Det er stille omkring mig. Helt stille. Så stille som det kun kan være i en smålandsk skov den 16. august klokken 9 om aftenen. Foran det lille elgtårn, jeg sidder i, fortsætter ledningsgaden mange kilometer i begge retninger. Den er 65 meter bred og omgivet af skov på begge sider. I selve gaden vokser et ujævnt buskads af små birketræer, lyng og blåbær.
Mit vildtkamera viste flere gange, i løbet af sommeren, at en god buk hænger ud i gaden, hvor han både nyder birkebladene og de mange bær. Det er ham, det gælder.
Solen er lige over trætoppene. Om kort tid er den helt væk, men svenskerne må skyde en time efter solnedgang og selvom jeg ikke tror på det mere, er der intet formål med at flytte sig så sent. Det må briste eller bære den sidste halve time i ledningsgaden.
Min vaklende selvtillid skyldes ikke mindst, at en stor buk – mest sandsynligt ham fra kameraet – brugte det meste af timen mellem 19 og 20 på at skælde mig ud fra en lille gruppe birketræer 100 meter borte. Bøøv, bøøøv, rungede det gennem skoven. Nogle gange suppleret af den rå, der tydeligvis går med ham.
Trods min vanlige udklædning som busk, der ikke mindst vækker jubel i familien, som omtaler mig som deres egen buskmand, opdagede bukken alligevel, at noget var galt, før jeg kom på plads i tårnet, og tøvede ikke med at forklare mig, at min tilstedeværelse ikke var ønsket. At han blev ved så længe, understregede bare, at det ikke var nogen usikker teenager, der havde opdaget mig, og nu stod og skummede af irritation ovre i buskene.
Min betydelige erfaring med at blive opdaget, skældt ud og ydmyget af svenske bukke under pürschjagter har lært mig, at mindre bukke og råer oftest skælder ud og så smutter. Den store revirbuk er mere selvsikker. Så længe han primært har hørt noget og ikke er helt sikker på, hvad det er, som er trængt ind på hans domæne, bliver han ved at skælde ud og stikker ikke af fra sit hårdt tilkæmpede territorie.
Kort sagt. Bukken, der skældte mig så voldsomt ud, var mest sandsynligt den buk, jeg var kommet efter, og selvom den var holdt op med at svine mig til for en times tid siden, skulle den næppe ud i ledningsgaden efter natmad.
Mere ballade
Pludselig en bevægelse bag et træ. En grævling snufler rundt om en træstub. Graver lidt, hoster og vælter videre med et imponerende støjniveau.
Flot. Det var lige, hvad der manglede. Først sviner bukken mig til, og så driver en grævling, der støjer som en børnehave, ned langs hele den ene side af ledningsgaden. Jeg sætter mig ned og begynder at tænke over, hvor jeg skal sidde i morgen tidlig.
Solen er gået ned, skyggerne fra skoven er blevet til sort mørke. I ledningsgaden kan jeg nu kun se ordentligt 100 meter ud. Jeg overvejer et øjeblik at sig tak for i aften og vende næsen hjem mod en skinkemad og en trøstebajer, men der er 10 minutter endnu, og de sidste minutter har før givet gevinst.
En svag lyd på fra skoven på den anden side af ledningsgaden river mig ud af tankerne. Så én mere. Et dyr bevæger sig. De små birketræer i gaden er 2-3 meter høje der, hvor lyder kommer fra. Jeg ser intet andet end skygger foran skovens mørke. Jeg lukker øjnene, åbner munden og lytter intenst. Jeg er udklædt som busk og sidder med åben mund og lukkede øjne dybt inde i en skov i mørke. Godt, at min datter ikke skal forklare sine veninder, hvorfor det er sejt, at hendes far går på jagt med det billede på nethinden.
En ny lyd kommer fra skovkanten. Et dyr er på vej frem mod mig lidt ude til højre. Jeg ser ikke noget, men lægger riflen op på tårnets kant og skruer forstørrelsen ned på 4.
Dyret bevæger sig nu i jævn fart ud i ledningsgaden. Et rødligt glimt mellem to træer. Et rådyr. Jeg følger det med sigtekikkerten, men kan ikke finde det. Ser kun buske og små træer. Flytter i et ryk kikkerten 8-10 meter længere frem. Rådyret traver direkte igennem kikkerten. Gevir! En buk.
