TEKST AF HENRIK JUEL HANSEN
FOTO: RAFAL LAPINSKI SAMT WILDMEDIA, MAZAI OG SZCZEPAN KLEJBUKSHUTTERSTOCK
Bukkejagt med riffel er mere populært end nogensinde. Måske endda en af de mest populære jagtformer, vi har i dag i Danmark? Men, hvad er det så bukkejagt kan, siden det med tiden er blevet så hypet?
For sådan har det ikke altid været. Vi skal ikke mere end 50 år tilbage i tiden, før situationen så meget anderledes ud. På daværende tidspunkt var der mange jægere, som først fik riffel, når de havde en del år på bagen som haglbøssejæger, hvis de da overhovedet fik riffel.
På den tid var meget af råvildtet i Danmark fortsat koncentreret på – og omkring herregårde, godser og større gårde, og dermed var bukkejagt ofte kun aktuel for godsejere, advokater, skovfogeder, grosserer med flere, som havde en eller anden form for relation til godsejerne. Det billede ændrede sig heldigvis i løbet af 1980’erne og – 90´erne som konsekvens af en fremsynet forvaltning af råvildtet i takt med, at råvildtet bredte sig til næsten alle afkroge af landet godt sekunderet af et stigende antal vintergrønne marker samt en EU-beslutning om, at 10 procent af de dyrkede arealer i landbruget skulle udlægges til brak. De strukturelle ændringer i landbrugsdriften kommer i den grad råvildtbestanden til gode. Mange steder vokser bestanden af råvildt i de næste årtier så hurtigt, at mange danske jægere reelt bliver udfordret med at holde bestanden af især hundyr på et fornuftigt niveau.
En vild succes
Alt imens råvildtbestanden startede med at brede sig, så var det god latin eller godt jægerhåndværk, om man vil, at undlade at skyde råer. Dette ganske fornuftige forvaltningsaspekt blev desværre over tid så rodfæstet, at der senere opstod anseelige udfordringer i forhold til senere at få betonet nødvendigheden af at få skudt selektivt på hundyr og lam for at holde bestanden i god kondition, da råvildtbestanden for alvor breder sig og næsten vokser ind i himlen flere steder i landet.
Hvis vi vender retur til spørgsmålet om, hvad det er bukkejagt kan, siden det med tiden er blevet så populært, at det er blevet hvermandseje. Så mener jeg umiddelbart, at det er svært at pege på én ting. Det handler snarere om et sammensurium af mange forskellige ting, som spiller ind.
Alene kulissen, tidspunktet på året midt i maj måned, hvor alt i naturen i løbet af et par måneder forvandler sig til en grøn farvesymfoni samtidig med, at vejret bliver lunere, gør i den grad en forskel. Nuvel kan vejret medio maj fortsat være råkoldt, vådt og blæsende, især morgen og aften, men det går immervæk mod lunere tider. At bukkejagten i mange år har ligget i foråret, hvor naturen for alvor folder sig ud og gør jagten mere intenst, kan samtidig være en forklaring på, at det har været svært at argumentere for, at bukkejagten burde flyttes til august, hvor den efter min vurdering biologisk – og forvaltningsmæssigt giver bedre mening.
Tvekamp
Når mange jægere desuden går på bukkejagt morgen og aften, hvor dagen gryer og går på hæld, er der ofte finurlige følelsesmæssige oplevelser i spil. Stemningen om aftenen kan føles vemodig, når faunaen går til ro, mens solen går ned, og mørket til sidst lukker sig om en. Omvendt kan daggryet med solopgang virke stærkt livsbekræftende, selv om trætheden som følge af den manglende nattesøvn melder sig igen opad formiddagen. Som bukkejæger får vi næsten altid et eller andet med hjem, som er godt for sanserne og hovedet – også selv om bukken ikke altid vil, som vi vil. Og netop, når bukken driller eller bedrager os, bliver vi udfordret, ikke som gruppe, men som individ. Det er et eller andet sted en tvekamp mellem bukken og mig. Den udfordring kan måske være til at overse, når det handler om en kåd og naiv årsbuk, eller når en rastløs nabojæger støder en buk lige hen i favnen på en på premieredagen d.16. maj.
Men, har bukken først fået nogle få år i klovene, tror jeg de fleste jægere kan nikke genkendende til scenariet. Altså rummer bukkejagten i den grad en reel duel på sanser mellem bukken og jægeren, hvor jægeren ofte må trække det korte strå, fordi han eller hun har været uforsigtig eller utålmodig. Måske er jægeren gået for hurtigt frem, fordi han eller hun har glemt, at pürschgehen er pürschstehen, måske har vinden ændret retning eller er begyndt at svøbe, eller måske er jægeren uforvarende kommet til at knække en gren og advisere bukken. Forklaringer er der altid nok af, når vi reflekterer over, hvorfor tvekampen faldt ud til bukkens fordel.
