Nogle bukkejægere satser bare på antallet, og Heinrich Schimmelmann eksempelvis, holder stadig danmarksrekorden i antal nedlagte bukke – nemlig 1.367 dyr nedlagt i løbet af 62 år. Det svarer til et gennemsnit på 22 bukke per året. Andre jægere går lidt mere målrettet efter størrelsen. Peter Zobel kunne i 2011 placere medaljetrofæ nummer 137 på sin væg, og så der Erik Hahn Pedersen, som er blandt de få i verden, der har nedlagt mere end een buk over 200 point. Andre satser på abnorme bukke, enhjørninger, mordere eller parykbukke. En af mine venner arbejder på at skyde buk i 10 forskellige lande, fordelt på de to verdensdele, hvor de findes. Og så er der dem, der går efter arter og underarter, på trods af at de lærde skændes om, præcis hvor mange der er. Det europæiske CIC (International Council for Game and Wildlife Conservation) og det mere verdensomspændende SCI (Safari Club International) opdeler råvildt i de samme tre hovedkategorier: europæisk, sibirisk og kinesisk råvildt. Hos SCI opererer man yderligere med europæiske bukke nedlagt i Europa og europæiske bukke nedlagt i Asien og på samme måde med det sibiriske råvildt, der kan nedlægges både i Europa og Asien. Herudover har SCI for nylig optaget den sorte råbuk på sine lister, endskønt der her ikke er tale om en art men en farve variation. CIC har tilsvarende anerkendt to underarter af det europæiske råvildt, henholdsvis den Syditalienske og den Sydspanske.
Men hvad nu hvis man havde som ambition at jage alle arter i begge verdensdele, og samtidig ville besøge en række lande og satte et år af til det? Hvordan ville så ens kalender se ud?
Alle tiders bukkeår
I slutningen af marts ville man være i gang med at lede efter veksler og fejninger i den sydlige del af England, for at finde ud af, hvor der stod en god buk. Det kunne gerne være i Dorset, som ligger helt mod syd, og hvor skovene veksler med frodigt landbrugsland med kilometervis af brede læbælter. I det område findes mange rigtig gode bukke, og mange af dem er allerede helt færdigfejede på dette tidspunkt, i modsætning til de hjemlige der stadig løber rundt i bast. Om morgenen den første april, ville man bevæge sig rundt langs de levende hegn, med ladt riffel og spændte forventninger efter årets første buk – det er nemlig premieredagen på de kanter.
Engelsk buk
Engelsk buk
Når man har skudt sin sydengelske buk og derved slået sæsonen i gang, er der to muligheder. At søge mod nord til Skotland, eller at tage mod syd til Spanien. Begge steder starter bukkejagten nemlig også 1. april. Vejret taget i betragtning, ville man nok vælge Spanien. På vej ned gennem Europa ville man nok overveje at køre via Ungarn, hvor jagten går ind 15. april. Det ville give mulighed for at jage råbuk på den træfattige steppe, Pusztaen, spise gullaschsuppe om aftenen og slappe lidt af ved Balaton-søen. Med en ungarsk buk i bagagen, og en kort køretur senere, kommer man ind i den nordlige del af Spanien, og her bør stoppe op. Råvildtbestandene i Spanien er nemlig størst i de nordlige egne, så det er et godt sted at starte. Man bør dog ikke snyde sig selv for at køre endnu længere mod syd til Andalusien, hvor bestandene af råvildt ganske vist ikke er så tætte, men hvor der til gengæld findes en af råvildtets få underarter, nemlig “garganta”. Denne underart er lidt mindre end det råvildt, vi kender fra Danmark og har mørkere pels – både sommer og vinter. Ikke mange danskere har sat trofæet af denne underart på væggen. Så er april vist ved at være overstået, og nu går det igen nordpå til Kroatien, hvor bukkejagten starter den 1. maj. Det skal gå lidt stærkt nu, for 11. maj går det løs i Polen, inden man skal indfinde sig i Danmark til premieren 16. maj. Det kan der gå en uge eller to med, lidt afhængig af hvor ambitiøs man er i relation til bukkenes størrelse og antal.
Sorte bukke
Når man er mæt af de danske bukke, går turen igen mod syd – denne gang dog ikke så langt. I Nordtyskland har den sorte råbuk nu både fejet og skiftet den grålige vinterpels ud med det kulsorte skind og fremstår blankpoleret som et flygel. Den kan ganske vist skydes allerede fra 1. maj, på lige fod med den røde råbuk samme sted, men den sorte buk får først sin rigtig flotte sommerpels et stykke inde i juni måned. Den sorte råbuk er ikke en underart, men en farvevariation der over et længere tidsforløb kan dukke op hvor som helst.