Jeg ser ikke, hvor stor opsatsen er, men jeg kan se, at bukken er mindre end 15 meter fra skovkanten. Om sekunder er den væk. Jeg flytter riflen til venstre i et ryk og søger desperat efter et hul i buskadset. Der er ikke noget…
Pludselig ser jeg ham mellem to små træer. I samme øjeblik stopper han et kort øjeblik og sænker hovedet. Jeg ser kun forkroppen. Står han skævt? Lidt. Jeg tænker ikke, reagerer bare. Lægger korset på forbenet og trykker af.
Skuddet runger i mørket.
Et sekund er jeg blændet, så ser jeg bukken igen. Han falder om og ser ud til at blive liggende. Jeg repeterer og sigter på det hul mellem birkene, hvor han faldt. Jeg ser ham ikke. Pludselig spjætter hans ben kort op fra lyngen og falder ned igen. Bukken ligger der.
Riflen glider ned. Et øjeblik i perfekt ro sænker sig. Det gik så hurtigt, at bukkefeberen slet ikke nåede at melde sig. Jeg sætter riflen fra mig og læner mig tilbage i tårnet. ”Sindsygt!” som mine børn ville formulere det. En hel aften med rod og ballade og så et perfekt øjeblik i sidste sekund. Nu komplet ro og glæde. Der er intet, som slår jagt, når det gælder mentalhygiejnen.
Den Modige Knopbuk
Aftenen gik med at få bukken brækket og hængt op i laden. Skuddet sad lidt lavt. Det gik ind ved skulderbladet og ud bagerst i maven. Bukken må have stået mere skråt, end jeg umiddelbart så. Brækket vejede den 21 kilo. De svenske bukke er generelt lidt større end de danske – også skovbukkene.
Nu er klokken blevet halv fem. Det er stille og tusmørke, da jeg forsigtigt åbner hoveddøren. Huset ligger midt i skoven omgivet af marker og græsningsarealer. Bitre erfaringer fra tidligere år har lært mig, at dyrene kan stå 50 meter borte og begynde at skælde ud, allerede inden jeg er kommet ud af haven. Jeg kigger rundt om hjørnet og ned over markerne. Ude på marken står en rå og to store lam og esser.
Den bonde, som bruger jorden, har lært mig et par ting i år. Normalt skal han være færdig med at høste græs på markerne, og hans køer skal være færdige med engene, når familien ankommer til sommerferie den 1. juli. I år blev han, til let irritation, forsinket med begge dele og køer, fluer, EL-hegn, koklokker og traktorer fyldte lidt for meget i sommeridyllen. Den dumme, danske bukkejæger har også været irriteret over, at han mener at El-hegnet holder råvildtet væk. Også når køerne er flyttet, og strømmen slukket.
Men nu kommer belønningen. Det er tydeligt, at både græsmark og enge er mere fristende, end de plejer, og op til otte rådyr har stået på marken hver nat og på engene langt op ad dagen. Ofte sammen med harer og ræve. Den senere afgræsning har give pote. Kløveret står ungt og friskt.
Jeg går tilbage bag huset og begynder den lange omvej for at komme ned på stien til det jagttårn, jeg vil sidde i, uden at de tre dyr opdager mig. Efter 20 minutter er jeg nede ved tårnet, der står i skovkanten med udsigt ud over eng, marker og helt op til huset 300 meter borte. Jeg kommer op i den 4 meter høje hochsitz og kigger ud over området. Råen og de to lam på marken oppe ved huset er væk. De fik nok øje på mig alligevel, men direkte over for mig, i skovkanten, står et andet dyr. Kikkerten ryger op og afslører en knopbuk, der står og spiser af en busk. Jeg beslutter at lade den gå lidt i håb om, at revirbukken kommer ud og smider den på porten. Det er trods alt den 17. august, og måske er der en smule brunst tilbage.
Jeg har også en smule respekt for den unge buk, som jeg har set dagen inden. Da stod den næsten samme sted, mens en noget større buk essede lidt længere nede langs skovkanten uden at kunne se den unge fløs. Pludselig kom en stor ræv ud på engen mellem dem. Begge bukke så den med det samme. Den gamle buk kiggede på ræven et halvt minut og sprang så ind i skoven. Den unge knopbuk trippede nervøst rundt og besluttede så, at den røde bandit skulle væk. Han gik beslutsomt frem mod Mikkel og lavede et skinangreb på ræven, der i arrogant luntetrav fortrak. Sådan måtte den unge fyr passe revirbukkens arbejde.