Og når man har forhastet sig på bukkejagt, så peger pilen kun én vej, nemlig på en selv. Den slags udfordringer drager de fleste af os, fordi jeg har en reel mulighed for at få bukken med hjem, hvis jeg gør tingene rigtigt.
Det taler også til bukkejagtens fordel, at man sjældent er afhængig af en række andre (bukke)jægere for at komme på jagt. Og det er nok meget godt, for får man for alvor smag for bukkejagt, så koster det tid, vilje og søvnunderskud i en grad, så man næsten har brug for at holde ferie, når bukkejagten lukker ned medio juli.
Selvforsyning
I dag er det ikke længere et spørgsmål om sult eller ej, om bukken kommer med hjem, som det var aktuelt for stenalderjægeren.
Men, det betyder fortsat rigtig meget, om man som jæger fra tid til anden har held og får vildt med hjem til gryden eller røgovnen. Altså, handler det for nutidens bukkejæger som for stenalderjægerens vedkommende for mere end 5000 år siden om en autentisk bæredygtighedsfølelse ved selv at hente kødet ude i naturen. Jeg kan heller ikke sige mig fri for, at jeg lejlighedsvis har en følelse i kroppen af, at jeg følger i hælen på stenalderjægeren, når han jager, for at lure hans jægerhåndværk af. Og andre gange har jeg en følelse af, at stenalderjægeren følger i mit fodspor og kigger mig over skulderen for at holde øje med, om jeg agerer rigtigt i jagten på bukken foran mig.
Man skal bestemt heller ikke undervurdere den spænding, der næsten altid opstår, når man er kommet på skudhold af en buk. Hvor mange spørgsmål pludselig trænger sig på, alt imens adrenalinen pumper rundt i kroppen. Hvornår skal jeg skyde? Står bukken OK, eller skal jeg vente? Er mit anlæg på skydestokken optimalt med meget mere? Den situation bliver (heldigvis) aldrig normal for langt de fleste af os, fordi vi hvert år kun står i den kontekst relativt få gange i løbet af bukkejagten.
Bukketrofæet
Og når man skyder en buk, uanset opsatsens pondus, så følger der altid et håndgribeligt minde om jagten med til at hænge op på væggen. Opsatsen får således et eller andet sted samme affektionsværdi som en mappe på computeren med unikke billeder fra en ferietur med familien.
Faldende afskydning
Det har bestemt også været med til at booste riffeljagtens popularitet, at bestanden af råvildt er vokset så markant, som den er. Faktisk har bestanden mange steder været så tæt, at der i flere årtier reelt har været fine muligheder for at skyde en buk for rigtig mange danske riffeljægere – også på mindre jagtterræner. Desværre er råvildtbestanden nu begyndt at gå tilbage på landsplan. Vildtudbyttestatistikken fra DCE – Nationalt center for miljø og energi har i hvert fald været for nedadgående siden 2010, hvor der blev skudt 130.000 dyr. I 2021 var udbyttet faldet til under 80.000 dyr – altså er udbyttet over det seneste årti faldet med 50.000 dyr. Det er så markant og tankevækkende en tilbagegang, at det uvilkårligt må give anledning til refleksion, for det er immervæk hjerteblodet for rigtig mange danske jægere, der er i spil. Er det som følge af en forkert afskydning, for hyppig jagtudøvelse og fodring i rigtig mange konsortier, ændringer i landbrugsstrukturen, den kraftige vækst af dåvildt og kronvildt, råvildtrelateret sygdomme eller noget helt andet, at råvildtbestanden går tilbage?
Hvis bukkejagten fortsat skal være for hvermand og bevare sin popularitet – og det SKAL den, så handler det om at komme i gang med at finde potentielle svar på, hvorfor bestanden – eller afskydningen – kontinuerlig falder. Har forskerne ikke held med det, så må vi forvente, at udbyttet vil falde med yderligere 50% i løbet af det kommende årti, så det er tilbage på samme niveau som i 70´erne, hvor det hele startede. Nemlig på 40.000 dyr. Nu skal statistik altid tages med et gran salt, da den som gammeldags lygtepæle kan være skidt oplysende. Men, forskernes røde tal må naturligvis et eller andet sted animere til at træde varsomt i mere end én forstand, når vi lister afsted i jagten på forårsbukken.
