivitet, endnu en ung buk kommer til syne i kanten af granerne. Det er en lille spidsbuk, han er allerede iklædt den smukkeste, flotteste knaldrøde sommerpels, jeg elsker den farve midt i den spæde, lysegrønne skov. Jeg studerer ham i næsten 30 minutter for at se, om han skulle gå sammen med andre, men han er tilsyneladende helt alene denne morgen.
Klokken er nu lidt i syv, og solen er helt væk bag skyerne. Det er begyndt at blæse op, jeg beslutter at gå ad sporet østpå ud imod den nye slugt dér, hvor de skovede sidste år og nu har plantet sitka graner.
Imens jeg stille pürcher op ad sporet, dukker der en stor flok dåvildt op imellem granerne og træder stille ud mod sporet. Jeg studerer flokken, hvor der er 2 helt hvide hjorte imellem, fantastiske og prægtige konger her i Brahetrolleborg skoven. Jeg er nu helt fremme ved det nye tårn ved slugten, kravler op og sætter mig med kikkerten. Fra toppen af tårnet er der en fantastisk udsigt over hele området og kuglefang hele vejen rundt. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at dette område bliver godt de næste mange år fremover. Hele slugten er omkranset af løvskov, og lige fremme, 160 meter fra tårnet tårner de prægtige gamle egetræer mod himlen, granskov mod syd og vest bag mig. Der er køligt i tårnet. Den friske vind er kold. Jeg sidder og småfryser efter at have fået varmen af den lange pürch mod tårnet.
Klokken er nu blevet lidt over ni, og jeg begynder at tro, at denne premieremorgen er ved at lakke mod enden, da jeg pludselig ser noget bevæge sig for foden af de mægtige egetræer. Jeg afsøger hele skovkanten flere gange i kikkerten uden at se noget, måske jeg tog fejl.
Nej, igen er der noget, der bevæger sig mellem træerne, nu er den stille og roligt på vej ud imod det åbne område i slugten foran mig.
Straks mærker jeg, hvordan bukkefeberen ruller i kroppen, alt imens jeg prøver at finde ud af, om det er en buk eller en rå, jeg kan se på de små 160 meters afstand, og som nu har taget retning direkte imod mig.
Det er pladsbukken fra området på den anden side af egeskoven, en flot ældre herre, en seksender, som jeg har set på vildtkameraerne gennem de sidste par år.
Han har stadigvæk en stor tot bast hængende i den højre forsprosse.
Jeg følger ham i kikkerten den næste halve times tid, imens han stille går rundt og esser. Solen titter nu frem imellem skyerne, og jeg kan mærke varmen og bukkefeberen, der nu for alvor har fået fat i kroppen.
Jeg trækker vejret dybt, helt ned i maven og lukker øjnene, prøver at få styr på vejrtrækningen. Efter et par minutter er jeg klar og helt rolig og fortsætter med at følge bukken i kikkerten. Han går nede bag en lille bakke imellem en udtørret å, der løber gennem området. Han er kun fri i korte øjeblikke, og skudafgivelse er ikke en mulighed, det er kun hals og hoved, der er fri af bakken.
Pürsch
Bukken bevæger sig meget roligt, men jeg kan se, at han trækker langsomt tilbage mod den skov, han kom ud fra, alt imens han går og spiser. Jeg beslutter mig derfor hurtigt for at kravle ned fra tårnet, tjekker vindretningen med sæbeboblerne og beslutter at pürche mod nord for at komme ind bag ham, inden han når tilbage til skovkanten. Efter en kort intens og hurtig pürch har jeg ham nu inde på små 100 meters afstand, indstiller afstanden på det ballistiske tårn på riffelkikkerten, lægger riflen op i skydestokken, finder bukken i trådkorset, kigger ned på uret, der nu viser 10.07. Bukken står lidt skråt, den belyste røde prik i trådkorset finder stedet lige bag ribbenene, idet bukken står med bagenden skråt mod mig.
I skudafgivelse fra denne vinkel skal kuglen gå gennem maven og lungerne for at ende i hjertet.
Jeg krummeren pegefingeren og lader skuddet gå. Jeg kan høre kugleslaget og ser gennem riffelkikkerten bukken gå ned i skuddet, og han ligger nu forendt i skovkanten. Han opdagede aldrig, hvad der skete denne morgenstund, nøjagtig som det bør være.