Nu står han der igen, og måske kommer den større buk også ud.
20 minutter går. Bag mig begynder solen at stå op. Klokken nærmer sig halv seks. Jeg kan allerede mærke, at endnu en varm dag er på vej. August 2020 må være tæt på rekordvarm i Småland.
Jeg beslutter at lade den tapre lille knopbuk gå et par år endnu og vente på chancen for en større buk eller en ræv. Kort efter forsvinder han ind i skoven.
En gruppe gæs trækker skræppende forbi over skoven. Gæssene i Midtsverige er ikke som i Danmark blevet helårsgæster. De samles stadig og trækker sydpå som et flot signal på efterårets komme.
En skade skælder lidt ud bag mig. Ellers er morgenen helt stille, mens solen driver de sidste skygger i skovkanten væk.
Ladebukken
10 minutter går. Så kommer der et rådyr ud på marken op mod huset. Kløveren trækker. Det er en mellemstor buk. Jeg studerer den intenst. Opsatsen er lav og lidt lyreformet. En klassisk skovbuk på 3-4 år, men ikke hvilken som helst buk. Jeg genkender ”ladebukken, der i to år har gået bag laden og spist nedfaldsæbler i august. Før ham gik hans far der i mange år.
I alle årene har jeg forgæves forsøgt at finde en vej ind i det lukkede terræn med de gamle æbletræer, men er blevet opdaget eller har fundet pladsen under træerne tom hver gang.
Nu står den pludselig ude på marken, hvor jeg aldrig har set den før. Er det de sidste timer af brunsten, der får ham ud, hvor han normalt ikke viser sig? Eller er det kløveren, der trækker så voldsomt?
Morgensolen skinner i den lysebrune pels. Bukken går forsigtigt længere ud på marken.
Jeg lægger riflen op på hochsitzens kant. Finder ham i kikkerten. Følger ham, mens han langsomt bevæger sig i alt det grønne. Så stopper han op og sænker hovedet. Han står en smule skråt, men med siden til.
Jeg presser kolben godt tilbage og begynder at trykke på aftrækkeren. 30-06´eren drøner ud i morgensolen. Bukken vælter om og ligger på siden. Jeg repeterer og bliver ved at kigge på ham. Pludselig rejser han sig op og begynder at bevæge sig, men bagbenet er tydeligvis ikke i stand til at bære ham. Han trækker hele bagkroppen efter sig. En meter, to meter.
Jeg gør klar til at skyde igen. Bukken svajer lidt, og så falder han om. Ligger helt stille og er tydeligvis død. Jeg puster ud. Det er den slags situationer, alle jægere hader. Et dyr, der ser ud til at lide.
Men det gik hurtigt. Mindre end 10 sekunder. Han har ikke fattet meget af, hvad der skete.
Jeg kravler ned fra tårnet og går op over marken. Morgensolen er begyndt at varme skoven op. Tre forsøg. To gode bukke. Det må være nok for denne august. Småland har leveret igen.
Bukkejagt i Sverige
Med undtagelse af enkelte Län, der siden Tjernobyl-katastrofen har haft forårsbukkejagt, begynder Bukkejagten i Sverige den 16. august. Der er dog diskussion om at indføre forårsjagt i nabolandet.
Tusindvis af danske jægere drager hvert år over sundet for at deltage i premieren. Ofte steder, hvor de er kommet i mange år.
Sidste år blev der skudt 1471medaljebukke i Sverige. Heraf blev 7 guld, 22 sølv og 18 bronze skudt i Småland
Selvom bukkejagt er blevet mere populært i Sverige, har svenskerne ofte svært ved at forstå danske jægeres kærlighed til råvildt. I Sverige regnes råvildt for småvildt i modsætning til kronvildt, dåvildt, elg og bjørn, der kaldes for högvildt.
Det er relativt ukompliceret for danske jægere at jage i Sverige. Det kræver et svensk (og et dansk) jagttegn, der kan hentes på nettet, en jagtforsikring og så skal man melde sine våben hos tullverket, hvilket også gøres på nettet. Svenskerne kræver, at der kan være hund på stedet senest en time efter en anskydning, men ikke at det skal være ens egen.
Hvis du vil på bukkejagt i Sverige, er der mange landmænd, der lejer jagt ud. Tre-fire dages bukkepremiere fra den 16. august kan fås ned til 5.000. Et godt sted at finde svensk bukkejagt er: www.jaktformedling.se.
