TEKST OG FOTO: MICHAEL GULDAGER
Pulsen hamrer derudad, og jeg kan mærke den i mine ører. Det er nu, det sker. Efter at have været ude med buen i 4 år, er det nu det hele er ved at passe sammen.
Jeg sidder 14 meter fra en motorvej ved en veksel og venter. Bukken er set der to dage i træk på netop denne veksel.
30 meter på min venstre siden er der en lille fordybning, som er oversvømmet, og fra min position kan jeg se fasaner og dåvildt komme til vandet og hygge sig. Også en strejfende hare kommer forbi.
Der er en klynge træer, som jeg kan bruge som dække til at lukke afstanden dertil, så jeg vil kunne tage et skud på små 20 meter, hvis bukken skulle vælge at drikke noget vand.
Jeg sidder stille som Holger Danske og nyder at se fasanerne liste tæt forbi mig uden at ænse, at jeg er der. Når den årvågne Ninja-fugl ikke ser mig, så må jeg gøre det rigtigt. Jeg er ét med naturen. Min krop er klar. Det er i dag, det sker.
Pludselig hører jeg grene knække på min højre side. Jeg kan høre, at det er et større dyr.
Det måtte/kunne ikke ske, min fært gik jo den vej. Nej nej nej nej …
Jeg drejer mig så langsomt, som jeg kan for ikke at få dens opmærksomhed, og kan se bevægelse gennem krat og træer.
Mellem bukken og mig er der nogle små træer, så jeg trækker buen, da dens hoved er dækket af træerne, så den ikke ser bevægelsen. Den har ikke fået min fært endnu, håbet om, at det er i dag det sker, stiger i samme tempo som min puls.
Den kommer ud af krattet og står ude i det åbne 12 meter fra mig men dækket af træer, men har fronten den rette vej.
Jeg er sikker på, at den vil fortsætte i samme retning, da der er en lille veksel, som vil bringe den ind i en god vinkel, så jeg kan afgive et skud. Det er næsten perfekt.
Den træder lidt frem. Jeg kan tydeligt se dens hoved og opsats. Den begynder at spise lidt blade fra de små træer. Den mangler bare to små skridt til, for at jeg kan sende pilen afsted med dødbringende præcision, hvis den fortsætter i samme retning. Det er stort set perfekt.
Nu skal der ikke komme et vindpust, eller at den vælger at gå en anden vej, for så kan jeg ikke komme til skud.
Jeg ved ikke, hvor længe den står der. Det føles som år. Mine arme begynder så småt at dirre, og sveden ruller ned langs min ryg. Jeg kan se på dens krop, at den snart begynder at gå, og skubber den brændende fornemmelse i mine arme væk og bider smerten i mig.
Bukken drejer sig og går den vej, den absolut ikke måtte og sammen med den min chance for at få min buebuk i år.
Jeg sænker buen, drejer mig tilbage og prøver at skubbe frustrationen væk, for dagen er ikke slut…..