Jeg står og venter lidt og samler tingene sammen, tager magasinet ud og sætter en patron i, så magasinet er fyldt igen, inden jeg begiver mig langsomt frem mod bukken. Jeg kan mærke, at musklerne i benene føles svage pga bukkefeberen, imens jeg langsomt bevæger mig ud i det åbne område og ud i solen. Terrænet er meget kuperet, og jeg kigger op mod det pejlemærke ved et bestemt træ med tydelig svampe lige dér, hvor bukken faldt. Det er meget nemt at miste orienteringen om det præcise skudsted, når man først er ude i det åbne kuperede område.
Dér ligger han i solstrålen for foden af de høje ege. Det lignede egentlig en fredfyldt søvn.
Bukken er på denne tid af året ikke altid helt iklædt den smukke røde sommerdragt, han er meget pjusket, fordi vinterpelsen sidder løst i totter, og jeg kan skimte den smukke røde farve indenunder.
En stærk, gammel buk. Den helt rigtige at tage ud af flokken… Han opdagede aldrig, hvad der skete, nøjagtig sådan som man altid tilstræber det.
Efter skudafgivelse bliver jeg altid for alvor ramt af bukkefeber. Det er på én gang en fantastisk følelse og en tilstand, hvor jeg bliver ramt af lidt vemod over at have taget livet af dette smukke dyr, der ligger forendt lige der for mine fødder i skovbunden.
Her er det vigtigt for mig at have tid til at reflektere over hele jagten. Situationen inden skuddet og alle de andre detaljer.
Det er tiden til at suge alle indtrykkene til sig.
Indprente sig omgivelserne og selvfølgelig alle detaljerne om bukken, indgangshullet, skuddets placering og det imponerende dyr.
Da bukken er blevet æret, studeret og fotograferet i de fantastiske omgivelser, ringer jeg til Søren Nielsen, skytten på godset for at melde, at jeg har skudt en buk.
Efter et lille kvarters tid ankommer skytteeleven til slugten og ønsker stort tillykke med premierebukken. Vi gennemgår hele morgenens forløb og nærstuderer i fællesskab den smukke buk. Dette er også en stor del af selve jagten – at dele oplevelserne og glæden, når der er vildt på paraden, men også de mange fantastiske timer i skoven, hvor der ikke er vildt på paraden.
Turen går herefter mod skytteboligen, hvor bukken skal brækkes.
Med denne premierebuk i erindringen plus de tre andre bukke, jeg skød sidste år, er forventningerne og spændingen op til den kommende premieremorgen ikke blevet mindre.
René Jantzen er passioneret trofæjæger og har desuden etableret eget forlag, der fornylig udgav vildtkogebogen Jagt forbi sammen med kokken Klavs Styrbæk.
René Jantzen regner trofæjagt for at være den ultimative jagtform, hvor det er de gamle og principielt udtjente handyr i bestandene, der efterstræbes. Hvor jægeren skal udvælge netop det ene dyr, der skal pilles ud af bestanden for at give plads til at de unge stærke dyr kan give deres gener videre til flokkens hundyr. Respekten for dyrene og naturen er af samme kaliber som hans riffel. Han er selvforsynende med vildtkød, skyder kun det, han selv og familien spiser. Han skyder omkring 4 bukke årligt + 2-3 stykker dåvildt. Han har ikke købt kød ved slagteren de sidste par år.
Brahetrolleborg Gods er et 2600 hektar stort dansk gods på Sydfyn, som kan trække sin historie helt tilbage til 1100-tallet. Godset driver eget jagtvæsen på 1800 hektar, mens andre arealer udlejes til jagtkonsortier. Skytten og skytteleverne arbejder med biotopforbedringer, vildtpleje, udsætning og naturforvaltning, og jagten drives på en for naturen lempelig måde således, at der på ejendommen er en stor artsdiversitet.
Jagtvæsenet drives i forening med bl.a. rugende havørne, store skarvkolonier, og samtidig er hele Brahetrolleborg udpeget som Natura 2000 Fuglebeskyttelses-område, med bl.a. hvepsevågen som udpegningsgrundlag.
På godset jages der fasaner, gæs, ænder, snepper, bekkasiner, råvildt og dåvildt.