I Danmark er der således skudt et sort rålam for nogle år siden. Men det er i Nordtyskland, vi finder det sorte råvildts to kerneområder – dels omkring Haste og dels ved Lucieskoven, 140 kilometer længere mod nordøst.
De fleste vælger at få deres sorte buk hovedmonteret eller fuldmonteret – uanset trofæets størrelse i øvrigt.
I juli bliver der tid til at holde lidt sommerferie, evt. med en dansk buk, for allerede i august bliver der travlt igen. Brunsten nærmer sig, og lokkefløjten er med i kufferten, når turen i begyndelsen af august går til Norge.
Polsk råbuk
Brunstbukke
Her er der en del steder, hvor der åbnes for jagt på råbukke allerede fra 10. august. Norge er ikke så kendt som råbukke-destination, hvilket egentligt er synd, for der skydes hvert år mange og store bukke i Norge. Ret meget mere end nogle få dage blive det ikke til i Norge, for om aftenen den 15. august skal man være på plads i skovhytten i Sverige, for sammen med tusindvis af andre danskere at gøre klar til premieren på den svenske brunstbuk næste morgen. Der bliver nu heller ikke tid til megen afslapning i det svenske, for snart går turen til Kurgan i Rusland. I de endeløse områder med frodigt landbrug og næsten uberørte skove og kratområder, skal der nemlig nu jages verdens største råbukke-art, den sibiriske råbuk. I dette område, nord for Kazakhstan, er der nemlig en fantastisk biotop for sibirisk råbuk, og området rummer derfor en stærk bestand, hvorfra der hvert år nedlægges trofæer med opsatser på over 1.000 gram. Kurgan er således meget populært for udenlandske jægere på jagt efter den sibiriske råbuk. Den bedste jagtperiode her er i brunsten, som falder noget senere end for det europæiske råvildt, nemlig fra slutningen af august til midten af september. Terrænet er forholdsvist fladt, og man skal forberede sig på relativt lange skudafstande.
Sibirisk råvildt
Sibirisk råvildt
Det sibiriske råvildt minder temmelig meget om det europæiske – sådan overfladisk set. Der er dog flere forskelle, herunder især størrelsen af både krop og opsats – begge dele måske med udgangspunkt i de mere barske levevilkår, overvejende øst for Ural bjergene. Sibirsk råvildt er således omkring 15 cm højere end det europæiske, hvilket i perioder med høj sne kan være af afgørende betydning for fødesøgningen og dermed chancen for overlevelse. Vægtmæssigt er det sibiriske råvildt da også væsentlig tungere, idet normalvægten ligger omkring 40-60 kilo, selv om enkelte dyr har presset vægtnålen op på over 80 kilo. Opsatsmæssigt er det sibiriske råvildt også en sværvægter med stænger op til 48 centimeter i længde, stærkt perlede og har en betydeligt bredere “V” form, med et voldsomt udlæg, ofte 30-35 centimeter. Sibiriske bukke danner normalt en almindelig seksender opsats, men har dog nemmere ved at blive otte- eller ti-endere. Deres sommerdragt er lidt lysere end det europæiske råvildt, vinterdragten gråbrun og meget tykkere. Deres foretrukne habitater, livsalder, formeringscyklus mv. er stort set identisk med det europæiske råvildt. Sibirisk råvildt findes i Europa i et mindre område vest for Uralbjergene, der traditionelt opfattes som grænsen mellem Europa og Asien. Dets største udbredelsesområde findes dog fra Uralbjergene og østpå og dækker blandt andet Kasakhstan, Mongoliet og Kirgisistan.
Mafiaens bukke
I september er der mange muligheder, men hvorfor ikke prøve at skyde en af de italienske bukke i Syditalien – en speciel underart som ikke mange danskere har skudt. I Europa menes der nemlig at være to underarter, begge med begrænset udbredelse. Dels i den sydlige del af Italien, hvor man finder underarten “italicus”, med antageligt kun omkring 10.000 individer og som tidligere nævnt underarten i Andalusien i Spanien.
Italiensk råbuk
Når vi er ved tallene, så opgøres den europæiske bestand i øvrigt til omkring 15 millioner dyr, og er udbredt fra Atlanterhavet i vest til Det Kaspiske Hav i øst, bortset fra små lommer uden råvildt eksempelvis i Irland. I den vestlige del af Rusland er der gode bestande af europæisk råvildt, ligesom de findes i Tyrkiet og i de nordlige dele af Syrien, Irak og Iran. Tidligere levede der også råvildt i Israel og Libanon men de antages at være uddøde her. I Rusland overlapper det europæiske råvildts biotoper med det sibiriske råvildt, og en hybridisering er mulig. Bukkene bliver dog sterile, hvorimod råerne er i stand til at sætte lam. Nyere DNA studier viser således, at rådyr i både Polen og Litauen bærer gener fra de sibirisk rådyr, antageligt på grund af at det sibiriske råvildt tidligere har været udbredt langt længere mod vest end i dag, og har været til stede i Centraleuropa.
Italien er ikke langt fra Frankrig, hvor råbukkene må skydes frem til midten af oktober, så det vil være naturligt også at inkludere denne destination på listen. Frankrig ligger traditionelt ikke så højt på listerne over lande, der modtager udenlandske jægere, men det er nu på vej til at ændre sig.
Højlandsbukke
Herefter kommer vi ikke uden om Skotland. Vi nåede jo ikke derop i april, men da jagten på buk først stopper 20. oktober i dette udfordrende jagtland, når vi det så med en våd efterårsjagt. Bukkene i Skotland kan jages både i højlandet og lavlandet, så hvorfor ikke prøve begge terræner. Især højlandet stiller krav til god fysisk form – uanset om man pürscher eller kæmper sig frem til de skydetårne, der findes i nogle områder. Ud over muligheder for at besøge et destilleri, kan man have glæde af den typiske lune skotske humor. Når jagttøjet er tørret efter besøget i Skotland, går det igen mod varmere himmelstrøg – nærmere betegnet Tyrkiet. Dette muslimske land har 97% af sit landområde placeret i Asien, så hvorfor ikke også skyde et europæisk rådyr under disse eksotiske himmelstrøg. Der er en god population af rådyr i enkelte områder omkring Sortehavet og ned mod Middelhavet, endskønt den tyrkiske bestand kun antages at udgøre 6-8.000 dyr. Bukkene i Tyrkiet er lidt større i kroppen, end vi normalt er vant til, og der er gode chancer for at skyde et godt trofæ i de lave bjergområder med gammel egeskov. Råvildtets cyklus i Tyrkiet følger nogenlunde den sydeuropæiske, men vejret er jo godt i Tyrkiet i oktober og råvildt kan jages til udgangen af denne måned.
Flot buk fra Tyrkiet
Kastebukke
At finde bukke i november er ikke helt enkelt, og mange lande har lukket for jagt på det tidspunkt. De fleste steder har bukkene også kastet, og jægerne koncentrerer sig om anden jagt. Der er dog stadig muligheder for at skyde en sen buk i Danmark, som stadig har hovedprydelsen intakt. Endnu vanskeligere bliver det at skyde buk i december, men det er dog stadig muligt, og det er oven i købet en helt anden art end vi har skudt indtil videre på denne rundtur. Det kræver dog at man har kontakter til russere i Ussuri regionen i Sibirien, for helt mod sydøst i grænseområdet til Kina, er der mulighed for kinesisk råvildt. Det findes såmænd også i den nordlige del af Kina, men på trods af at den kinesiske regering flere gange har lovet at de snart vil udstede jagttilladelser til udenlandske trofæjægere, er der intet sket, og der synes ikke at være noget begrundet håb om at Kina åbner for udlændinges jagt i den nærmeste fremtid. Kinesisk råvildt findes også i Nordkorea, men her er man heller ikke så imødekommende overfor udenlandske jægere. Så det må blive i Rusland, at vi skal jage kinesiske råvildt, for de smider først opsatsen langt hen på året, oftest først i december og januar. På samme måde sættes opsatserne sent, og basten smides ikke før i begyndelsen af juni.
Buk fra
Tyrkiet
Kinesisk vandrådyr
Efter en velfortjent juleferie, hvor man fordøjer de anderledes indtryk fra jagt på kinesisk råvildt, er der ikke meget at gøre, før det igen bliver marts. Måske bortset fra igen at tage til England og jage det kinesiske vandrådyr. Ganske vist har denne vampyr-hjort ikke noget egentligt at gøre med råvildt, bortset fra navnet, da de tilhører en anden art. I deres kerneområde nordvest for London er der adskillige muligheder for at jage kinesisk vandrådyr og i øvrigt også muntjac – men det er jo en helt anden sag. Vandrådyret er nemt at jage og tager normalt ikke lang tid at få i skuffen. De har jagttid frem til 31. marts og dagen efter er der premiere på den engelske råbuk og så kan vi starte forfra…
